ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8352Visninger
AA

7. De to kobler (Katja)

Jeg kunne mærke Daniel i kanten af min bevidsthed, stille og roligt begyndte jeg at bevæge mig langs vores rute tilbage mod huset. Jeg holdt skarpt øje med ruten og alle tænkelige gemmesteder til et lille kamera. Jeg havde set et ved et sammentraf da jeg var på vej hjem fra mødet, og havde selvføljelig ravet det ned. Tanken om jægerne holdt øje med os vækkede en dyb vrede i mig og bekymring for mit kobbel.

Jeg kunne hører Daniels beroligende løbe rytme længere væk. Han bevægede sig mod mig, jeg mødte ham på halvvejen.

* Hvaså noget nyt?* spurgte Daniel med sin glade og livlige ulvestemme da han kom op på siden af mig.
* Niks det ser findt ud, ingen uroligheder.* sagde jeg og prøvede at lyde glad *men hold lige øje med små søde kameraer hvores dejlige venner har sat op, og bare lige for at drille dem så riv dem ned.* sagde jeg bistert og viste at jeg var alt andet end glad lige nu. Han knorrede, jeg vidste han havde det ligesom mig, sur og vred.
* Bare rolig, jeg kan bruge det som pivedyr* sagde han og smilede et ulvesmil de fleste ville forbinde med et skræmmende syn.
* Godt så tror jeg at jeg vil lægge mig de næste to timer. Når jeg kommer tilbage skal vi ud på en rigtig kobbeltur.* Min stemme rungede af sakasme, Daniel kiggede spørgende på mig, jeg rystede på hovedet.

En times tid senere stod hele koblet i lysningen, jeg havde fået en halv times tid på øjet og følte mig knap så smadderet, men stadig morgen sur og der skulle ikke så meget til for at tænde min lunte.
* Kom så drenge vi har ikke hele dagen hvis vi skal nå at snakke med to senile vareulve.* sagde jeg og begyndte at løbe mod Øst, de andre fulgte trop.
Vi skulle løbe flere timer i det samme tempo, jeg kom ind i min sedvanlige løbe rytme ved at tage længere skridt, drengene løb bag ved mig i den sedvanlige opstilling.

Efter tre timer stødte vi på et duftspor, det var en ulve rute, det vil sige vi havde fundet et af koblernes patrulje rute. Vi fulgte det opmærksomt jeg kunne mærke spændingen stige inde i mig.

Længere ude kunne jeg se en stor lysning, i lysningen stod nogle små huse og under et halvtag stod noget brænde, men det man lagde mest mærke til var de to ulve kobler bestående af kæmpe ulve, som stod midt i lysningen og knorrede af hinanden.
* drenge det ser ud til vi kom i lige til tiden* sagde jeg med en stemme der drev af sarkasme.
* Hvad vil du gøre Katja?* spurgte Ty.
* Jeg syntes du skal give dem en røvfuld, det ville blive sjovt*
* Phil jeg kan ikke lide du overhovedet kan tro jeg ville tænke sådan* sagde jeg uskyldigt, de andre begyndte at le.
* Nej jeg vil ikke give dem en røvful, men måske hvis de ikke makker ret bider jeg dem i ørene som man gør med hvalpe* sagde jeg tænksomt og begyndte at rykke frem.

De to kobbel alfaer stod over for hinanden og knorrede som om det var en slags styrkeprøve, vilket kobbel ville give op først.
Jeg trådte helt fri af træernes skygger og gik stille og roligt fremad. Flere ulve fra de to kobler holdt op med at knorrede af hinanden, ikke alle, men nogle.
Mit kobbel gik ud på siderne af dem og dermed omringede dem, nu havde vi fået deres opmærksomhed.

