One Direction One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2012
  • Opdateret: 10 okt. 2014
  • Status: Igang
Tjaah, titlen siger vist det hele. Skriv i kommentaren, hvis du vil have en personlig. Og bare for at gøre det lidt lettere for mig, så skriv lige dit navn, fyren og genre (altså sød, romantisk, dirty, +15)

85Likes
361Kommentarer
38999Visninger
AA

22. Til Emma Horan. (Niall James Horan)

Vær sød at lytte til 'How to safe a life' af The Fray, da jeg har hentet inspiration derfra.


 

Du havde siddet i vindueskarmen og stirret ud på sneen, som var ved at danne et tykt lag på jorden. Vinduet var åbent, og kulden havde givet dig gåsehud. Hele din krop havde rystet, da du endelig lukkede vinduet igen. Tårerne strømmede ned af dit ansigt, og du kunne ikke kontrollere dine hulk, da du fjernede dig fra vindueskarmen med en forfærdet mine. Hvordan kunne du overhovedet tænke tanken? Hvordan kunne du forestille dig at springe ud af vinduet bare for at slippe for dine lidelser? Hvordan? Niall vidste, at det var hendes depression, som talte, men han forstod det stadig ikke helt. Han forstod ikke, hvordan noget kunne være så forfærdeligt, at du havde lyst til at sige farvel. Men det gjorde du. For i dit hoved gav det alt sammen mening, du kunne bare ikke forklare det i ord. Men det skulle aldrig blive så slemt igen, tænkte du, og kiggede ned på dine arme. De var dækket af en lang bomulds trøje, men du vidste, hvad der gemte sig under.

"Jeg kan godt klare det," hviskede du til dig selv, da du tænkte på badeværelset, og hvad der befandt sig derude. Men du ville ikke være svag - ikke i aften. Klokken nærmede sig allerede otte om aftenen, men du kunne ikke gå i seng endnu. Så ville du nemlig bare ligge der og tænke på alle de ting, som du ikke burde tænke på. Alle de ting, som lyset skræmte væk, men som fandt sin vej tilbage til dig i mørket. For at finde noget andet at tænke på gik du ud i køkkenet og begyndte at finde frem til en sandwich. Midt i processen fortrød du og satte det hele på plads. Du satte dig i sofaen, men følte dig for rastløs til sidde stille. Dine ben snurrede, og en hovedpine begyndte langsomt at tage form i dit hoved. Du kunne ikke stoppe tankerne, da de først begyndte.

Du er ikke god nok.

Niall fortjener bedre.

Hvorfor er du så grim?

"Lad være," mumlede du svagt og rev i dit hår for at få en eller anden slags distraktion, men det virkede ikke. Med et gisp løb du ud på badeværelset og lukkede øjnene. Med dine hænder fumlede du over til brusekabinen, hvor du satte dig ind og åbnede dine øjne. Dit blik var sløret af tårer. Det her havde altid været dit sted, det sted, som du gik hen, når du havde brug for at komme væk. Du vidste ikke hvorfor, men når du trådte herind, så forsvandt alting. Du kunne bare sidde her og tænke på, hvad du havde lyst til. Det var en sikkerheds boble på en eller anden måde. Din ringetone ødelagde stilheden, så du rejste dig og vaklede ud for at tage den.

"Hallo," hviskede du, fordi du simpelthen ikke havde kræfter til at snakke højere.

"Hej, Em. Hvad sker der?" Niall's stemme havde samme effekt som brusekabinen. Den beroligede dig.

"Ikke noget, jeg har det bare ikke så godt," indrømmede du og lukkede øjnene. 

"Gå ind i brusekabinen igen, babe. Så snakker jeg med dig." Du gjorde, som du blev bedt om og sank sammen på gulvet derinde.

"Sådan," sagde du og havde stadig lukkede øjne. På den måde virkede det næsten som om, at Niall rent faktisk var ved siden af dig.

"Så, fortæl mig, hvad der er galt."

"Alt. Jeg kan ikke styre det, Niall. Jeg er ikke god nok, jeg fortjener dig ikke," du tager en dyb indånding, "jeg savner dig."

"Jeg savner også dig. Jeg ville ønske, at jeg kunne være hos dig lige nu, Emma. Men vi må nøjes med det her." Du kunne ligefrem høre smerten i hans stemme, hvilket knuste dit eget hjerte.

"Du må ikke være ked af det," hviskede du ind i røret.

"Hvis jeg holder op med at være ked af det, gør du det så også?" spurgte han, selvom han godt vidste, at det ikke var så ligetil. Du nikkede med en smertefuld mine.

"Okay," åndede du, selvom I begge vidste, at det var en løgn. 

"Hvad er klokken egentlig hos dig?" spurgte du og havde endelig fået tårerne under kontrol.

"Den er ved at nærme sig to om morgenen," svarede Niall og gabte. Selvom du ikke var parat til at være alene i det store hus igen, så sagde du alligevel: "Så burde du sove, babe." 

"Jeg lægger ikke på, før jeg ved, at du er okay."

"Det er jeg. Jeg havde bare brug for at høre din stemme. Jeg glæder mig til, at du komme hjem." Du satte endda et smil på dine læber med den løgn, selvom Niall ikke kunne se det.

"Er du sikker?"

"Ja. Jeg er her, når du kommer hjem."

"Lover du det?" spurgte han med en bævrende stemme.

"Ja, Niall. Jeg lover, at jeg er her, når du kommer hjem igen."

 

Niall's synsvinkel

Jeg sad i vindueskarmen og kiggede ned på græsset, som skinnede fra dagens regn. Tårerne faldt ligeså stille ned af mine kinder, selvom de ikke generede mig. Jeg havde faktisk vænnet mig til det.

"Niall, hvad laver du?" spurgte Zayn og kom ind på værelset. Der gik lidt tid, inden jeg tog mig sammen til at svare ham.

"Venter..." Det var mit simple svar, som alligevel fik tårerne til at falde lidt hurtigere. Min vejrtrækning begyndte også at sætte farten lidt op.

"Mate, hun døde for et år siden." Det pinte Zayn at sige det, det vidste jeg godt, men jeg kunne ikke kigge på ham.

"Hun lovede, at hun ville være her, når jeg kom hjem." Jeg burde aldrig have lagt på. Jeg burde vide bedre end at stole på hende, når hun var sådan. Hvis jeg nu havde blevet oppe hele aftenen, så havde hun måske stadig været hos mig. Hun havde lovet mig det for helvede!

"Niall, du bliver nødt til at komme videre."

"Men det kan jeg ikke, Zayn! Kan du ikke forstå det, jeg elskede hende! Hun var det eneste i mit liv, som jeg vidste med sikkerhed aldrig ville forlade mig, men så gjorde hun det alligevel. Fatter du ingenting? Jeg er nødt til at vente, for Emma bryder ikke sine løfter!" Det tog alle mine kræfter at råbe sådan af Zayn, og jeg fortrød det bitterligt. 

"Okay. Jeg forstår dig godt, Niall. Men Emma ville ikke have, at du spildte dit liv." Så gik Zayn igen og efterlod mig alene. Tårerne strømmede ned, og denne gang generede det mig. Zayn havde ret. Jeg ville bare ønske, at jeg havde vidst, hvordan jeg reddede et liv.

 

Okay, her er min fortolkning af sangen. Det kan godt være, at du har fortolket den på en anden måde, men det her er mit bedste bud. Håber, at du kan lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...