ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

40Likes
156Kommentarer
8228Visninger
AA

8. Fanget igen (Katja)

* De er her* sagde jeg til de andre, med det samme kom der en reaktion, ingen spørgsmål ingen tøven de handlede. De spredte sig for at gennemsøge området og finde fjendernes positioner. Jeg fortsatte ligeud i højt tempo. Mine sanser arbejdede på højtryk, jeg lyttede efter alle uregelmæssige lyde der kunne værer. En knækket gren, et tørt blad der blev knust under en sko.

Lugten blev skarpere, og jeg kom i tanke om noget, Eij hvor var jeg dum selvføljelig tænkte de stratetisk lige som os, de vidste de ikke havde en chance på jorden ved at jage os rundt i skoven.
* Drenge tjek træerne* jeg råbte den odrer med min alfastemme, af frygt for det var for sent, men det var ikke dem jeg skulle havde frygtet for, for i samme øjeblik sprang en person let og elegant ned på jorden foran mig med en pil rettet lige mod mit hjerte.

Jeg veg straks tilbage og genkendte med det samme fyren fra baren. Jeg knorrede advarende af ham det fik kun hans puls lidt i vejret, men ikke nok til at han ville vige tilbage.
Jeg hørte et blødt bump bag mig også et til, og endnu et, og en pige sprang ned fra træet over mig og landede ved siden af fyren foran mig, ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til tre andre fyre med andre slags våben i hænderne.

Jeg overvejede at springe over dem foran mig, men besluttede mig for at lade være med tanke på at få en spids genstand i form af en pil i maven.

Det her med at være omringet af fjender virkede bekendt, lidt for bekendt hvis jeg skulle være ærlig. Et billed af Jason der blev brændt af sølvet for frem for mine øjne. En dyb vrede blev vækket i mig, ikke kun på grund af Jason, men også fordi alt hele tiden afhang af at jeg skal altid være lederen, den rolige leder der altid ved hvad der skal ske. Jeg får aldrig lov til at være den unge vareulv der engang imellem er ustyrlig, eller for den sags skyld den ustyrlige teenager. Jeg blev faktisk rigtig sur, lidt lige som en teenager der bliver provokeret over den mindste ting. Når jeg var i det humør var det ikke en god ide at være i nærheden af mig.
De trådte alle et skridt frem med deres våben rettet mod mig, det pissede mig rigtig meget af, jeg frygter at jeg var ved at gå ind i mit flip hvor jeg kun ser rødt. Og rigtig nok det skete.

Jeg knorrede højt, jeg lød uhyggelig og farlig, jeg lød som det dyr der bor inden i mig, det dyr der er blevet undertrykt for længe. Deres ansigter gik fra overlegne til frygt og de tog et skridt tilbage, hvilket faktisk gjorde mig mere rasende havde de regnet med at de kunne sige dæk og kalde Fido eller hvad?

Jeg sprang frem fyldt med vrede og had, alt det der havde boet i mig for længe. Jeg skubbede pigen så hun røg flere meter tilbage indtil hun ramte et træ og sank livløs mod jorden.
" Stella" råbte fyren jeg havde mødt på baren, sødt måske var de kærester og det her var en date. Lad os gå på vareulve jagt på vores date, helt ærligt de var jo syge i hovedet.

Fyren rettede en pil mod mig, hans øjne var fulde af had og vrede. Jeg sprang frem lige så vred over han kunne finde på stadig at rette en pil mod mig, jeg må indrømme de mere dyriske instinkter havde taget over. Inden jeg ramte ham, mærkede jeg en dyb og skærene smerte i brystet. Der gjorde pokers ondt og i stedet for at ramme ind i ham fløj jeg over ham, sikkert fordi han dukkede sig. Og jeg faldt klodset hen ad jorden.

Hurtigt var jeg på benene, jeg vendte mig om og så de havde omringet mig igen, men ingen af dem rettede et våben mod mig, havd var der nu galt. Istedet kiggede de overrasket på mig, jeg kom til at tænke på hvorfor, og blottede tænderne mod dem, jeg ville gøre endnu et udfald, men en hylen stoppede mig.

Jeg rettede mig op fra min kampstilling og lyttede opmærksomt.


**********
Nathan

Vi stod lige foran den enorme sorte ulv, den vidste tænder, hvad fanden jeg var overrasket over den overhoved kunne komme op, jeg havde skudt den lige i brystet med min pil. Og hvis jeg ikke tar meget fejl var pilen gået gennem hjertet.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jeg kunne ikke sætte en ny pil for buen. Jeg var bange for at få det samme resultat også ville det ikke hjælpe at blive ved med at stikke til den. Jeg havde lige set hvad den gjorde ved Stella. Jeg skævede til hende prøvede at se om trak vejret, men det var umuligt at se fra den afstand.

Ulven var åbenbart også en smule overrumplet, den havde heller ikke angrebet os igen, jeg rettede min fulde opmærksomhed mod den, de tre andre Mathew, Ricky og Tom så også skræmte ud, ingen af os havde regnet med den ville komme op, hvis ikke jeg havde ramt et helt dræbende sted ville bedøvelsen slå til med det samme.

