What I Didn't Tell You - One Direction

Blake Cross. I London, hvor hun bor, var og er hun ikke populær. Hun var bare den type, som alle kunne lide. I en alder af atten har hun aldrig fået et kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen. Det skal straks ændre sig, den dag hun møder Harry Styles. Blake er taget i skoven for at få noget frisk luft, da Harry pludselig kommer løbende med ryggen til hende. Han skubber hårdt til hende, så hun ryger til siden og falder ned af den stejle bakke, mens hun bliver revet rundt i skovbunden. Harry gør alt, for at gøre det godt igen, selvom Blake er helt cool med det, hvilket gør Harry frustreret og tiltrukket af hende, og der går ikke længe før, der kommer nogle følelser i spil, men det Harry ikke ved er, at Blake aldrig har fået kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen før. Det skal senere vise sig, at det ikke er den eneste ting, Blake holder hemmeligt. Hvad sker der, når Harry finder ud af, at Blake har holdt det hemmeligt i al den tid?

41Likes
72Kommentarer
4131Visninger
AA

2. Fall For Anything

"But I feel something, oh, it's better than nothing"

 

 

Solen skinnede igennem vinduede og kastede mønstre på spisebordet, som jeg lå henslængt over. Mine fingre trommede hen over det brune spisebord. Lyden var så forfærdelig høj, for det var den eneste lyd, der var i hele det store hus.

Jeg var alene hjemme. Mine forældre var ude og genopfriske deres ægteskab med en date. Da de havde sagt ordet date i sammenhæng med dem, havde jeg vrænget ansigt, men de havde bare grint af det og krammet mig blidt, inden de gik ud af døren. Efter de havde smækket den i for en halvtimes tid siden, havde her været helt stille. Fuldstændig stille

Det var lang tid siden, jeg havde været sammen med en veninde, da jeg havde haft så travlt med alting. Nu hvor sommerferien lige var begyndt, følte jeg mig fri, men jeg havde stadig ikke taget mig sammen. Jeg havde ingen aftaler i hele sommerferien. Det eneste, jeg skulle, var at arbejde mandag, tirsdag og onsdag fra klokken fire til seks i en kiosk i de to første uger. Så havde jeg fri. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville.

Følelsen af at være fri var alligevel befriende. Jeg havde aldrig følt mig så lettet før dette, men samtidig var jeg så nervøs. Denne sommer skulle jeg nok få mit første kys. Det var det eneste, jeg satsede på. Måske en flirt kun, men i hvert fald noget i den stil. Jeg var atten, jeg skulle have fået et kys!

Hele min vennekreds var ikke jomfruer. Jeg var den eneste jomfru, men det vidste de ikke, for jeg snakkede aldrig om det. Jeg gik altid væk, når de snakkede om det, for jeg kunne ikke lide at snakke om det. Desuden skulle de under ingen omstændigheder vide, at jeg aldrig havde været i seng med nogen, aldrig havde fået mit kys og aldrig haft en kæreste. Nej.

Bordet vibrerede under mit hoved, og det gjorde mig overrasket, for jeg hoppede op fra bordet og af stolen. Jeg kiggede hen af bordet, da mine øjne faldt på min gamle og slidte telefon, som alligevel duede perfekt. Den kunne ringe, sende beskeder og tage billeder – alt, hvad jeg behøvede.

Jeg trådte hen til den i to store skridt, hvor jeg strakte mig hen af bordet og tog den i min hånd. Skærmen lyste op en enkelt gang, så jeg nåede at se, at der stod 'EN NY BESKED' før skærmen blev sort igen. Jeg trykkede hurtigt på tasterne for at låse den op, hvorefter jeg befalede den op at åbne beskeden.

'LAD NU VÆRE MED AT SID OG HÆNG, KYS MOR', stod der, og jeg fik automatisk et smil på læben, hvorefter jeg klemte om telefonen. Hun vidste altid, hvad jeg lavede, når jeg hang ud derhjemme. Jeg hang over bordet og kedede mig ihjel.

Jeg sukkede kort af mig selv og gik hen i køkkenet, hvor jeg hev en af lågerne op for at se, hvad der var i, men da der var intet, smækkede jeg lågen i og gik hen til gangen, hvor jeg hoppede i mine grønne Vans på. Inden jeg tog min grå hættetrøje på, puttede jeg min mobil i lommen og tog mine nøgler. Så tog jeg min hættetrøje på, åbnede forsigtigt døren, hvor luften straks omfavnede mig og bød mig velkommen.

