What I Didn't Tell You - One Direction

Blake Cross. I London, hvor hun bor, var og er hun ikke populær. Hun var bare den type, som alle kunne lide. I en alder af atten har hun aldrig fået et kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen. Det skal straks ændre sig, den dag hun møder Harry Styles. Blake er taget i skoven for at få noget frisk luft, da Harry pludselig kommer løbende med ryggen til hende. Han skubber hårdt til hende, så hun ryger til siden og falder ned af den stejle bakke, mens hun bliver revet rundt i skovbunden. Harry gør alt, for at gøre det godt igen, selvom Blake er helt cool med det, hvilket gør Harry frustreret og tiltrukket af hende, og der går ikke længe før, der kommer nogle følelser i spil, men det Harry ikke ved er, at Blake aldrig har fået kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen før. Det skal senere vise sig, at det ikke er den eneste ting, Blake holder hemmeligt. Hvad sker der, når Harry finder ud af, at Blake har holdt det hemmeligt i al den tid?

41Likes
72Kommentarer
4117Visninger
AA

6. Tell Me Why

"But you don't see me like I wish you would"

 

Harrys synsvinkel

 

 

Jeg gjorde det. Jeg kyssede hende. Jeg vidste ikke, om det var rigtig gjort, jeg vidste bare af ren erfaring, at mine følelser – allerede nu – ikke bare var venskabelige. Jeg følte godt ved det. Det var rart. Det var fantastisk. Hendes læber var ligeså fantastiske, som de så ud. De var lige så bløde, lige så perfekte, som jeg havde forestillede mig.

Også forsvandt de. Følelsen var væk, og der lød en stemme, som jeg ikke kunne sætte ord på. Forvirret, overrasket, en mærkelig følelse, som jeg ikke kunne sætte ord på, men et sted indeni – langt væk, lang tilbage godt kunne huske. ”Harry..”

Jeg åbnede øjnene, og så Blake kigge fortabt på mig. Måske ikke fortabt, jeg kunne bare ikke tyde hendes ansigtsudtryk. Hun stod bare og kiggede på mig. Som skulle hun lige forstå, at noget var sket. Jeg kiggede på undrende på hende, da hun pludselig fik små tårer i øjnene, som hun hidsigt tog væk.

”Undskyld,” mumlede jeg og gik lidt væk fra hende, ”jeg troede bare, at.. Jeg troede måske, at du.. Nej.”

Jeg kiggede ned i jorden og bed mig hårdt i læben. Klemte mine øjne i, ville ønske, at det spolede tiden tilbage. Selvfølgelig var jeg bare en ven, vi havde kendt hinanden i to uger! Hvad tænkte jeg på? Hvorfor følte jeg noget for hende og hvorfor så hurtigt? Det var bare sikkert, at hun ikke så på mig på den måde, som jeg ville ønske, at hun gjorde.

Jeg kunne høre hende trække vejret i små gisp, og da jeg kiggede op, havde hun vendt sig om og kiggede ned i jorden. Hun løftede hovedet og kiggede op i himlen.

Stilheden listede ind over os. Som en tåge, en tydelig tåge i en mørk nat. Som en tydelig hvid tåge i en mørk nat, som listede ind over os, stjal vores ord, som vi ville sige, men ikke fik sagt, fordi stilheden kom listende forklædt som en tåge og stjal vores ord, efterlod os med en ubehagelig stilhed, som langsomt gravede sig ind i os, plantede sig i os, og hvis jeg ikke gjorde noget snart, ville den vokse indeni mig, og jeg ville aldrig kunne sige noget til hende igen.

”Jeg troede bare, at du også..” Jeg stoppede mig selv, men Blake vendte sig om og kiggede på mig med et overrasket blik, men jeg kunne stadig ikke se, om det var positivt eller ej. ”Det er gået for hurtigt. De er kommet for hurtigt, mine følelser.”

Blakes ansigtsudtryk slappede helt af, og hun nikkede bare, hvorefter hun kiggede ned i jorden, og stilheden kravlede hen til mig igen. Listede, landede på min skulder, som en trussel. Som hvis den skyndte på mig, men jeg gjorde intet, for det var gået op for mig, at hun ikke følte det samme. Da hendes ansigt lyste op, følte jeg det som en sejr, men da det bare slappede af, og hun nikkede, følte jeg tab.

Hvorfor satsede jeg det hele? Jeg kunne have venten en uge, to uger eller tre. Så ville hun have overvejet det, så kunne hun vide, om hun skulle sige ja eller nej. Jeg kunne jo bare være en af dem, som var fuldstændig som de gamle, og hun ledte efter noget nyt.

”Lad mig køre dig hjem nu,” sagde jeg bare. Det her kunne jeg ikke klare, så jeg gik hen til bildøren, åbnede den og satte mig ind. Da jeg lukkede døren, lukkede Blake sin dør op, og jeg synes, at hun var utrolig langsomt, hvilket fik mig til at sukke kort. Jeg tog selen på og tændte for motoren, hvorefter jeg kørte af sted.

Stilheden var ikke til at håndtere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Undskylde? Det havde jeg allerede gjort. Det var som om, at Blake var i chok. Som om hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere på, at nogle kyssede hende. Som om det ikke gav nogen mening.

