One Direction One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2012
  • Opdateret: 10 okt. 2014
  • Status: Igang
Tjaah, titlen siger vist det hele. Skriv i kommentaren, hvis du vil have en personlig. Og bare for at gøre det lidt lettere for mig, så skriv lige dit navn, fyren og genre (altså sød, romantisk, dirty, +15)

85Likes
361Kommentarer
39038Visninger
AA

11. Harry Edward Styles (Dansk)

 

Vær sød at lytte til 'Small Bump' med Ed Sheeran, mens du læser.

 

Harry vendte sig langsomt rundt og kiggede ind i hendes øjne.

"Det er ikke sjovt," sagde han irriteret, men stadig med et smil.

"Denne her gang laver jeg ikke sjov. Mit vand er gået." Hurtigt greb Harry tasken, som de begge havde gjort klar til dette, og så løb han ud af døren. Clary kæmpede for at komme op af sofaen i nogle få minutter, inden hun sukkede.

"Harry!" råbte hun og håbede på, at han havde hørt hende. Han løb ind igen og løftede Clary op i brudeposition.

"For stor en mave, var?" smilede han. Harry havde aldrig set hende så glad. Måske da de blev gift, men bare måden hendes øjne lyste lige nu. Han var ikke engang bange for at få en baby. Harry vidste godt, at det ville blive hårdt, men Harry ville ikke være alene, så nej - det virkede ikke så skræmmende. Forsigtigt begyndte Harry at køre til det nærmeste hospital. Harry var så fokuseret på at blive i den rigtige side af vejen, at han ikke engang lagde mærke til hans kone i smerte - fødselssmerter for at være præcis.

"Pokkers, jeg tror, at han kommer til at være ligeså stor som sin far," drillede Clary åndeløst og prøvede at finde noget andet at fokusere på i stedet for smerten.

"Haha, sjovt," grinede han falskt, "desuden var jeg ikke så stor en baby." Han vendte sit hoved for at kigge på hende med et smil. Selv med sveden drivende ned af hendes ansigt, hvor hun skulle have lignet lort, så gjorde hun det ikke. Harry tænkte, at hun var ligeså smuk som altid.

"Hvad er det?" spurgte han bekymret og kiggede på Clary. Hun kiggede selv ned og bemærkede den store røde plet. Hendes fingre var røde, da hun løftede dem op. Pludselig gik alting hurtigt. Kvalmen ramte hende som et tog. Hendes hjerte stoppede med at banke hårdt, faktisk stoppede det bare helt. Det var blod.

 

Clary var ikke vågen, da de ankom til hospitalet. Harry gik langsomt i panik og tænkte på alle de ting, som kunne gå galt. Det hjalp ham helt sikkert ikke at tænke på alle de gyser historier, som han havde læst på Google.

"Vær sød at vågne op, skat. Vær nu sød," bedte han, mens tårerne strømmede ned af hans ansigt. Han løftede hende op i sine arme og løb indenfor.

"Jeg skal bruge en doktor!" råbte han and kiggede rundt.

"Lig hende her," kommanderede en sygeplejerske, som skubbede til en båre. Harry gjorde, som han var blevet bedt om. Så blev han efterladt alene på gangen. Langsomt satte han sig ned og lod panikken overtage ham fuldstændig. Han var bange. Han havde aldrig været så fucking bange.

"Harry Styles?" spurgte en doktor. Harry nikkede for, hvad kunne han ellers gøre? Han havde brug for at vide, om Clary var okay. Om drengen var okay?

"Hvordan har hun det?" forlangte han at vide.

"Vi gør alt, hvad vi kan lige nu, det lover jeg. Men du har brug for at slappe af... Har du nogen, som du kan ringe til?" spurgte lægen og hjalp Harry over til en stol. Normalt ville Harry have protesteret og sagt, at han sagtens kunne komme derover selv, men lige nu stolede han hverken på sin stemme eller sine ben. Så han accepterede hjælpen.

"Min... ehh, min mor. Jeg kan ringe til min mor," hviskede han.

"Okay, så ringer du til din mor, og så tager jeg mig af Clary. Okay?" Harry nikkede langsomt. Hvorfor skete det her for dem - Clary og ham? Harry havde det som om, at han var på autopilot, da han rakte ned i sin lomme og trak sin telefon ud for at ringe til sin mor.

"Det er Anne," hørte han sin mor sige. Måske var det lyden af hendes stemme, der gjorde det eller også, så var det bare fordi Harry ikke længere kunne holde det inde mere. Uanset hvad, så begyndte han at græde ukontrollabelt.

"Mor, der er sket noget rigtig slemt."

