the light in the dark

Livet i område 12

”Vis du gerne vil hører historien, så vil jeg da gerne fortælle den,” Jeg ligger min mobil på bordet og smiler af min hendes nysgerrighed.
”Den er lyder virkelig spændende, og desuden så har det jo gjort dig til den du er nu ik?.” jeg smiler. Og trækker vejret en gang.
”Jo… Okay.. Det hele startede da, det ringede på døren og min søster kaldte på mig…”

*
”Natine, kom her hen.” jeg gik hen til hoveddøren. Min søster kaldte på mig. Jeg kunne se at der stod to store mænd i døren.
”Natine Cullen?” jeg nikkede bekræftende til den muskuløse mand. De var begge klædt i jakkesæt. Jeg var ikke i tvivl om hvad de kom for. Jeg havde ikke betalt huslejen i en uge.
”Ja det er mig?” de tjekkede mig ud. De havde nok lidt svært ved at tro at jeg var den ældste i familien. Jeg var jo kun 19 år.
”Vi kan se du ikke har betalt din husleje i en uge og det passer ikke tronen særlig godt,”

3Likes
2Kommentarer
658Visninger
AA

2. Lyset i mørket

 

Da klokken blev 13:10 besluttede jeg mig for at tage hjemmefra. Jeg ville ikke komme for sent når vi ikke havde set hinanden så lang tid. Jeg havde skiftet over til en nederdel. Selvom vi var midt vinteren var her dejlig varmt. Næsten for varmt. På vejen hen til James kom jeg til at tænke meget over hvad det var James ville. Måske kunne jeg lige nå at spørger ham inden vi gik? Vis han var hjemme? Det lød jo som om han havde travlt.

   Jeg stod foran James dør klokken 13:25. Jeg bankede på.

   ”Natine dejligt at se dig igen, kom inden for,” James´s mor flyttede sig fra døren. Jeg smilede og gik ind. Cate kom ned af trappen. 

   ”Nathy godt at se dig igen,” hun smilede og krammede mig. James kom til syne for enden af trappen. Han så nervøst på mig. Han gjorde tegn til at jeg ikke skulle nævne han ville snakke med mig for nogen.

   ”Det er også godt at se dig igen. Vi fik ikke rigtig snakkede i går.” hun smilede. Vi gik alle tre op på James værelse. Jeg satte mig på hans seng. Der var en mærkelig lugt i rummet. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af hvad det var.

   ”Når Nathy hvordan går det sår?” Cate satte sig ned ved siden af mig. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle fortælle hende sandheden. Eller bare lades som om alt gik godt. Jeg valgte at sandheden.

   ”Det kunne gå bedre, men det går. Hvad med dig? Du er jo flyttet til område 11?” jeg valgte mest sandheden fordi jeg ikke vidste hvor meget James og hende havde snakket om mig.

   ”Det er dejligt at bo i område 11. De behandler en lidt bedre en de gør her,” når hun sagde de mente hun tronen.  Dem i område 1 til 3 og tronen med tænkte vi var nogen beskidte mennesker og at vi var farlige at omgås. 

   ”Hm jeg har aldrig forstået dem, men det må de jo selv om. Vis de bare lærte os af kende kunne det være de kunne lide os.” Cate nikkede bekræftende. Jeg havde aldrig mødt en person fra område 1 eller bare de rige områder. De havde sikkert heller ikke mødt en fra område 12 eller 11.

   Det bankede på døren. Jeg skulle til at rejse mig op. Men så kom jeg i tanke om at jeg ikke behøvede at åbne døren det gjorde fru. Bradford. Jeg glædede mig til at finde ud af hvem det var. Jeg glædede mig i det hele taget bare til at se alle sammen.

   Døren åbnede. Jeg fik en nærmest sommerfugle i maven. Chris trådte ind. Hun så meget anderledes ud. Hun havde store flotte krøller og mørkere hår en sidst vi så hinanden. Bag Chris gik Nickie hun havde stadig samme længe hår. Hendes hår var bare mørke brunt nu. Det var meget mærkeligt at se dem. Det føltes nærmest som hundred år siden.

   Jeg rejste mig op og gik over og krammede begge to. Det samme gjorde Cate. James satte sig over på sin seng og jeg satte mig hen ved siden af ham. Jeg kunne se han så lidt bekymret ud. Jeg vidste ikke hvorfor. Men ville virkelig gerne vide det.

   De andre satte sig også ned. De faldt hurtigt i snak. Jeg hørte bare ikke efter. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der bekymrede James. Det måtte jo være alvorligt. Ellers ville han ikke ringe og sige sådan til mig. Han ville ikke bekymre mig på den måde.

   ”James?” jeg hviskede så jeg næsten ikke engang kunne hører det selv. Han hørte heller ikke min hvisken. Jeg var ikke engang sikker på om der kom lyd ud af min mund.

   ”Hvad med dig Nathy hvordan går det, med dig?” Jeg vendte mig om mod Nickie der spurgte mig. Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle sige.

   ”Jeg har det godt. Det samme med mine søskende.” Jeg vidste ikke helt om de havde snakket om hvordan de havde det. Så jeg valgte ikke at spørge. Det virkede lidt ondt at jeg ikke hørte efter hvad de sagde når de var kommet så langt væk fra.

   ”Nathy hvad arbejder du som?” Chris havde det med at spørge om spørgsmål man bare ikke ville svare på. Men hun kunne i vide at jeg lige havde mistet midt job.

