the light in the dark

Livet i område 12

”Vis du gerne vil hører historien, så vil jeg da gerne fortælle den,” Jeg ligger min mobil på bordet og smiler af min hendes nysgerrighed.
”Den er lyder virkelig spændende, og desuden så har det jo gjort dig til den du er nu ik?.” jeg smiler. Og trækker vejret en gang.
”Jo… Okay.. Det hele startede da, det ringede på døren og min søster kaldte på mig…”

*
”Natine, kom her hen.” jeg gik hen til hoveddøren. Min søster kaldte på mig. Jeg kunne se at der stod to store mænd i døren.
”Natine Cullen?” jeg nikkede bekræftende til den muskuløse mand. De var begge klædt i jakkesæt. Jeg var ikke i tvivl om hvad de kom for. Jeg havde ikke betalt huslejen i en uge.
”Ja det er mig?” de tjekkede mig ud. De havde nok lidt svært ved at tro at jeg var den ældste i familien. Jeg var jo kun 19 år.
”Vi kan se du ikke har betalt din husleje i en uge og det passer ikke tronen særlig godt,”

3Likes
2Kommentarer
637Visninger
AA

3. Farvel til alt

 

Efter 5 minutter holdte vi uden foran et hotel. Jeg vidste slet ikke at de byggede hoteller i vores område. Der var da ingen der havde lyst til at besøge område 12? Var der? Hotels navn var: Hotel Temperance. Det var et lidt sjovt navn for et hotel. Syntes jeg i hvert falde.    Luke gik ud af bilen. Han skyndte sig rundt om og åbnede døren for mig. Jeg følte mig helt som en prinsesse. Han tog fat i min hånd for at hjælpe mig ud. Jeg smilede og gik ud af bilen. Da jeg var gået ud af bilen kørte hans chaufør væk.    ”Nu skal de se. Det her er min fars hotel. Han byggede det for mange år siden. Der ligger et af de her hoteller i hvert område med undtagelse af område 1. Der er ingen der kan besøge det område jo.” det lød som om at hans far var ret rig. Siden han havde råd til at have 11 hoteller i gang.    ”Fedt, hvorfor Temperance,” Jeg kiggede op på det store skilt hvor der stod hotel Temperance. Han smilede og begyndte at gå. Han slap ikke min hånd, så jeg gik automatisk med.    ”Der er min mors navn. Temperance Seeley. De blev gift for mange år siden og så fik de mig og tvillingerene,” jeg nikkede. Han var heldig han stadig havde sine forældre. Luke stoppede foran døren til hotellet. En mand med jakkesæt åbnede døren smilende til os. Det var ikke et sødt smil, det var et nervøst smil. Vi gik ind. Hotellet var stort. Der var omkring 500 værelser. Og et kæmpe fællesspise sted. Jeg kunne se at der ikke rigtigt var så mange mennesker der var på hotellet. Der var i alt lejede 12 værelser ud.    ”Skal vi gå ind og spise?” han pegede over mod det store fællesrum. Jeg nikkede. Han trak mig derhen. Vi satte os på et bord der var beregnede til fire. Af en eller anden grund var der kun to stole. Vi satte os ned. Luke bestilte maden.    ”Når… Natine.  Hvad fik dem til at ringe til mig? Og ombestemme dem?” jeg smilede.  Jeg havde ikke rigtig ombestemt mig. Men jeg ville gerne hører noget mere om det.    ”Jeg har brug for penge. Ellers kommer de og tager mig væk fra mine søskende. Og det ved jeg at de ikke ville kunne klarer.” han nikkede. Han så meget alvorlig ud. Han vidste tydeligvis hvem ”de” var. Han kendte måske endda en del af dem.    ”Men nu skal de hører. Vis de tager jobbet så kommer de til at…” min mobil afbrød ham. Han smilede. Jeg tog min mobil op. Det var James der ringede.    ”Er det okay vis jeg lige tager den her?” han nikkede. Jeg trykkede på den grønne knap.    ”Natine hvor er du?” James lød nervøs. Det gjorde mig meget nervøs. Han ringede nemlig aldrig for at bare hører hvad jeg laver.    ”Jeg er i den anden ende af område 12 sammen med en… En bekendt, hvorfor James?” Luke så nervøst op da jeg sagde James.    ”Dine søskende var bare nervøs for dig. De så dig blive hentet i en bil!?” han råbte nærmest af mig.    ”Min ven er fra et af de lidt rigere områder. Okay?” Luke smilede. Jeg kunne ikke lide at James var sur. Det gjorde mig ked af det.    ”Okay, men jeg vil bare ikke have at der sker dig noget okay?” jeg rullede øjne. Vis der var en ting som James var så var det bekymret. Bare den mindste ting gjorde ham bekymret.    ”Okay, men jeg smutter nu.. Vi ses i morgen. Og James kan du ikke lige sige til mine søskende at de selv skal sørger for mad?” jeg havde glemt dem.     ”De kan bare spise hos mig. De alligevel allerede her henne. Og min mor har sagt det er okay. Kommer du forbi og henter dem når du er færdig?” det vat dejligt at have en ven som ham.    ”Tusind tak James og ja det gør jeg. Jeg skriver lige inden okay?” Jeg kunne ikke lade vær med at smile over den måde Luke sad og prøvede at lytte til samtalen.    ”Det er fint vi ses,” han lagde på inden jeg nåede at sige noget. Jeg lagde min mobil ned i lommen igen.    ”Var det kæresten?” jeg grinede og rystede på hoved. ”Og hvem var det så, hvis jeg må ha lov at spørger?” jeg kiggede ned i bordet og smilede.    ”Det må de. Det var min bedste ven James,” han smilede. Hans smil var så charmerende.    ”Hvad ville han? Hører deres smukke stemme igen?” jeg rystede på hoved. Luke virkede som en der vidste alle de rigtige ting at sige.    ”Han var bare bekymret over hvor jeg var. Mine søskende så mig kører med dem. De er ikke vand til at se biler og den slags. Så de blev nervøse. Men nu er de hos ham. Så….” Luke afbrød mig.    ”Husk at trække vejret. Vi har masser af tid,” jeg smilede og nikkede. Tjeneren kom hen med en sodavand til os hver.    ”Når hvor kom vi til? Når ja… De kommer til at få dit eget værelse i vores hus. De kommer hjem en uge om måneden. De bestemmer selv hvilken. Vi betaler for transport frem og tilbage. Med mindre de selv tager ferie så sørger de selv for det.  De skal stå til rådighed 14 timer i døgnet… Det deres job er, er at passe på tvillingerne.” jeg smilede og nikkede. Der var stilhed et øjeblik.    ”Og lønnen?” han smilede. Det var ikke fordi at jeg var typen der gik lige til sagen. Men det var bare næsten det vigtigste i den her sag.    ”Om dagen får du hvad der ca. svarer til 1 uges husleje her.” waw det var ret mange penge. Nok til at jeg kunne betale husleje i hvert falde.

