What I Didn't Tell You - One Direction

Blake Cross. I London, hvor hun bor, var og er hun ikke populær. Hun var bare den type, som alle kunne lide. I en alder af atten har hun aldrig fået et kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen. Det skal straks ændre sig, den dag hun møder Harry Styles. Blake er taget i skoven for at få noget frisk luft, da Harry pludselig kommer løbende med ryggen til hende. Han skubber hårdt til hende, så hun ryger til siden og falder ned af den stejle bakke, mens hun bliver revet rundt i skovbunden. Harry gør alt, for at gøre det godt igen, selvom Blake er helt cool med det, hvilket gør Harry frustreret og tiltrukket af hende, og der går ikke længe før, der kommer nogle følelser i spil, men det Harry ikke ved er, at Blake aldrig har fået kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen før. Det skal senere vise sig, at det ikke er den eneste ting, Blake holder hemmeligt. Hvad sker der, når Harry finder ud af, at Blake har holdt det hemmeligt i al den tid?

41Likes
72Kommentarer
4120Visninger
AA

4. Glad You Came

"Listen to your heart when he's calling for you. Listen to your heart, there's nothing else you can do"

 

 

At sige, at jeg ikke glædede mig, det var at lyve, for jeg tror, at hvis jeg kunne have sommerfugle i maven, så havde jeg det i store mængder, og jeg forstod det ikke! Jeg kendte knap nok Harry, men han gjorde mig glad og tanken, om at han rent faktisk ville invitere mig ud, det gjorde mig glad.

Jeg havde netop lige forladt kiosken efter endnu en arbejdsdag, og jeg følte mig lettet. Min krop var hundrede procent øm, men det var i en langt mildere grad. Desuden kunne jeg godt bruge min forstuvede hånd en lille smule, men der var nu stadig et par dage endnu. For min skyld måtte den uge og et par dage godt gå lidt hurtigere, så jeg kunne nyde sommerferien fuldstændigt.

Min sår i min pande var underligt nok slet ikke betændte. Da jeg vågnede næste morgen, så var betændelsen væk, og sårene var nu helt normale sår, som ville gå væk om en uge, så jeg slap for ar, så længe jeg ikke pillede i dem. Det lignede mig nu heller ikke.

Det var sommerferie, men vinden var en smule kold, og min lille cardigan var alligevel ikke helt nok, så jeg bed mig let i læben. Et stort vindstød skubbede mit hår til siden, og jeg kiggede ned i jorden for ikke at få vinden i hovedet. Det havde jeg ikke lyst til.

Jeg stod bare lidt i mine tanker, men jeg blev revet ud af den, da jeg lige pludselig hørte en stemme, som jeg kunne genkende. Jeg løftede hovedet og kiggede til siden, men da stemmen lød igen, kiggede jeg lige ud og mødte Niall. Jeg rynkede brynene.

Han havde et smil plantet på læben, ”brug for et lift?” spurgte han og smilte stort. Jeg smilte taknemmeligt til ham og gik i tre hurtige skridt hen til Niall, for derefter at gå hen til den anden side og åbne bildøren, hvor bilens varme ramte mig blidt, og da jeg satte mig helt ind, omslugte varmen mig og gjorde mig dejlig varm med det samme.

”Det er Liam, Blake,” sagde Niall og pegede om bag i, hvor der sad en dreng, som jeg sagtens kunne genkende. Liam Payne, ham den søde fra One Direction. Det havde altid været ham, jeg savlede over, hvis jeg skulle savle over nogen fra One Direction.

Da det gik op for mig, at jeg bare gloede, skyndte jeg mig at sige noget. ”Hej,” sagde jeg, og jeg fik straks en hilsen igen. Så var der stille. Han spurgte ikke ind til, hvordan vi kendte hinanden. Måske vidste han det allerede? Det kunne sagtens være.

Nialls stemme skar igennem det tykke lag af stilhed, som efterhånden havde lagt sig over os. ”Hvad lavede du egentlig der?” spurgte han nysgerrigt, og det føltes som om, at vi var gamle venner, som bare lige tilfældigt mødtes og nu kunne snakke om alt og intet.

