ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8358Visninger
AA

5. Nyt møde (Katja)

Jeg lagde udmattet telefone fra mig, efter at havde ringet til så godt som alle i vareulveråddet og sat dem ind i situationen, samt bedt dem om at få fat i alle deres andre forbindelser for at advarer dem også, så bliver man altså ret træt. Jeg kiggede på Calo den forrædder, ham var faldet i søvn allerede efter de to første opkald.

Jeg kom pludselig i tanke om at jeg skulle ud og erstatte Phil og Ty med patruljen. Jeg gidder bare virkelig ikke, hele min krop er bare så træt og tung. Jeg kiggede på uret, jo en hurtig kop kaffe var der nok lige tid til.
Jeg skyndte mig at fylde en kop, jeg lavede en del så der var nok til når Phil og Ty kom hjem. De var flyttet ind efter det der skete med Jason, det endlig sjovt jeg havde aldrig tænkt på hvor de boede eller på deres familier, men fandt ud af at Phil har en mor og far der er medlem af et andet kobbel et andet sted, det samme med Ty.

Jeg syntes det var underligt at de bor så langt fra deres forældre, men sådan er det hos vareulvene. Et kobbel kan ikke tåle at blive så svækket på antallet derfor bliver man nød til at sende nogle, andre steder hen. Jeg havde talt med Ty og Phil om det, de havde sagt at de ikke rigtig havde noget imod det. Sådan var det bare og de havde det jo så godt, jeg have troet på dem intil jeg så hvor de boede, de boede i et lille faldefærdigt hus ude i skoven, som virkelig kunne have brug for en kvindelig hånd. Jeg havde prøvet at overtale dem til at flytte ind, i første omgang havde de takket nej, men da jeg havde fortalt det til min tante......... Ja lad mig bare sige de bor her jo nu.

Jeg skyndte mig at tømme koppen med kaffe og smuttede ud af døren, min ellers så dejlige hund Calo lagde ikke mærke til en fis, jeg vendte øjne af dens uopmærksomhed og smuttede. Jeg skiftede skikkelse, og rystede min dejlige sorte pels. Jeg snusede ind og lagde mærke til alle de dejlige dufte der kom fra skoven. Jeg kunne hører alle nattedyrene pusle i kratet da jeg luntede forbi, en ugle tuede fra et sted i mørket. Jeg følte mig så rolig det var så dejligt af vandre rundt i skoven i sin ulveskikkelse i måneskindet.
* Så drenge i kan bare smutte hjem, jeg har lavet dejlig varm kaffe til jer.* sagde jeg med min tankestemme.
* Sådan Katja du er bare den bedste, jeg vil aldrig fortryde vi flyttede ind hos jer med den behandling* sagde Ty, jeg kunne tydelig hører at han var træt, men glad som altid.
* Det ser roligt ud i aften ingen mærkelige lugte i hvores skov* sagde Phil han lød dobbelt så træt som Ty.
* Lyder godt, men i må hellere skynde jer i lyder som trætte zombier* sagde jeg og grinede lidt.
* Teknisk set tror jeg ikke zombier bliver trætte søde* sagde Phil, jeg kunne tydeligt hører Ty grine.
* Hør jeg sagde ikke at jeg ikke var træt veld?* bed jeg af ham.
* Nej nej du almægtige alfa* sagde Phil med en stemme der var fuld af sarkasme.
* ja ja skynd jer nu lidt jeg er bange for at jeg kommer til at skulle slæbe jer begge to med hjem." jeg skyndte på dem, mest fordi jeg har et møde meget snart, med nogle af de højst siddende fra vareulve rådet.
* Drenge jeg skal altså skynde mig lidt, jeg skal meget snart havde besøg af nogle fra vareulveråddet og jeg kan ikke komme forsent* min stemme lød en smule desparat.
* Jammen så bliver vi da og patruljere området, du kan bare smutte.* sagde Phil, men hans stemme var ikke overbevisende den lød så træt.
* Niks nogle fra de andre alfaers kobler kommer også så det bliver ikke nødvendigt, og for det andet skal jeg sørger for at i to kommer sikkert hjem* sagde jeg bestemt.
* Alright, your the boss* sagde Ty, endelig kunne jeg se dem forrude de luntede side om side, og kom hen mod mig. Jeg kunne ånde lettet op nu ville jeg ikke komme forsent, jeg rejste mig fra det sted jeg havde sat mig og vente.
* Godt så drenge kom godt hjem og prøv at få noget søvn* sagde jeg blidt og løb forbi dem.