   ”Jeg tager det,” Luke smilede. Han så lidt overrasket ud.

  ”Bare sådan lige?” jeg nikkede. Nu kunne jeg både betale for James husleje og min søskendes.

   ”Vi kan prøve at ansætte dem  i en måned og vis ikke de kan lide jobbet kan de få en måneds løn og så finder vi en anden okay?” det lød meget fint.

   ”Okay det lyder fint,”  han nikkede.

   Tjeneren kom ind med en kæmpe tallerken Spagetti. Han lagde en foran mig og en foran Luke.

   ”Bon apétit,” jeg forstod ikke hvad tjeneren sagde. Tjeneren smilede til Luke.

  ”Merci ami kin,” nu var jeg endnu mere forvirret Luke snakkede også det mærkelige sprog.

   ”Hvad var det i sagde? Jeg forstod det ikke,” han smillede og ventede til at tjeneren gik.

   ”Det er et gammelt sprog fra dengang der var lande. Det var fransk. Det lærer man i skolen. Har de ikke gået i skole?” det var faktisk et meget pænt sprog når jeg tænkte over det.

   ”Jo engang i mellem, men vi lærte ikke fransk vi lærte at skrive, læse, regne og blive til noget,” han så lidt forvirret.

   ”Lærte i ikke gamle sprog?” jeg rystede på hoved. Jeg smilede. Jeg kunne se han tænkte over et eller andet.

   ”Det er et meget smukt sprog.. kan de sige mere?” han nikkede.

   ”Vous êstes la plus belle que j’ai jamias vu,” det lød vildt professionelt. Og han lød som om det var sådan han snakkede til hverdag.

   ”Hvad betyder det?” han smillede.

   ”De er den smukkeste jeg nogensinde har set,” jeg rødmede. Han var meget god til at charmere.  Jeg kunne ikke lade vær med at smile stort.

   ”De må altså lærer mig at snakke fransk det lyder helt vildt pænt,” han nikkede. Og begyndte at spise af sin mad. Det samme gjorde jeg. Jeg havde aldrig smagt noget der smagte så godt. Det var virkelig god mad. Det var jeg ikke vand til. Men noget sagde mig at jeg ville blive det.  Luke kiggede smilende op.    Efter en halv times tid var vi færdige med at spise. Luke ville gerne vise mig lidt rundt på hotellet. Det havde jeg sagt ja til. Nu var vi nået til hans værelse.     Han skulle til at låse døren op.    ”Der er lidt rodet, fordi jeg ikke kunne finde ud af hvad jeg skulle tage på. Der er jo ikke hverdag man møder en sød pige som dem,” jeg smilede. Han åbnede døren og lod mig gå forrest ind. Der var en kæmpe dobbelt seng i midten af rummet.  Over den var en lysekrone.  Der var et flad skærms tv og et walkin closet. Det var rigtig flot.  Jeg kunne godt se her var rodet. Der lå tøj over det hele. Og walkin closet stod åbent.  Jeg kunne godt se at det hele var smidt rundt der inde.    ”Her er meget pænt, men hvorfor så stort et værelse til en person?” han satte sig ned på sengen.

