We found love on a hopeless place. (Færdig)

Toeren af 'Feel the love toching'
Vores charmerende Jamie og hans elskede prinsesse, Nicoline, er taget hver til sit. Arvingen af SAS er taget på Harvard og ubetydelige Nicoline er taget på Stanford.
Men kan de to holde de løfter, de løfter som de lavede på lufthavnen, inden Nicoline tog afsted?
Kan deres kærlighed overleve afstanden eller begynder deres kærlighed at smuldre, selvom de allerede har været så meget igennem?

5Likes
2Kommentarer
1741Visninger
AA

19. Jamie - weeks went on and became months, whitch became years.

Ugerne gik og bliv til måneder, som blev til år.

 

Mine venner og jeg selv forlod Harvard, Nicole og hendes venner forlod Standford. "Hey Mandy, hvordan fungere tingene?" Spurgte jeg. "Jeg tænker på at komme til Standford et par dage og hilse på jer alle sammen, det er jo efterhånden længe siden." 

"Mmm.. Joe, det går da fint... Nu vil du gerne komme, du har ikke været herovre siden midt i andet år, Jamie!" Svarede hun og hvis jeg skulle bedømme hende, så lød hun faktisk en anelse fornærmet.. Måske skuffet?

"Mandy.. Jeg har haft mindst ligeså travlt som du og Nicole har haft. Lektierne har taget al min tid, som jeg ikke har brugt på mit arbejde." Forklarede jeg.. Eller jeg forsøgte ihvertfald...

"Du er omringet af skrigende piger hver dag, Jamie og du forsømmer din kæreste. Hun tror at du har glemt hende." Jeg tabte underkæben, selvfølgelig havde jeg ikke glemt hende. 

"Jeg har da ikke glemt hende. Jeg skriver da godmorgen til hende hver eneste morgen." Jeg forsøgte at lyde som om det var nok. Jeg måtte nok indrømme, at jeg forsømte hende lide.. 

"At skrive et ord og et hjerte to gange om dagen, Junior Smith, det er bare ikke tilstrækkeligt!" Hun var godt igang med at køre sig selv op i det røde felt.. 

"Rolig, Mandy. Hun tilgiver mig, det ved jeg hun gør. Jeg elsker hende jo." Det var mit bedste forsøg på at holde hende ude af det røde felt. 

"Hah! Ja, tro på det, Smith!" Hun lød sarkastisk. Jeg hader, når kvinder er sarkastiske.. Det betyder seriøse problemer.. "Vi ses vel i Standford indenfor den nærmeste fremtid!" Jeg tog mobilen væk og lukkede øjnene.. Jeg svømmede i meterhøje problemer..

***

"Surprise!" Sagde jeg en smule højere end mit normale toneleje. "Har du savnet mig?" Jeg slog ud med armene mod Nicole. Hun stod som forstenet halvej inde af døren. 

"Hvad laver du her?" Hvorfor troede jeg at hun var tæt på at græde?

"Jeg er her for at besøge dig, inden jeg tager et år til U.S.A. for at lave nogle flere billeder." En tåre sneg sig ned af kinden på hende og jeg skulle til at gå hen til hende, for at tørre tåren væk og spørge hvorfor hun græd, men jeg frøs fast på stedet. "Hvem er det som er derinde, skatter?" 

"Jamie." Forklarede hun med våde øjne. 

"Dén Jamie?" Spurgte den ukendte stemme. 

"Ja." 

Jeg gav mig et mentalt spark, da det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg var blevet erstattet og jeg kunne ikke engang tillade mig at være sur. Nicole var en sød pige og hun fortjente en dreng som elskede hende og kunne være der for hende, når hun havde brug for det. Jeg elskede hende, men jeg kunne ikke være der for hende.. Mit hjerte sank i mit bryst, da nyheden sank ind. "Hey." Hilste jeg, da drengen, hvis stemme jeg havde hørt før, trådte ind. 

"Hej." Han var kold, hård, måske en smule arrogant, men jeg kunne ikke bebrejde ham det. Han hadede mig sikkert, jeg havde forsømt hans pige. Det ville være forståeligt, hvis han gjorde. "Jeg hedder Chris.."

"Hej Chris.." Mumlede jeg og sendte dem et trist smil. 

"Burde du ikke gå, Jamie?" Mandy stod i døren til badeværelset. 

"Nej, ikke endnu. Jeg vil lige forstå noget først." Mumlede jeg, nok mest til mig selv. "Gør han dig lykkelig, ligsom jeg gjorde.. Inden vi tog hvert til sit?" Min hjerne var så småt begyndt at fungere igen.

"Jeg elsker ham, ligsom jeg elskede dig, Jamie. Du bør gå." Hun nikkede langsomt, men hun kunne ikke stoppe tårerene. 

"Jeg er ikke sur, Nicole. Jeg elsker dig og fordi jeg elsker dig, vil jeg bare have at du er lykkelig. Uanset om det er med mig, Chris eller måske en helt tredje.. Jeg burde have vidst, at det her ville ske. Du er en dejlig, smuk pige med ambitioner til noget stort, hvis du bare vil det. Du fortjener bedre end en undertøjs model fra Harvard, som tog dig forgivet.." Jeg tog en pause mest for at sende Nicole og Chris et smil. "Jeg håber virkelig at han vil kunne give det, som jeg gerne ville kunne have givet dig, men som jeg ikke gav dig, Nicole. Men hvis han ikke kan, eller du på en eller anden måde får brug for hjælp. Så er du altid velkommen, og det gælder også hvis du tager Chris med. Jeg vil gerne lære ham at kende. Hvis du får et eneste problem, så vil jeg hjælpe dig. Bare find mig, så smider jeg alt hvad jeg har gang i og hjælper dig. Jeg er parat til at være din ven, Nicole, fordi jeg elsker dig. 

Uanset hvor mange år der går, uanset om du bliver gift eller om jeg gør, så vil mit tilbud altid stå ved magt. Du behøver bare at finde mig og spørge, fordi venner hjælper hinanden. Og jeg er din ven." 

"Tak.." Mumlede Nicole og vores blik mødtes. "Det skal jeg huske, Jamie." Med et vidste jeg at vi ville forblive venner, igennem tykt og tyndt, ild og vand. Og hun ville benytte sig af mit tilbud, hvis der blev brug for det. Men jeg vidste også at vi aldrig ville blive mere end venner.. 

"Pas på hende, ikke?" Den her gang snakkede jeg til Chris og jeg mente det seriøst. "Hvis du gør hende fortræd..." Han afbrød mig.

"Jeg passer på hende, som du ikke gjorde og jeg vil elske hende, som du tydeligvis gør." Jeg smilede tilfreds med hans svar. 

"Vi ses måske på et tidspunkt, venner."

***

"Hey Sandra." Hilste jeg og satte mig i læder stolen foran intervieweren. 

"Hey Jamie. Du ved, hvorfor du er her." Begyndte hun. 

"Jaer, jeg ved det. Og jeg vil bare have det afklaret." Jeg smilede til hende, da jeg forsøgte at samle tankerne. 

"Der går røgter om at du er singel igen, Jamie. Er det sandt?" 

"Ja, jeg er singel igen, men Nicole og jeg er stadig venner og det forbliver vi nok resten af vores voksne liv." Jeg lukkede øjnene og sukkede med en underlig følelse i kroppen. Det var underligt at vide, at der aldrig ville blive et Nicole og jeg igen, men jeg var glad for det. Fordi hun var lykkelig. 

SLUT.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...