ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8360Visninger
AA

21. Kampen (Katja)

Det var så utroligt smukt, hvordan kunne noget så forfærdeligt være så smukt. Jeg kunne mærke kræften fra potalen trække i mig, jeg kunne mærke hvordan mit blod skabte portaler overalt i verden, og hvordan de portaler kaldte alle overnaturlige væsner til sig. Hele instituttet, alle jægerne stod klar med våben og mod bag mig. Mit kobbel var ved min side, jeg kunne mærke andre kobler nærme sig vores portal, klar til at kæmpe og ledt af portalens tiltrækningskræft.

 

Jeg kunne ej begribe den korte tid jeg havde haft her på jorden, at huske tilbage på skoven og glæden ved at være her på jorden. Og nu skulle jeg ikke engang dø på min elskede Jord, jeg ville dø i en anden dimension ligesom nogle af dem der fulgte mig i kamp. Jeg kunne kun håbe at dræbe så mange som muligt, og jeg vidste at inders inde håbede jeg at jeg ikke ville dø, måske var jeg bange?

 

Lige meget hvad var det mig der måtte være modig i dette øjeblik, for dem alle. Jeg søgte ind i mig selv og fandt styrke i mit oldgamle blod der var blevet givet videre til mig gennem generationer. Da jeg kunne mærke magien og styrken flyde stærkt i mine åre åbnede jeg øjnene, og åbnede mit hoved for alle ulve, jeg kunne høre deres tanker, så mange tusindvis at tanker, alle bange eller nervøse, men klar til at forsvare vores arts fremtid, og menneskets overlevelse.

 

Flere kobler havde sluttet sig til vores portal. Der var flere portaler overalt i verden, og koblerne blev trukket til den der var tættest på. Vi var alle klar, samlede.

 

Jeg hylede et højt hyl med kræft i, jeg var deres alfa, og jeg ville lede dem. Alle ulvene stemte i, der lød høje hyl overalt omkring mig, og råb fra jægerne. Jeg satte vægten ned på bagpoterne og hoppede, jeg nåede at se portalen lyse op i et blåt lys og jeg var på vej. Det var som at blive ført gennem en tunnel af smukt blåt lys er bare hvirvlede om en, jeg mærkede lyset som kærtegn mod min pels, som om lyset var en gammel ven.

 

Da jeg kom ud på den anden side, efter at have rejst gennem tid og rum til en anden dimension, stod jeg i en skov….. en helt almindelig skov. Eller det var det jo ikke det vidste jeg. Jeg kunne se andre portaler åbne sig inde mellem skovens træer.

 

Bag ved mig trådte Jason, Phil, Thy, Daniel og Nathan ud af portalen, efterfulgt af ulve og jægere. Jeg kunne se at der også var begyndt at strømme jægere og ulve ud af de andre portaler rundt omkring i skoven. Faktisk så langt som mit øje rakte kunne jeg se blå lys fra portaler.

 

#Det er da en mærkelig verden vampyrerne har valgt?# Sagde jeg overasket i mine tanker til de andre.

#Ja, de ved da at skoven er vores hjemmebane# svarede Thy spørgende og mindst lige så overasket. Jeg tænkte det måtte være en fejl, på en eller anden måde, åhh nej hvad nu hvis jeg havde ført dem alle til den forkerte dimension. Jeg følte mig dum og usikker.

Også følte jeg mig dum igen, selvfølgelig var vi ikke endt det forkerte sted sådan fungerede det ikke.

Det er sådan at taberne vælger hvor kampen skal udføres næste gang, hvordan stedet og miljøet er. Og sidste gang tabte vampyrerne så denne gang var det deres valg.

 

Jeg lagde mærke til at vi stod ikke i en uendelig skov, frem for mig kunne jeg skimte skovens kant, og lyset der kom lidt mere igennem træernes blade, da skoven tyndede ud. Jeg begyndte stiller og roligt at gå mod skovens yderkant.

 

Da skoven tyndede ud stod jeg ved en stor græs mark, men græsmarken var ikke det man lagde mest mærke til. Græsmarken var bare et mellemstykke, på den anden side over for skoven lå kæmpe murer så lang øjet rakte, tårne fra ældre tid, der så mægtige og onde ud. Jeg kiggede ned over skovens bryn og så andre ulve og jægere titte frem, og se hvad jeg så. De andre kom op til mig.

 

Jeg så en ulv nærme sig mig med sit kobbel til følge, jeg genkendte ham svagt. Han var fra dengang jeg intet vidste, det var Michael, jeg kom til at tænke tilbage på dengang i skoven til rådsmødet, dengang det hele begyndte.

 

#Mig en ære# sagde han i mine tanker, og bukkede let.

#æren er helt på min side# svarede jeg tilbage #Ved du hvad det her er for et sted?# spurgte jeg.