   ”Jeg er ikke i arbejde i øjeblikket. Hvad med dig?” Chris smilede. Hun vidste godt at hun skulle skifte emne.

   ”Jeg er blevet kok for en familie i område 4. De er vildt søde. De har en søn der heder Kasper han er vildt sød.” jeg kiggede alvorligt på hende.

   ”Chris! Du ved godt at det er forbudt at være kærester med nogen der bor i de rige områder,” hun rullede med øjne.

   ”Du kender mig. Mit motto er at regler er til for at blive brudt. Jeg hjælper bare samfundet ved at bryde dem.” hun grinede. Hun kunne kalde mig en nørd eller hvad hun ville. Det var meget strafbart for os i område 8 til 12 at være sammen med nogen i område 1 til 5. det var ulovligt. Tronen mente at der ville komme uro vis de rige begyndte at være sammen med fattige. Og os der var vokset op som fattige skulle til at bo hos de rige. Det mente tronen var forkert og lavede det derfor til en lov. Det var nok fordi tronen var bange for at vi lige pludselig skulle begynde at lave oprør om vi ikke længere ville havde det skulle deles op i områder.

   ”Chris pas nu på. Lige pludselig er der nogen der ikke syntes det er sjovt at du bryder regler. Jeg vil ikke havde du kommer til skade,”  Chris vendte det hvide ud af øjne. Hun hadet når jeg havde ret.

   ”Chris jeg er enig med Nathy. Vi vil ikke have der sker dig noget,” Nickie nikkede for at vis hun var enige med Cate og jeg.

   ”Fint, men jeg tror alligevel heller ikke at han er min type. Jeg skal have en mand med stor muskler og mange kontakter,” jeg grinede af hendes kommentar. Det havde hun sagt lige siden vi mødte hinanden første gang.

   Det bankede på døren nede under. Det var helt sikkert May. Jeg kiggede på klokken 14: 40. Jeg kunne godt forstå at hun først kom nu. Hun skulle meget længere end de andre. 

   ”Når skal vi ikke gå ned til May? Vi skal jo alligevel gå med det samme.” Cate havde ret. Vi skulle jo ikke sidde her og tvinge James til at hører på vores fnidder. Nickie og Chris gik neden under.    ”May længe siden.” jeg kunne hører dem næsten sige det i kor på jeg der ned. Cate gik og til James og kyssede ham.    ”Jeg skriver lige når jeg er på vej hjem okay?” han nikkede. Cate smilede og gik ned til de andre. Jeg kunne hører hun sagde et eller andet, men jeg fik ikke fat på hvad. Jeg gik over til James.    ”James vi snakker i morgen det lover jeg.” han smilede og nikkede. Jeg krammede ham og gik hen til døren     ”Samme tid som altid?” han grinede og nikkede. Jeg gik ud ad døren og ned til de andre. May lignede sig selv. Den eneste forskel var hendes tøj og længde tøj. Hun havde helt klart dyre tøj på en os andre. Hun boede jo også et rigere sted. Så det var klart.    ”Hej May det er godt nok længe siden,” jeg gik over og krammede hende. Hun smilede og nikkede.

 

