Jeg er som jeg er.

Historien handler om en pige ved navn Lucinda, som helst vil kaldes Lucy, som er omkring de sytten år og har alt hvad hun kan ønske sig, men Lucy er langt fra lykkelig eller noget der minder om det. Hendes forældre forventede, at hun ville være en sød og artig pige, men Lucy er faktisk lidt som et vildt dyr, ukontrolleret og farlig. Hendes forældre prøver desperat at ændre hende, da Lucy er blevet småkriminel, hvilket har givet hende en tilsynsværge - som hun bestemt ikke bryder sig om. Men nu prøver Lucys tilsynsværge også at ændre hende, men Lucy giver sig ikke uden kamp. Men med tiden bliver Lucy i tvivl om, hvem hun er eller, hvem hun skal vil være. Er hun sig selv eller skal hun være som, alle andre vil have at hun skal være?

0Likes
0Kommentarer
340Visninger
AA

1. Jeg har fået nok.

”Every tomorrow is a day I never plan” – det er typisk dét, jeg siger til folk, hvis de spørg mig om, hvad jeg skal eller har tænkt mig at lave den næste dag af mit liv. Men jeg er ikke sådan et menneske, som planlægger hver eneste detalje i mit liv. Jeg tror på at alt det, der sker, sker af en grund, eller fordi det er sådan skæbnen er. Mine forældre er desværre lidt fine på den og har svært ved at acceptere det faktum, at jeg tror på skæbnen, men de går altid og siger, at det er godt at skille sig ud fra mængden. Det havde de godt nok ikke forventet, at jeg ville tage så nært. Det er ikke fordi jeg har lyseblåt hår og går i et ko-kostume, men jeg er anderledes end hvad mine forældre troede jeg ville være. De er begge advokater og tjener kassen, vi bor i en stor villa og jeg kan få alt det jeg peger på, så det ikke fordi jeg mangler noget materielt. Men psykisk mangler jeg noget – eller det er mere nogle. Jeg mangler nogle forældre som støtter op om mig, fortæller mig at de valg jeg foretager mig, kun er noget jeg har indflydelse på og det kun er mig som ved om det er de rigtige valg. Men som jeg sagde tidligere, så forventede mine forældre ikke det her. Og med det her, mener jeg min personlighed og det jeg gør. Min mor kan ikke forstå at en pæn pige som mig, gør de ting som jeg nu gør. Det nu ikke fordi jeg betragter mig selv som en pæn pige. Jeg er 1,61 cm høj – hvilket jeg ikke har noget problem med. Jeg har mandelformede øjne som er brune, men helt ude i kanten er de næsten sorte og selve irisserne er en meget mørkebrune, hvilket mine veninder siger, er noget af det flotteste ved mig. Mit hår er langt med en almindelig kastanjebrun farve og uden nogen form for frisurer. Men jeg tager det lige op og ned som det kommer. Men jeg har i hvert fald gjort nogle ting, som har gjort at jeg har fået en tilsynsværge. Så du kan vel regne ud at jeg har gjort nogle ulovlige ting. Det er dog ikke det helt store jeg har gjort, det er bare lidt små rapserier og andre ting i den stil. Men det var nok til at kommunen gav mig en tilsynsværge. De gav mig faktisk den forfærdelige krage Ulla Weiner. Aldrig har jeg mødt et så foragteligt og livshadende menneske i hele mit liv. Og hun gjorde det ret tydeligt at hun heller ikke brød sig om mig, sådan en lille tyvagtig møgunge som hun så ’fint’ sagde. Jeg blev faktisk forbavset over at hun kunne holde sådan en rolig tone, mens hun sagde alle fine de ting om mig. Så mit ugentlige møde med min tilsynsværge, ender ikke altid så godt.  Jeg har overvejet at slå hende, men det nu mere for at få hende til at tie stille. Jeg er faktisk ret ligeglad med hvad hun mener om mig, men nu sidder jeg igen her på hendes kontor. Hendes assistent, faktisk en ret nuttet fyr på en 20 år, stikker hovedet ind på kontoret og smiler venligt til mig. ”Ulla kommer om 5 minutters tid.” ”Så jeg har kun 5 minutter til at stikke af i, inden den gamle krage flår mig?”, jeg smiler et venligt men samtidig charmerende smil til assistenten. Han ser noget forbavset ud over mit svar, hvilket jeg finder ret underholdende. Jeg kan faktisk godt lide at forbavse folk, fordi folk forventer at jeg er en artig pige. ”Slap nu af og lad være med at være så alvorlig”, siger jeg kækt til assistenten, hvilket får ham til at trække hovedet ud igen.  