   ”Vis nu jeg skulle møde en sød pige som dem. Og tage hende med her hen. Så skulle jeg jo ikke have et lille værelse med en lille en mands seng vel?” jeg blev lidt bange når han sagde sådan. Jeg er sikker på at jeg så helt vildt dum ud lige nu vis jeg kunne se mig selv.    ”Slap af, Natine det var i sjov. Jeg kunne aldrig finde på at bruge dem på den måde. Det må de ikke tro.” han så lidt bekymret ud. Han var nok bange for at jeg havde fået det forkerte indtryk af  ham.    ”Det ville jeg heller ikke tro. De virker anderledes. De virker ikke som en der bruger piger på den måde.” Han smilede.

   ”Det er jeg heller ikke. Selvom de sagtens kunne blive en undtagelse. De har jo helle parken.” jeg vidste ikke om jeg skulle tage det som en trussel eller en kompliment. Men den måde han smilede på, kunne jeg godt se det bare var en joke.

   Han rejste sig op og begyndte at tage hans tøj op og ligge det sammen. Jeg gik straks hen og hjalp ham. Jeg ville ikke være uhøflig. Og desuden kunne jeg godt tænke mig at se noget mere af hans tøj. Det var så pænt.    ”De behøver altså ikke at hjælpe. Jeg ligger bare lige det her ind så vi kan sidde i sengen.” jeg rystede på hoved. For at vise ham det var fint nok.    Jeg lagde en masse tøj ind i skabet. Men da jeg så vor rodet det var, blev jeg nød til at tage det hele ud og lægge det sammen. Luke havde sat sig over i sengen og så mig lægge tøjet sammen og ind.    ”De burde ikke tage så meget tøj med, det er da begrænset vor længe de skal være her. Jeg har ikke engang så meget tøj i min garderobe,” han svarede ikke. Jeg lagde hans sko ind. Jeg manglede bare at  hænge hans jakkesæt på plads. Jeg vendte mig om for at hente dem.  Luke smilede helt vildt.    ”Hvorfor smiler de sådan?” han stoppede med at smile og sukkede.    ”Fordi jeg er, vandt til at det er en robot der gør alle de ting. Midt liv er nærmest kun omkring robotter eller andre elektroniske ting. Det er dejligt at se et menneske tage intuitiv, det der ville ingen i min familie havde gjort. De ville have kaldt på robotten. Men de gør det  bare som var det normalt,”  det lød ikke som om at han var særlig glad for at få alt gjort af robotter, selvom om jeg syntes det lød vældig dejligt.     ”Ved deres familie godt at de har det sådan?” han rystede chokerede på hoved. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg havde sagt forkert.    ”Nej! De må vide en ting. Min familie er rige og mener at de har fortjent alle de gode ting der er. Vis de fandt ud af jeg havde det sådan ville de blive sure. Og vis de fandt ud af at jeg syntes en som dem er sød. Ville de flå hoved af mig.” jeg vidste godt hvad han mente med en som dem. At jeg var fra de fattige og intet værd. Han var ikke anderledes en dem. Han var bare mere charmerende. Jeg nikkede og lagde jakkesættene ind.     ”Undskyld Natine. Det var ikke det jeg mente. Jeg ville ikke have sagt en som dem. Det er bare fordi at jeg har hørt det sådan siden jeg blev født. Det er bare blevet til en vane. Der er ikke noget anderledes over dem,” det var meget godt redet. Men det mindede mig om  at jeg ikke kunne blive med at flirte sådan med ham som jeg havde gjort. Selvom det nu mest var ham der flirtede med mig.

”Det er okay,” jeg smilede og satte mig hen i sengen ved siden af ham. Der var stilhed i noget tid.    ”Natine må jeg spørger dem om noget? Det er en lille smule privat?” jeg blev lidt nervøs, men nikkede.    ”Er de lykkelig her? Er det din lykke at bo her med din familie og venner?” jeg vidste ikke  helt hvorfor han spurgte mig om det, men jeg svarede ham med det samme.    ”Luke, at bo her. Betyder verden for mig. Jeg har mine søskende og min bedste ven. De er der alle sammen og det gør mig lykkelig. I dette område, er vi alle venlige og jeg kender de fleste i mit nabolag. Så ja de er jeg. Er de lykkelig?” han tænkte lidt over det jeg sagde.    ”Din bedste ven James, hvordan er han? Vil de ikke fortælle mig lidt om ham?” jeg nikkede. Og tænkte lidt over hvor jeg skulle starte.    ”Min bedste ven heder som sagt James. Vi har været bedste venner i 11 år. Og har kendt hinanden i næsten hele vores liv. Han har det her engskab at han altid vil passe på mig. Og det har han altid gjort. Hjulpet mig da jeg havde mest brug for det. Han er sød, dejlig, venlig og verdens bedste ven. Han ville gøre alt for mig. Og jeg ville gøre alt for ham. Alt,” Luke kiggede beundrende på mig.    ”De er heldig at de har en ven som ham. Det er der ikke mange der har. Men jeg vil gerne have lov til at spørge dem? Er der mere end venskab mellem jer?” jeg nikkede. Han blev lidt chokerede og så også lidt skuffet ud.    ”James er som min bror. Så man kan vel godt sige at der er ægte søskende kærlighed mellem os, men mere bliver der nu aldrig. Han har en kæreste som jeg er veninder med. Og han er ikke rigtig min type,” han nikkede.  Jeg smilede og kigge på klokken 23:20. tiden var nærmest fløjet af sted. Jeg kunne se jeg havde fået en besked fra James: ”Hej Natine, jeg har givet Pathy og Holly lov til at overnatte her. Håber det er okay? Vi ses i morgen. Godnat søde. P.s skriv lige en besked når du er hjemme så jeg ren faktisk kan falde i søvn.” jeg smilede af hans besked. Det var så typisk James.    ”hvad var det?” Luke var nysgerrig.    ”Det var James, han ville bare lige fortælle at mine søskende overnatter hos ham. Og så ville han have mig til at skrive når jeg kommer hjem.” han nikkede og kiggede på klokken. Han rejste sig op. Han grab hurtigt fat i sin jakke.    ”Luke hvad sker der? Er der noget galt?” han tog fat i mig. Og begyndte at trække mig hen til døren.    ”Det er fordi at min chaufør ikke kører efter kl. kvart i 12, ikke engang med ekstra betaling. Vi må gå nu, ellers når de aldrig hjem i tide.” han hev mig hele vejen ned at trapperne. Indtil at han mærkede at jeg selv løb, så tog han min hånd blødt i stedet.