Vi tog over på den Café som vi plejede at være på dengang vi alle boede her. Det var meget kort vi alle boede her. Det startede med at May flyttede. Så flyttede Chris og efterfølgende Nickie og Cate. Der efter var der kun James og jeg tilbage. Det var mærkeligt at være her igen sammen. Jeg kunne næsten ikke tro det.    En tjener kom hen til os. Han gjorde klar til at hører hvad vi skulle bestille. Jeg lagde mærke til at han kiggede ekstra meget på May. Hun kiggede bare væk hver gang. Jeg var lidt i tvivl om de kendte hinanden eller om det bare flirtede en lille smule.    ”Hvad vil i bestille?” han kiggede stadig kun på May. Men nu opdagede jeg at han ikke bare kiggede på hende. Men hans ansigts udtryk var så fuld af sorg at det næsten fortalte en historie.    ”bare en klassisk til os alle tak,” Nickie vidste at ville alle skulle have en klassik. Det var også hvad man i gamle dage kaldte Smirnoff  ice. Forskellen var bare at den også fandtes uden alkohols og med et meget højt alkohols procent. Vi ville alle få den uden alkohol. Fordi at man skulle være 22 for at drikke alkohol. Vis man brød den lov ville man skulle betale en bøde på hvad der svarer til en måneds husleje. Det havde ingen af os råd til. Så vi holdte os væk fra alkohol.    Tjeneren gik nervøs hen til baren og gav dem bestillingen. May lod som ingen ting. Først troede jeg at jeg var den eneste der lagde mærke til det, men så opdagede jeg at Cate også sad og undrede sig over det. Hun så bare ud til at vide lidt mere end jeg.    ”Ej det er ikke for at blære mig eller noget, men jeg har altså fået en kæreste,” det var et lidt sjovt tidspunkt Nickie valgte at sige det.    ”Fedt hvad heder han?” jeg var ikke så interesseret i at hører det. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvad for historie der var mellem May og tjeneren. Der måtte være et eller andet? Tjeneren kom over igen med vores klassiske. Der stod 5 på hans lille bakke. Han havde så travlt med at fokusere på May at han tabte alle drinksne ud over mig og Cate. Vi rejste os begge op på et sekund.    ”Hvor er det typisk dig John,” May kiggede irriterede på ham. Nu var jeg helt sikker på at der var et eller andet mellem dem.    ”det går nok. Vi skal ikke så langt hjem som jer andre.” Jeg prøvede at lette stemningen lidt, men hele Caféen snakkede og grinede i krogende. Og John gik ret meget i panik.    ”Undskyld jeg… Nu skal jeg hente nogen servietter.” John gik hen til baren og fiskede nogen servietter op. Han løb hurtigt hen til Cate og jeg og gav servietterne. Jeg kunne se at han undgik alt øjenkontakt med May.    ”Det skal de virkelig ikke tænke på.” Cate prøvede også at berolige ham. Men man kunne tydelig se at han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Vis han fik mugligheden er jeg sikker på at han kunne kravle ned i et sort hul og gemme sig.    Da Cate og jeg havde tørrede der hvor vi blev mest våde satte vi os alle ned igen. John gik over efter nogen nye drinks. En af de andre tjenere tog over og gav os dem.    ”Når lad os nu lade som om det her ikke skete. ”De andre var enige med mig. Jeg tog et zip af min drink. Jeg havde ikke drukket klassikeren i 2 måneder eller sådan noget. Jeg havde haft alt for travlt. Det havde jeg selvfølgelig også nu, men man kunne altid klemme sine veninder ind.    ”Nickie hvad var det din kæreste hed?” hun smilede. De andre på bordet kiggede på hende.    ”Han heder William Hastings. Han bor i område 7,” det var lidt risikabelt at være sammen med en fra de områder. Fordi at hun jo bor i et fattigt område.  De fleste i område 7 ville tænke dårligt om ham. Og det kunne ende med at hele byen gik i mod dem. Fordi de var bange for det skulle udvikle sig.    ”Hvornår blev i kærester?” Cate spurgte interesseret. Det var sjældent vi alle havde kærester på samme tid. Det var sket en gang. Cate var sammen med James. Nickie var sammen med hendes bedste ven. Han hed Stephen de var ikke kærester så længe de besluttede at de bare skulle være venner. Chris var sammen med en der hed Taylor, men de blev uvenner og siden der har de ikke set hinanden. May var sammen med en der hed Jimmy, men de opdagede hurtigt at det ikke skulle være dem. Og så var der mig. Min eks kæreste hed Jackson han var sød i starten, men han ændrede sig til et værre svin. Dengang Jackson og jeg var sammen sagde James altid til mig at han var dårlig selskab. Og det havde han ret i. Han røg og drak. Hver gang han kom hjem til mig havde han fået en ny bøde. Det ende med at de kom og hentede ham. Så han blev dræbt og jeg mistede min kæreste på den måde. Efterfølgende havde jeg ikke nogen kærester for jeg lærte at lytte til når James sagde det var dårligt selskab.    ”Da jeg begyndte at gøre rent der,” det kunne ikke have været så forfærdelig længe siden. Vi smilede alle og der blev stilhed. Jeg elskede normalt stilhed, men ikke lige nu. Det blev hurtigt akavet.    ”Hvad med jer andre har i nogen kærester?” Jeg prøvede at bryde tavsheden. Men de rystede på hoved. Jeg vidste ikke helt hvad jeg så skulle spørge om. Jeg tog et zip af min Smirnoff Ice. Jeg kiggede ud ad vinduet. Der var en ung pige der kiggede ind på os. Hun så ud til at være 12-14 år. Hun så meget bange ud. Hendes øjne udtrykkede nærmest kun frygt. Hun kiggede hurtigt væk da vi fik øjenkontakt. Hun kiggede igen hen på mig. Denne gang kiggede hun ikke væk da vi fik øjenkontakt. Tvært i mod, hun vinkede mig hen til hende. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre.    ”Hvad med dig har du fået nogen kæreste?” Chris afbrød tavsheden. Jeg rystede på hoved og kiggede hen på pigen igen. Hun var væk. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle rejse mig op og gå ud og kigge. Eller bare blive her.    Pigerne vendte sig om for at se hvad jeg kiggede på. De blev lidt forvirret for der var jo ikke nogen. De kiggede hen på mig igen. Jeg blev ved med at kigge ud ad vinduet. Men hun var der ikke.    ”Jeg har ikke haft nogen kæreste siden Jackson. Jeg har haft svært ved at stole på folk tror jeg,” de nikkede alle sammen. Jeg havde snakket med Chris om det. Hun var nok os den jeg bedst kunne med af alle pigerene.  

