We found love on a hopeless place. (Færdig)

Toeren af 'Feel the love toching'
Vores charmerende Jamie og hans elskede prinsesse, Nicoline, er taget hver til sit. Arvingen af SAS er taget på Harvard og ubetydelige Nicoline er taget på Stanford.
Men kan de to holde de løfter, de løfter som de lavede på lufthavnen, inden Nicoline tog afsted?
Kan deres kærlighed overleve afstanden eller begynder deres kærlighed at smuldre, selvom de allerede har været så meget igennem?

5Likes
2Kommentarer
1744Visninger
AA

14. Nicoline - Let me love you

 

Jeg kiggede ned på min hvide kjole, allerede der gjorde det mig trist til mode. Jeg var selvfølgelig glad for de ord han havde formået at forme med hans fantastiske læber. Men det var ikke mig der fortjente dem, jeg hadet mig selv for det. Jeg ville virkelig ha’ ønsket at jeg ikke var vågnet. Jamie kunne endelig blive fri for mig, hans hjerte kunne blive helet.

 

”Jamie. Jeg elsker dig” hostet jeg svagt imens jeg stoppet op. ”Men du fortjener mere. Jeg vil aldrig kunne give dig det, du fortjener en som aldrig vil kunne finde på sådan noget” stammet jeg imens min hals samlet sig sammen og bare gjorde mine vejrtrækninger… svære.

 

”Nicole det kan du ikke mene vel?” hans stemme var sørgmodigt imens han greb fat i min hånd. Jeg nikket kort imens jeg hostet kort.

 

”Men jeg vil gerne tilbringe resten af mit tid sammen med dig” jeg skulle til at sige noget mere da en af de mange læger indtog værelset.

 

”Miss Swan. Vi skal lave et tjek på dig” han kiggede hurtig op fra hans papirer imens han sendte mig et berolig smil.

 

”Hvornår må hun komme hjem?” jeg spærrede mine øjne op imens jeg hørte Jamies alt for skrøbelig stemme. Ej det skal du ikke have af vide, du vil blive knust.

 

”Du behøver ikke svare på det Dr. Jeg skal nok” hostet jeg kort. Han stirrede underligt på mig imens han nikket kort. ”Godt. Lad os få det gjort” han vente sin opmærksomhed mod Jamie. ”Kan jeg få dig til at vente ude foran. Han rystet hårdt med hovedet imens han satte sig bestemt ned i skolen igen.

 

”Miss Swan, er det okay?” han lød usikker imens han kiggede på mig. Jeg bed mig i læben imens jeg svagt rystet på hovedet. Jeg ville ikke have han skulle se det, det var forfærdelig…

 

”Desværre. Hun har det ikke godt med det” smilede han roligt imens han kiggede på Jamie. Jeg kunne se Jamies øjne blive blanke imens han tydelig sank en klump imens han nikkede.

 

***

 

Tjekket var gået hurtig, eller det følelse det som. De havde givet mig en del smertestillende medicin, da jeg skreg af smerte. Jeg vred mig imens de prøvede at holde mig nede, så derfor valgte de det. Ja fedt ikke?

 

Jeg kiggede rundt imens Jamie og Mandy braset ind, lægerne var gået så det kunne de vel ligeså godt. ”Hvad sagde de!” skreg Mandy imens jeg vred mig i smerter. Jeg kunne ikke klare særlig mange høje lyde, og det skrig gjorde det ikke spor bedre.

 

”Mandy…” jeg vred mig igen imens tårende faldt langs mine kinder. Det her var ikke særligt sjovt…

 

”Undskyld søde” mumlede hun denne gang, men alligevel var det ekstremt højt i mine trommehinder. ”Mandy. Sæt dig” sukket Jamie imens han sendte mig et beroligende blik.

 

”Når Nicole hvad sagde de?” smilede Jamie imens han satte sig ved fodenden. Jeg kiggede ned igen imens jeg fik formodet at sige det. Selv hvis min hals brændte, som den for resten gjorde.

 

”Jeg skal blive til natten over. Det er da positivt” smilede jeg falsk da min mave gjorde ondt, min arm, ben alt på mig brændte. ”Positivt?” spurgte de begge i munden på hinanden imens deres blikke mødes.

 

”Jeg skulle ha’ været her i en måned hvis jeg ikke var kommet ud af mit komachok, og hvis jeg ikke havde det bedre” smilede jeg uskyldig imens Jamie lagde sin hånd på mit lår imens jeg stak op i et skrig. For helvedet.

 

***

 

Natten var gået langsomt, jeg havde ikke fået sovet særlig meget. Jeg blev tjekket hver 30 minutter. Og så på en nat, så kan i se hvor mange gange man kan få sovet.

Jeg var blevet hentet af en af lærerne da der var kommet forbud om at forlade skolen. Dog fandt jeg også hurtig ud af det, der var mange sure piger der bare skreg og kastet med ting. Hvorfor fjerner de ikke de piger?

 

”Ms. Hvorfor er der så mange?” vi var på vej ind og deres skrig blev mere aggressive. Måske viste jeg det selv. Hun nåede aldrig at svare da der var en der begyndte at skrige.

 

”Din fuckin Ho. Dø i helvedet Nicoline, Jamie fortjener bedre ind sådan et slut som dig” jeg stoppet forskrækket op imens jeg vendte mig om og kiggede chokeret på dem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...