   Chaufføren kiggede mærkeligt på os da vi kom.    ”Du kan godt lige nå at kører hende hjem ikke? Så kører jeg tilbage?” chaufføren nikkede. Både James og jeg satte os ind bag i. Ingen af os sagde noget på vejen.  Stilheden var dejlig, selvom at det også var lidt akavet.    Jeg var faktisk begyndt at kunne lide Luke. Han virkede som en virkelig sød fyr. Han var meget charmerende, uden at gå for meget over grænsen.     jeg kiggede ud ad vinduet, mørket havde taget over.  Jeg kunne næsten ikke se noget. Men da vi havde kørt i noget tid, begyndte jeg at fornemme skikkelser her og der. Jeg var sikker på at det var mennesker, der stoppede og kigge på bilen. Det var ikke hver dag man så en bil, og især ikke en som denne.    ”Natine, skal vi hente deres søskende på vejen. Eller lader de dem sove hos deres bedste ven, James?” jeg var lidt i tvivl på en måde ville jeg gerne havde dem hjem. Så jeg kunne fortælle dem alt der her. Men jeg blev nød til at vente. Jeg kunne ikke bilde mig ind at vække dem midt om natten.

   ”Det er fint nok, de kommer selv hjem i morgen. Det er dumt at vække dem på den her tid,” Luke nikkede bekræftende, og igen blev der stilhed.    Vi var hjemme efter ikke så lang tid. Det føltes faktisk dejligt at være hjemme. Selvom jeg havde set en masse nye og flotte ting i dag. Jeg havde også lært noget nyt.    Jeg gik ud af bilen og Luke fulgte mig helt hen til døren. Hans chauffør blev siddende i bilen. Han virkede ikke særlig venlig. Han virkede heller ikke som om at han brød sig bestemt meget om mig.

   ”Natine, det var meget hyggeligt at se dem. Kan jeg komme ind så jeg vi kan aftale nærmere eller..” jeg afbrød ham.    ”Jamen Luke hvordan vil de så komme hjem. Deres chauffør ser ikke ud til at være særlig venlig? Eller have lysten til at hente dem. Som de sagde tidligere?” han nikkede.    ”Han er nu meget venlig. Det tager ham bare noget tid at lærer folk at kende. Men jeg finder ud af noget om ikke andet må jeg jo bare gå,” jeg nikkede og lod ham komme ind. Luke vendte sig om og vinkede til chaufføren i tegn om at han bare kunne kører.    ”De kan bare sætte dem ind i stuen. Så kan jeg hente noget at drikke til dem. Hvad vil de have? Vi har lidt af vært?” det havde vi ikke rigtig, men jeg ville gerne være venlig. Nu når han havde givet sådan en lækker mad til mig.    ”Nej ellers tak. Vi kan bare sætte os ind i stuen? Medmindre de vil have et glas vand?” jeg rystede på hoved og viste ham ind på midt værelse eller hvad man kunne kalde det.  Luke sættede sig ned og det samme gjorde jeg. Jeg satte mig lidt væk, så vi ikke sad helt tæt.    ”Natine. Det er fordi at jeg har fået en besked om at jeg skal hjem i morgen. Jeg må ikke blive her længere. Der er kommet nogle ting i mellem. Jeg tager af sted klokken 18:00… Jeg tænkte på om de er klar til at rejse med der? Så de ikke skal rejse alene. Vi kender jo hinanden en lille smule?” det lød som en meget god idé. Men jeg vidste ikke om jeg var klar til at rejse så tidligt. Det ville tage tid og forklare mine søskende det. Og James. Jeg havde en aftale med ham. Men Luke havde også ret.  Jeg skulle ikke rejse så langt alene.    ”Luke jeg ved ikke? Det er bare så tidligt? Vis jeg skal nå at parke og sørger for mine søskende..” han afbrød mig.    ”Tag dem med. Og det med at pakke klarer vi. De får også tøj af os så du passer lidt bedre ind,” jeg vidste ikke helt. Det var et stort skridt.    ”Natine, de skal jo af sted. Og det bliver ikke lettere af at de venter. De kommer tilbage om 3 uger. Jeg lover dem at de kan få lov til at ringe til deres søskende lige så tosset de vil?” Luka havde ret. Jeg blev bare nød til at tage af sted.    ”Okay Luke jeg tager med, men på en betingelse?” han så lidt chokerede, men glad ud på samme tid.    ”At de stopper med at sige de og dem til mig.” han grinede. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men det irriterede mig. Det var jeg ikke rigtig vand til.    ”Jamen kun vis de stopper med at sige det til mig,” han kiggede på mig med et udfordrende blik.    ”Vis du siger det,” han grinede. Han rykkede lidt tættere på mig. Jeg blev lidt nervøs, man kunne aldrig vide hvad han kunne finde på. Jeg kendte ham jo ikke så godt endnu.

