ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

42Likes
156Kommentarer
8670Visninger
AA

9. I fjendens hule (Katja)

Jeg tog mig til hovedet, det gjorde pokers ondt og det føltes også tungt. Jeg åbnede øjnene, men et meget skarpt lys fik mig til at lukke dem igen. Hvad er der sket? Hvorfor gør mit hoved så ondt? Spørgsmålene væltede ind samt en masse billeder der gav mig en situations fornemelse. Jeg huskede jægerne, og Phil der havde kaldt på mig. Jeg huskede jeg havde løbet for at finde dem, men mit hoved ville ikke følge med og ja nu var jeg her.

Jeg prøvede at åbne øjnene igen, og denne gang lykkedes det. Jeg kiggede rundt, det lignede et slags kontrolrum. Meget lyst, og stort. Jeg kom til at spekulere på hvad det var alle de kontrol paneler styrede og kom vaklende på benene. Jeg begyndte at gå frem ad, da jeg gik ind i et eller andet. Jeg sprang tilbage igen og tog mig til ansigtet, det sveg af helvede til. Der gik lidt tid før det gik over.

Jeg kiggede på den usynlige mur, der afholdt mig fra alt andet. Hvis man kiggede rigtig godt efter kunne man se en eller anden slags bevægelse der hvor muren var. Jeg bandede sagte forøg selv, ikke fordi jeg var bange for andre kunne hører det for der var ikke nogen. Det fik jeg vidst sagt for hurtigt.

En dør ved siden af et kontrol panel gik op, og ind kom en af de personer jeg havde alder mindst lyst til at se, samt det jeg regner med er hans hold. Jeg skulede af dem, min vrede var ikke blevet mindre af hovedpinen.

" Goddag" sagde han " Jeg hedder Nathan" han smilede til mig. Jeg lod mine hjørne tænder komme ud, og mine øjne blev gule, og først der smilede jeg til ham. Hans blik blev lidt mindre overlegent da han huskede hvem han havde med at gøre.
" jeg tænker at du måske vil have pilen ud" sagde han i et ligegyldigt tonefald og begyndte at rode med en førstehjælpskasse.
" Spar dig besværet" hvæssede jeg vredt af ham, jeg kiggede ned og opdagede ar jeg faktisk havde en pil stiggende ud af brystet. Og jeg er ret sikker på at den havde gennemborret mit hjerte.
" Forbandede jæger" vislede jeg ud mellem mine tænder. Jeg tog fat om pileskaftet og trak til, det stak frygteligt og gjorde ulideligt ondt, men jeg bed tænderne sammen for ikke sige en lyd.

Da jeg var færdig smed jeg pilen over i hjørnet af det der måtte være et fængsel for mig. Jeg kiggede på dem igen, de stod og stirrede på mig, hvilket irriterede mig. Meget.
Okay den bedøvelse gjorde mig virkelig teenage sur, på en eller anden måde kunne jeg ikke tænke helt klart.

Der hvor pilen havde siddet begyndte det at brænde og svig endnu mere end da jeg hev den ud. Jeg skar en grimasse, og kunne ikke holde mig selv oppe. Jeg faldt om på siden og tog mig til såret. Jeg kunne mærke da mit væv, hud, muskler og hjerte begyndte at hele sig selv. Jeg gispede da det sidse jag gik gennem mig. Jeg lå lidt med lukkede øjne, før jeg rejste mig op i siddende stilling.

Denne gang stirrede de endnu mere på mig, jeg ignorerede dem.
" Når jeg er jeres fange. Hurra. Så må man vel godt spørge hvad jeres plan er?" Det interesserede mig lidt mere, normalt ville man ikke gå efter den største ulv først.

