What I Didn't Tell You - One Direction

Blake Cross. I London, hvor hun bor, var og er hun ikke populær. Hun var bare den type, som alle kunne lide. I en alder af atten har hun aldrig fået et kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen. Det skal straks ændre sig, den dag hun møder Harry Styles. Blake er taget i skoven for at få noget frisk luft, da Harry pludselig kommer løbende med ryggen til hende. Han skubber hårdt til hende, så hun ryger til siden og falder ned af den stejle bakke, mens hun bliver revet rundt i skovbunden. Harry gør alt, for at gøre det godt igen, selvom Blake er helt cool med det, hvilket gør Harry frustreret og tiltrukket af hende, og der går ikke længe før, der kommer nogle følelser i spil, men det Harry ikke ved er, at Blake aldrig har fået kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen før. Det skal senere vise sig, at det ikke er den eneste ting, Blake holder hemmeligt. Hvad sker der, når Harry finder ud af, at Blake har holdt det hemmeligt i al den tid?

41Likes
72Kommentarer
4108Visninger
AA

7. Just In Love

"Now I'm about to give you my heart, so remember this one thing; I've never been in love before, so you gotta go easy on me"

Blakes synsvinkel

 

 

Jeg blev vækket af lyden. Den lyd. Det lød som tusinde små sten, der faldt ned på tager over mig. Som var der tusind af dem. Det kunne kun betyde en ting: Kraftig regn.

Jeg åbnede mine øjne langsomt, men de klistrede fast til hinanden, og jeg skulle virkelig bruge kræfter for at få de åbnet. De ville meget hellere holde sig lukket, sove for evigt, så de heller ikke skulle leve med den fejltagelse, jeg havde begået, resten af livet.

Der var gået fire dage, siden Harry havde kysset mig, og mine tanker havde ikke kredset om andet. Mit første kys. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at mit første kys skulle være en verdens kendt dreng, der gav mig det. Det var så mærkeligt at tænke på, og fordi jeg blev overrasket, overvældet, så missede jeg chancen for at få af vide, hvorfor han overhovedet havde gjort det. Havde han drukket, da vi var på klubben?

Jeg kiggede op i loftet og forestillede mig, at regnen fik klemt sig igen loftet og landede som en pøl på mig, men det skete ikke. Det var halvkoldt, og for en gangs skyld svedte jeg ikke under min dyne. Jeg havde det behageligt. Og dog – mit hjerte havde den her sære trykken, som om jeg kunne bryde ud i gråd hvert øjeblik, hvilket jeg var ret sikker på, at jeg kunne. Det havde jeg haft nemt ved de sidste dage. Nu hvor jeg tænkte over det, så havde jeg ikke været ude i de fire dage, hvor jeg havde siddet herinde og haft ondt af mig selv, mens jeg samtidig hadede mig selv, fordi jeg var en kylling, som ikke bare kunne ringe til Harry. Hvad skulle jeg overhovedet sige?

Jeg rejste mig forsigtigt op med lyden af hård regn i hovedet. Jeg tog min dyne og trak den rundt omkring mig, og så stod jeg stille. Rokkede mig ikke ud af flækken, jeg kiggede bare hen mod mit vindue, som var dækket af vand, der bare silede ned og blev ved. Jeg gik helt hen til vinduet og så udenfor.

Det var egentlig ret mørkt, hvilket undrede mig. Hvad kunne klokken egentlig være? Jeg kiggede bagud og så, at klokken var lidt over fem, hvilket fik mig til at hoste kort og blinke et par gange. Jeg havde godt nok sovet længe, men på den anden side så faldt jeg nok først i seng ved seks-tiden i morges.

Jeg lod en finger glide hen af vinduet, og jeg kunne mærke kulden løbe igennem min krop, så jeg gøs og smed min dyne på gulvet, hvorefter jeg tog noget rent undertøj på, nogle stramme sorte bukser og en dejlig hvid striktrøje, som var lidt for lang ved armene, men jeg var ligeglad. Jeg havde det straks varmere og gik nedenunder, hvor jeg kunne høre fjernsynet køre.

Jeg stoppede på trappen og kiggede ned i stuen, hvor min far sad med en avis, og min mor fulgte med i fjernsynet. Jeg bed mig i læben i læben, imens jeg prøvede at skjule et smil, men det kom frem alligevel. Det var sommer, og vejret var forfærdeligt, og som mine forældre sad i stuen med stearinlys tændt og alle lamperne, så kunne jeg faktisk gå ud fra, at det var vinter.

