ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8362Visninger
AA

17. Drømmen

Det var en mærkelig følelse, den gjorde mig urolig. Jason kunne straks se på mig at der var noget galt, men jeg beroligede ham ved at sige jeg bare var træt efter en lang dag. Og fik ham endelig til at falde i søvn. Jeg sad ved siden af ham på en hospitals stol, stadig med hans hånd i min. Uden rigtig at lægge mærke til det fik søvnen også Inhentet mig.

jeg var omsluttet af et totalt mørke, selv med mit gode nattesyn var det umuligt at skimte noget fra noget som helst.

Medmindre der selvølgelig ikke var noget at se, det gyste i mig. Jeg opdagede pludselig at jeg var i ulveskikkelse, mærkeligt. Hvad var det her for et sted?

pludselig mærkede jeg et andet væsens tilstedeværelse. Jeg knurrede sagte, og gik i angrebsstilling. Ud af mørket lige foran mig trådte et stort kæmpe væsen frem, en mørk skygge.

jeg sprang forskrækket tilbage. Og følte min mave vende sig, først da opdagede jeg hvad der stod foran mig. 

En stor kæmpe ulv og ikke bare hvilken som helst ulv, en stor sort ulv med lysende gule øjne. Precis lige som mig, hvad skete der lige her. Jeg trådte et skridt mere tilbage.

" Du skal ikke være bange mit barn" lød det i mine tanker, og af en eller anden grund blev jeg meget mere rolig.

"hvem er du?" Spurgte jeg interreseret og trådte et skridt frem mod den anden ulv foran mig. "Jeg er blot en af dine mange forfædre, nærmere bestemt den før dig" stemmen var venlig og nærmest glad som et gammelt familiemedlem jeg vidste jeg elskede. Ordene trængte først rigtig igennem bagefter hun havde sagt dem. Hun var den før mig, den sidste der vandt krigen. Gud hvor fik jeg ligepludselig mange spørgsmål. 

Jeg skulle lige til at stille et af dem da hun grinede lidt "bare rolig jeg vil svare på alle dine spørgsmål, og jeg tror jeg ved hvordan." 

Hun vendte ryggen til mig og begyndte at gå, "vendt jeg vil med" råbte jeg efter hende og fulgte lige i hallen på hende, og opdagede vi var på vej mod et lys. 

Vi trådte igennem og i et øjeblik blev jeg overvældet af det skarpe lys. Vi gik direkte ind i et rum, det så oldgamlet ud, jeg kiggede mig forvirret omkring. Der var mørkt i det meste af rummet, men i midten var et gammelt bord, der sad nogle mennesker rundt om det. De havde sorte kutter på.

min forfader stod tæt på og kiggede tilbage på mig med de gyldne lysende øjne. Jeg trådte frem.

"bare rolig de kan hverken hører eller se os, sagde hun, du skal bare lytte." Og det gjorde jeg så. 

"Baltazar jeg vil ikke hører mere, vi kan ikke blive ved med at lave så mange vareulve og vampyrer mere. Vi kommer til at tippe jordens balance, du ved det. Og jeg kan mærke det, der er noget ondt under opsejling, vi kan ikke blive ved at leve på den måde" der var en af de kutteklædte mænd der havde talt, jeg vidste straks han var vareulv, det var flere af dem omkring bordet, og til min både forskrækkelse og forundring var flere af dem også vampyrer. 

"Det var dengang, starten på det hele. De overnaturlige du ser omkring bordet er grundlæggerne, de første. Og dengang levede vi side om side med vampyrerne, intil det gik galt" hun rettede igen blikket mod bordet, det samme gjorde jeg. 

 "Gabriel gamle ven, jeg synes vi har diskuteret denne ting et par gange nu. vampyrens stemme var blød som smør, men man kunne tydeligt hører den irriterede undertone, og jeg vil stadig ikke ændre min mening, vi er å vej ind i en ny tid, hvor der er menneskenes tur til at bukke sig i støvet for os" sluttede Baltazar. jeg kunne se på min ældste forfaders øjne at vreden ulmede, og små gyldne gnister tog form. Han trak vejret dybt, for at beherske sit temperament.