Resten af dagen sad vi på caféen. Jeg så ikke pigen igen. Hun var forsvundet. Jeg kiggede tit derhen, men hun kom aldrig tilbage. Efter vi havde været på Caféen gik vi hjem til mig. Nu var klokken 21:12. May var taget hjem sammen med Cate. Så det var kun Nickie og Chris der stadig var her. Vi sad inde på sofaen og snakkede.    ”Haha, så du siger at du er bange for dem der bor i område et?” Nickie troede ikke på Chris. Det gjorde jeg heller ikke. Vi frygtede alle sammen dem i område et. De var en trussel for os. Alt det de ville var bare at komme af med os.    ”Jo, men ikke på samme måde som jer. Jeg er ikke bange når de truer mig. Men jeg er bange når de truer dem jeg holder af. Jeg har mistet fem fra min familie begrund af dem. Jeg har mistet to venner,” jeg vidste udmærket godt hvordan hun havde det. Jeg havde mistet 4 fra min familie. Min mormor og morfar. M                      in mor og far. Jeg havde mistet min eks kæreste, og en af mine venner. Han havde faktisk intet og gøre med hans død. Hans navn var Mike. Ham og hans kæreste blev dræbt fordi de var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Der var nemlig nogen der havde røget Hash og de gik forbi dem. Lige på det tidspunkt kom dem fra område et. De tog Mike og hans kæreste med i faldet. Derfor er jeg bange for dem. Vis jeg går forbi nogen der ryger og dem fra område et opdager det så bliver jeg bare slået ihjel.    ”Jeg ved hvordan du har det, men vi bliver jo bare nød til at gøre hvad de siger for det hjælper ikke noget at kæmpe i mod. Det kommer der intet godt ud af. Vi bliver bare dræbt. ”Chris nikkede. Hun vidste jeg havde ret. Det var den sørgelige sandhed.    Det ringede på døren. Jeg forlod pigerne og fik der ud. Det var hende fra Cafeén der stod ved døren.    ”Hey piger jeg går lige ud og snakker med en veninde så kommer jeg ind,” jeg gik ud og lukkede døren bag mig. Pigen så ikke bange ud mere. Hun så nærmest skræmt ud.    ”Hej mit navn er Sammy…” hun lød nervøs. Hendes blonde hår lyste op i måneskindet. Jeg lagde mærke til noget meget besynderligt. Hun havde lilla øjne. Det var meget få folk der havde det. I hvert falde den farve lille som hun havde.  Hendes øjne klimtrede næsten. Men det var mest fordi at de var helt våde.    ”Hej Sammy mit navn er Natine. Jeg så dig tidligere du vinkede mig ud?” hun blev lidt mere afslappet efter jeg begyndte at snakke.    ”Jeg… Jeg vil rigtig gerne tilbage til område 10, men jeg kan ikke finde hjem…” Jeg fik helt ondt af hende. Den måde hun begyndte at græde på. Det gjorde ondt på mig. Det kunne lige så godt have været min søster der vis der fandtes fattigere steder end område 12.    ”Kom med ind,” jeg åbnede døren og rykkede mig så hun kunne gå foran mig. Jeg havde ikke tænkt mig at lade hende gå bag i. Man vidste jo aldrig om man kunne stole på hende.    Hun gik forbi mig. Hun stoppede og ventede på at jeg kom. Jeg lukkede døren forsigtigt i og gjorde tegn til at hun bare skulle gå ind.    ”Piger kom lige ud i gangen. Der er nået jeg vil tale med jer om,” Sammy så ikke ud til at have løst til at gå ind i rummet. Hun havde det fint med at stå hvor hun kunne se udgangen.  Chris og Nickie rejste sig og kom ud til os. De blev lidt overrasket da de så pigen.    ”Hey Sammy hvad laver du i område 12?” Nickie lød som om hun kendte Sammy. Sammy smilede da hun hørte hendes stemme.    ”Ja ved dine forældre godt du er her,” Chris kendte hende også. Hun kunne ikke være en hel fremmed. Det var nok derfor at hun kiggede på lige os på caféen i stedet for så mange andre. Hun kunne kende Chris og Nickie og besluttede at følge efter os. Det forklarede bare ikke hvorfor hun forsvandt så hurtigt.    ”Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom her hen. Jeg åbnede øjne og pludselig opdagede jeg at jeg lå i en lastbil. Jeg skyndte mig ud da de stoppede for at tanke benzin på. Men det var som om at den var på vej ud af området. Jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt. Måske er der en anden vej til område 1. Jorden er jo rund?” jeg blev lidt chokerede. Det var helt underligt at hører hende snakke med så meget kontrol over hendes stemme. Alt frygten var væk. Hun var også klogere end hun lige så ud til. Det var nok mest fordi at man blandede blonde piger sammen med dumme piger.    ”Okay. Men hvad er så det sidste du husker inden det med lastbilen?” jeg elskede når Chris prøvede at lege FBI. Måden hun udspurgte sine ofre på var bare så sjove. Man kunne ikke lade vær med at grine inden i sig selv.    ”Vi havde lige spist. Det ringede på døren. Min mor sagde jeg skulle løbe op på værelset og det gjorde jeg. Hun stod og snakkede med en eller mand tror jeg. Jeg fik det rigtig dårligt og så faldt jeg langsomt i søvn. Og bang så lå jeg i lastbilen,” det lød som om at hun havde været igennem en ret lang dag. Inden hun fandt os. Det var lidt mærkeligt at hun lige skulle blive kidnappet den dag hvor Nickie og Chris var i mit område. Meget tilfældigt.    ”Skal vi ikke sætte os ind i stuen?” de nikkede og gik ind. I det sekund de gik ind i stuen kom min søster ind ad døren. Min bror gik lige bage hende. De så begge meget trætte ud.    ”I snakker bare. Jeg skal lige sige hej til min bror og søster.” min søster og bror kom hen til mig. Det var mærkeligt at de havde været ude så sent. Især fordi min søster skulle i skole i morgen.     ”Hvor har i to været,” de kiggede på hinanden. Jeg kunne ikke helt finde ud af om de kiggede på hinanden fordi de skulle til at lyve eller fordi at de bare havde løst.    ”Vi tog bare en tur ud og gå.” Jeg kiggede beskyldende på dem. Der var mere til det end det de sagde. Ærligt havde jeg ikke løst til at hører det lige nu. Men jeg havde et ansvar overfor dem. At jeg skulle passe på dem og vis jeg ignoreret dem ville jeg ikke være en særlig god søster.    ”Hvor gik i hen og hvorfor? ” min søster gik hen mod trappen. Jeg vendte mig om mod hende for at vise jeg gerne ville have et svar.    ”Okay, vi var bare sammen med Minna og Janni. De spurgte om vi ikke kunne komme ud,”  jeg kiggede hen på min bror. Han nikkede. Jeg kunne se nå min lille bror løg og det gjorde han ikke lige nu. Så jeg lod dem slippe med et advarselskort om at de skulle huske at spørger mig først.  Jeg ville ikke have at de skulle være ude på den her tid af dagen.  Det virkede sindsygt i forholdet til deres alder.    ”Holly skal du i skole i morgen?” hun stoppede. Hun var på vej op. Hun venter sig om mod mig.    ”Skulle vi ikke spare penge?” Jeg blev lidt irriterede hun opførte sig underligt. Normalt elskede hun at være i skolen. Men nu var det som om hun ikke gad. Selv dengang hvor vi virkelig havde svært ved at betale husleje ville hun i skole     ”Er der sket noget siden du ikke har løst?” hun rystede på hoved og gik op.  Pathy gik hen til mig. Han smilede. Jeg elskede når han smilede. Han havde det sødeste smil. Han gik forbi mig og op til min søster.    ”Så må der jo være mere over det end vi ved,” jeg kunne hører pigerene snakke inde i stuen. Jeg gik ind til dem. De så alle ret skræmte ud. Jeg vidste ikke helt hvad de snakkede om, så jeg satte mig ned og lyttede.    ”Oh Nathy jeg tænkte på om vi ikke kunne overnatte her klokken er ved at være lidt mange?” jeg nikkede. Jeg måtte bare lige ringe til James og rykke vores aftale til fredag.    ”Jo jeg skal bare lige ordne nogen ting først,” jeg smilede og rejste mig op. Jeg gik ud af huset for at ingen skulle hører vores samtale. Jeg tog min mobil op ad lommen og ringede til James. Han tog den med det samme.    ”Hej smukke hvad så… Hvad laver du?” han lød afslappet. Det var dejligt at hører.    ”Jeg har Chris og Nickie på besøg hvad med dig James?” jeg kunne hører en grine i baggrunde. Det gjorde mig glad.    ”Jeg har bare to venner på besøg. Cate tog hjem sammen med May. De skulle overnatte hos Cate..” Det sidste havde jeg regnet ud. De kunne ikke rigtigt overnatte hos May, ikke uden Cate ville få store problemer.    ”Jeg ville bare lige ringe og sige at vi bliver nød til at rykke vores aftale til fredag. Jeg ved godt at det er lidt ondt, men Nickie og Chris bliver i byen og vi to kan altid se hinanden right?” Det lød som om han blev skuffet. Der blev også helt stille i baggrunden.    ”Det er fint nok, men så skal jeg altså også snakke med dig på fredag okay?” jeg nikkede. Men kom hurtigt i tanke om at han ikke kunne se mig.    ”Okay, vi ses…” han lagde på uden at sige farvel. Jeg kunne mærke min dårlige samvittighed vokse. Jeg havde skuffet ham. Jeg hadede at skuffe folk.    Jeg gik ind til pigeren og fortalte at de godt kunne sove der. Jeg gik op og fortalte min søskende det så de vidste det.    Jeg gik ned i kælderen for at hente vores madrasser. Kælderen lå ikke under huset. Den lå vores lille have. Vi havde en trappe der ned. Kælderen var ikke særlig stor, den var meget lille. Der kunne i ligge så meget mere en et par madrasser og en vaskemaskine og tørretumbler.    Jeg fandt de tre madrasser frem. Jeg tog dem i hånden. Men lågen ned til kælderen smækkede i med vinden. Den kunne kun åbnes oppe fra så jeg begyndte at gå ret meget i panik. Jeg fandt min telefon frem og ringede til Nickie, men der var ingen forbindelse. Jeg prøvede igen, men den her gang ringede jeg til Chris. Der var heller ingen forbindelse.    Jeg begyndte at hyperventilere. Det var nærmest som om at væggene lukkede sig om mig. De rykkede længere og længere ind mod mig. Jeg kiggede på min mobil. James ringede, jeg skyndte mig at tage den.    ”James jeg er lukkede inde i min kælder ring til en eller anden please…” den lagde på. Forbindelsen brød vores opkald.  Jeg vidste ikke om han havde hørt noget af det jeg sagde.    Jeg vidste det ikke ville hjælpe og råbe ud over at jeg gjorde mig selv mere bange. Grunden til at det ikke ville hjælpe at råbe var fordi at kælderen var lydtæt. Så intet af lyden her nede fra ville komme op til dem. Selv heller ikke vis jeg bankede virkelig hårdt. Lågen var for tyk. Det vat sindssygt at jeg overhoved kunne tage telefonen lige før det plejede jeg ikke. Jeg satte mig ned på trappen. Der ville da ikke gå særlig lang tid før de begyndte at lede efter mig vel? Måske var de allerede på vej? Jeg håbede bare på at jeg ikke skulle være her nede for længe det var næsten udholdeligt.    ”In every darkness there is a light remeber that Natine,”  jeg prøvede at berolige mig selv.    ”Men i hvert lys er der mørke,” af en eller anden grund havde jeg også løst til at sige det. Det var ikke engang med vilje. Men det var rigtig nok. I hvert lys er der mørke og i alt hvert mørke er der et lys.    ”De kommer efter dig… Rolig, de er da sikkert lige om lidt. De lader dig ikke i stikken det må du ikke tro….” lågen åbnede. Jeg kunne mærke midt hjerte begyndte at banke normalt igen. Nickie og Chris stod ved lågen.    ”Vi fik et opkald fra James,” de smilede. Jeg prøvede at smile, men jeg kunne nærmest stadig mærke frygten efter at være indespærret. Det var forfærdeligt hvordan kunne nogen klare det?    ”Er du okay?” de lød bekymret. Jeg nikkede og kastede madrasserne op. Da jeg kom op fra kælderen kunne jeg mærke det blæste. Det var helt hundred derfor den lukkede. Jeg skulle aldrig mere ned i kælderen når det blæste puha.  