Da jeg trådte det næste skridt ned, knirkede det, og både min mor og min far vendte deres ansigt mo mig. ”Hej, skat,” sagde min mor sødt, ”sovet godt?” Der var spor af dril i hendes stemme, men da jeg bare kiggede på hende med trætte og tunge øjne og et ansigtsudtryk, som kun var et mat smil, forsvandt drilleriet, og hun tog hænderne op foran ansigtet.

”Lille pus, dog,” sagde hun og rejste sig forsigtigt og gik hen og krammede mig. ”Kærligheden er da også dum.” Jeg bed mig i læben, og pludselig ramte duften af kaffe mig, og jeg fik pludselig lyst til at tage hen på en café, få en kop kaffe og bare sidde og glo ud af vinduet, så jeg trak mig væk fra min mor.

”Vil du køre mig hen til den café, hvor vi to altid gik hen, når det regnede?” spurgte jeg hende, og allerede der nikkede hun, ”selvfølgelig, skat,” svarede hun, og jeg smilte til hende og gik direkte ud i gangen, hvor jeg tog mine klipklappere på. Det var en mærkelig ting, jeg havde. Jeg skulle altid have klipklappere på, når det regnede om sommeren, for det var for varmt i gummistøvler. Så tog jeg min tynde regnjakke, som nærmere var en vindjakke, som kunne klare et par dråber.

Min mor kom ud lidt efter og smilte til mig, hvorefter hun tog sine gummistøvler på. Min mor havde altid været en høj og tynd pige med en størrelse 39 i sko, og jeg var aldrig kommet på mere end de 37, og jeg var egentlig ikke specielt høj. Jeg havde hendes brune hår, men min mors hår var slidt og ved at være lidt gråt. Jeg havde altid syntes, at min mor var en flot dame, for det var hun. Hendes ansigt var smukt, enkelt, men smukt. Lidt ligesom Harry.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, fik en lyst til at slå mig selv i hovedet, men jeg lod være. Min mor tog sin regnfrakke ned og tog den på, hvorefter hun åbnede døren for mig, og allerede der røg der dråber i ansigtet på mig, hvilket fik mig til at gyse, så jeg tog imod min mors bilnøgler og løb ud i det våde vejr, som ikke var koldt – det var varmt, men vandet var koldt.

Jeg låste bilen op og satte mig hurtigt ind. Min mor stod halvt ude af døren med ryggen til, og jeg kunne forestille mig, at hun snakkede med min far om en eller anden ting. Der gik dog ikke længe, før hun vendte sin krop rundt og gik stille og roligt hen til bilen, som hun satte sig ind i, tog imod bilnøglerne og startede bilen.

”Den sædvanlige café, sagde du?” sagde min mor og kiggede på mig med et kækt smil, som jeg svarede på med et lille smil, hvorefter jeg kiggede lige ud, ”den sædvanlige,” gentog jeg og smilte kort, men da min mor havde vendte ansigtet væk, forsvandt smilet, og mine tanker faldt over Harry igen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg følte, for jeg vidste ikke, hvad det at være forelsket ville sige. Det eneste, jeg kunne fortælle, var, at jeg blev utrolig glad, når jeg tænkte på ham, og i det her tilfælde blev jeg trist, fordi jeg ikke blot havde ødelagt mit første kys ved at være sådan et røvhul efter det, men jeg havde muligvis også skubbet Harry væk, for han havde ikke ringet. Ikke en gang.

”Hvad tænker du på?” Min mors stemme afbrød mine tanker, og det gik op for mig, at vi holdt for rødt, så jeg trak på skuldrene en enkelt gang. ”Harry,” sagde jeg og sukkede, ”tror jeg.”

Jeg kiggede hen på min mor, som rynkede brynene og nikkede. ”Hvad skete der helt præcist?” spurgte hun efter lidt, hvilket fik mig til at kigge væk og blinke et par tårer væk, også vendte jeg mig mod min mor. ”Harry kyssede mig, jeg flippede ud indvendigt og gik totalt ind i mig selv resten af aftenen,” sagde jeg som om, at det var ingenting, ”og jeg fik Harry til at føle, at han havde gjort noget forkert. Det havde han jo ikke.” Slet ikke. Han havde givet mig mit første kys – opfyldt mit ene ønske for denne sommerferie. Faktisk var jeg glad for det, det var jeg. Det eneste, jeg ikke var glad for, var min opførsel, min reaktion af, at han havde kysset mig. Den var latterlig.