Jeg smilte for mig selv, hvorefter jeg trådte helt ud, og jeg følte mig straks mere tilpas. Jeg lukkede døren efter mig, låste den og kig så to skridt til højre, hvor min cykel stod op af huset. Jeg låste den forsigtigt op og satte mig på cyklen, hvor jeg skubbede den med benene ud på vejen. Nu skulle jeg bare den lange tur ud til skoven, hvilket var en lang tur.

Jeg trak vejret dybt, smed mine nøgler og min mobil ned i kurven, hvor jeg trådte i pedalerne og cyklede af sted.

 

~

 

Jeg kunne se de høje træer. De var mindre end et par meter væk, så jeg trådte alt, hvad jeg kunne de sidste par meter. Jeg kendte stedet godt, og da jeg var lige foran skovens åbning, gik jeg forsigtigt ned af en bakke, som egentlig tilhørte gården ved siden af, og stillede min cykel, hvorefter jeg låste den og kæmpede mig op af bakken igen.

Jeg pustede let ud og mine nøgler, som jeg havde i hånden, røg ned i den samme lomme, som jeg lige havde lagt min mobil i, også satte jeg kurs mod skoven.

Den lille bakke ned mod skoven hoppede jeg bare over. Jeg kendte efterhånden skoven så godt, at jeg vidste, hvor jeg skulle gå hen, hvis jeg ville de bestemte steder hen, men i stedet for at skynde mig igennem skoven, som jeg egentlig havde planlagt, så gik jeg bare langsomt og nød synet af de smukke træer, som tårnede sig op over en, samtidig med at den holdt solen fik, så solen kun skar igennem få steder og lavede fine oplyste streger på jorden.

Jeg gik forsigtigt hen til et træ og mærkede let på barken, da jeg hørte et højt drengegrin foran mig, bag mig eller ved siden af mig. Jeg var ikke den eneste i skoven i dag! Jeg plejede højest at møde to på min vej, når jeg gik her.

Jeg fortsatte ligeud. Jeg lyttede til fuglenes sang, de små dyr, der gemte sig rundt omkring i skoven og alle de andre lyde, imens mine tanker kørte på fuldtryk.

Mit mål for sommerferien var nok at få et kys. Ellers en flirt, det var det mindste. Det højeste var at få et kys, for det ville virkelig hjælpe på min selvtillid. Jeg vidste, at jeg var sød nok til at få en, eftersom folk fortalte mig det hele tiden, men jeg havde bare ikke mødt den rigtige endnu.

Det var da en trøst at vide, at man sagtens kunne få en kæreste, et kys, hvis bare man ville. Jeg ville jo også gerne, men for mig betød det lidt mere end som så. Det var ligesom en fase i livet, man skulle bare over den, ellers kunne man ikke komme videre, og jeg følte mig fanget her i den her fase, fordi jeg ikke tog mig sammen.

Jeg nåede den store bakke, som jeg langsomt kæmpede mig op af, mens min vejrtrækning steg, selvom den ikke var så høj igen. Da jeg kom op, gik jeg helt hen til kanten og kiggede ned. Den var ikke stejl, man ville sagtens kunne rulle ned af den med en kælk, hvis der var sne. Meget sne, for skovbunden var dækket af grene, sten og halvfugtige blade.

Jeg havde tit siddet ved kanten og kiggede væk fra det hele, for det var ligesom min måde at slappe af på. Det, jeg elskede. Jeg stillede mig midt i det hele, hvorefter jeg fortsatte ligeud, da jeg pludselig hørte et kort grin, som blev efterfulgt af nogle trin og en tung vejrtrækning.

”Harry, det der er måske en dårlig idé,” lød en tyk irsk accent, men jeg lod mig ikke distrahere af det. Jeg fortsatte bare lige ud. Det var så en dårlig ting.

Før jeg vidste af det, følte jeg noget hårdt lige mod min skulder, hvorefter jeg hørte et tungt gisp, men jeg nåede ikke at se, hvor gispet kom fra, for jeg røg til siden og ned på bakken, som jeg rullede ned af. Grenene stikkede mig i ryggen, rev mig på armene. Stenene dunkede hårdt på mit hoved, gav mig en forfærdeligt hovedpine allerede nu, og nu hvor jeg kunne mærke, at jeg snart var nede ved bunden, nåede jeg lige at bande indvendigt over min forbandede balance, men mine tanker stoppede hurtigt, da jeg landede med en høj lyd ned på bunden af skoven og ovenpå min hånd.