Resten af aftnen snakkede vi med Sammy. Af en eller anden grund troede de selv på at der fandtes et sted hvor de sendte folk de kidnappede hen. Når de kidnappede dem tog de dem der hen og behandlede dem som slaver. Jeg nikkede bare og lyttede intens til deres samtale uden at blande mig.  

>>Jeg kiggede rundt. Det så mærkeligt ud. Her var nærmest beskidt. Jeg gik lidt længere ned ad den snoede vej. Folk kiggede meget undrende på mig. Det var ikke det eneste der var mærkeligt, de gik rundt som om de var dyr. Dyr der bare gjorde klar til at springe på mig og spise mig. En mand med sort jakkesæt tog fat i mig.    ”Hvad laver du her? Du ser ikke ud til at skulle være her?” jeg var blevet kørt her hen af en stor lastbil. Jeg kunne ikke huske hvordan eller hvornår jeg kom ind i lastbilen. Men pludselig var jeg her.    ”Jeg er lige blevet sat af her af en lastbil.” manden nikkede. Han tog hårdt fat i mig og trak mig hen til den lastbil jeg kom fra.    ”hvorfor har du ikke sat hende af det rigtige sted?” lastbil chaufføren gik i panik.  Han skyndte sig ind i sin bil. Han bakkede bag ud lige op i manden og jakkesættet. Han ramte kun min fod. Jeg kunne mærke ham i jakkesættet gav slip på mig. Jeg gik i panik. Jeg skyndte mig ned for at tjekke om han havde en puls. Det havde han.    Lastbil chaufføren vinkede mig hen. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle. Hvad ville hjælpe mig?    ”Kom her hen inden han vågner. Ellers slår han dig ihjel uden at tøve. Det er derfor du er blevet ført her hen.” jeg skyndte mig ind i bilen. Jeg valgte at stole på lastbil chaufføren. Han var yngst ca. 20-25 år.    ”Hvorfor førte du mig her hen vis han ville dræbe mig?” Lastbil chaufføren stoppede. Jeg blev lidt bange. Han kiggede på mig.    ”Natine jeg arbejder for dem. Men jeg kører dem ikke op til Jingsnet….” jeg afbrød ham,    ”Hvad er Jingsnet?” jeg havde aldrig hørt det ord før. Det lød meget underligt. Han kiggede forundret på mig.    ”Det er det jeg skal til at fortælle dig… De fører piger som dig i alle aldre her hen. Her bor Jingsene. De voldtager pigeren og derefter dræber de dem. Det er meget, meget grusomt. Jeg sætter pigerene af her. Fordi at de ikke vil voldtage dem når de først har været i byen. Så føler de at de er beskidte. Men jeg er bange for de havde voldtaget dig lige meget hvad….” Han begyndte at kører igen. Jeg vågnede. Det var godt nok et klamt marridt. Den eneste grund til at jeg havde drømt sådan var nok fordi de talte om det i går. Jeg kiggede på klokken 12:30. Alle i huset sov undtagen mig. Vi havde virkelig sovet længe, men vi gik også først i seng klokken 04:06 så det var rimelig sent.    Jeg vækkede pigerene og gik ud og lavede morgenmad til os.    Da vi havde spist begyndte de at pakke deres ting for at de ikke kom for sent hjem i dag. Sammys forældre var sikkert også bekymret for hende.  Vi kunne nemlig ikke få fat på dem i går.    Da vi havde spist gik Nickie, Chris og Sammy. Vi sagde farvel og jeg gik op til mine søskende. De sov begge to. Jeg vækkede dem så de også kunne få noget ud af dagen. Min søster og bror var ikke morgen mennesker de var altid morgen sure, så jeg ventede lidt med at lave mad.    Da de havde spist gik de ud for at lege med min søsters to venner. Så jeg havde enlig huset for mig selv.  Jeg satte mig ind i stuen. Jeg kunne sagtens havde nået og se James, men det var lidt for sent nu. Desuden var klokken også 13:20 og jeg var rimelig træt.  Jeg følte slet ikke jeg havde sovet. Men der kom måske af at jeg havde haft marridt.    jeg lukkede øjne i, jeg drømte at jeg var et dejligt sted hvor alle var lige gode og rige. Det var dejligt afslappende. Inden jeg vidste af det faldt jeg i søvn igen.