De udvekslede blikke, jeg er ret sikker på de udvekslede næsten usynlige tejn. Endelig så ham der havde skudt mig, ud til at ville svare. Jeg anså ham som deres leder. Og det var meget nemmere at se på ham nu når skud såret var væk, og jeg ikke tænkte på hvordan jeg skulle dræbe ham.
De andre forlod rummet, sikkert fordi de havde andet at lave end at side i et bur og lytte til planer.

" Det kan vi veld godt, du skal jo ingen steder." Sagde han i et overlegent tonefald, som jeg ignorerede for alles sikkerheds skyld.
" I vareulve har jo et meget stærkt bånd. Specialt til deres alfa. Og her den anden dag opfangede en af hvores kameraer en sort ulv, en stor ulv. Og hvores teknikere undersøgte sagen nærmere og opdagede at det var født en "udvalgt" som du bliver kaldt, en af ældgammelt ulveblod. Og du er forbundet til alle vareulve i hele verden, de er alle afhængige af dig. Så at have dig i hvores varetægt, giver os styringen over vareulvene." Jeg forstod saktens hans tankegang, det var godt tænkt. Og de her jægere var vidst bedere opdaterede end vampyrerne, men vampyrerne er for selvoptagede til at lægge mærke til sådan nogle ting. De tror de er uovervindelige, hvilket er lidt dumt, men det har jeg ikke lyst til at forklarer dem.

" i er nu ikke så dumme" sagde jeg, og mærkede at det stadig trykkede en smule for brystet. Og jeg tænkte på at han havde fanget mig, skilt mig fra mit kobbel og prøvede at styre vareulvene gennem mig. Vreden voksede, min ulveskikkelse begyndte at trænge på. Det var aldrig sket for mig før, jeg blev virkelig nød til at anstrenge mig for at holde mig selv under kontrol.

Mit åndedræt blev hurtigere, ud af øjenkrogen kunne jeg se fyren. Han så ikke særlig nervøs ud, han kiggede mere undersøgende på mig.
" Luk mig ud" hvæsede jeg, men kiggede stadig ikke rigtig på ham, jeg kunne ikke lide den følelse af ar være ude af kontrol.
" Interessant" mumlede han, og kiggede stadig undersøgende på mig.
" Jeg sagde; LUK MIG UD" denne gang lød min stemme mere overbevisende, og hvis jeg skulle være helt ærlig også skræmmende.
" det ved du vi ikke gør, det der er nytteløst smukke." Sagde han og smilede. Jeg kom pludselig i tanke om noget, de kunne jo ikke vide alt om vareulve, og en af de kort en vareulve holder meget tæt til kroppen er hvordan vi kommunikere
" har du nogen ide om hvordan vareulve kommunikere?" Spurgte jeg snedigt, han tænkte sig lidt om og kiggede på mig med rynkede øjenbryn.
" nej, måske du vil fortælle mig det" spurgte han med en charmerende stemme der var lige til at brække sig over.

Men jeg spillede med omladede et flirtende blik.
" lige så snart jeg har lyst til det kan jeg forvandle mig til en kæmpe ulv, og kalde alle vareulve i hele verden til mig. Og de vil komme, for som du sagde vareulve har et meget stærkt bånd til deres alfa. Og de vil komme, og se blod, intet andet" min stemme var gået fra flirtende til sindsyg, og han begyndte at bakke hen mod døren, som om han ikke ville hører mere " og du vil se dem blive sprættet op, lide og dø." Han vendte sig mod døren og stormede ud af den, han blev fulgt ud af en sindssyg latter, der kom fra mig selv.
Okay jeg havde vidst ikke så godt af at være spærret inde. Fordi sådan noget kunne jeg aldrig finde på, ingen varulv ville begå et totalt blodbad hvis der fandtes en mere rationel måde at løse problemet på. Og hvis jeg ville ud sådan rigtig blev jeg vidst nok nød til at spille lidt med musklerne, men lige nu ville jeg godt observere dem de lidt længere indtil jeg finder ud hvordan jeg slipper ud herfra.







Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...