   ”Må jeg spørger dig om noget?” jeg nikkede. Han så lidt bange ud.    ”Kan jeg få lov at overnatte her? Måske på dine søskendes værelse. Klokken er lidt mange?” jeg nikkede og rejste mig op. Han rejste sig også op.    ”Selvfølgelig, det er første dør oven på. Du kan jo lige gå op og kigge, så hopper jeg lige i min natkjole? Er det okay?” han nikkede smilende. Og jeg kunne hører ham gå op ad trapperne. Jeg løb hen til min garderobe og fandt min nyeste natkjole frem.  Det var min mors gamle. Jeg havde ikke haft den på endnu, jeg havde tænkt for meget på hende. Den gjorde mig næsten ked af det. Men Luke fik mig til at glemme dem, ligesom James.    Efter 5- 10 minutters tid kom Luke ned. Jeg kunne hører han stoppede på et af de nederste trin.    ”Er de færdig med at klæde om, så jeg kan komme ind?” igen kaldte han mig de. Det irriterede mig. Men det var sødt at han spurgte inden han kom ind.    ”Ja jeg er færdig. Du kan godt komme ind,” Luke kom ind. Han smilede da han så mig. Jeg havde sat mit hår op i en hurtig knold, så det ikke irriterede mig.    ”Luke jeg tror vi er nød til at gå i seng nu. Jeg har en masse mennesker at fortælle om alt der her i morgen og især mine søskende. Jeg ved ikke helt hvad tid de kommer hjem og de…” Luke afbrød mig.    ”De bliver nok lidt overrasket vis de ser en fremmed mand på deres værelse. Især når du fortæller dem hvem jeg er.” jeg smilede. Han forstod mig.    ”Jeg ville også bare lige sige godnat,” han gik overmod mig. Jeg blev lidt nervøs, det var ret akavet. Skulle vi kramme eller? Vi kendte jo knap nok hinanden. Men han stoppede efter et par skridt.    ”Godnat Natine. Det var dejligt at møde dig i dag,” jeg nikkede og smilede. Han vendte sig om og begyndte at gå.    ”Godnat Luke og i lige måde. Det var mig en ære,” han vendte sig om og smilede til mig. Og begyndte så at gå igen. Jeg fandt min dyne og pude frem og lagde mig ned på sengen.  Jeg trykkede på kontakten og prøvede at lægge mig til at sove. Det var lidt svært. Hele den her dag kørte gennem hovedet på mig. Jeg skulle enlig bare have mødt James. Lige da jeg begyndte at tænke på James, kom jeg i tanke om at jeg skulle skrive til ham. Han var sikkert vildt nervøs lige nu.

   Jeg fandt hurtigt min mobil skrev til ham:    ”Hej James, undskyld jeg først skriver nu, men jeg kom hjem for en times tid siden. Jeg har det helt fint og alt er som det skal være. Jeg ved godt at det jeg skal til at spørge dig om er meget ondt. Men kan vi rykke aftalen til kl. 17. Jeg skal tale meget alvorligt med mine søskende i morgen. Der er nemelig sket nogen ting. Og vi du ikke være sød at sende dem over klokken 13:00 eller sådan noget? Jeg håber det er okay,” jeg sendte beskeden og lagde min mobil hen på bordet.

