We found love on a hopeless place. (Færdig)

Toeren af 'Feel the love toching'
Vores charmerende Jamie og hans elskede prinsesse, Nicoline, er taget hver til sit. Arvingen af SAS er taget på Harvard og ubetydelige Nicoline er taget på Stanford.
Men kan de to holde de løfter, de løfter som de lavede på lufthavnen, inden Nicoline tog afsted?
Kan deres kærlighed overleve afstanden eller begynder deres kærlighed at smuldre, selvom de allerede har været så meget igennem?

5Likes
2Kommentarer
1755Visninger
AA

8. Nicoline - Mistake happend.

 

Jeg kiggede stille ned i jorden imens jeg sukkede. Det her forventet jeg ikke, hvorfor kan jeg ikke holde mig til en.

 

Jeg satte i løb imens jeg slingret, men det kunne jeg ikke tage højde fra. ”Jamie!” råbte jeg imens alkoholen pumpede rundt i kroppen på mig og gjorde mig bare en anelse svimle. Jeg løb hurtig ud af døren imens jeg faldt så langt jeg var nåede. Det her ville ikke ende godt, jeg havde lovet moren at jeg aldrig vil såre ham. Jeg var skræmt af hans mor, så jeg var virkelig bange for at han havde ringet til hans mor. Det vil jeg aldrig kunne holde til.

 

”Jamie!” forsøgte jeg igen da jeg kunne se at han var på vej væk. Jeg satte hårdt mine hænder ned i jorden imens jeg prøvede at komme op, men mit ben brændte. Jeg havde voldsomme smerter i benet, hvorfor dog. Jeg lod blidt mine tåre falde langs mine kinder imens jeg kiggede ned på den. Mit ben som var hævet og gjorde virkelig nas.

 

”Nicole?” mumlede Jason imens han satte sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede bare op på ham imens mine tåre stadige faldt langs mine kinder. ”Søde. Kom” han hev mig hurtig op og forventet nok at jeg ville begynde at gå. Jeg faldt ned igen med et kæmpe bump og jeg skreg af smerte. For helvede lorte ben.

 

”Du er vist brækket dit ben, eller forstuvet den. En af de dele” jeg sukkede kort imens jeg rullet øjne. Ja det kunne jeg nok regne ud, idiot. Min tristhed blev hurtig til vrede imens jeg kom besværgeligt op. Jeg kunne mærke mit ben give efter men jeg bed mig i læben og begyndte at gå. Det her gjorde ondt, hvordan fanden skulle jeg gå en kilometer med det her shit.

 

Jeg trasket hurtig ind på grunden imens jeg gik ind af døren til gangen. Der var fuldstændig stille, måske fordi det var lort om natten og de fleste allerede lå i deres senge og sov sødt. Jeg lukket mine øjne imens jeg bed mig i læben, jeg skulle lige til at skrige da mit ben brændte. Men det kunne jeg ikke, så var jeg opdagede. Og det gad jeg ikke.

 

Jeg låste hurtigt døren op imens jeg lod mine tåre falde, smerten fra mit hjerte var hurtig ovetaget smerten fra min fod. Jeg kiggede hen mod Mandy der sad og kiggede på mig. Hendes urolig ansigt forvandlet sig til et vredt et, hendes ord der skar igennem den tykke lydmur.

 

”Hvor fanden har du været. Klokken er 7 om morgen og vi skal møde om en time!” hun skreg mig i hoved imens jeg kiggede væk. Hun opdagede det hurtig imens hendes ord endnu en gang havde fundet sted og bare gjorde mig målløs.

 

”Det var din egen skyld søde!” hendes ord ramte plet. Jeg mumlede dog bare noget utydelig imens jeg humpede ind på badeværelset og gik derefter i bad. Vandet der silet ned og lod min smerte glide overfladiske af.

 

***

 

Jeg var hurtig kommet ud af badet imens smerten stadige var at finde i benet. Men jeg gad ikke tage mig af det jeg fik taget mit tøj på imens jeg bevægede mig ind på værelset og begyndte at pakke mine ting sammen og  smuttet derefter ud af døren.

 

”Nicole. Godt at se dig” sukket min matematiklærer imens hun kiggede på mig. Jeg nikkede dog bare kort og humpede ned på en ledig plads. Mit ben gjorde ondt, men jeg kunne ikke gøre andet ind at høre på de andres svage hvisken omkring i nat. Det var da hurtig kommet ud da det jo trodsalt var en skole, og med skole hørte der trodsalt rygter. Men denne gang var rygterne rigtige og det hadet jeg det for. Selv hvis de prøvede at snakke så lavt var det umuligt for mig at overhøre dem.

 

”Miss Swan. Hvad er svaret?” jeg kiggede roligt op læren imens mine ord formede svaret. ”4 sir” svaret jeg kort imens jeg begravede mig i mit ellers uinteressante papire. Jeg kunne mærke min mobil vibrer imens jeg hev den op og kiggede på den.

 

#Jamie. Vi er ovre, snak aldrig til mig mere# hans vrede ord var ikke til at tage fejl af. Jeg bed mig hårdt i læben imens jeg kiggede væk.

 

”Det er rigtig Miss Swan” smilede han stolt af mig imens han begyndte at skrive videre på tavlen.

 

Tiden gik langsomt imens jeg skulle høre på dem snakke. Vi havde matematik hele dagen så det ville blive en enorm trættende dag, men den skulle bare overstås. Jeg ville bare gerne hjem og ligge mig i min seng imens jeg ville prøve at få fat på Jamie. Selv viste jeg at det ville være umuligt, men det var jo et forsøg.

 

”Miss Swan i har fri” smilede læreren imens han kiggede hen på mig. Jeg kiggede mig rundt, ja der var fuldstændigt tomt men det ville jeg havde opfattet hvis jeg ikke var helt væk. Jeg nikket kort imens jeg smed mine bøger ned i tasken og humpede ud af klassen. Dog på vej der ud kunne jeg høre han råbe.

 

”Gå til lægen med den fod” jeg ignorere dog ham bare. Kan folk dog ikke forstå jeg ikke vil snakke med nogle, spasser.

 

***

 

Jeg kiggede ud af vinduet imens Mandy forgæves prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg lod som ingenting. Jeg ved det er bare en smule ondt, men jeg vil ikke snakke med nogle. Eller okay det er en løgn, jeg vil ekstrem gerne snakke med Jamie. Men det vil han jo ikke, dog er jeg selv udenom det. Desværre.

 

Jeg vente mig om da jeg skulle på toilettet, men det nået jeg ikke. Lige da jeg havde vent mig om skreg Mandy højt.

 

”Se hvem det er!” jeg vendte mig forskrækket om imens jeg så ingen anden ind Jamies. Dog var han alt andet ind glad, han råbte at jeg skulle åbnede det lorte vindue. Men så dum jeg er træder jeg væk, men jeg falder selvfølgelig imens jeg stikker i et skrig imens Mandy stormer hen mod mig.

”Nicole søde!” hendes ansigt er hurtig blevet vidt imens hun bider sig nervøst i læben inden hun formår at åbne vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...