One Direction One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2012
  • Opdateret: 10 okt. 2014
  • Status: Igang
Tjaah, titlen siger vist det hele. Skriv i kommentaren, hvis du vil have en personlig. Og bare for at gøre det lidt lettere for mig, så skriv lige dit navn, fyren og genre (altså sød, romantisk, dirty, +15)

85Likes
361Kommentarer
40852Visninger
AA

15. Til JuliaTomlinson (Zayn Jawadd Malik)

"Jeg tør ikke," indrømmede du bange og stirrede på manden, som nærmede sig kanten. To mænd gik med ham og holdt fast i hans arme. Hele din krop rystede af frygt.

"Hey, du kan sagtens klare det," smilede Zayn og greb fat i din hånd. Han klemte din hånd og kiggede også hen på manden. Kort efter lod han sig falde ned. Du hørte hans skrig hele vejen ned. Skriget blandede sig med latteren, og du kunne nærmest føle hans adrenalin kick. Egentlig var du ikke helt sikker på, hvordan du endte her. Pludselig var Zayn bare dukket op ved din dør og sagt, at I skulle ud og bungy-jump. Faktisk havde han også sagt, at du havde lovet det i en brandert. Selvfølgelig kunne du ikke huske, at du nogensinde havde lovet det, men nu sad I altså her. Med følelsen af, at dine ben kunne knække sammen hvert øjeblik, gik du over og fik udstyret på. 

"Du skal sørge for, at du falder med hovedet først, og så skal du helst holde din krop strakt hele tiden." Ordenen fløj gennem dit ene øre og ud af dit andet. Lige nu var du så bange, at du ikke kunne koncentrere dig. Det eneste du koncentrerede dig om var ikke at løbe væk, inden du havde sprunget. En sidste gang kiggede du tilbage på Zayn, som også var i gang med at få sit udstyr på. Mens du ventede, blev manden, som havde sprunget før dig, hentet op. Du tog en dyb indånding og gik ud til kanten. De samme to mænd gik med dig ud og holdt fast i dig. Hunderæd kiggede du ned og så det store fald.

"Hvor tit går sådan noget her galt?" spurgte du åndeløst og fugtede dine læber. Mændene grinede bare.

"Måske tre gange om året," sagde den ene mand så.

"Hvor mange gange er det sket i år?" spurgte du så med en knastør mund.

"Ingen." Så slap de dig og lod dig falde ned. Du skreg - højt. Adrenalinet fløj rundt i hele kroppen, da elastikken strakte sig helt ud. Så begyndte du at grine og græde. Du havde gjort det! Du havde overvundet frygten og klaret væddemålet, som Zayn havde kaldt det. Efter nogle minutter blev du hentet op og kunne se til, mens Zayn skulle til at hoppe. 

"Jeg kan ikke," begyndte Zayn, men nærmede sig alligevel kanten. Mændene fulgte med og holdt fast i hans overarme. Nysgerrig så du til. Hele Zayn's ryg spændte, inden han trådte tilbage fra kanten og gik tilbage. Forvirret så du til, da Zayn tog udstyret af og løb lige forbi dig.

"Hvad skete der?" spurgte du en af mændene.

"Han sagde noget om opkast og løb så." Han trak på skuldrene og vendte tilbage til sit arbejde. Bekymret begav du dig hen til toiletterne. Kun en bås var låst, da du listede ind på Herrernes toilet. Heldigvis var der ikke andre mænd derinde, så du skyndte dig over i båsen ved siden af og låste den. Så stillede du dig op på toilettet og kiggede ned.

"Hvad fanden laver du, tøs?!" Dine kinder brændte, da du indså, at dette ikke var Zayn, men en fremmed mand. Du skyndte dig ud fra toilettet og kiggede rundt. Inde fra toilettet hørte du manden råbe op og døre, som blev smækket. Dine øjne søgte efter et gemmested, da du lagde mærke til pedelrummet. Hurtigt løb du gennem menneskemængden og åbnede døren. Det var helt mørkt, men du gik alligevel derind og så lige manden åbne døren til toilettet, inden du lukkede døren til pedelrummet. 

"Julia?" spurgte en stemme, som du allerede kendte.

"Zayn?" sagde du og kiggede rundt i det mørke rum.

"Heromme," sagde han og løftede en arm. Du fandt ham bag nogle papkasser.

"Hvad skete der lige?" spurgte du og satte sig ved siden af ham

"Jeg ved det ikke, jeg kunne bare ikke. Jeg stod der, jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, og så gik jeg bare i chok. Lige meget hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg ikke få mig til at gøre det." Egentlig var det ironisk, at du havde turdet, selvom det var Zayn, som ville. Det sagde du dog ikke til Zayn, som kiggede ned på sine hænder. Med et suk lagde du armen om Zayn og placerede dit hoved på hans skulder.

"Det er okay, Zayn. Hvis du ikke vil, så vil du ikke." 