”Jeg havde lige fået fri fra arbejde, også.. tror jeg, at jeg gik lidt i staver,” sagde jeg muntert med et lille smil på læben. At Niall var glad, det havde også gjort mig glad, så nu var jeg i godt humør.

Niall holdt for rødt og gav sig så tid til at snakke med Liam. ”Blake er hende, som Harry skubbede ned af en bakke i skoven,” sagde han med et stort grin, ”så nu har han inviteret hende ud for at spise, mest som en undskyldning.” Niall var ved at dø af grin, hvilket fik mig til at smile let. Harry havde fortalt det til Niall.

”Er det bare mig, eller er det lidt typisk Harry?” sagde Liam, nærmest mumlende bagfra, hvilket fik mig til at le. Ikke sådan et lille grin eller et fnis, men et rigtigt grin, hvilket fik dem begge til at se på mig. Så smilede de og Niall fortsatte kørslen.

Jeg satte blikket på vejen, da det gik op for mig, at Niall lige var kørt forbi. ”Niall, du skulle være drejet der!” udbrød jeg, hvilket fik Niall til hurtigt at køre lidt længere frem for at køre en tur rundt. ”Så får vi set byen,” sagde han bare som undskyldning og kom med et hæst lille grin derefter. Liam rystede bare på hovedet og grinte, og da vi kom hen til det samme sted, huskede han at dreje, også gik der ikke længe, før jeg kunne se mit hus.

Da Niall holdt stille, skyndte jeg at åbne min sele og åbne bildøren. ”Tak for liftet,” jeg smilte let og lukkede så døren og løb så op mod døren, som jeg hurtigt åbnede og lukkede efter mig, hvor jeg smed mine klipklappere og smuttede ind i køkkenet, hvor mine forældre stod og lavede mad.

”Hej, skat,” sagde min mor og kiggede op på mig med et smil på læberne. ”Hvordan kom du så hurtigt hjem?” Hun tørrede sine hænder i sit forklæde og klappede min far på ryggen, pegede ned på sit skærebræt, hvorefter hun gik hen til mig og trak mig ind i et kram.

”Jeg fik et lift af en ven,” svarede jeg enkelt og let, ”han var der bare lige, så han kørte mig hjem.” Jeg trak mig ud af krammet og smilte til min mor, som kiggede mærkeligt på mig. ”Ham?” sagde hun og løftede øjenbrynet, for derefter at bide sig let i læben.

Jeg rystede på hovedet, sukkede og vendte mig om. ”Ja ja, det er godt, mor,” sagde jeg og viftede med hånden og var på vej op af trappen, ”kald på mig, når der er mad.”

 

~

 

Dagen efter vågnede jeg igen op med tanken, at nu var der en dag tættere på. Jeg glædede mig. Jeg glemte helt at benægte det, for nu glædede jeg mig og tanken om, at der stadig var en dag til, gjorde mig næsten helt ked af det, men jeg synes stadig, at det var mærkeligt. Jeg kendte ham jo ikke. Jeg kendte ham slet ikke. Jeg ville sikkert blive fælt skuffet. Måske ville han ikke leve op til mine forventninger? Faktisk havde jeg slet ikke tænkte på, at det her var min første date, og det var helt utrolig mærkeligt. Specielt fordi jeg var så cool omkring det.

Da jeg havde været på arbejde og kom hjem, smed jeg mig i sofaen, hvor min mor også sad og så et eller andet TV.

”Mor, jeg skal ud med en veninde i morgen,” løj jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor. Hvorfor hun ikke måtte vide det, det vidste jeg ikke, men hun nikkede bare og smilte til mig. ”Far og jeg skal alligevel ud med Tom og Isabella efter vores bytur, så vi kommer vel begge sent hjem,” sagde hun og rejste sig op, gav min hånd et klem og gik videre.

