ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8549Visninger
AA

14. Vampyrreden (Katja)

Vi begyndte at snige os frem gennem skoven, jeg kunne tydeligt lugte vampyrerne. Nathans hold var lige bag mig, da jeg havde de skarpeste sanser, førte jeg an. Vi var blevet enige om at der skulle en ulv med hver af holdene, så vi hele tiden havde kommunikationen med hinanden. De andre hold var lige nu i gang med at snige sig ind på huset fra deres side af huset ligesom os.

Huset som vampyrerne for nyligt havde slået sig ned i, lå lidt inde i en skov, skærmet for nysgerrige blikke og tæt ved en by. Perfekt opholdssteder for en rede. Jeg væmmedes ved tanken. Og rystede min pels lidt.

Jeg lyttede til nattens lyde og koncentrerede mig om opgaven. At få redet ulven, der sad fast i vampyrernes net. Det var og blev min første prioritet i nat.

Min korte uopmærksomhed havde fået mig til at overse noget, en lille gæst havde sneget sig ind på os.
Hurtigt sprang jeg til siden og ramlede lige ind i vampyren der sad på lur. Han udstødte an svag væsen, jeg snerrede tilbage og kiggede ham lige ind i øjnene. Han var ung og uerfaren, det overraskede mig at de satte så ung en vampyr til at holde vagt, medmindre de selvfølgelig ikke forventede at deres nye skjulested var blevet afsløret.

Jeg kunne hører jægerne komme løbende efter mig, hurtigt lukkede jeg kæberne om vampyrens hals, indtil han ikke spjættede mere. Det smagte hæsligt, hans blod løb ud af min mund helt sølv og klistret.
Da jeg vendte mig mod de andre stirrede de på mig, med delt rædsel og beundring. Jeg selv havde foretrukket de havde gjort det af med vampyren så jeg ikke havde sådan en dårlig smag i munden nu.

Jeg begyndte at lunte tilbage mod den ikke eksisterende sti vi skulle følge. Jeg kunne hører de andre følge efter mig.

* Hvaså hvordan ser det ud* spurgte jeg med min ulvestemme de andre.
* Katja her er for stille, du ved der er noget galt ikke?* spurgte Daniel.
* Jo jeg ved det, de havde sat en næsten nyfødt vampyr til at holde vagt her. Jeg tror de venter på os, eller også er de igang med ar spise* sagde jeg med en let ryster i stemmen.
* Så håber jeg vi når at afbryde dem inden festmåltidet starter* sagde Phil med en stemme der var fuld af vrede, og jeg kunne sagtens føle ham.
* der håber jeg også brormand* sagde Ty og sendte i.

Lugten af vampyrer og blod blev værre, vi nærmede os huset. Jeg begyndte og spænde i musklerne, og kiggede sigende på Nathan. Han nikkede og gav tejn til de andre om at være kamp klar.

Nu fik jeg huset i syne, det blev en smule oplyst af månen. Og dets silhuet var enormt. Jeg lyttede efter og kunne hører op til flere slags hjerte slag inde fra huset. Det vil sige der var ikke kun vampyrer i huset, der var også mennesker. Og de ville nok ikke være levende så meget længere.

Jeg gav tejn til de andre om hurtigt at følge med, vi kom ud af træernes trygge skygger og ud på de få tyve meter der var imellem træerne og huset. Jeg kunne se en af de andre holde gøre det samme, Daniel førte trop.

Han nikkede til mig da han fik øje på mig. Og Ty og Phil kom også fri af træerne fra andre positioner, med deres hold af jægere. Som var vi fire ulve et væsen bevægede vi os frem på samme tid, nu var jeg ligeglad med om jægerne fulgte med, for nu var ulvene på jagt.

Vi sneg og alle fire frem synkronisk fra hver vores side af huset, og mødtes alle ved hoveddøren som aftalt. Jægerne skulle rykke ind fra andre indgange, så nu var det kobbel jagt. Blodet susede i mine årer da jeg gik forrest op på verandaen. Det var som om alle andre lyde blev lukket ude, det eneste jeg kunne hører var min vejrtrækning og mit hjertes banken.

Også gik det løs jeg sprang mod døren, og den splintrede i sammenstødet. Hurtigt efter rykkede mit kobbel ind. En masse vampyrer kiggede overrasket op, og nogle af dem der reagerede hurtigst sprang op og gik til angreb. Den første vampyr kom flyvende, hans øje var næsten lysende røde. Jeg sprang frem på samme tid og fik hurtigt placeret mine kæber om vampyrens hals, jeg bed til og fik skilt hovedet fra kroppen.

De andre gik også til angreb nu og hvæs og knorren fyldte nu rummet. Jeg kunne hører flere vampyrer komme til oppefra, men samtidig kunne jeg også hører jægerne var kommet ind og de ryggede frem. Snart lignede huset en kampplads, der lød hvæs, knorren og råb fra jægerne. Jeg lagde mærke til at jægerne bevægede sig med overmenneskelig hurtighed. Ikke så hurtigt som vampyrerne, men med deres mange års kamptræning betød det ikke noget.

En vampyr kom flyvende ud af den blå luft, og fik revet mig på skulderen. Jeg brølede, og gik til angreb. Denne vampyr var lidt ældre, og var stærkere. Det tog lidt længere tid at få ham ned med nakken, men det lykkedes.

Jeg lagde mærke til at jægerne var ved at få situationen under kontrol og gav mit kobbel tejn på vi skulle videre. Vi bevægede os igen som en for at få opsporet det nye bytte. Jeg vidste vi ikke havde fundet denne redes overhoved endnu. Og jeg vidste hvor vi skulle lede. I kælderen.

Vi sneg og lydløst gennem huset jeg fandt en åben dør, hvor der var trapper der førte ned. Vi begyndte at gå ned ad. Lapperne i loftet var tændte. Der gik en lang gang, og tyve skridt nede ad den var der en jerndør.

Jeg vekslede blikke med de andre, og de nikkede jeg tog en dyb indånding. Også sprang jeg frem og væltede døren ind. Synet og lugten var som et slag lige i hovedet. Det var et stort rum næsten ligesom en stor tom lagerhal. Bortset fra den ikke var tom. I væggen var der sat store jernlænker sat, og for enden af de lænker var der et slags jernhalsbånd sat fast om et menneskes hals. Og det var der hele vejen ned af væggen, flere mennesker sad der med de lænker om halsen. De var alle ilde tilredt. Men det var ikke det værste for enden af rummet stod en vampyr han stirrede på os. Og bag ved ham var der en eller anden spændt op.

Jeg vidste tænder og knorrede, mens jeg begyndte at bevæge mig fremad. De andre var lige bag mig. Da vi kom tættere på stivnede jeg. Jeg kendte den vampyr, han og hans flok havde holdt mig og Jason fanget.

Jeg sprang frem blind af raseri, vampyren smilede. Og lynhurtigt vendte han om inden jeg var nået halvvejs frem, og kastede sig ud af et vindue der sad næsten helt oppe under loftet.

Jeg løb hen til vinduet og stillede mig på bagben og kiggede ud. Han var væk. Jeg hylede højt, så jeg var sikker på han kunne hører mig. Det hyl var et løfte om hans snarlige død.

Jeg vendte mig og opdagede de andre kiggede på personen der var hængt op på væggen i ben og arme. Jeg gik der hen for at se hvad de kiggede på.

Mit hjerte gik i stå, og uden jeg selv havde lagt mærke til det gik jeg i menneskeskikkelse.
" Jason?"





Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...