ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8558Visninger
AA

13. Genforenet (Katja)

Jeg var træt da jeg endelig skiftede tilbage til menneskeskikkelse, jeg havde snakket med rådet i timevis efter vores nylige samarbejde med jægerne var der vidst lige en del der skulle snakkes igennem. Og til sidst havde jeg selvfølgelig snakket med mit kobbel, de var på vej herover lige nu. Og endda i bil, fordi de ville have min tante med, eller fordi de sikkert havde fået at vide at hun skulle med hvis vi vidste hvor jeg var. Og tro mig min tante er ikke en man diskutere med.

Nathan stod foran akademiet og ventede på mig, han stod afslappet op ad vægen da jeg kom ud af mørket igen.
" Når hva så?"
" Mit kobbel kommer forbi" jeg tænkte nærmere " og min tante" sagde jeg og kunne næsten ikke lade være med at vende øjnene. Hun måtte altså godt glemme det der mor agtige fis, jeg kunne tage vare på mig selv.
" Lyder hyggeligt, så kan du jo lærer os lidt bedere at kende i mellemtiden, fx du kan komme med ned i træningssalen. Der sker altid noget." Han vendte om og gik ind af døren og ind til akademiet igen, jeg fulgte efter.


Nathan spøgte ikke da han sagde der altid skete noget. I det ene hjørne af den gigantiske træningssal var nogle igang med at træne nærkamp. De sprang rundt som om de var igang med en utrolig dans, meget elegant lagde jeg mærke til. Der var også en klatrevæg, hvor flere var igang med at klatre ubesværet op. Oppe under loftet var en masse bjælker, jeg vidste de var til træning fordi nogle stykker sprang fra bjælke til bjælke, imens de fægtede. Eller sprang ned.
Der var også nogen der var igang med bueskydning. Og til sidst dem der svang deres svær mod en dukke og mange mærkelige vinkler, og før man havde lagt mærke til det manglede dukken nogle kropsdele.

"Når hva siger du så, ret imponerende, ikke?" Spurgte Nathan med et selvsikkert smil på læben.
" Jo det må jeg sige, selvfølgelig ingen ting i forhold til en vareulvs evner" sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile.
" Åhhr det tror jeg nu nok, jeg er sikker på du ikke ville kunne kløve en vampyrs hoved fra kroppen lige så hurtigt som os"
" skal vi væde på at det kan jeg godt?" Spurgte jeg og grinede lidt for mig selv.
" Jeps, og jeg ved lige hvordan vi afgør det. Kan du se de dukker der henne? Spurgte han og plejede mod midten af hallen hvor de trænede med svær " de dukker svarer til en vampyr." Sagde han.

Jeg spurgte ikke nærmere for helt ærligt jeg gad ikke at vide hvordan de kunne svarer til en vampyrs bygning.

" Godt lad os komme igang, tyve dask?" Spurgte jeg, han nikkede.

Vi gik hen til dukkerne, flere kiggede op fra deres træning for at se hvad vi havde gang i.
" Så drenge jeg tror lige træningen stopper et øjeblik. Ulvepigen vil gerne vise hun er bedere end os" sagde Nathan til dem der stod og trænede. De flyttede sig med det samme, flere havde samlet sig om os og jeg kunne se penge gå fra hånd til hånd i vædemål.

" Godt så Katja, reglerne er simple. Vi starter med at kløve dukkens hoved fra ders krop når jeg siger nu." Jeg nikkede, en eller anden rakte Nathan et svær. Han kiggede afventende på mig, ligesom alle andre. Jeg kiggede Nathan ind i øjnene da de blev ravgule og jeg skiftede til ulveskikkelse. Flere omkring os kom med overraskede udbrud da de så det og små gisp, men ikke så meget bøvl, og der var ikke nogen der prøvede ar skyde mig med en pil hvilket jeg var glad for.
Nathan smilede. Han stillede sig i kampposition.
" En....to......tre"
" NU!"
Jeg sprang frem og lod mine kæber lukke sig om vampyrens ( dukkens) hals, de gav hurtigt efter, men Nathan havde ret den gav samme modstand som en vampyr. Jeg hørte dukkens hoved falde til jorden og jeg vendte mig mod Nathan, han svingede sværdet og dukkens hoved faldt til jorden med et bomb.
Publikum brudt ud i begejstrede hyl og klappede, flere af dem begyndte også at grine. Andre gik hen til Nathan og klappede ham på ryggen, de trøstede ham med; du fik tæsk af en pige og bedere held næste gang eller surt show. Hvilket jeg syntes var ganske morsomt.
Jeg skiftede tilbage da folkemængden var tyndet lidt ud og folk var gået tilbage til træningen.