   Efter 2 minutter kunne jeg hører den ringede. Jeg vendte mig om og løftede den. Det var James der ringede. Jeg tog den hurtigt.    ”Natine? Hvorfor var du først hjemme ved midnats tid? Og hvad er der sket?” han lød meget nervøs og sur. Han råbte nærmest.    ”James slap af.. jeg skal nok fortælle dig hvad det er der sker i morgen. Men det var fordi vi glemte alt om tiden. Okay?” jeg hviskede. Vis Luke var faldet i søvn eller prøvet ville jeg ikke vække ham.    ”Hvorfor hvisker du? Natine vil du ikke nok fortælle mig hvad der sker? Du har opført dig rigtig mærkeligt i dag?” han råbte så højt at jeg lige så godt kunne have haft den på medhør.    ”James gider du og dæmpe dig… Du vækker mine søskende og alle i huset. Der er ikke sket noget fysisk med mig. Jeg har det godt James. Slap af, du behøver ikke at være så overbeskyttende. Jeg er ikke et barn længere. ” jeg hviskede stadig.    ”Jeg er ikke indenfor jeg er gået ud for ikke at vække dem. Men det er ikke derfor at jeg skal være stille er det? Og jeg er kun overbeskyttende fordi du ikke fortæller mig noget mer. Jeg ved næsten ikke hvem du er.” han dæmpede sig lidt ned nu. Men jeg kunne mærke at hans ord ramte mig. Det gjorde ondt at hører ham sige det på den måde. Jeg fik næsten lyst til at lægge på.    ”James vi snakker i morgen okay? Jeg er træt og jeg har ikke lyst til at diskutere med dig over telefonen okay?” jeg kunne hører mine stemme næsten knækede over.    ”Fint vi ses i morgen,” han lagde på inden jeg kunne nå at svare. Jeg kunne mærke en tåre trille ned ad min kind. Jeg lagde telefonen ned på bordet.

   Jeg kunne hører fodtrin på trapperene. Jeg skyndte mig at tåre min tåre væk. I håb om at Luke ikke ville opdage det. Han kom ind med det samme.    ”Natine er du okay? Hvem var det du snakkede med?” han satte sig nede ved fodenden af min seng. Jeg rejste mig op.    ”Det var bare en ven. Det er ikke noget. Undskyld, vækkede jeg dig?” han rystede på hoved.    ”Det kan ikke have være så god en ven. Han har gjort dig ret bedrøvet, er du okay?” jeg nikkede. Men kunne ikke lade vær med at tænke på mig og James skænderi.  Det var ikke fordi at det var så slemt, men i de mange år vi havde kendt hinanden havde vi aldrig skændes. Og derfor gjorde det ondt. Især når jeg flyttede i morgen.    ”Natine det er okay at være ked af det. Det skal du ikke være bange for. Det er umenneskeligt at være glad helet tiden,” jeg nikkede. Og kunne mærke endnu en tåre trille ned af min kind.  Luke rykkede tættere på mig. Han løftede midt hoved op med en finger.    ”Natine, jeg hørte godt at du skændes med din ven. Men du skal bare huske at det bare er et skænderi det går over. Bare husk at fortælle ham hvordan du har det. Ellers sker der en masse misforståelser mellem jer. Og så bliver i uvenner og så ender det med at alt det i har bygget op sammen går i stykker. Begrund af et lille dumt skænderi om nærmest ingenting.” han så meget vred ud nu.    ”Det lyder som det er sket for dig. Noget du vil snakke om?” han rystede på hoved. Og smilede.    ”Jeg vidste at jeg kunne få dig på bedre tanker.” uden jeg havde lagt mærke til det. Var jeg stoppet med at græde og begyndt at smile igen.    ”Tak Luke.” han smilede og nikkede. Han rejste sig op gik overmod døren.    ”Når, men godnat igen Natine,” han gik op ad trapperne inden jeg nåede at svare. Jeg lagde mig ned igen.    ”Godnat Luke,” jeg hviskede det. Jeg lukkede øjne. Og prøvede ikke at tænke på James, men på at jeg bare skulle sove.

 

Jeg vågnede. Jeg kiggede hurtigt på klokken: 12:10. Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg gik hen til klædeskabet og fandt det tøj jeg skulle have på frem.