Jeg blev vækket af en irriterende banken på døren. Jeg rejste mig op. Jeg satte mit hår op i en hestehale. Jeg traskede hele vejen hen til døren og åbnede. Der stod en dreng på min alder. Han havde brunt krøllet hår. Han var klædt meget pænt.    ”Hej jeg er Luke Seeley er de Natine Cullen?” jeg nikkede og smilede. Hans charme tog ordende fra mig.    ”Jeg er har læst at de gerne vil have et job. Jeg har et tilbud til dem,” han smilede. Han havde perle hvide tænder der sad helt perfekt. Han havde en lille smule skægstubbe.    ”Ja…?” han kiggede over min skulder.    ”Kan jeg komme ind?” jeg nikkede og flyttede mig. Da han så huset så han lidt forfærdet ud. Han så ret rig ud så han var nok ikke vand til huller i væggene og ødelagt tapet.    ”Er det her deres hus?” først nu lagde jeg mærke til at han snakkede til mig som om jeg var rig. Han sagde de og dem. De skulle man kun gøre til ældre eller folk fra rigere områder.    ”Ja, vil de side ned?” jeg pegede hen på sofa/Sengen. Han nikkede og satte sig derhen. Jeg blev stående og ventede på han sagde noget.    ”Når, men jeg kommer fra område 1…” Jeg stoppede med at hører efter da han sagde han var fra område 1. Det var helt uvirkeligt, tænk at jeg snakkede med en fra område 1. Det havde jeg aldrig forstillet mig at jeg skulle.  Og tænk der sad en fra område 1 i midt hjem.    ”Er det noget?” jeg havde helt glemt at hører hvad han sagde. Jeg fik det lidt dårligt over at jeg ikke havde hørt det.    ”Undskyld jeg lyttede ikke lige? Vil de gentage det?” han smilede og nikkede. Han havde safir blå øjne. De lyste nærmest rummet op.    ”Jeg er fra område 1. Jeg bor i et stort hus. Min mor, far og 2 brødre bor der også. Vi mangler en der kan passe på tvillingerne. De er lidt dårligt opdraget. Vi har allerede en kok og stuepige. Så vi ville tilbyde dem at komme og passe brøderene?” wow det var lidt af et tilbud. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.    ”Jamen tager det ikke omkring 12 timer at rejste til område 1?” han grinede. Og rystede på hoved.    ”Nej det tager en dag. Nogen gange lidt mere. Men vi har helikopter?” han undrede sig lidt over hvorfor jeg spurgte.    ”Hvordan skal jeg så kunne komme hjem?” han grinede. Men opdagede at jeg var alvorlig. Han så ud til at blive nervøs.    ”De skulle jo bo hos os. Vi har et ekstra værelse?” jeg satte mig hen til ham. Jeg forstod ikke helt, hvordan skulle jeg bor der. Jeg måtte jo ikke for tronen.    ”Det kan jeg da ikke. Hvad med mit liv her? Og hvad ville tronen ikke lige sige? Til at sådan en som mig skulle flytte til jeres område?” han så chokerede på mig.    ”Tronen har sagt ja, og hvad mener de med sådan en som dem?” han kiggede mig dybt i øjne. Det kilede helt i maven da vi fik øjn kontakt. Han smilede igen.    ”Jeg mener jeg er jo bare en beskidt pige fra område 12, hvorfor ville sådan en som dem have mig boende?” han så ikke ud til at kunne forstå mig.    ”Du er da ikke beskidt du er da smuk. Hvorfor ville vi ikke have dig boende?” jeg blev helt varm i kinderne. De blev sikkert også helt røde.      ”Men hvad med mit liv her, det kunne jeg da ikke bare sige farvel til?” han så skuffet ud. Han rørte forsigtigt min hånd.    ”De kan sagtens tage din kæreste og søskende med, vi har også plads til dem. De skal bare hjælpe til i haven.” jeg rystede på hoved. Mine søskende skulle i hvert falde ikke bo i område 1 det ville jeg ikke byde dem.    ”Jeg har ikke nogen kæreste. Men jeg ville ikke byde mine søskende at bo i område 1. Det er lige før at jeg ikke engang vil byde mig selv det. Ikke for at tale grimt om dem eller noget. Men det har jeg bare ikke løst til,” han så meget chokerede ud.    ”Har de ikke lyst til at bo i område 1? Den har jeg ikke hørt før? Hvorfor har de ikke det? Vis jeg må spørger dem?” jeg smilede.    ”Ikke for at tale grimt om jer. Men i er snobbet. I område 12 hilser vi pænt på hinanden også dem vi bryder os mindre om. Vi har et venligt samfund og vi passer på hinanden. Hvad så vis ikke vi har en million ems? Hvad er det værd uden venner og familie? Hvad skal man så bruge en million ems på?” han så ud til at tænke meget over det jeg sagde.    ”Sådan har jeg aldrig set på det. Så de siger nej til tilbuddet?” han rejste sig op. Jeg nikkede og gik med.    Han gik over til døren. Han stoppede inden han åbnede den.    ”De er meget anderledes end alle de andre. Det syntes jeg lige du skal vide. Vis de fortryder så ring til det her nr.” han gav mig et lille kort med hans nr. jeg nikkede og åbnede døren.    ”Vis de skulle fortryde så bare ring frk. Cullen” han rakte sin hånd ud så jeg kunne ryste den. Jeg tog fat i den og smilede. Han vendte ryggen til og kørte væk i hans dyre bil. Jeg vidste ikke helt om jeg ville komme til at fortryde det her. Jeg mener der var nok ikke så mange chancer for at få et tilbud som dette igen.    