”Fuck,” mumlede jeg for mig selv, men ikke et trist fuck. Mere i stil med: Fuck, nu er det snart nu. Også smilte jeg som en stor idiot på lykkepiller.

 

~

 

Jeg slog øjnene op. Følelsen af sommerfugle i maven var væk og tanken om, at jeg skulle ud med Harry, gav mig kvalme. Hvorfor havde jeg det sådan nu, når jeg havde været så glad i går? Glad og spændt. Nu var jeg trist. Hver gang jeg tænkte, at jeg skulle ud med Harry, fik jeg kvalme. Kunne det være, fordi jeg var nervøs? Jeg havde trods alt aldrig været ude med nogen før.

Jeg klemte mine øjne i. Kom tilbage, sommerfugle, det er meget sjovere at rende rundt og vente med jer, tænkte jeg. Latterlig tanke, de skulle nok komme igen. Måske var jeg bare sulten og træt, selvom jeg vidste, at selvom jeg havde været sulten og træt i går morges, så havde jeg også været mega glad og spændt. Måske var det bare nerver. Forhåbentligt.

Da jeg kiggede på klokken, fik jeg et chok; den var ti minutter i to. Klokken seks ville Harry være her. Jeg rejste mig hurtigt op, alt for hurtigt i forhold til hvad min krop kunne klare, så jeg bed mig i læben og gik så de skridt ud af værelset og ned af trappen, hvor jeg tændte for noget kedeligt morgenfjernsyn, lavede en kop the og ristede noget brød, som jeg smurte marmelade på. Jeg tog min the, mit brød og gik så hen foran fjernsynet og døsede. Da jeg havde spist min mad og drukket min kop the, lå jeg bare henslængt i sofaen og så på det kedelige fjernsyn, som ikke sagde mig noget som helst. Alligevel formåede det mig at ligge der for længe, for da jeg kiggede på klokken, fik jeg mig noget af et chok.

”Halv fem?!” udbrød jeg og stirrede underligt på klokken. Halvanden time. Tiden kunne da ikke være gået så hurtigt? Det ændrede ikke på noget, så jeg skyndte mig ovenpå og smuttede i bad, hvor jeg vaskede mig grundigt og barberede mig overalt, hvor der skulle barberes, og grundigt.

Da jeg var færdig, slukkede jeg for vandet og tog et håndklæde rundt om min krop, som jeg hurtigt tørrede. Jeg ledte desperat efter hårtørreren, og da jeg endelig fandt den, satte jeg den i stikket og tørrede mit hår godt og grundigt.

Da det var tørt, fandt jeg krøllejernet frem og krøllede kun lidt mit hår, hvorefter jeg lod det falde til siden. Da jeg kiggede ned af mig selv, så jeg, at jeg stadig havde håndklædet omkring mig, så jeg småløb ind på mit værelse og rodede mit skab igennem. Jeg fandt hurtigt en hvid/beige nederdel, som så rigtig godt ud sammen med min langærmede, bløde og lette skjorte. Den var orange med blomster på og sammen med min halskæde, ville det se perfekt ud!

Jeg fandt hurtigt mit sorte undertøj, smed håndklædet og fik det på. Inden jeg kom i tøjet, tog jeg noget deodorant under armene og parfume på. Så tog jeg tøjet på og stillede mig foran spejlet. Jo, det gik. Jeg fandt hurtigt min mascara, tog ét lille lag på og smilte så tilfreds.

Jeg hoppede nærmest ud på badeværelset for at hente min tandbørste og tandpasta, og da jeg havde stukket den i munden, småløb jeg ned af trappen og så på uret. Ti minutter i seks. Jeg tog forsigtigt hånden op ved panden og holdt den der, da jeg fik øje på min neglelak, som stadig var pæn efter to uger. Den var sandfarvet, så det kunne nok gå. Desuden kunne jeg heller ikke nå at fjerne den, for jeg kunne ikke huske, hvor neglelak fjerneren var.

Jeg småløb hen til vasken, hvor jeg spyttede ud og skyllede min mund. Jeg kiggede ud af vinduet. Det så varmt ud, så jeg valgte ikke at tage en cardigan med.