   Jeg gik ud til køknet og fandt noget morgenmad frem. Jeg spiste hurtigt. Næsten for hurtigt for det lykkedes mig at få rigtig ondt i maven.    Jeg lagde min tallerken hen i vasken og skyllede den af. Jeg orkede ikke at vaske den. Og ligge den på plads. Af en eller anden grund følte jeg nemlig jeg havde travlt.    Jeg gik stille ind til mit klædeskab og tog det tøj jeg havde lagt frem på.  Jeg satte mit hår op i en hestehale og gik over og satte mig hen på sengen.  Jeg kiggede på klokken: 12: 40.  Jeg kunne se at jeg havde fået 3 ubesvarede opkald fra James. Han havde også skrevet en masse beskeder. Men jeg gad ikke at læse dem. Jeg ringede op til ham med det samme.    ”James?” jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Måske skulle jeg have læst beskederne før jeg ringede.    ”James. Det er Natine. Jeg kan se du har ringet et par gange?” jeg kunne hører støg i baggrunden. Men stilhed fra ham.    ”Natine.. jeg er meget ked af at jeg flippede sådan ud i går. Du må selvfølgelig godt være sammen med andre mennesker end mig. Men jeg kan forklare dig hvorfor, når vi mødes senere. Men jeg kan først være der 17:30.” jeg overvejede at fortælle ham hvad jeg skulle en halv time efter. Men det kunne jeg ikke gøre over telefonen. Det var forkert på alle måder.    ”James det er okay… Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige. Men jeg er glad for at vi lige kan få snakket om det senere. Og vi mødes bare kl. 17:30 så.” der gik noget tid med stilhed før han svarede.    ”Okay. Men jeg har lige sendt Pathy og Holly afsted. Så vi ses bare,” Shit! Luke, han er her jo stadig. Jeg smed hurtigt telefonen fra mig og løb op. Jeg løb ind på deres værelse, men han var væk. Jeg så der lå en lille papir på min brors seng.    ”Hej Natine. Nu hvor du læser sedlen. Er jeg på midt hotel. Jeg tog af sted mens du sov. Jeg kunne ikke få mig selv til at vække dig. Jeg håber det ikke bliver med for meget besvær at fortælle dine søskende det. Jeg er ved dit hus præcis klokken: 17: 50. Og du skal være der klokken: 17:55 for vi skal være af sted præcis klokken 18:00. Jeg savner dig allerede. Men glæder mig til at vise dig midt hjem. Med lige så åbne arme som dig. - Luke” jeg blev glad da jeg læste sedlen.    Jeg gik ned i stuen igen. Jeg satte mig hen på sengen og gjorde klar til at fortælle mine søskende det hele. Det var ikke en rar fornemmelse jeg havde i maven. De kunne umuligt blive galde for det. Og James ham ville jeg ikke engang begynde at tænke på lige nu.    Døren åbnede. Og mine søskende kom løbende ind til mig.    ”Søster!” råbte de i kor. Og løb hen til mig med åbne arme. Jeg åbnede mine arme og omfavnede dem. Jeg havde ikke lyst til at slippe dem igen. Jeg kunne mærke hvor svært det ville blive at sige farvel og give slip på dem. Men Holly burde være stor nok til at tage sig af sin bror nu.    ”Holly og Pathy jeg vil gerne snakke meget alvorligt med jer nu okay?” de så begge lidt skræmte ud. Men de var ikke halvt så bange som jeg. Jeg havde ingen anelse om hvordan de ville reagere.    ”Okay søster. Men ved du hvad James gav os i går?” jeg rystede på hoved. Pathy tog en sten op ad sin lomme.    ”Hvad er det?” Pathy gav mig stenen. Jeg vidste ikke helt hvorfor han var glad for en sten.    ”I går var vi nede ved stranden. Og der fandt han den her. Han siger at fordi der er skrevet noget bag på giver den lykke,” jeg smilede og vendte stenen om. Der stod: ”Følg dine drømme,” det var meget sødt. Og Pathy så glad ud.    De satte sig begge ved siden af mig. Bare på hver deres side. Jeg rykkede mig helt tilbage og gjorde mig klar. Jeg vidste at jeg aldrig ville blive klar til at fortælle dem noget som det her. Men det skulle jo gøres.    ”Holly og Pathy. Det er meget vigtigt at i tager i mod det her med åbne arme. Ellers bliver det rigtigt svært for både mig og jer.” de så lidt forvirret ud begge to.

   ”Jeg ved at i så mig med en mand kører væk i en bil i går. Og i blev bange. Man han er en god mand. Han har tilbudt mig et job. I ved jo jeg blev fyret fra mit andet.” de nikkede på hoved.    ”James sagde at han var din ven. Og du havde bet ham om at passe på os, mens du var væk.” jeg nikkede.    ”Men han har tilbudt mig et job. Hvor jeg kan betale vores husleje og mere til. Måske vil i en dag kunne flytte til område 10 eller 11.” Pathy smilede. Men Holly kiggede undrende på mig.    ”Vi? Hvor skal di så hen?” Hun havde regnet ud at jeg ikke snakkede om mig selv, men dem.” Pathy så ikke rigtigt ud til at forstå os.

   ”Det er det jeg skal snakke med jer om. Hvad ville i sige til at flytte hjem til James? Og bo hos ham i 3 uger hver måned?”    ”Jaaah, vi skal bo hos James.” Pathy råbte det. Men Holly var helt stille. Hun forstod godt at jeg så ikke skulle med.    ”Og hvor skal du så bo?” hun så meget forvirret ud.    ”Jeg flytter hjem til ham manden og skal være babysitter der. Og så kommer jeg hjem en uge om måneden.” Holly så chokerede ud.    ”Nej! Hvad så med mig og Pathy? Vil du så bare forlade os her? Hvor er du bare..” jeg afbrød hende.

