We found love on a hopeless place. (Færdig)

Toeren af 'Feel the love toching'
Vores charmerende Jamie og hans elskede prinsesse, Nicoline, er taget hver til sit. Arvingen af SAS er taget på Harvard og ubetydelige Nicoline er taget på Stanford.
Men kan de to holde de løfter, de løfter som de lavede på lufthavnen, inden Nicoline tog afsted?
Kan deres kærlighed overleve afstanden eller begynder deres kærlighed at smuldre, selvom de allerede har været så meget igennem?

5Likes
2Kommentarer
1774Visninger
AA

5. Jamie - Wich then grew intro a hope

Witch then grew intro a hope

Jeg havde fået et lille extra job, modeljob. Det var perfekt, både fordi at jobbet lå i Stanford, hvor Nicoles lille universitet også gjorde. Så det var en oplagt mulighed for at besøge hende og en mulighed for at slippe af med mine solbriller og min kasket.. Troede jeg da, men jeg blev klogere.

***

Jeg trådte ud af lufthavnen, det regnede... Så kunne det da heller ikke blive være! Et par piger fnisede bag mig og trådte hen og prikkede mig på skulderen. "Undskyld, Sir. Er du ikke Jamie Smith?" Spurgte den ene og den anden fortsatte. "Model og søn af William Smith, som ejer SAS?"

Jeg blev forvirret over den ene fortsatte, hvor den ene slap. "Ehh, jo. Jeg er Jamie." Svarede jeg lidt forviret, mine billeder kunne, da umuligt være nået hertil? "Piger? Hvordan kan det være I ved hvem jeg er?" Spurgte jeg i en lang sætning.

"Alle ved hvem du er, Jamie. Du er model." Sagde den ene og den anden overtog. "Du ser godt ud og er ikke bøsse." Sagde den anden og den ene fortsatte igen. "Og så ejer din far SAS." Og de spurgte begge. "Må vi ikke få din autograf?"

Jeg var forvirret. Den måde de snakkede på gjorde mig forvirret, men jeg fik fundet mine solbriller, som lå i min rygsæk. "Jo da, selvfølgelig må I det." Smilede jeg og følte mig bedre tilpas bag mine solbriller... Selvom det hele blev lidt mørkt.

De hvinede og jeg skar tænder. Den lyd gik lige i øret. De rakte mig begge et stykke papir og én kuglepind. Jeg skrev mit navn på papiret og gav dem det tilbage også kuglepinden. De fik lov at tage et billede af mig og jeg spurgte om hvor det nærmeste hotel befandt sig. De forklarede det og jeg satte kursen mod hotellet. Det var lille og så en anelse brugt ud.

Jeg smilede til den kønne ekspedient. "Et almindeligt værelse til 5 overnatninger."

"Navn?"

"Jamie Smith." Smilede jeg. Hun gloede måbende på mig. Seriøst, jeg kunne godt nå et blive træt af det her..

Hun nikkede og sank en klump. "Vil du betale nu eller når du tager afsted?"

***

Jeg løb ned af trapperne, der var ikke elevatot, men jeg var ligeglad. Jeg havde skiftet tøj og taget en havblå hættetrøje på. 'Free hugs' Stod der foran med sort kursiv og et par slidte jeans og røde converse.

Det regnede stadig og lignede ikke at det ville stoppe lige med det samme. Jeg kiggede på mit ur. Klokken var lidt over halv fem.. Mmm.. Jeg kunne lige nå at slå et smut forbi Nicole inden at jeg skulle til et dødkedeligt interview. Jeg fik fundet min mobil frem og ringede op til Nicole, inden hun kunne nå at sige noget. Hilste jeg hende. "Hey skat. Gør det noget at jeg slå et smut forbi?"

"Ehh.. Hej Jamie.." Var der en sm svarede i hendes mobil. "Du snakker med Mandy.." Pinlig pause, jeg havde tabt underkæben.

"Emm.. Jamen, så hey Mandy.. Emm.. Kan du ikke fortælle mig, hvor på skolen at du og Nicole bor? Fordi så vil jeg lige slå et smut forbi.."

Hun grinede lavt. "Må jeg være hjemme?"

"Jada!" Forsikrede jeg hende om. "Jeg bliver nød til at sætte nogen til at passe på hende, når jeg ikke er der til det."