”Åh, gud,” hørte jeg en sige højt. Stemmen tilhørte drengen, som havde grint, men jeg tænkte ikke over det, for jeg klemte øjnene i. Smerten overtog min hånd, hovedpinen holdt aldrig op, og jeg vidste, at jeg havde fået en del rifter på ryggen.

”Hvad skete der, Harry?” lød den tykke irske accent igen, men jeg kunne intet se. Jeg forestillede mig dem som to tykke yngre teenagere, som havde leget lidt for vildt i skoven, og det skulle ikke overraske mig, hvis de kom løbende ned af bakken med deres deller dansende omkring dem.

Jeg kunne høre skridt, som en person, der løb ned af en bakke, men skridtene var lette og ikke tunge, så jeg rynkede let brynene, hvorefter jeg vendte mig om på den anden side og tog hårdt fat om min, hvilket ikke gjorde det bedre.

”Er du okay?” lød en bekymret dyb, hæs og langsom stemme, som jeg først nu kunne genkende en smule, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad, der fik mig til at kunne genkende den. Jeg åbnede øjnene langsomt, men det var som om, at de var klistret til hinanden. Da mine øjne endelig havde vænnet sig til lyset, mødte de en flok vilde brune krøller, som indrammede et smukt ungt drengeansigt. Hans øjne var grønne og fulde af bekymring.

Det var først der, at det gik op for mig, at han havde lænet sig ind over mig. Hvis han lod sine arme blive slappe, ville han falde ned over mig, hvilket jeg aldrig havde opdaget før.

”Det må du virkelig undskylde!” sagde han og lød helt desperat efter at høre mig sige noget. Jeg rystede bare på hovedet og fik fremstammet noget, som lød okay. ”Det gør ikke noget,” fremstammede jeg og tog mig god tid til at kigge ned af hans krop. Okay, han var absolut ikke en fed ung teenager. Faktisk mindede han mig om en.

”Jeg burde have et mig for,” mumlede han. Jeg prøvede forsigtigt at rejse mig op, og det gik meget godt, indtil jeg prøvede med min højre hånd, som knækkede under mig, ligeså snart jeg prøvede at bruge den bare en lille smule. Jeg skar ansigt i smerte, da en anden ung dreng kom dumpende ned. Han havde lyst hår, nåede jeg at se, da jeg kiggede over på drengen med krøllerne igen.

Hey, vent.. Harry, krøller og irsk accent. Det var sgu da Harry Styles og Niall Horan! Jeg spærrede øjne op, men jeg nåede ikke at sige noget, før Harry havde løftet mig op i sine arme og begyndte at gå med mig som en lille baby.

Jeg fik lyst til at protestere, jeg kunne godt selv gå, men på den anden side – det havde jeg lige bevist, at jeg ikke kunne.

”Hvad hedder du?” spurgte Harry lige pludselig, så jeg åbnede mine øjne, som ellers var lukket og gjorde dem store, men selvfølgelig spurgte han om det. Det ville enhver normal person gøre. ”Blake Cross,” mumlede jeg lavt og puttede mig så automatisk ind til hans arme. Smerten i min krop gjorde mig utrolig træt. ”Hej Blake,” smågrinede Harry, ”jeg hedder Harry.”

 

~

 

”Hånden er forstuvet,” erklærede doktoren.

Jeg sukkede indvendigt. Seriøst? Nu skulle jeg rende rundt med forbinding om hånden i to uger af min sommerferie, hvilket var lidt trist, men jeg var egentlig ikke sur på Harry. Uheld skete. Det eneste, jeg var lidt trist over, var at jeg skulle rende rundt med forbinding.

”For helvede,” mumlede Harry ud for mit øre, ”undskyld.” Han havde sagt det en del gange her på det sidste og selvom, at jeg havde sagt, at det var helt okay, så var han bare blevet ved med at sige det.

Jeg nikkede bare til ham. Doktoren kiggede spørgende på ham, hvorefter han stillede et enkelt spørgsmål. ”Hvordan skete det?” spurgte han og kiggede lidt på mig, hvorefter hans blik landede på Harry også Niall.

”Altså jeg gik en tur i skoven, og han løb ind i mig,” jeg pegede på Harry, ”så jeg væltede ned af en bakke.” forklarede jeg, som om det var ingenting, hvilket det egentlig også var for mig. Det betød intet. På en eller anden måde ville jeg væk fra Harry og Niall. Min mave havde det mærkeligt i nærheden af dem, så jeg ville bare stoppe det hurtigst muligt. Jeg havde aldrig følt sådan her før, og det startede, da Harry lå ind over mig.

