ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8528Visninger
AA

3. Mission fejlet (Nathan)

Jeg bankede mig selv i hovedet, selvføljelig hvordan kunne jeg være så dum. Vareulve er klogere end de lige ser ud, de tænker sig mere om end vampyrer gør fordi de ved at de ikke er uovervindelige. Hvor er jeg dum, vi havde jo fået det her at vide en trillion gange på akademiet, bliv ikke for ivrig.
I årevis har jeg studeret dem trænet, min generation blev specialt udvalgt som det første vareulve jager team, hvilket vi har fået at vide hele hvores liv, og der er lagt et ekstra stort præs på mig på grund af mine ih uhh og åh så berømte forældre, bare fordi de stod stand mod en hel rede af vampyrer. Jeg ved godt det ikke er dem jeg skal give skylden, men lige nu er jeg bare så frustreret.

Jeg kom til at tænke på den gang mit folk, jægerne, havde opdaget vareulvene. De havde stormet en kæmpe rede af vampyrer, midt inde i en storby. Da blodbadet endlig var færdig opdagede de en enkel vampyr der var tilbage, vampyren var hårdt såret. De havde taget den med hjem til det akademi de nu holdt til og afhørte ham, der havde de fået et nys om vareulvene. Vampyren havde fortalt dem om de virkelige skurke der var spredt ud over hele verden, de skurke der kunne forvandle sig til denne enorme ulv, og ødelægge en hel by på nul komma fem. Derefter var vampyren blevet slået ihjel. Jægerne havde været dybt rystede og sendte straks bud til alle andre akademier rundt omkring i verden. Det var det første store krise møde, i jægernes historie.

Der var blevet diskuteret vidt omkring i lang tid, da der endlig kom en løsning til problemt. Vareulvene skulle under observation og den næste generation af jagere skulle trænes specialt til at jage vareulve.
Jeg gyste ved tanken om hvad der måske var sket hvis vi ikke havde fanget den vampyr og presset de informationer ud. Så kunne det være at bare om få år at store dele af jorden kunne være styret af vareulve.

Jeg vendte tilbage til nutiden igen, men jeg kom bare til at tænke på aftenens fiasko. Det hele havde startet så godt, vi har holdt øje med pigen og de tre drenge et stykke tid nu, og vi ved med sikkerhed at de er vareulve. Jeg tænkte på at vampyr jægerne havde det meget nemmere end os i forhold til at kende sit bytte, vi blev nød til at observere vareulvene i flere uger for at vide om de virkelig var vareulve, det er overraskende svært det er at få øje på en kæmpe ulv i skoven, det eneste der faktisk bekræftede hvores mistanke om lige præcis de her teenagere var det man følte når man kom i nærheden af dem, faktisk kan man næsten tage og føle på det stærke bånd der forbinder dem som et kobbel, hvis jeg skal være helt ærlig er jeg en smule misundelig, på det stærke bånd der forbinder dem til hinanden og Alfaen.

Alfaen. Der var et eller andet i min under bevidsthed der prøvede at fortælle mig noget.
Ja det var det! Jeg ved hvem Alfaen er, det er jeg næsten helt sikker på det må være pigen. Jeg kan huske den dybe respekt jeg følte for hende første gang jeg så hende, for ikke at ale om hvor bange jeg var. Også det blik, de øjne, de var så smukke, og dybt inde i dem kunne man tydeligt se noget vildt noget der aldrig ville kunne tæmmes, den vildskab der tilhørte et dyr, det var nok det der havde gjort mig mest bange.

Jeg fik kuldegysninger over den styrke hun havde udstrålet og alt det ansvar man kunne se hænge på hendes skuldre, men som hun bar med stolthed trods hendes unge alder.
" Hør Nate" det er mit kælenavn " så slemt er det ikke det var første gang i hele jægernes historie at der blev prøvet en angreb mod vareulvene, og hvores første gang i fælten, desuden er vareulve meget hurtige til at observere ting. Specialt deres afla, Eij jeg ville godt vide hvem af dem der var deres alfa." Sagde Stella, min barndoms veninde. Vi har været venner lige så længe jeg kan huske, vi har trænet op sammen hele vores liv.
" jeg er ret sikker på at jeg ved hvem deres afla er" sagde jeg tydeligt med en smule selvtillid i stemmen. De andre jægere omme bagi i varevognen rettede alle sin opmærksomhed mod mig, de havde ellers været ret stille under hele turen, de var nok lige så irriterede som mig over aftenens fiasko.
" Hvad mener du?" spurgte hun forvirret.
" Det var ikke så svært at gætte, da pigen kom hen til mig og den anden ulv jeg stod og snakkede med behøvede hun blot at udveksle et blik med ham og han forstod med det samme at han ikke skulle snakke med mig mere." sagde jeg med en næsten ligegyldig stemme.
" Så der du siger er at pigen er Alfaen?" det var Tom der spurgte en anden fyr jeg også er vokset op med, jeg kender ham dog ikke lige så godt som Stella, fordi han er lidt af en bogorm, hører ikke rigtig til i marken, totalt min modsætning.
" Ja det er det jeg siger, jeg vidste ikke at det var så svært at forstå" sagde jeg en smule spydigt
" Okay rolig nu jeg ville bare være sikker" sagde han en smule tvært, og lænede sig tilbage fra åbningen ind til føre huset. De to andre fyrer Mathew og Ricky, så ud til at morer sig, det var på tide at Tom blev sat lidt på plads hvis han skulle være en del af mit team som ironisk nok erbblevet tildelt navnet "Team alfa."

Pludselig kunne jeg se akademiets lys forude, jeg sukkede og drejede ned af vejen til akademiet, bilen efter os indeholdte "team Beta" som vi åbenbart skal arbejde en del sammen med, fulgte lige i hælende på os.
Jeg kørte hen til jægernes parkeringsplads, der lå i en parkeringskælder under akademiet. Vi steg alle ud af bilerne og begyndte at gå hen til trapperne der førte op til akademiets hoveddør.

Jeg kiggede på akademiet der havde en strålende lighed med et kæmpe stort slot, hvilket jeg ikke er allermest glad for.

Jeg sukkede. "Når jeg kan jo nok ikke trække det ud meget længere" mumlede jeg stille for mig selv. Jeg tog i dørhåndtaget og trådte ind over dørtasklen jeg fortsatte ligeud for at aflægge rapport for dette akademis stifter, som tilfældigvis er min far. I det sekund misundte jeg de andre for bare at kunne går direkte til deres værelser og gå i seng.



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...