"Hvad er der sket?" spurgte Anne gennem telefonen.

"Clarys vand gik... men der var så meget blod, så meget blod." I det samme øjeblik hørte Harry, nogen skrige. Et skrig, som han kendte for godt. Han tabte sin telefon og ræsede ned af gangen. Clary havde brug for ham, og han havde brug for hende - mere end noget andet. He drejede om hjørnet og kiggede ind i rummet. Hans hjerte stoppede et kort sekund. Der var blod overalt. Clary lå bevidstløs i sengen. En sygeplejerske skyndte sig forbi ham med Harrys lille dreng. Men noget var galt. Det så ikke rigtig ud, sådan som barnets hoved var. Han var dækket i blod. Velvidende om, at Harry aldrig ville glemme det syn, vendte han sig mod Clary og løb hen til hende.

"Skat! Vågn op! Jeg har brug for, at du vågner op for min skyld. Jeg kan ikke håndtere end baby uden dig. Jeg elsker dig." Harry var desperat. Han havde brug for Clary mere end noget andet. Han lagde ikke engang mærke til hans mors arme, som forsigtigt krammede ham bagfra. Han blev bare ved med at snakke til Clary, som ikke reagerede.

"Jeg har brug for dig, Clary." Harry kunne ikke mere. Han faldt til gulvet, hvilket resulterede i, at hans mor faldt med. Han pressede sig selv ind mod Anne.

"Det skal nok gå. Alting vil blive okay," hviskede hun og kærtegnede hans ryg. Harry kunne ikke få sig selv til at svare eller tale for den sags skyld. Han havde bare brug for at græde i sin mors arme lige nu.

 

Efter nogle timer og en masse dårlige kopper kaffe, vågnede Clary endelig op.

"Hej skat," sagde Harry og greb hurtigt hendes hånd.

"Hvad skete der?" spurgte hun og kiggede på ham. Smerten i hendes øjne var ikke til at bære, men Harry måtte være stærk. Ingen af dem vidste, hvad der skete lige nu. Ingen af dem vidste, om deres perfekte lille dreng ville klare den. Det virkede så håbløst lige nu, men Harry var stærk for Clary.

"Du fik din menstruation for tidligt," prøvede Harry at joke. Clary grinede svagt og trykkede hans hånd. Lige nu var han så glad. Clary var okay.

"Hvor er vores dreng?" spurgte hun og smilede.

"De prøver, Clary. Det gør de virkelig, men noget gik galt." Endnu en gang strømmede tårerne ned af Harrys kinder.

"Hvad?" stammede Clary og begyndte at græde. Det var der, at Anne kom ind.

"Oh min pige," sagde hun svagt og løb over for at kramme Clary. Anne havde altid været en slags rollemodel for Clary, fordi hun havde mistet sin mor, da hun selv var ung. Hvilket Harry kunne se nu. Anne greb Clarys anden hånd og smilede sørgmodigt.

"Jeg går ud og ringer til drengene. De skal vide det." Så huskede Harry, hvordan han havde tabt sin telefon, så han gik ud af lokalet og prøvede at finde den igen. Normalt ville han aldrig havde forladt Clary i sådan en situation, som denne, men han vidste bare, at Anne og Clary havde brug for at snakke - kvinde til kvinde. Han fandt sin telefon til sidst. Den havde fået en revne i skærmen, men den kunne stadig bruges.

"Hey Lou..." Harry opgav hurtigt at lyde glad, det kunne han bare ikke nu.

"Hvad er der galt?" spurgte Louis og sagde til de høje stemmer i baggrunden, at de skulle holde kæft.

"Clary skulle føde, men noget gik galt. Jeg ved ikke hvad." Bare at sige det højt, gjorde det endnu værre. Intet kunne være værre end det her. Harry var ulykkelig. Alt han ville var at se Clary og hans lille dreng smile, men som tingene var lige nu, så kunne han ikke engang forestille det i hans hoved.

"Det er jeg ked af. Det er jeg virkelig. Hold mig opdateret, ikke? Ville ønske, at jeg kunne være der, men..." Harry vidste det godt. Han vidste godt, at drengene var i Amerika uden ham, fordi han havde besluttet sig for at blive hjemme hos Clary. Han ville ikke misse sin søns fødsel, men det han havde gjort alligevel. Så langsomt, som han kunne, gik han mod Clarys rum igen. Han elskede over alt på jorden, men han kunne ikke bære tanken om at se hende. Det var så smertefuldt. Velvidende hvad de kunne tabe, hvad de allerede havde tabt.

"Mr. Styles?" spurgte en doktor og kiggede på Harry.

