ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

40Likes
156Kommentarer
8223Visninger
AA

10. Oplysninger (Nathan)

Jeg smækkene døren efter mig, og havde en smule besvær med at få vejret. Jeg lænede hovedet tilbage mod døren, jeg rystede stadig en smule og mit hjerte hamrede derudad. Da jeg var faldet lidt ned opdagede jeg at overvågningsrummet, som døren førte ud til var fyldt ud med min gruppe, en teknikker der sad ved computerpanelet, og en der overraskede mig meget mon far. De stirrede alle sammen på mig, jeg fik hurtigt samlet mig og rettede mig lidt op.

" Far" sagde jeg som hilsen, han nikkede tilbage altid med det hårde udtryk i ansigtet. Jeg havde aldrig lært at læse hans humør, på grund af hans altid så udtryksløse ansigtsudtryk. Han gik hen til det store vindue der var på hele væggen ind mod hundens bur, for hende ville det bare se ud som en almindelig hvid væk, men vi kunne stå og overvåge hendes mindste bevægelse.

" Jeg ser du har en smule problemer med 'hunden," han sagde det med afsky i stemmen og noget der kunne minde om en smule skuffelse. Aldrig god nok til far. Jeg vidste han ikke forventede et svar på det han havde sagt, lige nu skulle jeg bare lytte.
Han gik lidt langs vinduet, stadig med ryggen til mig og med øjnene på 'hunden.'
" Du ved hun leger med dig, hun er sårbar nu og vil gøre alt for at skræmme dig og alle andre væk" han kastede et blik på Stellas arm, det irriterede mig lidt. Det var ikke hendes skyld at 'hunden' lige ville gå løs på hende.
" Du skal gå derind igen, pres hende begynd at snakke om hendes kobbel. Som sagt hun er sårbar lige nu og sikkert forvirret. Hvis hende at du ikke er lige til at skræmme med det samme." Sagde min far og sendte mig en af de blikke det sagde 'det her kan der ikke laves om på.'

Jeg kiggede på mit hold, de sendte mig alle et medlidende blik. Og Ricky mimede held og lykke.
Jeg vendte mig mod døren, og med et dybt åndedrag gik jeg ind igen.

'Hunden' kiggede op med det samme, det var uhyggeligt, men i det mindste var hendes øjne ikke lysende mere. Altså bortset fra den lysende gule ring der åbenbart altid var om hendes pupil.
Hun kravlede frem mod barrieren med smidige bevægelser, det gav mig kuldegysninger. Hun satte sig lige foran barrieren og kiggede på mig med åbenlys nysgerighed. Som om hun havde glemt alt om det hun lige havde sagt til mig.

" Hvordan er dit kobbel?" Spurgte jeg som det indledende spørgsmål og tog en stol som jeg satte mig på, for at virke helt rolig. Hun smilede uhyggeligt.
" De er dejlige, og elsker at gå på jagt" sagde hun i en farlig tone, men på en måde gjorde det mig ikke så bange, på grund af det lille glimt hun havde i øjnene. Hendes blik blev også en smule fjernt som om hun tænkte på noget sjovt.
"Du har ikke lyst til at fortælle mig mere om dem?" Spurgte jeg i håb om at kunne få nogle navne, på dem så vi måske ville kunne sporer deres familier, og finde andre vareulve kobler eller bare deres familier der sikkert var i nærheden.

" Jo det kunne jeg, jeg kan fortælle dig om dem, men kun fordi jeg bedere kan lide dig end din far." Sagde hun det gjorde mig overrasket hun havde hørt mig og min fars samtale. Hun så mit forvirrede blik.
" Bare rolig jeg hørte ikke så meget af jeres samtale, nogen gange er det bare svært at lukke af fra. Men jeg ved at jeg ikke bryder mig om hans tone" sagde hun, det fik mig faktisk til at smile lidt. Og hun smilede vidst også en smule, godt hun var ved at bløde op.
" Du spurgte mig om mit kobbel, mit bestemte kobbel består af fire vareulve, mig og mine brødre tre brødre" sagde hun og det så ud til at hun forsvandt væk i et minde igen. Min far havde ret hun var sårbar lige nu, og jeg var ret sikker på bedøvelsen stadig gjorde hendes hoved lidt tungt uden hun lagde mærke til det, og det var derfor hun overhovedet ville fortælle mig bare en smule. Men jeg kom også i tanke om noget andet.

" En anden gruppe har holdt øje med jer lidt længere tid, og der har de da set fire varulve før du kom." Det var det jeg ikke forstod, hun stirrede på mig lidt tid før hendes blik blev fuldstændig tomt. Også pludselig løb alverdens følelser over hendes ansigt, men mest af alt en hjerteskærende sorg. Noget der fik en til at ville gå ind og trøste hende, hun så så sårbar ud. Der gik lang tid, og stilheden var lang og pinefuld, hendes sorg var næsten til at tage og føle på.

Jeg skulle til at opgive, og ud. Jeg havde ikke lyst til at forhører hende når hun var sådan her, så sårbar det føltes bare forkert. Men pludselig sagde hun noget.
" Hvor mange du har holdt af, har vampyrerne taget fra dig?" Spørgsmålet kom bag på mig, og jeg blev nød til at tænke mig lidt om, jeg havde kendt mange gide jægere der gået ned for en vampyrs hånd.
" Jeg kendte en del som er dræbt for en vampyrs hånd" sagde jeg med en lidt følelsesløs stemme.
" Var det nogle du holdt rigtig meget af?"
" Jeg har måske ikke rigtig kendt dem personligt, men vi sørger altid over for de faldne" sagde jeg og vidste ikke hvor hun ville hen med det.
" Så prøv at forestille dig, at du møder den eneste ene, den person der bliver en del af din sjæl. Og i ved begge at i er bestemt for hinanden." Sluttede hun af.
" Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår" sagde jeg.
" For varulve sker der noget når vi møder den eneste ene. Man bliver uadskillige, man bliver mager. Og til sidst lever man kun for hinanden, det bånd er uastateligt. Der er der ikke kun tale om kærlighed, det er et liv to varulve deler. Man kommer til at dele sin sjæl uden man har lagt mærke til det." Hendes stemme var så ødelagt og fuld af smerte at jeg fik en ordentlig klump i halsen og følte virkelig med hende. Jeg fik en fornemmelse af hvor denne historie førte hen.
" De dræbte ham, jeg var ny. Vi var ude for at hjælpe en ensom varulv, det sker engang imellem at vi kommer til at forvandle andre, selvom det er forbudt. Det var vampyrerne der havde lagt en fælde. De havde såret vareulven. Og da vi kom fangede de os.jeg nåede at flygte, men kun fordi han blev tilbage og kæmpede mod dem. Og nu har de taget ham fra mig for altid." Hendes stemme blev mere hidsig, der kom mere styrke i den og hendes åndedræt blev hurtigere. Jeg trådte et skridt tilbage velvidende om hvad der ville ske nu.
" JASON!!!!" Skreg hun på en dyrisk måde, også stod hun pludselig stille helt stille, hun stod på fire og kiggede ned i jorden. Jeg gik tættere på, aner ikke hvorfor. Og pludselig røg hendes hoved op, og hendes øjne var helt gule som en ulvs.

Jeg snublede bagud, og så forvandlingen ske. En kæmpe sort ulv var igang med at tage form ud fra den lille krop. Jeg hørte døren bag mig blive smækket op, min far sprang ind. Tog fat i min krave og trak mig ud. Inden døren lukkede så jeg de gule øjne stirre lige ind i mine, de var rasende og ulven sprang frem mod kræftfæltet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...