”Jeg kan huske, da Tyler selv kom hen til mig en dag,” startede min mor, og jeg gispede indvendigt, da hun nævnede Tylers navn. Det var lang tid siden, men det var ikke fordi, at jeg ikke var kommet så godt videre, som jeg kunne. Faktisk fik det mig til at smile. Min mor fortsatte, ”fordi han og Isabell lige havde kysset, og han flippede helt ud, fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre i skolen næste dag.” Hun lo, hvilket fik mig til at glemme min elendighed. Tyler gik altid til min mor, altid. Sådan var det bare. Sådan var det med alting, med alt, med alle. Selv hvis han skulle sladre om mig, og han vidste, at min mor ikke ville tro ham, så gjorde han det. På det punkt troede min far på alting.

Til venstre for mig kunne jeg se caféen, og nu ville min mor dreje til venstre for at parkere lidt hen af gaden. Det vidste jeg. Regnen slog stadig tungt mod ruden, og et kort øjeblik var jeg bange for, at dråberne ville ødelægge ruden, men så rystede jeg bare på hovedet af mig selv. Selvfølgelig ville de ikke.

Ganske rigtigt drejede min mor til venstre og parkerede. Så gav hun mig et kys på kinden, og jeg åbnede døren, slog min hætte op, trådte ud, og allerede der kunne jeg mærke de tykke, tunge dråber lande på min jakke, som sivede vandet til sig. Jeg smækkede døren i og løb hen til caféen, og da jeg trådte ind, slog jeg min hætte ned, mens jeg så min mor køre væk.

Der var et par mennesker, og duften af kaffe, kakao og lækre småkager fyldte min næse, mens en rar følelse bredte sig i hele min krop, og den bevægede sig automatisk hen for at bestille en kaffe til mig, og da jeg havde gjort det, fik jeg den, betalte og gik ned mod et bord til to, som var hen mod vinduet.

Jeg stillede kaffen og kiggede ud af vinduet. Iagttog en lille dråbe, der løb ned af vinduet og landede nederst, hvor den pludselig forsvandt. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort. Jeg havde fået mit første kys, og jeg reagerede sådan. Var det ikke meningen, at jeg skulle hoppe af glæde? Jeg havde været glad, da han havde kysset mig, men følelsen af overraskelse overtog den del, også kunne jeg ikke fatte, at jeg lige havde fået mit første kys – også var det af Harry Styles!

Jeg smilte automatisk, men smilet forsvandt bare pludseligt. Som havde jeg slukket for en kontakt, forsvandt smilet for mine læber, og jeg forstod ikke hvorfor, så i stedet for at tænke over det, tog jeg en tår af min kaffe og nød følelsen af varme, der bredte sig igennem min krop.

Før i tiden kunne jeg faktisk ikke kunne lide kaffe, jeg kunne kun lide duften af det. Det var faktisk kun her for nyligt, at jeg begyndte at drikke det. De tider, hvor min mor og jeg var kommet her, havde jeg bare drukket kakao, mens min mor havde drukket en kop kaffe. Det var hende, der lærte mig at drikke det. Tyler havde introduceret mig til det, men dengang væmmedes jeg ved det. Også duften. Nu elskede jeg duften og smagen, og det kunne jeg kun takke min mor og Tyler for! Smilet kom frem igen, og jeg sukkede let, hvorefter jeg drak lidt mere kaffe.

Jeg klemte øjnene i et øjeblik og kunne allerede mærke, hvor meget det hjalp at være her. Jeg tænkte ikke så meget på ham, på min fejltagelse, og det fik mig ellers bare til at tænke over tingene. Jeg skulle undskylde over for ham på en eller anden måde, men jeg kunne under ingen omstændigheder fortælle ham, at det var mit første kys, og det var derfor, jeg reagerede sådan. Det ville være utrolig pinligt, og jeg kunne aldrig se ham i øjnene igen, hvis jeg ellers kom til det.

Hans pæne øjne. Jeg sukkede sagte, og mit blik faldt på en dame, som lige var faldt i en vandpyt og nu lå på ryggen, mens regnen overfaldt hende som små, grådige dyr. Jeg blinkede en enkelt gang for at sikre mig, at damen virkelig lå på ryggen, og det var sandt. Jeg fnes kort, men stoppede hurtigt og tog en tår af min kaffe mere.

Mine tanker røg tilbage på Harrys pæne øjne, hvilket fik mig til at sukke. Jeg kunne ligefrem høre hans stemme, da han sagde undskyld, i mit hoved. Jeg bed mig i læben, da det lød som om, at han var lige bag mig.

”Blake?”