"Okay.." Grinede hun. "Vi bor i nr. 253"

"Så ses vi om lidt.." Sagde jeg og lagde på. Dét var akavet.

***

Jeg bankede på dør nummer 253 og genkendte Mandy's stemme. "Jeg ORKER ikke rejse mig, Nicole! Du åbner!"

Og så genkendte jeg Nicoles stemme. "Hvornår gider du rejse dig?" De grinede og jeg bankede på igen. "Jaja! Slap nu lige af!" Bed Nicole mig af, gad vide om hun havde nogen idé om det var mig? Højst sandsynligt ikke, jeg ville ikke tro at hun snakkede sådan til mig. Jeg bankede på igen. "Slap nu af!" Råbte Nicole og så genkendte jeg igen Mandys stemme.

"Åben nu bare, søde.." Hun lød opgivende.

Jeg hørte Nicole sukke og råbte. "Kom bare ind!" Jeg gjorde som jeg blev bedt om og gik lige ind. Smed mine sko og stillede mig i døren ind til deres fælles soverum.

"Jeg kan da også bare gå igen, hvis jeg ikke er ønsket?" Foreslog jeg og prøvede at holde et smil tilbage, men det trak i min ene mundvig.

Nicole vendte sig forskrækket om og lyste så op i et kæmpe smil, da det gik op for hende at det var mig. "JAMIE!" Hun smed sin mobil på sengen og smed sig om halsen på mig. "Jeg har savnet dig! Så meget!"

"Nicole, skat.. Ribben.. Av.." Stønnede jeg og hun smed armene om halsen på mig i stedet. "Jeg har også savnet dig.." Jeg hørte en fnise ovre fra sengen. Mandy, men ærligt talt kunne jeg ikke være mere ligeglad om hun var der. Da det lykkedes Nicole at trække mig ned til hende og kysse mig.

"Hey? Folkens? Jeg er her stadig!" Brokkede Mandy sig, men både Nicole og jeg ignorede hende. Jeg fik låst Nicoles hjerngreb om min nakke op og satte mig i hendes seng, jeg gik da ud fra det Nicoles, fordi Mandy lå i den anden.

"Hey Mandy.." Hilste jeg og Nicole smed sig ved siden af mig. "Så mødes vi i virkeligheden.."

"Haj Jamie.." Svarede Mandy.

"Hey, vent lige lidt." Afbrød Nicole. "Vidste du at han kom uden at sige noget til mig?" Måbbede hun. Mandy nikkede. "Næste gang fortæller du mig det!" Konstaterede Nicole.

"Det er jeg ikke så sikker på!" Svarede Mandy. "Du skulle have set dit ansigt, da du så ham!" Grinede Mandy. Det bankede på døren.

"Under sengen, Jamie!" Gispede Nicole lavt og skubbede mig ned af sengen. Jeg rullede ind under sengen. Hvornår havde de sidst gjort rent?

Nogle føder jeg ikke genkendte trådte ind i rummet. "Hej piger. Der var nogle af de andre piger som har været oppe på kontoret og fortælle os at der gik en mand herind, som ihvertfald ikke gik på skolen." Nicoles dyne faldt ned foran sengen. "I kender reglerne. Ingen besøg de første to uger." Det var en dame.

"Selvfølgelig kender vi reglerne. Vi ville aldrig nogensinde lukke nogen ind. Ihvertfald ikke uden at få lov først." Sagde Mandy og jeg høre Nicoles seng knirke, der faldt støv ned i hovedet på mig. Jeg nøs.

"Jeg er vidst ved at blive forkølet, Mrs." Snøftede Nicole.

"Ja... Det er du vidst..." Sagde hun mistænksomt, men lidt efter hørte jeg døren i og jeg kom på en eller anden måde ud.

"I to" Jeg nikkede mod dem begge to. "I burde seriøst overveje at gøre rent." Jeg tog min hættetrøje af, stod tilbage i bar overkrop med forbinding på og rystede min trøje, så nullermandene fløj om ørene på os. "Hvad har du lavet, Jamie?" Spurgte Mandy og pegede på min forbinding.

"Brækket to ribben." Smilede jeg skævt.

"Hvordan?" Nysgerrigheden boblede i hendes øjne.