#Hvis jeg ikke tager meget fejl, så ud fra hvad jeg har læst i vores forfædres historie, så tror jeg vampyrerne har valgt en tidsalder og et sted fra den tid at kæmpe i. Og de har valgt den mørkeste tid i hele vores historie# Sagde han sørgmodigt #De har valgt den tid, efter en af de store krige havde stået på og de havde vundet, hvor tiden var mørk og døden hærskede. Ud fra historierne er dette her The Bloody Castle, hovedstaden dengang vampyrerne styrede verden med hård hånd, udspringet for død og ødelæggelse. De spærrede alt af fra skoven så ulve ikke kunne komme nogen steder. De holdt os som slaver og dyr.# Nu lød han både vred og såret på vores forfædres vegne.

 

Jeg vidste udmærket godt hvorfor de havde valgt dette sted, det her var et sted der symboliserede alt hvad de stod for, og ville være perfekt til at psyke sine modstandere til at miste modet.

 

Jeg kiggede op på muren, og kunne se en masse røde lysglimt på toppen af den. Vampyrerne ankom, jeg vente mig mod de andre. Jeg så en masse kendte ansigter både Jægere og ulve og jeg så en masse jeg aldrig havde set før, men jeg var klar til at kæmpe for deres overlevelse. Og med dem i tankerne følte jeg mig stærk, klar til at sparke noget røv.

 

Jason kom op på siden af mig, han nussede mig i siden med sin snude. Nathan kom op på min anden side, han lagde sin hånd på min skulder, og holdt fast i min pels. Jeg kiggede på Jason derefter på Nathan, de var begge to så gode, og ville helt sikkert prøve at beskytte mig, men det skal de ikke. De skal ikke dø over mig og det må jeg sørge for.

 

Resten af koblet Phil, Ty og Daniel, og Nathans hold Stella, Tom, Matthew og Ricky sluttede sig til os. Vi tænkte alle det samme. Farvel.

Og så lød lyden den vi alle havde ventet på uden at vide det. En høj skinger lyd der slet ikke kunne beskrives, en lyd der kom fra vampyrerne og betød start.

Og jeg vidste vi var klar, vampyrer begyndte at hoppe ned fra den høje mur i stormfald. Hele vejen ned langs den uendelige mur.

Jeg fandt kraften og Hylede et højt og kraftfuldt hyl der kunne høres i mil omkreds, det lød frygtindgydende for fjender. Flere tusinde stemmer stemte i som i et. Vi var klar, også skete det. Alle stormede frem, som vampyrerne stormede frem fra murens sikre gemmer. Det myldrede frem med varulve fra skoven som millioner af myrer så langt øjet rakte, desværre var det det samme fra vampyrernes side. Det der var vores fordel var at efter hver ulv kom en jæger, de var ned bagerst da de ikke var lige så hurtige som os.

 

Også skete første kollision, og den ellers grønne mark blev til en slagmark på nul komma fem. Jeg satte tænderne i halsen på den første vampyr der nærmede sig efterfulgt af mange flere, der var mange af dem der gik efter mig. Smart. Slå lederen ned først og gør de andre modløse.

 

Bortset fra det ikke virkede jeg dræbte og det sprøjtede med en sølvagtig substans. Omkring mig blev der også kæmpet. Jeg var kommer væk fra Jason og Nathan, men jeg var aldrig alene, der var altid ulve og jægere i min nærhed. Jeg fik et hurtigt overblik og så Ty og Phil kæmpe side om side beskytte hinandens flanker. Jeg kunne ikke se de andre nogen steder, men det var vidst også bedst de blev fra mig.

 

Jeg så den første ulv falde, det tog flere af de små igler at få ham ned. Jeg kunne mærke raceriet boble i mit blod, g sprang frem dræbte hver og en af dem. Og sådan gik det nogle af dem døde og de fik nogle af vores, jeg så flere jægere og ulve ligge side om side i mudderet, der var forfærdeligt. Heldigvis så jeg vampyrer ligge i bunker på jorden.

 

Pludselig mærkede jeg en utrolig smerte i mit bagben, som om noget knustes. Jeg vente mig hurtigt og stod ansigt til ansigt med ingen andre end Lorenzo, jeg knurrede dybt, og blottede tænderne.

 

”Så så lille hund, jeg troede du ville blive glad for at se mig. Kan du lide stedet?” Jeg kogede over af raseri, han havde tortureret Jason og holdt os fanget for slet ikke at tale om hvad han har gjort mod andre over tid. Jeg vidste han var en oldgammel vampyr, ikke usandsynligt at han havde kæmpet i sådan en krig før. Men efter min erfaring betød længden af en vampyrs liv bare hvor stor en morder den var.

 

Jeg sprang på ham og bed efter ham, men han undveg. Vi fortsatte sådan som i en dans, indtil jeg fik fat i en stor luns af ham. Og han veg forskrækket tilbage og kiggede forfærdet på mig, mens hans sølv blod stadig dryppede fra min mundvig.

 

Og jeg skulle til at gøre det af med ham da jeg pludselig mærkede mit bagben fra før og kunne mærke svimmelheden. Jeg blødte?

 

Jeg kunne mærke det svimle for mig, Lorenzo så det med det samme, og han må have kaldt de andre til sig fordi pludselig var jeg omringet, jeg prøvede at kæmpe fra mig, men de var for mange, det svimlede for mig jeg havde mistet for meget blod. Og pludselig blev det hele mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...