”Hm,” sagde doktoren og kiggede mærkeligt på mig. Han tog noget forbinding frem og begyndte at binde det om min hånd. Da han var færdig, fik jeg lov til at stille mig op. Jeg sagde tusinde gange tak og gik så ud af rummet efterfulgt af Niall og Harry, men jeg lod som om, at de ikke var der og gik bare hele vejen udenfor, hvor solen var på vej ned.

”Jeg er altså virkelig ked af det,” mumlede Harry igen, og jeg vendte mig om med lysten til at bede ham om at holde kæft, men da jeg vendte mig om og mødte hans fine, smukke og bekymrede ansigt, kunne jeg ikke andet end at ryste på hovedet. ”Det er altså okay,” småfniste jeg og smilte kort.

”Det er det jo ikke,” udbrød han og trådte et skridt frem mod mig. Hans fingre rørte forsigtigt ved de skrammer, rifter og sår, jeg havde fået i ansigtet, ”det der er ikke okay.”

Jeg følte mig utilpas ved situationen. Harry var pludselig meget tæt på mig, og jeg kiggede utrygt hen mod Niall, som kiggede ned i jorden og holdt en mobil op for hans øre. Ingen hjælp der. Jeg vidste godt, hvorfor jeg ikke havde fået et kys. Jeg skubbede altid folk væk, når de kom for tæt på mig. Sådan havde det altid været.

”Jeg synes altså, at det er fint nok,” sagde jeg bare og trak mig et skridt væk fra ham, ”de forsvinder igen.”

Harry rystede bare på hovedet af mig, men nikkede så, for jeg troede, at han havde fattet det nu. Der gik ikke mere end et par øjeblikke, hvor Harry og jeg bare kiggede på hinanden, før Niall kom tilbage, men i den tid, hvor Harry og jeg havde kigget på hinanden, havde jeg kigget på Harry. Han var ufattelig smuk, utrolig smuk, og jeg følte mig som en lille bums ved siden af ham. Det var ikke rart.

Niall stod foran os med et smil på læben. ”Skal du køres hjem?” spurgte han, og jeg bed mit let i læben. Ja, det kunne jeg vel ligeså godt. Mine forældre var ikke hjemme endnu, og min cykel lå stadig henne ved skoven, så ved mindre den ikke var blevet taget, så fik jeg den ikke igen. Så jeg nikkede, og Harry fnyste let. ”Det er det mindste, jeg kan gøre,” sagde han let og begyndte at gå hen mod parkeringspladsen.

Niall rystede bare på hovedet af ham og fulgte efter Harry, så det blev jeg vel også nødt til. Jeg slæbte mine fødder efter mig, men hele min krop var øm, så det tog lidt længere tid end før.

Harry åbnede døren til højre og satte sig ind, hvorefter Niall satte sig ind på bagsædet, og jeg blev tvunget til at sidde på forsædet ved siden af Harry. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne sidde og kigge lidt mere på ham, når det endelig var.

”Hvor bor du?” spurgte han, og jeg kiggede lidt på ham. ”I London,” mumlede jeg, hvorefter Niall fniste let, ”hvor I London?” spurgte han, og jeg sagde min adresse og nummeret.

Harry nikkede. Kendte han stedet? Muligvis, for han tændte for motoren og kørte så af sted.

”Nå, Blake Cross,” sagde Niall omme fra bagsædet, ”noget interessant, man bør vide om dig?” Der var drilleri i hans stemme, men jeg svarede bare normalt på det. ”Nej, jeg er en meget kedelig og normal person,” sagde jeg og smilte lidt.

Jeg kunne også have sagt ”Ja, det er der – jeg er atten, jeg har aldrig fået et kys, aldrig haft en kæreste og aldrig været i seng med nogen” men ville jeg så skræmme dem væk? ”Ved du overhovedet, hvem vi er?” spurgte Harry forsigtigt, og jeg nikkede, mens mit ansigt fik sådan en mærkelig grimasse. ”Ja, selvfølgelig,” mumlede jeg og kiggede lige ud på vejen. Jeg genkendte stedet, hvilket ville sige, at vi snart var her.

”Så skal du bare dreje derovre,” sagde jeg til Harry og pegede. ”Det ved jeg,” sagde han bare, og jeg rynkede brynene. Var han sur på mig?

Der gik ikke lang tid, måske et minut eller to, så parkerede Harry foran mit hus, og jeg smilte let til dem begge. ”Tak,” sagde jeg og gik ud af bilen. Jeg hørte udmærket Harry, der sagde mit navn, men jeg lukkede bare døren og gik op til hoveddøren for at låse mig ind.

Da jeg kiggede tilbage, var bilen kørt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...