ulve blod 2

Katja er alene om alfa rollen nu, siden Jason blev fanget eller dræbt af vampyerne. Hun ved at der er noget stort der venter i hendes fremtid, en kamp mellem vampyrerne og vareulvene er nært forestående, men en ting har ændret sig siden den sidste kamp mellem de to edsvorne fjender for hundreder af år siden. Der er en ny race der har kæmpet side om side med vareulvene siden den sidste kamp, Ingen af parterne har opdaget hinandes eksistens trods samarbejdet om at udryde vampyerne. Det vil vampyrerne udnytte, og prøver at sæte dem op mod hinanden. Så måske får vareulvene en ny fjende eller en ny sammensvoren.

41Likes
156Kommentarer
8516Visninger
AA

20. Alting har en slutning (Katja)

Jason var kommet ned til mig og havde fået mig til at slappe af, jeg havde vidt mistet forbindelsen et øjeblik og var gået lidt amok. Derefter var vareulvene kaldt sammen, Nathan havde noget vigtigt at fortælle os, vi var på han fars kontor . Xander sad med ryggen til os andre bag hans skrivebord og kiggede ud ad vinduet. Han ville ikke engang kigge på os, jeg lagde mærke til whiskyen der stod på bordet og glasset ved siden af der var tømt. 

"Jeg har noget jeg skal fortælle jer, nogle af vores folk har søgt i gamle arkiver og fundet oplysninger der er..... Nathans stemme knækkede over og jeg lagde mærke til han heller ikke ville se mig i øjnene. det så ud som om han prøvede at finde ord til noget der var umuligt at få sagt. 

"Den sorte leder dør altid under den store kamp." Der blev dødstille i rummet da helvede brød løs, alle råbte op om at så skulle krigen ikke foregå. Så må vi gemme hende. Nej du lyver. Alt det blev råbt op og alle råbte ad hinanden uden grund, mig selv jeg var lammet, men ikke overasket eller i benægtelse. I mit hjerte følte jeg det var sandt, mine forfædre var med mig som Bellatrix havde sagt, og jeg vidste de alle havde lidt samme skæbne jeg kunne mærke det i det bånd der bandt vores sjæle i styrke. 

Jeg rejste mig og forlod rummet lod dem diskutere det uundgåelige. Selvfølgelig var det svært at forstå, jeg skulle dø så ung. Jeg havde aldrig fået børn eller blevet gift fået min egen familie. Jeg begavede altid troet der var så meget tid til alt det jeg gerne ville nå. Godt nok havde jeg mødt min sjæle mage mere end så mange kunne sige. Jeg burde føle mig heldig jeg havde levet et liv hvor jeg var elsket af så mange, og selv har elsket. Det var et helt liv så mange kæmper for atleve og jeg havde allerede haft det. Jeg var parat til at tage afsted og være sammen med mine forfædre. 

Det eneste jeg næsten ikke kunne få mig selv til var at forlade de mennesker der elskede mig så højt. Jeg kom til at tænke på Jason, at han skulle gennemgå det jeg havde gennemgået var forfærdeligt. Og tante. Kobbelet. Min dejlige Carlo. Der bristede mit hjerte, nok fordi de andre havde hinanden, men Carlo var så tæt knyttet til mig. 

Jeg sad ude i instituttets have, og når man taler om solen. Carlo kom løbende mod mig fra buskene, den hund havde altid en vidunderlig sans for at finde mig, tante var sikkert ankommet til instituttet. Jeg havde haft sendt hende hjem for at hun kunne få lidt ro for alt det der foregik og hun havde taget Carlo med sig selv om det ikke så ud på det tidspunkt som om Carlo havde tænkt sig at tage med. Han hoppede op til mig på bænken og slikkede mig i ansigtet, jeg begravede hænderne i han bløde pels. En tåre løb ned af min kind efterfulgt af flere. 

Carlo blev hos mig trofast og trøstede mig hans helt egen måde. 

 

jeg tog mig endelig sammen til at gå tilbage til de andre, de var stadig på kontoret og diskuterede højlydt. Carlo stod modigt ved min side. "Så min dreng det her bliver ikke kønt, er du sikker på du ikke vi, stikke af nu mens du stadig kan?" Han kiggede på mig med øjne der sagde; er du tosset jeg bliver da lige her til det sidste. Jeg grinede lidt af ham, og trådte ind.

De stod alle sammen og råbte ad hinanden. Hvorfor havde jeg ingen anelse om de var vel alle enige i jeg ikke skulle dø. Og jeg var ret sikker på de ikke engang havde lagt mærke til jeg var væk. 

"STILLE ALLE SAMMEN!" Råbte jeg ud over forsamlingen, og der blev straks stille igen. 