Jeg galoperede gennem skoven forrude kunne jeg hører andre ulve. Jeg sænkede farten lidt og rakte ud med mine tanker.
* Det er bare mig* sagde jeg da jeg kunne hører de andre kobler ændre deres løbe rytme.
Jeg sprang ind i den lysning de havde valgt som mødested. De kiggede alle op da jeg kom, jeg skiftede hurtigt til menneske skikkelse og gik de andre i møde, det samme gjorde de.

" Det er mig en ære at møde dig igen Katja" det var Michael der talte, ham der havde styret det første rådsmøde jeg havde været med i sammen med Jasson, det rådsmøde havde ændret mit liv da det var der jeg havde sluppet hele min ulv løs.
Jeg smilede varmt til ham.
" det er også mig en stor ære at møde dig igen Michael" han smilede stort og vi gav hinanden hånden.

Jeg vendte mig mod de andre, den respekt der lyste i deres øjne var ikke til at tage fejl af, det var lidt underligt, det var nok også noget jeg blev nød til at vende mig til. Jeg sukkede indvendigt. Og hilste høfligt på dem alle sammen, der var et ansigt jeg bestemt genkendte fra første gang jeg så ham ved sidste rådsmøde, vareulvene med det skamferede ansigt, han så så bidsk ud, og alvorlig. Og hvis jeg skal være helt ærlig skulle man næsten tro at det godt kunne være ham der havde startet rygtet i alle eventyrere om at vareulve var nogle uhyrer.

Jeg rystede hurtigt tanken af mig, og gav ham hånden, hans hånd føltes ru og hård.
" Mit navn er Joseph, mig en ære at møde dig" hans stemme var dyb og næsten knorrende. Jeg stod helt paf og fik endelig fremstammet.
" Æren er helt på min side." han smilede hvilket formidlede hans ansigt en lille smule.

" Lad os samles der er en masse der skal diskuteres før daggry" sagde Mickael, vi satte os alle om det bål der var blevet lavet.

" Katja jeg vil starte med at give ordet til dig, da det er af din fortjeneste at vi er samlet" jeg nikkede.
" Vi er stødt på et problem som måske kan blive farligt for alle vareulve. Her i dag blev mig og mit kobbel iagttaget, hvis jeg ikke havde opdaget det ville det måske havde endt anderledes end det gjorde" alle sad og lyttede anspændt.
" Det var ikke vampyrer, det var noget andet. Det var heller ikke mennesker der har fået en smule informationer og prøver at gøre verden til et bedre sted. Det vi er stødt på er langt farligere, og jeg tror det vi er stødt på er vareulvejægere." sagde jeg højt så alle kunne hører mig og ingen misforstod noget.

En nervøs mumlen sprede sig i forsamlingen.
" Kan du været sikker?" spurgte Michael tvivlende. Jeg nikkede.
" Jeg har aldrig lugtet noget som det før, og den kraft de besad, jeg kunne mærke at de var meget anderledes end mennesker og vampyrer for slet ikke at tale om os. Jeg tror at det vi er faldet over er en ny art" lige præcis den konklusion havde jeg faktisk gået og tænkt på hele vejen herover.
" Så det vil sige at vi har en ny fjende der skal besejres?" det var Joseph der tog ordet.
" Ikke nødvendig vis, det kan være de ikke ved så meget om os, for hvorfor slå vareulve ihjel, vi dræber ikke nogen som vampyrerne. Det kan være at vi kan snakke med dem." sagde jeg og prøvede at lyde optimistisk, jeg vidste godt at det var meget at bede om og hvis vi gjorde det ville vi sætte liv på spil, men hvis det virkede ville vi rede en masse liv.