Jeg gik ind og lukkede døren efter mig. Måske skulle jeg havde spurgt lidt mere ind til hvad og hvordan det skulle forgå. I stedet for bare at sige nej. Luke virkede meget sød. Så var han også fra en af de rigeste familier. Det havde jeg set i et program på et tidspunkt. Seleey var en af de rigeste familier i alle områder.    Jeg kiggede på klokken 15:55. Han havde været her i noget tid. Holly og Pathy kom ind ad døren.    ”Hej søster vi har lige en på besøg. Okay?” jeg nikkede. De løb alle sammen op på deres værelse. Jeg tog min mobil op ad lommen. Jeg måtte hører noget mere om det job. Inden han tog tilbage. Jeg ringede Luke op.    ”Det er Luke Seleey? Hvem ringer?” hans stemme lød nærmest mekanisk. Ikke lige så pæn som før.    ”Hej Luke det er Natine Cullen?” jeg kunne hører en masse raslen.    ”Hej Natine har de fortrudt alligevel?” jeg grinede af hans kommentar. Hans stemme lød igen som før.    ”Det ved jeg ikke, men kan vi ikke mødes et sted og snakke om jobbet?” jeg kunne hører en masse baggrunds støg.    ”Jeg kommer og henter dig og så kender min chaufør et sted vi kan tage hen og spise,” jeg smilede. Det lød helt mærkeligt hans chaufør det var jeg ikke vandt til at folk sagde.    ”Okay det lyder godt,” han lagde på. Jeg skyndte mig hen og tog en af mine kjoler på. Jeg flettede mit hår.  Og tog lidt mascara på.    Det ringede på døren.    ”Holly og Pathy jeg tager lige ud med en ven vi ses..” jeg gik ud af døren til Luke. Han stod ventede på mig. Jeg gik hen til ham. Jeg kunne hans bil stod tændt.    ”Frk. Cullen? Er de klar til at gå eller?” jeg nikkede uden at kigge på ham. Jeg havde aldrig rigtigt prøvede at kører i sådan en bil før. Han gik hen og åbnede døren for mig. Jeg trådte ind i bilen og satte mig på sædet. Jeg kunne se der sad en mand bag rettet. Det gjorde mig lidt bange.    Luke satte sig ind ved siden af mig. Der kunne kun sidde fire i bilen. Så der var kun plads til en foran. Luke kiggede på mig.    ”Er du klar på at vi kører lidt længere væk der kender jeg et sted hvor vi kan få noget og spise,” jeg var lidt usikker på om jeg skulle sige ja. Mens vi kørte kiggede jeg ud ad mit vindue. Det var mærkeligt at kører gennem byen. Jeg lagde mærke til at der var ret meget af byen jeg ikke havde set før.    ”Du kan godt rulle vinduet ned vis du har lyst?” jeg nikkede. Chaufføren trykkede på en knap foran og automatisk rullede vinduet ned.  Det var dejligt med frisk luft. Vi var nåede til den skov hvor James og jegs træhus lå. Det var bare ikke den vej vi tog.    Jeg lagde mærke til de huse vi kørte forbi nu. De virkede bekendte. Så opdagede jeg at det var James naboer og hans hus lå lige nede for enden. Vi havde bare kørt en anden vej en længere vej der hen. Folk stoppede op og kiggede nysgerrigt og betragtende da de så bilen.  Jeg smilede pænt til dem. Men de smilede ikke igen. Det var ikke den opførsel folk plejede at have når de så mig. Måske behandlede vi ikke område 1 og 2 ordenligt. Jeg vidste det bare ikke? Måske var vi slet ikke så venelige som jeg troede? Måske var de heller ikke så slemme? Jeg mener se på Luke han sagde de og dem til mig? Fattige, fremmede mig? Hvorfor skulle han det når han er rigere og mere værd?     ”Luke må jeg spørger dem om noget?” han nikkede. Chaufføren rullede vinduet op igen. Lukkede vendte sig om og kiggede mod mig. Hans øjne glimtrede da en af solens stråler ramte dem. Han så, så pæn ud. At jeg følte mig meget grim.    ”Er du anderledes end dem i de rige områder? Jeg mener, er du lige som alle de andre?” Han så ikke helt ud til at forstå hvad jeg mente.    ”Det kommer an på… Hvordan er alle de andre?” jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forklare det uden at træde over stregen.    ”Jeg mener jeg har hørt at de rige er meget egoistiske. I snakker ikke pænt til hinanden og i er meget… Meget selviske?” han smilede og rystede på hoved.    ”Natine det lyder ret meget som om jeg allerede er inde for den liste siden de siger i,” han kiggede nysgerrigt på mig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af ham.    ”Nej, men jeg mener er de? Som jeg lige har sagt? Eller er de anderledes end de andre?” han smilede.    ”Man er hvad man gør sig til. Hvordan syntes de jeg er?” han ventede på et svar.  Han smilede ikke, men han så heller ikke sur ud. Hans hverken smil eller sure ansigt charmerede mig.    ”Jeg kender dem ikke, men de virker ikke som om du egoistisk. Så ville du nok ikke have tilbudt mig et job.” Han smilede og rykkede sig lidt væk fra mig. Uden jeg havde lagt mærke til det mens vi snakkede var han rykket tættere og tættere på mig. Han kiggede ud af sit vindue.    Resten af turen tog omkring 20 minutter. Vi var kommet ret langt væk fra hvor jeg plejede at være. Jeg kunne godt se at folk havde lidt flere penge her end der hvor jeg boede. Nogen af dem havde en da en cykel selvom jeg ikke troede at folk her havde råd til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...