Jeg trykkede hårdt på knappen, som tændte radioen, og en sang, som jeg ikke lyttede til, blev spillet. Blake kendte åbenbart sangen, så hun nynnede forsigtigt med på den, men da jeg kiggede undrende på hende, stoppede hun straks og kiggede ud af vinduet.

Jeg kunne se vejen, som jeg skulle dreje ned af om lidt, men der skiftede lyskurven fra grønt til gult, hvor bilen foran mig sænkede farten, og jeg sænkede også farten. Til sidst stoppede jeg og begyndte at tromme med mine fingre mod rattet.

Stilhed. Radioen spillede, men det eneste, jeg hørte, var stilhed. Absolut stilhed. Ikke en lyd. Ikke andet end Blakes stille vejrtrækning, som blev højere og højere efter hver gang. Sådan føltes det i hvert fald i mine øre.

Lyskurven skiftede til grøn, og bilen foran mig drejede, og jeg fulgte efter, men da vi endelig kom ind på vejen, drejede bilen foran mig væk, og jeg fortsatte lige ud. Jeg kunne se Blakes hus foran mig, og jeg satte farten op; ingen ville opdage mig, det var sent, og her var ingen.

”Harry, jeg..”

Jeg parkerede bilen hurtigt og kiggede hen på Blake med et spørgende ansigtsudtryk. Hun rystede bare på hovedet, åbnede bildøren og lukkede den efter sig. Så gik hun med hastige skridt videre og væk. Uden at sige farvel.

Jeg rynkede brynene og fulgte hende med blikket. Da hun var gået ind, sukkede jeg højlydt og lod mit hoved falde, så det ramte rattet og hornet. Jeg rejste hele min krop op med et ryk, da jeg hørte det høje dyt og kørte automatisk videre. Hjem.

 

~

 

Jeg åbnede døren og smækkede den højlydt. Mine sko blev skubbet af og puffet hårdt ind i hjørnet af gangen, og jeg gik med dovne skridt, hvor jeg slæbte mine fødder hen af gulvet, ind i stuen, hvor jeg direkte var på vej hen mod køkkenet, da jeg hørte en stemme, som jeg et kort øjeblik havde glemt.

”Du ser mig noget trist ud,” sagde Louis, og jeg gispede kort, da jeg vendte mig om, fordi jeg fik et chok. Jeg kløede mig forsigtigt i håret, ”lavede en fejl, du ved,” mumlede jeg bare og gik hen til køkkenet, hvor jeg hev en æblejuice ud og rystede den lidt for at finde ud af hvor meget, der var i, men da den næsten var fuld, tog jeg et glas frem og hældte noget op.

Jeg puttede juicen ind i køleskabet, lukkede efter mig og gik så hen mod stuen igen, hvor Louis sad. Jeg fortsatte direkte i retning mod mit værelse, men jeg kom i tanke om Louis og vendte mig om mod ham. ”Hvordan kom du hjem så hurtigt? Den er,” jeg kiggede hen mod uret, ”snart et.”

Louis trak på skuldrene, ”vi listede os væk bag jer. I stod og snakkede, så vi var faktisk pænt hurtige,” sagde han, og jeg nikkede bare, hvorefter jeg fortsatte i retning mod mit værelse, men Louis rømmede, og jeg vendte mig om på fødderne og gik hen mod ham. Så satte jeg mig ned i sofaen og kiggede på ham.

”Hvilken fejl?” spurgte han nysgerrigt. Jeg kiggede op på ham, ind i hans øjne og rystede så på hovedet, hvorefter jeg sukkede dybt. ”Jeg kyssede Blake,” sagde jeg bare, og Louis' øjne blev helt vilde.

”Yea, buddy!” sagde han højt og stak en hånd i vejret, ”men,” fortsatte jeg, og Louis tog langsomt hånden ned og kiggede på mig, ”jeg ved ikke, hvad der var galt med Blake. Der var noget andet end, at hun ikke følte, at det var tiden, eller at jeg ikke var hendes type. Jeg har ingen anelse om hvad.”

Louis nikkede forsigtigt. Tankerne fløj frem igen. Blake. Hun var fantastisk, lige min type – præcis, hvad jeg ville gå efter. Helt ekstremt perfekt. Og hun var smuk, hun var sød – sjov. Men jeg var ikke hendes type. Hun så ikke mig på den måde, som jeg ville ønske, at hun gjorde, og som jeg så hende.

Jeg rejste mig med min æblejuice og gik ind på mit værelse, hvor jeg lukkede døren og holdt den ene hånd på døren et stykke tid. Jeg følte ikke for at smide med ting, det var der ingen grund til. Der var ikke nogen, der sagde, at vi ikke ville være venner nu, mig og Blake.

Jeg stillede min æblejuice på bordet og lod mine hænder glide igennem mit hår, hvorefter jeg sukkede højlydt. Lige i dette øjeblik ville jeg ønske, at jeg ikke havde kysset Blake. Jeg ville sikkert føle mig glad lige nu, hvis jeg ikke havde kysset Blake. Hvis jeg havde styret mig.

Timingen havde bare været så fandens perfekt. Helt igennem perfekt. Hvis bare hun havde lagt armene om min nakke, så ville det have været det mest perfekte kys nogensinde. Men det skete ikke. Det gjorde det ikke, for Blake så mig ikke på den måde, som jeg ville ønske, hun gjorde. For hende var jeg bare en ven. En ven, ikke mere. Blot en ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...