" Ved du hvad det her er unfair, det er meningen de skal tage mit parti og ikke dit" sagde han med et overdrevet såret ansigt. Jeg vidste han jokkede.
" Åhhr ja stakkels dig" sagde jeg og lavede sjov med ham.
" Det er også bare fordi de er bange for at du æder dem" sagde han og kunne næsten ikke holde masken.
" Jammen der burde de også, jeg plejer da at æde mine ikke fans" sagde jeg med et alvorligt ansigtsudtryk, vu brudte begge sammen i grin.
" Jeg vidste faktisk godt jeg ikke kunne slå dig, men jeg ville bare se dig bide hovedet af den dukke. Og det var hele ydmygelsen hver. For du sparkede virkelig dukkerøv." Sagde han og smilede et skævt smil.
" Ja ja. Og du havde ret det føles ligesom at lukke kæberne om en vampyrs hals, bare uden den hæslige smag af deres blod."

Vi begyndte at gå tilbage mod trapperne der førte op igen, det her var en af de få etager uden elevator.

Vi gik op på samme etage som vi havde været på før, og skulle til at gå ind i fællesrummet. Da døren blev åbnet inde fra. Og ud trådte min tante, Ty, Phil, Daniel, Xander og Carlo. Carlo gøede højt ( altså så højt en meget ung hund nu kan gø) da han så mig og sprang hen til mig. Jeg bukkede mig ned og han lænede sig op ad mig og med øjnene sagde han ' forlad mig aldrig igen' jeg krammede ham og kløede ham bag øret, lige der hvor han elskede at blive kløet. Jeg rejste mig op, og min tante faldt mig om halsen.
" Åhh jeg har været så bekymret, og de tre drenge der gør det ikke bedere når de snakker om alverdens farlige ting." Sagde hun og skulede til drengene der kiggede ned og gulvet med et smil.
Jeg vendte mig om og gav dem hver et knus.
" Det er godt at have dig tilbage" sagde Ty med et let smil på læben, Phil og Daniel stemte i. Xander afbrudte os.
" Jeg tror nu når i er kørt så langt så ville det være passende a vi byder på middag" sagde han og smilede ril min tante.
" Ja det kan du da lige bande på, nu når i absolut syntes det var nødvendigt at kidnappe min Katja" sagde tante med en bestemt stemme, Xander smilede og tog min tante under armen og førte hende ned af gangen. Hun havde sine høje sko på og hendes stramme nederdel der gik ned til knæene plus hendes skjorte, det sad godt på hende. Specielt fordi det fremhævede hendes perfekte kurver, det var det hun plejede at have på på arbejde. Hun plejede altid at sige at man skulle se præsentabel ud selv på arbejdet. Så jeg gættede på hun først lige var kommet hjem fra arbejde.

Alle sad og hyggede da vi spiste, min tante sad og snakkede med Xander. Drengene snakkede med alle, når de altså ikke lige sad med munden fuld af mad, jeg tror ikke de havde fået noget ordenligt at spise i flere dage efter min tante havde fået madtjansen.

Da vi var færdige og skulle til at gå efter en hyggelig aften, kom en jæger løbende. Han viskede noget til Xander. Da han var færdig kiggede Xander på mig.
" Det ser ud til du må blive lidt, en vareulv er lige blevet set fanget i en vampyr rade. De har været længe om at finde sig et sted at slå sig ned, men nu ser det ud til de har fundet stedet. Og de har vareulv med sig." Sagde Xander, jeg mærkede med det samme vreden boble i mig.
" Hvad venter vi så på, lad os komme afsted."







Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...