Jeg trak bare på skuldrene. "Slåskamp." Men så blev jeg seriøs igen. "Jeg kravler ALDRIG derind igen." Advarede jeg dem begge to, smed min hættetrøje på gulvet og smed mig selv i Nicoles seng.

"Det kommer du måske til." Fnisede Mandy, samtidig med at Nicole lagde sig ved siden af mig.

"Jeg elsker dig." Sagde jeg til Nicole, da hun lagde en hånd på min brystkasse.

Jeg hørte døren gå op og stivnede. "MANDY, NICOLE!! I to gætter aldrig det her! Jeg kunne høre at hun sparkede hendes sko af. "Ude på gangen går der historier om at der gik en mand derind...." Hun kom ind på værelset, så mig og så døde hendes stemme ligesom hen, da hendes øjne landede på Nicoles hånd på min bryskasse. "Nicole, hvad laver din kæreste på dit værelse?"

"Jeg kom lige forbi, men jeg må nok også snart hellere se at kome afsted.." Jeg kiggede på mit ur. Jeg skulle til det interview om en halv time og jeg følte mig nedstirret og en smule blottet.

"Nej nej, bliv.." Hviskede Nicole og greb fat i min forbinding.

"Sødeste, jeg har en aftale.." Hviskede jeg tilbage.

"Med hvem?" Spurgte Nicole med læberne tæt på mine. 

"Pressen.." Mumlede jeg, inden hun kyssede mig.

Døren gik op igen. "Piger?"

Jeg blev skubbet ned på gulvet igen og stønnede af smerte, samtidigt med at jeg rullede ind under sengen. Jeg var landet direkte på mine dårlige ribben. "Sikke en forsamling I har her. Hvad skyldes det?" Spurgte damen fra før, havde de halvtimes tjek på alle værelserne?

"Ikke noget, vi snakkede bare om dagen i morgen. Vi glæder os!" Sagde Mandy og reddede min røv. Nicole rykkede på sig igen og jeg fik mere støv i næsen. Jeg nøs.

"Jeg tror, jeg bliver nød til at gå til lægen med den nysen." Hørte jeg Nicole sige.

Damen gik hen over gulvet og tog noget. "Hvem ejer den her trøje?" Spurgte damen.

"Det gør jeg." Sagde Nicole og Mandy på samme tid. Nicole rykkede sig igen. Jeg nøs.

Dynen blev flyttet og damens ansigt kom til syne. Jeg sendte hende et lidt vanvigtigt smil. "Hey. Sjovt vi skulle mødes her." Damen sukkede.

"Kom ud.." Jeg gjorde som hun sagde og rystede mig for nullermænd. "Tag den her på igen." Hun stak mig min trøje. Jeg tog den på. "I fire følger med mig." Vi gik alle med hende uden at indvende noget. Fik vores sko på ude i den lille entré. Jeg sukkede lettet, mine solbriller lå stadig i lommen på min hættetrøje. Gangen var overfyldt og blev sandsynligvis brugt som mødested, men da vi gik igennem gangen blev der stille. Jeg kunne ikke holde et selvtilfredst smil tilbage. Hah! Hvor var jeg glad for at det ikke var mig som gik i skole her og skulle møde imorgen. Jeg lagde armen om Nicole og trak hende ind til mig.

"Nu hvor vi alligevel bryder reglerne, kan vi ligeså godt gøre det med stil!" Sagde jeg til Nicole, men jeg tror de nærmeste, deriblandt damen som havde opdaget mig, hørte os.

***

Jeg måtte løbe over til stedet, hvor at jeg skulle interviewes for at nå det, men alligevel kom jeg forsent. Nicole og de andre piger havde fået en eftersidning og jeg måtte ikke vise mig på skolens grund igen.

"Smith!" Jeg blev straks genkendt og jeg tog solbrillerne af.

"Det er mig!" Smilede jeg til en lille brunette. Hun gav mig en microfon og en øresnegl på og skubbede mig ind på en slags sene, hvor der sad små 75 mennesker og stirrede. "Undskyld forsinkelsen.." Mumlede jeg og gik over for at sætte mig i en ledig stol.

"Det kunne ske for enhver." Hilste studieværten glad. "Jeg hedder Sandra."

"Smith. Jamie Smith." Jeg forsøgte at efterligne James Bond.