Jeg hæver mit ene øjenbryn og hører en velkendt lyd. Klik klak, klik klak, den lyd betyder altid at kragen kommer. Og ganske rigtigt, ind kommer kragen i sit stiveste puds og sit falske smil. Prøv at forestille dig en ældre dame på 60 år, selvom kragen nu siger hun er omkring de 40. Så giver du hende et afbleget hår, en masse rynker i hele hovedet, knald pink læber og øjne som er klar til at flå dig levende, så ved du, hvordan kragen ser ud. ”Goddag Lucinda. Hvordan går det så med at holde sig på den rigtige sti?” Jeg kigger hen på hende og gør mig skeløjet, bare for at se hendes reaktion. Hun rynker på næsen og rynkerne i hendes pande bliver dybere. ”Du er sådan et ubehøvlet pigebarn, Lucinda. Jeg kan godt forstå at der ikke var andre, som ville have ansvaret for dig”. Hendes stemme er skinger, men samtidig alvorlig. ”Jeg bad da heller ikke om at få en 60-årig gammel dame som tilsynsværge som tror, hun er 20 år gammel og hader alle mennesker på jorden, men klager jeg måske over det? Og jeg hedder ikke Lucinda, men Lucy”. Okay, jeg hedder rigtigt Lucinda, men helt ærligt? Desuden vil jeg slet ikke kaldes Lucinda, da jeg synes at det minder for meget om Lucia og Luciadagen. Derimod er Lucy bare meget federe og der er ingen som kalder mig Lucinda, udover mine forældre og min tilsynsværge. Jeg sidder egentlig lidt i mine egne tanker og morer mig over det mopsede udtryk kragen har, men det spolerer kragen hurtigt, da hun endnu en gang begynder at prædike for mig; "Lucinda, er du klar over alle de fantastiske muligheder du har? Du kan blive alt det du vil, du kan gøre alt hvad du vil. Men du vil absolut ødelægge det for dig selv, med de kriminelle ting du gør.” Hun holder en pause og åbner en skuffe i hendes kommode, mens hun bliver ved med at holde blikket på mig, hvilket jeg faktisk ikke bryder mig om, men op ad skuffen hiver hun nogle papirer frem som hun ligger foran mig. ”Så mange kriminelle ting har jeg altså heller ikke lavet”, siger jeg med en lidt ynkelig stemme og man kan tydeligt høre, at jeg ikke selv tror på det jeg lige sagde. Kragen hæver skeptisk sit ene øjenbryn og ser på mig som om jeg har tilstået et mord, mens hun sætter sig lettere opgivende ned på sin kontorstol. ”Ikke så mange ting? Jamen så lad os da se på papiret”, siger hun koldt og tager det papir som hun lagde foran mig, hvorefter hun skimmer det kort. ”Du blevet taget for at stjæle penge, du har stjålet tøj, smykker og sko gentagne gange. Og du har overfaldet en mand en for omkring seks uger siden”. Jeg må have set noget underlig ud i hovedet, for da kragen hæver blikket mod mig, ser hun på mig med et overlegent blik. Den havde jeg ikke forventet, at jeg skulle have overfaldet en mand. Der var godt nok en sag for noget tid siden, hvor jeg slog en mand med en sten i hovedet, men det var i rent selvforsvar da han prøvede at voldtage mig. Og politiet anholdte også manden, da han var eftersøgt for en anden sexforbrydelse og jeg fik af vide, at det jeg gjorde havde jeg gjort i rent selvforsvar. ”Jeg har ikke overfaldet nogen mand og det ved du. Jeg forsvarede mig, da han prøvede på at voldtage mig!” Jeg er udmærket godt klar over at jeg hæver min stemme, som til sidst bliver til råb. Kragen slår kort blikket ned, men ser efter kort tid op på mig over brillerne. ”Så du påstår at det ikke var overfald? Så må du forklare mig, hvorfor at manden fortalte at du kom pludseligt ud af det blå og slog ham med en sten i hovedet”. Jeg rejser mig hurtigt op og sætter hænderne i bordet, mens jeg borer mit blik ind i kragens ansigt. ”Han var efterlyst for en anden sexforbrydelse og politiet sagde, at det jeg gjorde var rent selvforsvar!” Jeg råber det af mine lungers fulde kraft, da jeg ikke kan fatte at hun tror jeg overfaldt ham. Jeg tager min taske, som har hængt over stolen og stormer ud fra kontoret og videre ud af bygningen. Mit blik flakker rundt da jeg kommer ud, da jeg ikke har nogen idé om hvor jeg skal gå hen, men jeg tænker ikke yderligere over det, for lige pludselig er jeg kommet langt væk fra det indelukkede kontor. Jeg ved ikke helt, hvor jeg er henne, men mine ben bliver ved med at gå. Jeg fik nok af den gamle krage og alt det andet, hvilket bare gjorde at jeg måtte væk derfra. Nu ser jeg endnu en gang rundt på mine omgivelser, men jeg stopper ikke op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...