"Jamen, jeg vil jo gerne. Jeg kan bare ikke få mig selv til det." Zayn kiggede på dig. Hans øjne bedte dig om at vise forståelse, hvilket du gjorde. Du kyssede ham på munden og lod din hånd massere hans nakke.

"Jeg tror, at du kan gøre alt."

 

Endnu en gang stod Zayn klar til at springe. Du smilede beroligende til ham fra sidelinjen og så til, mens mændene førte ham hen til kanten.

"Go Zayn!" råbte du og formede et hjerte med dine hænder. Zayn sendte dig et luft kys, inden han lod sig falde. Allerede efter to sekunder kunne du høre ham skrige højt. Du klappede i hænderne og hoppede lidt op og ned. Han havde gjort det! Han havde taget sig sammen og gjort det, og du havde aldrig været mere stolt af ham - af din kæreste. Du så til, mens de hentede ham op igen. Med det samme styrtede Zayn over til dig og svingede dig rundt.

"Jeg gjorde det!" udbrød han glad og kiggede ind i dine øjne. Hans mørkebrune øjne borede sig ind i dine, mens I havde jeres eget lille øjeblik. Langsomt nærmede Zayn's ansigt sig dit. Da I kyssede, kunne du ikke lade vær med at smile.

"Jeg er så stolt af dig," hviskede du ind i hans øre og nappede blidt i hans øreflip. Han svingede dig rundt en sidste gang, inden han gik over for at få udstyret af. I nogle få minutter stod du og ventede, mens Zayn fik alt udstyret af. Det virkede som en evighed, men der var kun gået fem minutter, da Zayn kom over til dig igen. Han greb din hånd og førte jer over til den store bil, hvor I satte jer ind.

"Jeg skal fortælle dig noget," smilede du og huskede, hvor akavet det havde været.

"Okay, hvad?" spurgte Zayn nysgerrig og kørte ud fra parkeringspladsen.

"Da jeg ledte efter, gik jeg ind på Herrernes toilet og troede, at du sad i båsen. Så jeg kravlede op, så jeg kunne kigge ned til dig... det var bare ikke dig, som sad der. Det var derfor, at jeg løb ind i pedelrummet." Som ventet begyndte Zayn at grine hysterisk, og du var et øjeblik bange for at køre galt, men Zayn havde helt styr på bilen, selvom han grinede så meget.

"Godt nogen kan grine af det, jeg syntes, at det var for akavet." Du kiggede på Zayn, som stadig grinede. I det mindste var han ikke ked af det mere.

"Kunne du så lide det? Bungy-jump altså." Zayn kiggede kort på dig, inden han kørte ind i en rundkørsel.

"Ja! Det var fantastisk. Hvad med dig, kylling?" Nu kunne du godt lave sjov med det, så du begyndte at lave kylling lyde. 

"Haha, du er da bare så morsom," sagde Zayn tørt, men stadig med et smil, "men ja, det var fantastisk. Jeg kan stadig mærke adrenalinet." Du kunne kun nikke dig endnu. Dette var nok af de oplevelser, som man aldrig glemte.

"Måske skal vi bruge adrenalinet til noget?"

"Hvad?" spurgte Zayn og løftede sine øjenbryn.

"Vi kunne jo," du lænede dig frem mod ham, "hoppe ud med en faldskærm." I begyndte begge at grine højt. Ingen af jer ville nogensinde have modet til at springe ud fra et fly med en faldskærm, måske I jeres drømme. Zayn parkerede bilen og gik indenfor sammen med dig.

"Sover du hos mig i aften?" spurgte Zayn og gik ud i køkkenet. Formodentlig for at finde noget mad.

"Det kan jeg godt," svarede du og fulgte efter Zayn. Da du kom derud, gispede du.

"Hvad er det her?" spurgte du chokeret og kiggede på det fine bord, som var dækket op til to. Der var stearinlys og rosenblade.

"Jeg fik Harry til at lave mad og gøre klar til, vi kom hjem." Du havde næsten tårer i øjnene.

"Men hvorfor?"

"Tror du virkelig, at jeg ville glemme vores 4-årsdag?" Du havde ikke ville tænke på, at det var jeres 4-årsdag, fordi du ikke ville have for høje forventninger, men det her? Det var alt for meget.

"Sid ned, så skal vi fejre det ordentligt." Du gjorde, som Zayn sagde og satte dig. I begyndte at snakke, spise og hygge. Det her var klart en af de bedste dage i dit liv.

 

Sådan! Jeg fik skrevet den. 

Info: Jeg rejser til England om nogle få dage, og jeg har absolut ingen tid til at skrive indtil mandag i næste, næste uge. Det undskylder jeg ekstremt meget for, men jeg håber, at I kan tilgive mig. I kan, som altid, stadig kommentere, hvad jeg kan gøre bedre eller, hvis I vil have et One Shot selv. Bare skriv jeres navn, og hvordan det skal være. Så vil jeg begynde så snart, jeg kommer hjem fra England igen. Tusind tak for likes og alt det. I aner ikke, hvor meget det betyder for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...