"Vi ved alle hvem du er, Jamie." Fortalte Sandra grinende, men det kom selvfølgelig ikke bag på mig.

"Det ved jeg da godt." Smilede jeg tilbage.

"Så hvorfor kom du forsent?" Spurgte Sandra for at få gang i en samtale.

"Ehh.." Jeg vidste ikke helt hvordan at jeg skulle forklare det uden at det kom til at lyde forkert. "Jeg besøgte Nicole, men.. Så kom vi ind i en misforståelse med en anden dame.." Forklarede jeg i store træk.

"Hvilken misforståelse?"

"Jo.. Emm.. Det var noget med at jeg ville slå et smut forbi og hilse på inden at jeg kom herud, men hun måtte ikke have besøg. Endnu. OG hendes veninde var der også." Understregede jeg inden fnisnen bredte sig. "Og så blev vi taget i at jeg var der, selvom jeg blev gemt rimelig godt væk.." Smågrinede jeg. Under sengen! Hvor orginalt! "Så, ja. Det var en lang historie i kort version."

"Nicole er din kærste, ikke?" Jeg nikkede stolt. "Hvor går hun så? Vi ved at du går på Harvard."

"Stanford university." Fortalte jeg.

***

Interviewet var enlig slut og jeg var blevet pumpet for informationer, men jeg havde ikke rigtigt lyst at tage tilbage til hotellet.. Så jeg tog min mobil op af lommen og ringede til Nicole. "Nicoles mobil. Det er Mandy, snak imens du har taletid, Jamie." Jeg smilede. Mandy og jeg kunne godt blive gode venner.

"Hey Mandy. Hvad laver Nicole?" Spurgte jeg nysgerrigt. Klokken var snart ti.

"Hun er i bad. Det kan ikke var længe før at hun er færdig." Forsikrede hun mig om.

"Nej nej, jeg ville bare høre om hun var kommet sig over chokket. Hun og jeg må snart bryde nogle flere regler.." Mandy fangede min perverse undertone.

"Dét vil jeg virkelig ikke vide noget om, Jamie!" Udbrød hun.

Jeg grinede. "Vi ses. Hils Nicole og gi hende et kys fra mig, ikke?"

"Jeg hilser hende gerne, men jeg kysser hende altså ikke." Fastslog hun stædigt.

"Vi ses, Mandy." Mumlede jeg og slukkede min mobil, efter jeg havde lagt på.

Jeg var løbet tilbage til Stanford. De havde haft et vindue, og jeg havde ikke taget nogle trapper. Så jeg gik ud fra at det måtte være på nederste sal. Jeg kiggede ind af alle vinduerne, jeg havde trukket min hætte op og halvde stadig mine solbriller på. Det var stadig lyst. Jeg fandt det vindue jeg ledte efter og bankede på. Det var Mandy som åbnede. "Jamie!"

"Ja, det er mig, Mandy." Hun måtte til at vænne sig det her. Sådan var jeg, altid klar på at bryde regler på den ene eller den anden måde. "Flyt dig lidt." Det gjorde hun. Jeg sprang ind af vinduet og smed mig igen på Nicoles seng. Mandy smed sig på hendes seng. Nicole kom ind og smed sig også på sin seng, men landede på mig. "Hey smukke." Hviskede jeg og kyssede hende i håret.

Hun gispede. "Det gør du bare aldrig, aldrig igen! Jeg havde nær fået et hjertestop!" Jeg smilede bare og forsøgte at se uskyldig ud.

"Sover du her ikke?" Spurgte Mandy. Jeg kiggede bare på Nicole, måtte jeg det?

"Jo, det gør han.." Mumlede Nicole ned i min trøje.

"Fedt!" Ubrød jeg og begge piger tyssede på mig. Jeg smed min hættetrøje, sokker og bukser og stod tilbage i boxershorts og den irriterende forbinding. Så lagde jeg mig tilbage til Nicole og samlede dynen op fra gulvet, lagde den over os begge. Jeg lagde armen omkring Nicole og trak hende helt op af mig, hun vilkede benene ind i mine. "Ikke mere med at skubbe mig ned fra sengen, før mine ribben er hele." Advarede jeg hende. "Det gør ondt."

"Men det var nødvendigt." Mumlede Nicole mod min bare overkrop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...