* Hvem er i* spurgte en brysk og hård stemme, jeg kunne ikke lide hans tone.
* Det kan i finde ud af hvis du stopper dit tarvelige tonefald* sagde jeg bedrevidende hvilket pissede ham af, jeg kunne se hvordan han kæmpede med ikke at angribe mig, men det ville ikke være så klogt, han var efterhånden godt oppe i årene og jeg var desuden stører og stærkere end ham.
* Godt hvis i er færdige med jeres lille pige skænderi kunne vi måske snakke civiliseret med hinanden* sagde jeg sukkersødt, men denne gang var det den anden alfa der blev pigefornærmet, han var grå med mørke øjne.
* Hvem tror du endlig du er, bare at komme her og kalde hvores hundrede år gamle fejde et pigeskænderi?* han lød oprigtig vred, men jeg var ligeglad.
* Ja præcis du sagde det jo selv, jeres hundrede pr gamle fejde, jeres forfædres fejde, en fejde der har varet længe nok. Det er på tide Orgullu og Sabio slægten bliver en del af vareulve samfundet igen* denne gang havde jeg en lille genklang af min alfastemme. Det gjorde dem tavse et øjeblik som om de overhovedet ikke have tænkt i de baner, jeg kunne se de to kobler iagttage deres ledere med største nysgerighed.
* Kan i ikke se det jeres kobler er tætte af det her, de kan sikkert heller ikke forstå hvorfor i stadig slås over de to forelskede der stak af fordi de ikke måtte være sammen, og det kun var den ene der vendte tilbage. Det er en del af vareulvenes liv at kæmpe mod vampyrerne og måske dø for deres hånd, det er sørgeligt, men sådan er det, vi mister og tar.* Min stemme var blevet blød og jeg kunne se de to alfaer tænke grundigt over det jeg havde sagt.
* Hvem er du?* spurgte den ene alfa der også havde spurgt før, men denne gang i et forvirret tonefald som om hans tanker vivlede rundt i hans hoved, og det spørgsmål var nok bare et af mange det ville komme.
* Jeg hedder Katja og er udsendt af vareulvenes råd* jeg undlod det der med alfa haløjet, de virkede forvirrede nok i forvejen jeg havde nok lige vendt deres verden på hovedet, plus jeg ikke havde kræfter nok til at forklarer dem det nu, det så nemlig ikke ud som om de havde studeret historien særlig meget.
* Jeg takket dig Katja, det eneste der manglede var nogle fornuftige ord det var det eneste der skulle til, jeg kan se hele historien i et andet lys, et lys jeg ikke har set historien i før. Du må forstå vi vokse op i had til Orgullu slægten, og det bliver svært at læge fjendligheden på hylden, men jeg vil på Sabio slægtens vejen sige vi vil prøve alt hvad vi kan* hans øjne lyste er nyt lys som om jeg lige havde åbnet mange nye muligheder for ham, og befriet ham fra en tung byrde.
* Jeg forventer hverken mere eller mindrere* sagde jeg og smilede et ulvesmil.
* Jeg vil også takke dig Katja, på min og Orgullu slægtens vejne. Det har været dumt det vi har haft gang i, det har bragt mange af os i fare at melde kamp mod hinanden. Jeg sværger på vi nok skal ændre os selvom det vil tage tid at slipe af med gamle vaner.* jeg var forbløffet, jeg havde virkelig ikke regnet med at et par få fornuftige ord ville hjælpe, det beviste vist bare hvor trætte de var af det, den eneste grund ril de gjorde det var p grund af deres forfædre der var dumme nok til at forpligte ders efterfølgere til den dumhed.

* jeg er glad for i ville lytte og laver om på det, og som jeg sagde før det er på tide de to slægter bliver en del af vareulve samfundet igen, ved næste fuldmåne er begger slægter inviteret til mødet.* Det så begge glade og lettede ud, deres kobler virkede fuldstændig forvirrede over deres alfaers sindsro, men det kunne jeg også godt forstå, på det sidste tyve minutter havde je lige vendt deres hverdag op og ned.

Inden jeg tog afsted forklarede jeg begge alfaer om den nye trussel. De blev begge oprevet og alvorlige, så jeg visdte de tog der seriøst.

Jeg og mit kobbel sagde farvel og vi forsvandt ind i skoven igen på vej hjemad.

Da vi var halvvejs lagde jeg mærke til en underlig lugt der desværre var mig bekendt.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...