Der gik ikke længe, Harry kom fem minutter før, og jeg tog mine nøgler, tog mine ballerinaer på og stod og gloede på døren. Jeg havde kvalme. Stor kvalme. Jeg overvejede at lade som om, at jeg var syg, men det orkede jeg alligevel. Jeg ville ikke.

Harry ringede på igen, og jeg gloede forvirret rundt. ”Øh. Vent.” sagde jeg bare og kvalmen blev større og større. Det var min første date, jeg havde god grund til det, men det her var ikke, fordi jeg glædede mig. Det var fordi, jeg var rædselslagen.

Jeg pustede ind, pustede ud og bed mig hårdt i læben, så jeg mærkede blod, men så åbnede jeg døren og tabte vejret, da jeg så Harry. Han havde et par sorte stramme bukser på, som sad fantastisk på ham, og en enkelt hvid skjorte. Jeg spærrede øjne kort op, men lod så være med det.

”Du ser dejlig ud,” sagde han og lod være med at kommentere på mine sår, ”skal vi smutte?” Han stod og kiggede på mig. Han tjekkede mig hundrede procent ud, og jeg følte en blanding af behag og ubehag, så jeg valgte bare at nikke nervøst, hvorefter jeg trådte udenfor. Harry trådte et skridt tilbage, så jeg kunne låse døren, og da jeg vendte mig om, stod den samme bil der, som havde kørt mig hjem, og jeg fik et smil på læben.

Inden jeg åbnede døren til bilen, kiggede jeg op i himlen. Den var helt blå, kun med få skyer og solen var stadig på himlen. Jeg smilte kort og ignorerede den trykkende kvalme, som lå lige på kanten til at ryge op sammen med alle mulige andre følelser. Jeg åbnede bildøren og satte mig ind. Harry kiggede hen på mig, da jeg lukkede døren og tog selen på, men jeg ignorerede det. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg og rystede kort på mine skuldre, da han bare startede bilen.

”Vi skal hjem og spise hos mig,” sagde han, ”jeg vil lære dig og kende.”

 

~

 

Harry låste sin lejlighedsdør op. Hold kæft, hvor så den dyr ud. Noget, der undrede mig, var, at der stod STYLES AND TOMLINSON. Tomlinson som i Louis? Jeg var jo ikke fan af dem, så hvor fra skulle jeg vide, at de boede sammen? Jeg rystede bare hovedet og fulgte efter Harry.

”Du kan bare stille dine sko der,” sagde han og pegede hen, hvor der lå en del par sko, så jeg trådte forsigtigt ud af dem. Jeg kiggede lidt rundt og endte henne ved vinduet, hvor man kunne kigge ud over London. Jeg lod mine fingre glide over gardinet, som hang flot halvt over vinduet, men Harrys stemme skar igennem det hele.

”Normalt er Louis her også, men han skulle hjem til Eleanor,” sagde Harry. Jeg vendte mig om. Harry kløede sig let i håret, og jeg rynkede brynene. Jeg vidste god, hvem Louis var, men Eleanor? Eh. Jeg løftede det ene øjenbryn, men jeg fik ikke en længere forklaring.

”Jeg har ikke lavet speciel mad, det er bare lasagne,” sagde Harry pludseligt efter noget stilhed. Jeg nikkede til ham og sendte ham forsigtigt et smil. ”Det er fint,” sagde jeg og smilte automatisk større, hvorefter jeg bed mig let i læben, men det gjorde ondt, for jeg havde fået et sår, der hvor jeg havde bidt før.

”Det er klar, så,” sagde Harry og pegede videre hen mod et bord, som jeg først havde opdaget nu, ”kommer du?” Jeg nikkede til ham og fulgte efter ham, mens jeg huskede mig selv på ikke at kaste op over ham og hans mad. Jeg var her, jeg overlevede.

