ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8358Visninger
AA

22. Hos forfædrene (Katja)

Jeg åbnede mine tunge øjne, men kunne intet se andet en tungt og uigennemtrængeligt mørke. Hvor var jeg, var dette døden?

Pludselig var det som om et lys tændtes, men kun over mig. I en helt perfekt cirkel om mig var der lys der ikke kom nogen steder fra. Og ikke tillod mig at se andet uden for cirklen, ikke andet end mørke.

 

Jeg var tilbage i menneskeskikkelse, og var iført en hvid løs kjole, der føltes så let som ingenting.

 

I det fjerne så jeg pludselig to gule lygter tændes, så to mere og sådan fortsatte det hele vejen omkring mig. Og pludselig lød en genkendelig stemme i mørket.

 

”Du har gjort det godt mit barn” Bellatrix! Jeg ville gå frem mod hende, men et eller andet sagde mig jeg ikke kunne træde ud fra cirklen af lys. Også trådte hun frem i lyset, ikke helt ind i min cirkel, men lige i udkanten så jeg kunne se hendes ansigt.

”Du klarede den, og gjorde det godt, nu er det op til de andre at klare resten.” Hun smilede til mig og så stolt ud.

”Jammen hvad hvis de ikke klare den?”

”Så blive det tusinde år med død og ødelæggelse indtil den næste sorte ulv fødes, men det er sådan verden er sat sammen, men jeg tror nu vi har en rimelig god chance efter du skabte fred mellem ulvene og Jægerne.” Hun smilede roligt til mig, et smil uden bekymring og et ansigt uden rynker.

 

Pludselig trådte også andre ansigter frem i lyset, de andre gule lygter. Mine forfædre.

 

”Vi er så stolte af dig, i sådan en ung alder er du blevet så stærk” Sagde en utrolig smuk kvinde også iført en løs hvid kjole som mig selv og Bellatrix. Andre af mine forfædre stemte i, jeg var omringet af smilene ansigter, og for første gang i lang tid følte jeg mig sikker, jeg følte fred. Og dog stadig vidste jeg at jeg ikke kunne træde ud af cirklen og møde mine forfædre der alle havde været igennem det samme som mig.

 

Pludselig blev alle mine forfædre stille, og rykkede sig for en person, en person der trådte ind i min cirkel.

 

”Jeg er stolt af dig Katja, jeg er så utrolig stolt over at mit blod har skabt en skabning som dig” Jeg genkendte ham, han var skaberen, skaberen af alle vareulve der nogensinde havde eksisteret, det var Gabriel, den første vareulv broder til den første vampyr Baltazar.

 

”Gabriel” sagde jeg med en stemme af ærefrygt.

”Rolig mit barn, du kan kalde mig oldefar….. gange mange older” sagde han med et smil på læben, han så så utrolig sød, rar og venlig ud, jeg havde altid ønsket mig en bedstefar, oldefar eller noget i den stil. Og nu havde jeg mange, jeg kiggede rundt på de andre mænd og kvinder, jeg nedstammede fra alle de utrolige og stærke personer.

”Du har klaret dig godt, når man tænker på disse omstændigheder, alle dine forfædre har kendt til hvad de var hele deres liv, og du har næsten først lige fundet ud af det” Gabriels øjne strålede med et utroligt lys af liv.

”Du er så ung, yngre end nogle som helst af os var da vi mødte vores endeligt, jeg er ked af du aldrig nåede at se alt hvad livet havde at byde på” Han så faktisk sørgmodig ud da han sagde det, og det samme gjorde de andre.

 

”Så lad hende leve” sagde en af mændene uden for cirklen.

”Det ved du vi ikke kan Leonell” Sagde en anden kvinde tilbage. ”Jamen hun er så ung, der er så meget hun skal nå, og tiderne har ændret sig vi har jægerne på vores side nu, men de ville slet ikke være skabt hvis ikke det var vampyrerne voksede sig stærkere og menneskeheden havde brug for beskyttelse mere nu end nogensinde. Hvis menneskene fandt ud af i denne tid at overnaturlige væsner eksisterede ville hele verden gå i stykker. De har brugt de seneste århundrede på at glemme alt om os, og gøre os til eventyr og historier” sagde Leonell.

”Jamen det ville være en forbandelse at kaste ned over hende i ved alle sammen godt hvorfor vi dør i den store kamp” sagde en anden kvinde med langt sort hår og krigeriske grønne øjne.

Og det satte en stor diskussion i gang, alle mine forfædre talte i munden på hinanden.

 

”STILLE!” Gabriel brugte alfastemmen, og selvom jeg ikke sagde en lyd fik jeg lyst til at dæmpe mig yderligere måske endda ved at lade være med at trække vejret.

”Jeg kan se fornuften i begge sider, men som Sheila også påpeger det ville være en forbandelse nogle gange” Gabriel vente sig mod mig.

”Jeg vil give dig chancen for at vende tilbage til din flok, tilbage til livet, og frem for alt hjælpe vores art, sørger for at det overnaturlige forbliver en hemmelighed for hele menneskeligheden. Men hvis vi sender dig tilbage vil du komme til et punkt hvor det vil blive en forbandelse, det hele er op til dig.”

Jeg kiggede rundt på mine forfædres ansigter, og til sidst Bellatrix hun smilede. Ja det hele var op til mig.

"Hvordan er der på den anden side?" spurgte jeg hende.

"Så helt utroligt, en dag må du selv komme og se det" sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...