" Jeg tror at det er noget vi alle må tænke grundigt igennem først." Sagde Michael.
" Ja det har du helt ret i, men de vil stadig være der så i mellem tiden skal vi have sikkerheden op på det højeste bed alle kobler om at holde ekstra godt øje, også med ualmindelige lugte, og husk for Guds skyld at lade være med at undervurdere dem, jeg tror de besidder støre krafter end man først lige tror." Sagde jeg tilfreds med at mit forslag ikke blev totalt afslået om at prøve at få en traktat med Jægerne.

" Ja Katja du har ret det er meget vigtigt det kan stå mellem liv og død og hvores fremtid" sagde Michael alvorligt.

" Når nu hvor vi har fået det på plads er der noget andet vi alle bliver nød til at diskutere, fejden mellem Orgullo og Sabio slægten, det er ved at gå over gevind" Michael lød alvorlig, de andre rystede på hovedet og så ud som om de var en smule kede af det. For mig var de to navne bare ligmed et stort spørgsmålstegn.
" Hvad er det for nogle slægter" spurgte jeg.
" Åhh det er rigtigt min pige du kender ikke til fejden mellem Orgullo og Sabio slægten, men tro mig når du først har hørt om dem så er det svært at glemme dem igen" det var en lille dame der talte til mig jeg tror nok hun hedder Bellator.
" Det er faktisk en rigtig dum fejde, den startede for omkring hundrede år siden, da en ung pige fra Sabio slægten stak af sammen med en ung dreng fra Orgullo slægten. De blev væk længe og da de endelig vendte hjem var det kun drengen, pigen var blevet slået ihjel af vampyrer. En sørgelig historie, men det der er endnu mere sørgeligt er at de fortsatte i lang tid og det er stadig igang den dag i dag." Bellator så ikke glad ud, jeg så en række følelser løbe hen over hendes ansigt. Foragt, sorgmodighed, vrede og medfølelse.

" Jeg forstår, men som du sagde før Michael at det er blevet værere, ved i hvorfor?" Spurgte jeg, Michael så meget tænksom ud over det spørgsmål.
" Endlig ikke, vi har bere fået snus om op til flere kampe der er foregået, og alvorlige skader. Derfor er det vigtigt vi griber ind inden det ender i dødsfald" jeg kunne næsten ikke forestille mig at vareulve kunne finde på at dræbe hinanden, men udtrykkene i de forsamledes ansigter var ikke til at tage fejl af.
" Tror i det ville gøre en forskel hvis jeg tar mig en snak med begge kobler." Spurgte jeg endelig efter en lang pause. Michael så næsten overrasket og glad ud.
" Jeg tror du vil gøre os en stor tjeneste hvis du og dit kobbel gør det" sagde han smilende, jeg smilede tilbage.
" Okay så det vil være det første jeg gør i morgen." jeg var trods alt glad for at kunne hjælpe, men jeg blev stadig en smule anspændt ved tanken.

Hvad nu hvis jeg ikke kan hjælpe, og bare gør det hele værere end det er nu, hvorfor skal de også gøre sådan noget det er da komplet idiotisk, vi har en kæmpe kamp mod vampyrer forrude også står de og skal spille kostbare og specielle ved at starte en kamp mod hinanden, jeg kunne mærke en voldsom vrede tage form i mig. Tro mig de skal ikke være besværlige i morgen ellers er jeg bange for at jeg kommer til at bide halsen over på dem.

Jeg sagde farvel til alle, og skiftede skikkelse hvor efter jeg forsvandt ud i nattens mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...