Ulven kiggede på os tydeligvis forvirret over vi ikke trak våben igen. Et højt hyl flænsede luften ulven rettede sig op fra sin truende stilling og lyttede, jeg vidste team Beta havde holdt de andre beskæftiget imens vi klarede Alfaen, men hvis de var bare halvt så hårde som Alfaen ville de andre få store problemer vi var fem om en og de er fem mod tre.

Ulven kiggede en sidste gang på mig, hvis blik kunne dræbe ville jeg være død. Jeg vidste dette ikke ville være ovre endnu. Ulven vendte om og spurtede ind gennem skoven.

" Pis" udbrød Ricky da vi var helt sikre på den ikke ville komme med det samme. Han trak en telefon op og gik lidt væk fra os andre, pludselig kom jeg i tanke om hvorfor han tog telefonen frem. Hele koblet var nu ude hos team Beta.
" Jeg kan ikke få fat i dem" sagde Ricky.
" Vi må følje efter Alfaen, den vil sikkert følje os til det andet hold" sagde jeg og hev en mobil lignende ting frem, hurtigt trykkede jeg koderne ind, det her var ikke en rigtig mobil, men en ting jeg kunne bruge til at opsporer mine pile.

Jeg så på den lille røde prik der bevægede sig hen over skærmen, og en grøn prik der stod stille. Det var så mig.
" Vi skal den vej" jeg pegede i den retning jeg kunne se prikken løbe i.
" Jeg bliver her og får fat i forstærkning til Stella" sagde Mathew, jeg nikkede til ham og inden vi løb afsted kiggede jeg på Stellas ansigt, nu kunne jeg se hendes bryst hæve og sænke sig normalt.

Det gik stærkt når vi løb, ikke lige så hurtigt som vampyrer eller vareulve, men meget stærkere end mennesker. Jeg tjekkede sporeren igen, det så ud til Alfaen var stoppet op, det kunne betyde stor fare hvis det var det andet hold den var læbet ind i. Jeg satte farten yderligere op og de andre fulgte trop.

Forude kunne jeg se en stor sten, eller hvad det nu end var jeg kunne kun se omridset af det, sporeren vidste at Alfaen var lige her i nærheden. Jeg gav tejn til de andre om at sætte farten ned, vi nærmede os langsomt. Jeg trak min bue og apændte en pil for, da vi kom nærmere opdagede jeg at det var ikke en sten, men Alfaen der lå der. Den trak vejret, men min pil med bedøvelsen havde vidst fået overtaget, men jeg må også sige den havde klaret sig bravt der var nok bedøvelse til at slå en elefant i gulvet med det samme.
" Wau" sagde Ricky han gik hen ved siden af den," Jeg må sige jeg foretrækker den bevidstløs." Han grinede, jeg gik hen ved siden af ham Alfaen havde lukkede øjne. Jeg huskede tydeligt de ravgule øjne der havde boret sig ind i mit blik og havde fået mig til at føle mig fuldstændig nøgen.
" Det er noget af en skabning" sagde jeg " På en måde er den smuk."
" Hvad mener du? " spurgte Tom, ikke på en nedladende måde, men af ren og skær nysgerighed.
" Jeg mener, se lige hvordan den er bygget, de muskler den størelse. Den er utrolig." Jeg kiggede beundrings værdigt på den, og kunne se de andre gav mig ret. Den så ikke unaturlig ud på den måde ligesom vampyrer.

Jeg hørte et hyl.
" Vi skal have den fragtet med nu, jeg tror koblet har lagt mærke til der er noget der mangler." De andre kiggede sig omkring.
" Vi skal have fået i helekopteren nu!" Sagde jeg og tog min telefon frem, jeg trykkede på en special knap der sendte bud til piloten om hvores position.

" Der kommer nogen" sagde Ricky da jeg var færdig, jeg lyttede hurigt og kunne hører nogen eller noget nærme sig med høj fart, vi stilede os som en mur ved siden af hinanden mod lyden.
Pludselig sprang lederen af team Beta ud foran os, han stoppede hurtigt op da han så os, resten af hans team kom bagefter ham.
" De er efter os" sagde han, jeg nikkede.
" Helekopteren er her nu." Sagde jeg og kiggede op, og rigtig nok kom helekopteren.

Der blev sænket en stige ned og noget vi kunne spænde Alfaen fast i, Ricky og Tom hjalp mig med at få remmene på plads, mens team Beta steg op.
Da det var gjort klatrede Tom først op, derefter Ricky, jeg kunne hører de andre ulve nærme sig i fuld galop. Mit hjerte begyndte at dunre derud af. Jeg tog fat i stien og klatrede hurtigt, Ricky gav mig en hjælpende hånd.

Da jeg var om bord fløj vi højere og højere op over træerne, jeg vovede at kigge ned. Og præcis der hvor jeg havde stået for et halvt minut siden, var nu fyldt med tre kæmpe vareulve. Flere smertende hyl flænsede luften, da jeg havde hørt dem følte jeg ingen sejrsros. Det lød så sorgmodigt, det gjorde ondt i hjertet at hører på, jeg kiggede på de andre, men de sad alle og kiggede lige ud i luften, jeg tror vi alle havde hørt hylende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...