Seriøst, nu var jeg sær. Det lød som om, at han var lige bag mig og snakkede til mig. Jeg vendte mig om, bare for at være sikker og var ved at spilde kaffe ned af mig selv, da jeg fik et chok. Der stod han i egen høje person. Eller måske var han ikke høj, eller var han? Han var højere end mig.

”Harry,” sagde jeg og bed mig i læben. Han havde en kaffe i hånden, men i en to-go-version, så han ville sikkert gå med dem, hvilket jeg ikke forstod. Det øsregnede. Han var faktisk ikke våd. Kun små dråber på bukserne og på hans hættetrøje, men ellers ikke.

”Må jeg sætte mig?” spurgte Harry forsigtigt og lavt, og jeg nikkede, men mit hoved var fyldt med spørgsmål. Ville han mig virkelig stadig? Jeg vendte min krop mod bordet og tog en tår af min kaffe og så på ham, imens han satte sig til rette på stolen. Han kørte en hånd igennem sit hår, hvilket fik mit hjerte til at banke en smule hurtigere, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at gispe efter vejret. Det her var bare ikke normalt for mig.

Jeg sendte ham et lille smil og ventede på, at han ville sige noget. Det gjorde han. ”Øh,” startede han ud og pillede ved sin kaffe, ”jeg er stadig ked af, at jeg kyssede dig, for.. det gik lidt hurtigt. Jeg ved ikke.. Undskyld i hvert fald.”

Jeg nikkede bare til ham. Det var okay, men jeg kunne ikke finde ud af at sige, at jeg egentlig ønskede, at han bare ville kysse mig igen. Denne gang længere og dybere.

Hov, hvad? Hvilke tanker var det lige? Jeg kiggede ned i bordet, og da jeg kiggede op, kiggede Harry mig lige i øjnene, hvilket fik mig til at gispe kort, og Harry kiggede bare forvirret på mig.

”Så,” sagde Harry, ”er du O.K med det?” Måden, han sagde det på, gav mig lyst til at dø. Hvorfor skulle han være så sød, når jeg var så forvirret? Jeg nikkede bare, for jeg kunne ikke sige andet. ”Ja, det var bare..” startede jeg ud, men stoppede så. Hvad skulle jeg sige? ”Jeg blev vel overrasket.”

Jeg smilte til Harry, og han kiggede nysgerrigt på ham. Han ventede vel på, at jeg sagde, om jeg kunne lide det, om jeg fik sommerfugle i maven, da han kyssede mig.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg bare.

Løgn.

Jeg bed mig i læben, og Harry nikkede bare. ”Du føler intet for mig?” sagde han, og hans spørgsmål kom utrolig meget bag på mig, så jeg spærrede øjne op og kiggede så ned i bordet.

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg langsomt og lavt.

Løgn.

Jeg kunne høre, at Harry rejste sig op, og jeg kiggede efter ham. Regnen var blevet kraftigere, men han tog sig vist ikke af det. Jeg kiggede efter ham, ledte efter ord og snublede over de ord, som jeg ville bruge. Jeg tog den sidste tår af min kaffe og rejste mig så hurtigt op, slog min hætte op og fulgte efter og ud af den dør, som Harry lige var gået ud af. Han var ikke nået langt.

”Harry!” sagde jeg højt efter ham, hvilket fik ham til at vende sig rundt. Hans hættetrøje var allerede nu gennemblødt, og min regnjakke var fuldstændig våd, og min trøje indenunder sugede nu vandet til sig. ”Undskyld,” sagde jeg bare og blev stående. Harry trådte et skridt hen mod mig og kiggede undrende på mig. ”Jeg flippede ud og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg føler noget for dig,” sagde jeg langsomt, men samtidig hurtigt, og jeg sked lige i det øjeblik på, at der var andre mennesker omkring os.

”Jeg..” Jeg løb tør for ord. ”Jeg ville også have kysset dig, hvis det ikke var, fordi at..” Jeg nåede ikke at sige mere for Harry gik hurtigt hen mod mig og kyssede mig dybt. Hans hænder lagde sig på min kinder, hvorefter de faldt ned på min hofte, og jeg lagde også mine omkring hans nakke, da det var mest behageligt.

Jeg var taknemmelig for, at jeg ikke skulle sige, at jeg aldrig havde kysset en, men nu havde jeg fået opklaret, hvad mine mærkelige følelser i maven var. Jeg var forelsket i Harry, og jeg havde allerede mærket det i starten af de dage, hvor vi var sammen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min første forelskelse skulle være Harry Styles.

______

Så, hvad synes I om Blake og Harry? Og hvem tror I, at Tyler er? :-P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...