We found love on a hopeless place. (Færdig)

Toeren af 'Feel the love toching'
Vores charmerende Jamie og hans elskede prinsesse, Nicoline, er taget hver til sit. Arvingen af SAS er taget på Harvard og ubetydelige Nicoline er taget på Stanford.
Men kan de to holde de løfter, de løfter som de lavede på lufthavnen, inden Nicoline tog afsted?
Kan deres kærlighed overleve afstanden eller begynder deres kærlighed at smuldre, selvom de allerede har været så meget igennem?

5Likes
2Kommentarer
1783Visninger
AA

15. Jamie - Begyndelsen på på en helt nyt eventyr.

Åh, gud! Jeg stak den lille æske ned i lommen og var glad for at det her kun skulle ske én gang i hele mit liv. At købe en ring, var en større udskrivelse fra bankkontoen, men kun fordi Nicole skulle have det bedste. Kursen var sat og jeg fandt min mobil frem. "Hey Smukkeste, mød mig i parken. Vil gerne li' snakke med dig, du må gerne tage Mandy med. Eller en anden veninde, hvis du har lyst.." Jeg sendte beskeden og lagde min mobil ned i lommen. Det var godt vejr i dag og jeg havde en almindelig limegrøn tshirt på, nogle korte sandfarvede shorts og et par røde Converse. Nicole var sluppet let fra hendes uheld med bilen, hun havde punkteret en lunge, fået trykket et par ribben og forstuet skulderen. Så hun var nem at få øje på, da hun kom gående ned af stien i parken. Selvfølgelig havde hun fået øje på mig, da hun vidste hva hun skulle kigge efter. En stor, solbrun knægt som gemte sig bag solbriller og en kasket. Jeg gav hende et let kram og kyssede hende forsigtigt på kinden. "Hey.." Mumlede jeg og nikkede over mod Mandy. Hun fik også et hurtigt kram.

"Jeg har savnet dig, Jamie.." Sagde Nicole og sukkede ind mod min brystkasse. Jeg smilede og satte mig på græsset i skyggen af et stort egetræ, Nicole smøj sig tæt ind til mig. Mandy vinkede til mig som hilsen, jeg smilede tilbage.

"Det ved jeg, Nicole-skat." Mumlede jeg og rykkede forsigtigt på mig. "Hvordan er det gået?" Spurgte jeg hende og hentydede til hendes skader.

"Fint, men det ville hjælpe, hvis du var der." Sukkede hun igen og begyndte at tegne små cirkler på min overkrop. Jeg mumlede veltilfreds noget uforståeligt. Sådan sad vi lidt, indtil at en svag snorken kom fra Nicole. Jeg gav hende min kasket på, for at hun ikke skulle blive blændet af solen, når hun vågnede.

"Så hvordan går det med dig?" Spurgte jeg Mandy for at starte en samtale.

"Bedre, nu hvor Nicole er ved at blive sig selv igen." Sagde hun og nikkede for sig selv. "Du gør aldrig dét igen. Du aner ikke hvad der skete med hende, hvilke forandringer hun gjorde ved sig selv." Begyndte hun. "Hvis du gør det igen, så lover jeg dig at jeg personligt vrider halsen rundt på dig." Advarede hun mig og sendte mig hendes mest alvorlige blik.

Jeg lo lavt og strøg kærligt Nicole over kinden. "Bare rolig, Mandy, jeg gør det aldrig igen." beroligede jeg hende. "Den her gang forlader jeg hende ikke før, hun sender mig væk. Men jeg har bemærket hendes hår." Jeg rynkede på næsen, jeg havde elsket det hår hun havde haft. "Hvad skete der ellers?" Spurgte jeg nysgerrigt og kiggede indgående på hende. Og hun begyndte at fortælle mig om hvad der var sket..

***

"Skat?" Spurgte jeg og kyssede hende i panden. Solen var ved at gå ned.

"Mmh.." Mumlede hun og greb fat i mit nakkehår, som hun brugte til at trække mig ned til hende, så hun kunne kysse mig. Med tunge.

"Jeg skal afsted." Gispede jeg, Mandy fnisede og jeg genkendte lyden af en mobil som tog et billede.

"Facebook.." Mumlede hun, men både Nicole og jeg ignorede hende. Jeg gjorde kysset dybbere, men blev irriteret over hendes skader, fordi jeg skulle være forsigtigt. Min kasket var faldet af hende og hun tog diskret mine solbriller af og kastede dem over til Mandy. Endnu en gang genkendte jeg lyden af en iPhone som tog et billede, men jeg ignorede det igen og trak Nicole op på mig, hvor hun satte sig til rette med et ben på hver side af mig og Nicole begravede fingrene i mit hår. Lyden af et iPhone-kamera genkendte jeg igen.

"Skal jeg følge jer hjem?" Spurgte jeg og løsrev mig fra Nicole, som bed sig i læben, så jeg blev nød til at anstrenge mig for at holde mig for mig selv.

"Allerede..?" Spurgte Nicole ærgeligt.

"Yep, allerede.." Mumlede jeg. "Du husker nok at jeg skal tilbage til Harvard i nat, søde." Minede jeg hende om.

"Ej!" Brød hun ind. "Vil du ikke godt blive?" Bad hun mig.

"Tro mig, det ville jeg gerne, men jeg skal tilbage, Skat." Forsikrede jeg hende om, men selvom jeg helst ville blive, skulle jeg tilbage.

"Hvornår flyver du?" Spurgte Mandy og gjorde os opmærksomme på at vi ikke var alene.

"Klokken to i nat." Mumlede jeg fraværende og kyssede Nicole på næsen.

"Så går du hjem, henter dine ting, køber slik og så smugler vi dig ind på skolen!" Konstaterede Mandy.

Sandheden var at jeg var fristet af tilbudet. "Jo, det lyder som en fin plan.." Mumlede jeg og forsøgte at holde et smil tilbage. Uden held. Nicole rejste sig, jeg gjorde det samme og Mandy fulgte vores eksempel. "Så ses vi senere.." Mumlede jeg og gav Nicole min kasket og solbriller, gav Nicole et hurtigt kys og et kram. Mandy måtte nøjes med et kram, så luntede jeg tilbage mod mit hotel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...