Da vi havde sat os ved bordet og begyndt at spise, begyndte Harry automatisk at snakke. ”Smager det godt?” spurgte han, og jeg nikkede. Det gjorde det rent faktisk, hvilket fik mig til at smile. ”Ja,” sagde jeg og tog en bid mere, hvorefter jeg lod smagen brede sig i hele min mund, og jeg løftede hovedet. Jeg mødte Harrys blik.

”Okay, fortæl noget om dig selv,” sagde han bare som en kommando. Jeg spærrede øjnene op og bed mig let i læben, men valgte så at gøre det alligevel.

”Jeg hedder Blake, og jeg er atten,” sagde jeg, hvilket fik Harry til at nikke, ”jeg fyldte år i maj. Jeg har en mor og en far, som jeg bor hos, og jeg har lige fået sommerferie.” Jeg kiggede hen på Harry og løftede øjenbrynene en enkelt gang og hurtigt og smilte. ”Jeg laver intet i min fritid, ikke andet end at nyde sommerferien, være på arbejde og være venlig mod mine forældre.”

Harry nikkede til mig, da han kunne mærke, at det ligesom var slutningen på min tale. Jeg pustede lydløst ud. Det var et mareridt, jeg skulle jo forestille mig, at den her dreng kunne lide mig, da jeg fik den idé at lade som om, at han blot var en ven. Hvilket han også var.

”Ingen kæreste?” lød det pludseligt fra Harry, hvilket gav mig et kniv i hjertet. I det hele taget – ville jeg have sagt ja, hvis jeg havde en kæreste? Okay, ja. Han sagde, at det var venskabeligt. Men også det, at jeg aldrig havde haft en kæreste, det gjorde ondt, så jeg rystede bare på hovedet og lod min tunge glide over min læbe.

”Din tur, Harry,” sagde jeg bare og tog en bid mere af min mad. Han grinte kort, hvilket fik mig til at smile. Hans grin var .. sødt. Han virkede som en sød dreng. En type, jeg ville være gode venner med, helt klart.

Han lagde sin gaffel på bordet, og jeg kiggede på hans tallerken, som var tom. Jeg kiggede op og mødte hans grønne øjne, og jeg blev suget ind af dem, følte jeg, men jeg løsrev mig hurtigt blikket, og Harry snakkede. ”Jeg hedder Harry, jeg er atten,” sagde han og holdt den samme pause, som jeg havde gjort, ”jeg fyldte år i februar. Jeg bruger min tid på mit band, skrigende fantastiske piger og at nyde livet. Jeg har dog fået sommerferie nu.”

Jeg smilte for mig selv i håb om, at Harry ikke ville opdage noget, men selvfølgelig gjorde han det. ”Se, du kan allerede lide mig!” Jeg kunne lige forestille mig ham rejse sig op og klappe muntert og glad i hænderne, men det gjorde han dog ikke.

Resten af aftenen forløb godt. Vi snakkede, så noget TV, i mens vi snakkede, snakkede og jeg følte allerede, at jeg kendte ham ret godt, men da klokken blev omkring de elleve, synes jeg, at jeg skulle hjem, så Harry kørte mig hjem. Under turen havde vi også snakket, men da vi kom op foran min dør, blev der stille.

”Tak,” sagde jeg bare og skar igennem stilheden, ”for en hyggelig aften.”

Harry kiggede på mig og dybt, længe. Jeg følte en trang til at kramme ham, men det gjorde jeg dog ikke. Jeg kiggede bare på ham. I længden blev det lidt akavet, men det her gang tog Harry mod til sig. ”Kunne du have lyst til at gentage det her? På lørdag?” spurgte han forsigtigt, og jeg nikkede straks.

”Jeg henter dig på lørdag klokken seks,” sagde Harry og begyndte at gå ned af trappen, ”og til den tid har jeg fundet ud af, hvad vi skal lave.” Han sendte mig et stort smil, og jeg blev stående på trappen, indtil han kørte videre. Så låste jeg døren op, skyndte mig ind af den og gled så ned af den.

________________________________________________________________________________

Blake's outfit er i kommentaren!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...