"I har intet at diskutere der er regler der ikke kan brydes. Regler sat for min art igennem hundrede vis af år, det kan ikke bare laves om på. Jeg vil være her for jer så længe jeg kan, men i må respektere hvem jeg er og den tid i har sammen med mig. Den skal ikke spildes med unødvendige skænderiers over noget ingen kan ændre på. Jeg har taget imod min skæbne og beder jer andre om at gøre det samme , i kan lige så godt få det sat ind i hovederne for der er ikke noget at gære ved det. Og når det sker.......... Skal i ikke falde sammen, men kæmpe videre for en bedre tid vi kan skabe for vores børn, og beære vores forfædre med." Jeg kiggede dem alle ind i øjnene , en efter en. Jeg kunne se deres smerte, men de var nødt til at være klare i hovedet når kampen ville bryde ud. 

Jason faldt mig om halsen og jeg kunne mærke hans sorg som var det min egen. Hans store blå øjne kiggede ind i mine og fortalte mig så meget mere end havd ord kunne beskrive. Det bånd der løb mellem vores sjæle gav mig i dette øjeblik adgang til alle hans følelser, han viste hvor meget han elskede mig, og jeg fik tåre i øjnene. Jeg åbnede også mine følelser for ham, vidst salt jeg så inderligt ville fortælle ham, men kunne ikke finde ord. Han krammede mig igen Carlo der stod ved min side gøede som for at sige; ja så tror jeg vidst det er nok mester, hun er min. Jeg grinede ned til ham, og trak mig væk fra Jason.

De andre kom også over og krammede mig, med tåre i øjnene. Som om jeg allerede lå for døden. 

" Der er bare en ting, ingen siger det til tante. Ellers lader hun mig aldrig tage afsted." De andre forstod og var enige. 

Jeg lod Jason være hos de andre, de havde fået besked på at gå ned til Gloria hun var alene i dette øjeblik og hendes første forvandling var tæt på. Jeg vidste at Philhåbede hendes forvandling ville vente til efter krigen fordi Gloria ikke virkede så stærk som os andre, og hun havde ikke meget erfaring som vareulv. Jeg håbede på det samme, da hun jo var en del af mit kobbel nu. Og jeg havde lige reddet hende fra et liv i døden, så synes jeg ikke hun fortjente at gå en sikker sti med død i møde hvis hun fulgte os i kampen. Min plan oppe i hovedet var at Phil ville komme tilbage til hende og de ville leve resten af livet sammen. 

Fordi jeg stadig håbede at Gloria ikke kunne nå at komme med var fordi, jeg kunne mærke krigen nærmede sig, det lå dybt groet ind som en let spænding i mig der blev værre dag for dag, jeg begyndte at blive rastløs og det havde de andre mærket.

Jeg havde sat kursen mod min tantes værelse, jeg ville ikke fortælle hende at jeg ikke ville vende tilbage, men hun skulle være forberedt på at det ville blive en mulighed. 

Jeg bankede på og der blev straks åbnet. Min tante smilede stort til mig, og det stak i mit hjerte.

"Jeg ser du har fundet Carlo, eller han fandt nok dig. Det tænkte jeg nok han ville han virkede så målrettet da han sprang ud af døren." Carlo logrede med halen. 

"Jeg tænkte nok du var kommet. Er du her for at holde øje med mig?"

"Nej der blev bare så kedeligt i det store hus, uden dig og drengene. Og jeg ved jo hvad der venter jer så jeg vil tilbringe så meget tid sammen med jer som muligt, inden i skal ud og sparke noget vampyr røv" Hendes øjne strålede og hun smilede, jeg kunne tydeligt se hun på ingen måde havde overvejet at vi måske ikke ville vende tilbage.

"Tante det er farligt, en farlig kamp. Så mange vil dø og ikke vende tilbage. Jeg er deres leder, og vil blive hovedpersonen i kampen. Nogle af de vampyrer har allerede deltaget i en af de her krige, vampyrer lever jo tidsløst, de lever af døden, og næres ikke af naturen som os. Det er kun os der kan stoppe dem for at leve evigt og terrorisere menneskeheden. Drengene og jeg, vi vil måske ikke vende tilbage, og det må du være forberedt på." Hun kiggede længe forfærdet på  mig, også kunne jeg se noget briste inde i hende, jeg havde taget fejl det var ikke fordi hun ikke havde tænkt på den mulighed. Hun havde ikke villet tænke på den mulighed. Jeg var der for hende da det hele gik ud i gråd og tårer. 

Da jeg endelig gik fra min tante havde jeg krammet hende og sagt farvel. Jeg havde lagt hende til at sove hun var faldet i søvn efter at have grædt. Jeg lukkede stille døren efter mig da jeg vente mig om med Carlo ved min side, så jeg Jason stod og ventede på mig nede ad gangen. Jeg begyndte smilende at gå hen mod ham, da alt lige pludselig sortnede for mine øjne, jeg kunne mærke jeg faldt, men ænsede ikke smerten. Krigen var nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...