"Baltazar du må tro på mig når jeg siger dette. Jeg er dybt ked af det det er kommet til,, men vores folk vil ikke længere se på mens i torturere og dræber menneskene. før kunne det toleres, men du har ikke længere styr på dine efterkommere. De er som vilde dyr, dræber en hel landsby hvis de lige føler for det." Gabriel lød rasende nu, hans ellers så fine sindsro var flakket. Til gengæld var han ikke den eneste, Baltazar så også rasende ud nu.

"Siger du broder at du nu vil være imod os?"

"det er ikke et spørgsmål om at være imod eller med, det handler om at gøre det der er bedst" sagde Gabriel bestemt.

"Jeg kan ikke lide din tone, storebror. Jeg lever som jeg gør og mine efterkommere ligeså, de skal en dag styre verden."

"Du er så naiv lillebror, jeg vil ikke høre mere. Det er slut, hvis du ikke vil ændre dig, vil jeg ikke længere kalde dig min broder." Både Baltazar og Gabriel havde begge rejst sig op, deres hætter var faldet tilbage, Baltazars hugtænder var fremme, og han havde uhyggelige røde øjne, hans hår var sort, og han havde det slanke udseende og den lyse hud. mens hans bror min forfader havde en sort flot manke der skinnede, flot markeret ansigt og nu på grund af vreden lyste hans øjne helt gyldent, der var så meget kraft der strømmede ud af ham at endda jeg kunne mærke det, og jeg var der ikke engang (Ikke rigtigt ihvertfald.)

 

""Broder jeg vil nødig være din fjende, men hvis du ikke er med os er du imod os" sagde Baltazar, rummet var helt stille. alle holdt vejret..

"Så gætter jeg på jeg er din værste fjende" sagde Gabriel koldt, de andre varulve omkring bordet rejste sig og gik med deres leder. Jeg kiggede efter dem. da det helle lige pludselig blev meget lyst igen.

Vi stod pludselig på en stor mark. en flok mennesker stod midt på marken. jeg gik automatisk tættere på. opdagede hurtigt det var vareulve. jeg fik hurtigt øje på Gabriel han stod forrest.

"Vi skal alle kæmpe alle overnaturlige på denne jord vil blive tvunget gennem porten." det var Gabriel der talte til forsamlingen.

"Men hvordan opstod den, hvordan ved vi den ikke vil slå os ihjel?" en fra forsamlingen lød skræmt.

"Vi vil drage krig mod hvores edsvorne fjender, for at beskytte verden mod deres ondskab. Porten opstod så vi kan holde krigen i det skjulte, en anden verden end denne, en slagmark. så vi vil holde det på den måde det hele skal holdes nemlig mellem os og vampyrene." Idet han sagde det opstod det smukkeste fænomen jeg nogensinde havde set, der åbnede sig et hul foran dem, kun bestående af lys og blå farver. Helt betaget af skønheden trådte Gabriel igennem porten, og efter ham fulgte resten. jeg følte gså porten kaldte på mig, og jeg ville gå igennem:

Men så blev jeg opslugt af lyset igen og denne gang landede jeg hvor vi startede.. Nemlig i mørket, men det var ikke så slemt endda.

"Så nu har du da en smule forståelse for det der vil ske og hvorfor, hvad din rolle i det hele skal være. Du er deres leder Katja og på trods af du kun har været det i så kort tid, hvor resten af os voksede op med den viden. SÅ er du den stærkeste hid til, den stærkeste af en lang række af os. Jeg er så stolt af dig, det er vi alle sammen." Jeg kunne hører omsorgen i hendes stemme, glæden og stoltheden. 

 

"Vi er her alle sammen for dig, husk det" Hun begyndte at tone ud. "Vendt! Hvad hedder du?"

"Mit navn er Bellatrix" så tonede hun ud og forlod mig alene i mørket.

Jeg vågnede ved et gisp, og slog øjnene brat op. Jeg var ike alene, det ville jeg aldrig blive. Jeg smilede for mig selv, det ville jeg aldrig blive.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...