"Ja?" sagde han og kiggede på Clary ude fra gangen. Hun kunne ikke se ham, men han kunne se hende. Selv nu var alt, hvad han kunne tænke på, når han så på hende, at hun så ekstremt smuk og stærk ud. Hun var stoppet med at græde.

"Kan vi snakke?"

"Hvad det er omkring vores dreng, så burde Clary være en del af det her," krævede Harry, men hans stemme døde langsomt ud, da han lagde mærke til blikket i doktorens grå øjne.

"Jeg tænkte, at jeg kunne sige det til dig, og du kunne sige det til Clary. Nogle gange så tager mødre det bedre, når det kommer fra en, som de stoler på." Åh min Gud. Harry vidste allerede, hvad doktoren ville sige. Det var tydeligt. Han vidste bare ikke, om han var klar til at høre det.

"Jeg er utrolig ked af det, men han klarede det ikke. Det var en hysterektomi fødsel, som forudsagde blødningerne. Normalt ville hun godt kunne have født alligevel, men babyens hjerteslag blev uregelmæssige under hver sammentrækning. Det var en dødfødsels." Ingen af de ting, som lægen forklarede havde givet mening for Harry, men han vidste, at hans lille dreng ikke var her længere. Den lille dreng havde ikke engang haft chancen for at se sine forældre, chancen for at se verden. Hvorfor, græd Harry inde i sit hoved. Han havde ikke længere styr på, hvor mange gange han havde grædt i dag. Alting virkede til at falde sammen.

"Jeg skal snakke med Clary," hviskede han. Ikke til nogen speciel, mere som en ordre til sig selv. Gå ind i rummet, Harry. Tal så med Clary. Måske bed Anne om at gå. Han blev med at give sig selv ordre, for helt ærligt, så havde han ikke bevæget sig uden dem.

"Var det lægen?" spurgte Clary, da Harry gik ind.

"Ja, jeg har brug for at snakke med dig." Anne forstod hentydningen og kyssede både Clary og Harrys kind, inden hun gik. Hvordan skulle han dog fortælle det til hende? Han havde ikke engang forstået det selv.

"Vores dreng... han klarede den ikke. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige."

"Nej!" skreg Clary og gemte sit ansigt. Hun begyndte at græde. Harry havde det som om, at den sidste del af hans allerede ødelagte hjerte blev smadret. Aldrig havde han troet, at han skulle høre Clary sige den lyd.

"Jeg er så ked af det, skat." Han kravlede op i sengen med hende og lagde sine arme om hende. Hun gemte sit ansigt i hans skulder og hulkede endnu højere. Fuck det, tænkte Harry. Han kunne ikke være stærk mere. Han begyndte også at græde. Det var så urealistisk. Hvorfor skete dette for dem? Hvorfor? Harry ville aldrig vide det.

"Vi kommer igennem det her," hviskede han. Om det var for ham selv eller Clary eller nogen overhovedet, vidste han ikke. Der var en masse ting, som han ikke vidste lige nu. For eksempel vidste han ikke, hvordan de skulle komme igennem det her, men han var sikker på, at det ville. For Clary var et af de stærkeste mennesker, som Harry nogensinde havde mødt.

"Det ved jeg," græd Clary, "men det gør så ondt." Harry tyssede på hende og kørte hende igennem hendes hår.

"Jeg lover, at vi kommer igennem det her. Det lover jeg." Harry ville holde det løfte.

 

Harry troede engang, at han kunne alt. Men da Clary ikke var interesseret i ham med det samme, troede han, at måske kunne han ikke det hele. Måske kunne han ikke få hende. Men det gjorde han. Efter mere end tre år med et skridt frem og to skridt tilbage. Han troede ikke, at han kunne være gladere. Da Clary sagde ja til at gifte sig med ham, vidste han, at han havde taget fejl. Han havde det hele. Han havde pigen, huset og karrieren. Så blev Clary gravid, og Harry havde det som om, at hans hjerte ville sprænge af lykke. Ja, Harry var glad. Men han var ikke heldig, og han følte sig ikke glad, da han fik fortalt, at hans lille dreng var død ved fødslen. Hele hans verden faldt sammen, men Clary og Harry hjalp hinanden og kom igennem det. De besluttede sig for, at drengen skulle havde heddet Caleb. Derfor fik Harry en tatovering med navnet Caleb. De prøvede en gang til og fik en smuk datter ved navn Darcy. Han var født med autisme, men Harry og Clary elskede hende betingesløst alligevel. Harry var glad. Harry vidste, at han ville være okay. Selvom han ikke havde Caleb, så havde han stadig Clary og Darcy.

 

Her er den danske! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...