   ”Holly du er gammel nok til at tage dig af din bror. Og i kommer til at bo hos James. Det bliver vildt hyggeligt og så kommer jeg hjem til jer en uge om måneden. Okay?” Holly løb op og smækkede døren oven på.    ”Søster jeg tror du gjorde Holly ked af det?” jeg kunne ikke lade vær med at smile af Pathy han var så uforstående. Jeg krammede ham.    ”Vis vi skal bo hos James får vi så lov til at sove længe og gå på stranden og alt sådan noget?” jeg nikkede. Det troede jeg ikke. Men jeg syntes ikke at jeg ville lave mere rav i den end jeg allerede havde.    ”Jeg går lige op til din søster okay?” han nikkede.    Jeg gik op til Holly. Hun lå på hendes seng og græd. Jeg fik det helt dårligt over at have gjort hende ked af det.    ”Holly. Hør her. De tre uger du skal være uden mig dem overlever du. Du kan slappe af med dine venner i skolen og i weekenderne kan du hænge ud med dine venner. Der er intet der kommer til at ændre sig fordi at jeg rejser. Du vil bare ikke hører min irriterende stemme hverdag…” jeg satte mig ned ved fod enden af hendes seng.    ”Holly, det skal nok gå alt sammen. Det lover jeg dig. Jeg lover okay?” hun nikkede. Men hun rejste sig ikke op hun blev liggende.    ”Og hvad med James? Ham vil du også bare forlade?”  jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare hende.    ”Holly det her er ikke om James og jeg. Det er om os tre. Hør jeg stoler på at du kan passe på Pathy og James. Ellers er James forældre der. Jeg er sikker på at det alt sammen går. Jeg er sikker,” hun rejste sig op.    ”Lover du at du kommer en uge om måneden og er sammen med mig og Pathy,” jeg smillede.    ”På ære. Der er ikke noget jeg hellere ville en af besøge jer. Okay? Jeg elsker jer.” hun nikkede. Og åbnede armene til et kram. Jeg krammede hende.

   ”Jeg elsker også dig.” Hun hviskede det og holdte mig endnu tættere ind til hende.  

Da klokken var blevet: 17:10, havde jeg pakket og var klar til at gå James i møde. Vi  havde kun 20 minutter så skulle jeg gå. Jeg havde fået snakket med Holly og Pathy, lidt mere. Og de var lidt mere med på ideen nu.    ”Holly, Pathy jeg går nu. Og så kan i vinke farvel når jeg tager af sted. Okay?” de kom begge ud til mig. Jeg åbnede armene og de løb begge ind i mine arme. Jeg holdte dem så tæt på mig jeg kunne.    ”Vil i ikke love mig en ting mens jeg er væk?” jeg hviskede det. De nikkede begge. Og holdte stramt fast på mig.    ”At i ikke vokser. Men bliver den størrelse i er foreviget?” Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Men jeg fik et smil på læberene da de begge rystede på hoved.

   Jeg slap dem. Selvom det var meget svært.  De holdte også godt fast på mig. Men jeg måtte gå nu.    ”Jeg elsker jer af hele midt hjerte. Lov mig at i opfører jer pænt okay? James kommer og henter jer senere og så skal i gøre alt hvad han beder jer om okay?” de nikkede begge to.    Jeg rejste mig og tog min taske med tøj på ryggen. Jeg tog min mobil op ad lommen og gik hen til døren.    ”Farvel for nu… Jeg kommer og banker på døren lige inden vi tager af sted. Vi ses,” de vinkede begge og jeg gik ud. Lige da jeg kom ud ringede jeg til Luke.    ”Hej Natine, hva´ så?” jeg smilede da jeg hørte hans stemme.    ”Jeg ville bare lige sige at jeg har snakket med mine søskende… og de..” han afbrød mig.    ”Hvordan tog de det? Blev de sure? Kede af det? Har du ombestemt dig nu? Eller hvordan ligger det hele for dig nu? Jeg forstår godt vi det er..” jeg afbrød ham.

   ”Luke rolig. De tog det godt og jeg skal stadig med. Men jeg bliver nød til at smutte nu, jeg skal mødes med James.” der gik lidt tid.    ”Okay, men så ses vi bare..” jeg lagde på og begyndte at løbe. Det var lidt dumt at jeg havde taget min taske med. Men der lå nogen ting i den som jeg skulle give James.  

Efter 5 minutter var jeg næsten ved springvandet. Jeg kunne se James stå og vente på mig. Jeg var ikke forsinket, men han var nok lige i nærheden.    Han begyndte at gå overmod mig da han så mig. Jeg smilede ved synet af ham. Jeg havde faktisk savnet ham i den tid jeg ikke havde set ham. Hvordan skulle jeg dog klare mig så lang tid uden ham?    Da James var helt her henne kiggede han lidt mærkeligt på mig.    ”Hvad skal du med den der kæmpe taske søde?” jeg smilede og satte den på jorden. Han kiggede undrende på mig.    ”Kan du huske at jeg manglede penge fordi jeg havde mistet mit job? Nu har jeg fået et.. Det blev officielt i går,” jeg fik det med vilje til at lyde som om at det var noget der have stået på i noget tid. James var ikke så glad for at jeg gjorde spontane ting. Han syntes de var farlige for mig.    ”Ja…. Du har fået et job tillykke..” han krammede mig. Han smilede helt vildt. Hvilket gjorde mig endnu mere bange for reaktionen.    ”Tak James… Kan du huske sidt vi var i træhuset?” han nikkede og prøvede at huske tilbage for at se hvad jeg mente.    ”Du lovede at du ville gøre alt for at passe på mig..” han nikkede og forstod mig stadig ikke.    ”James, jeg har brug for at du holder det løfte nu. Du lovede mig at du ville passe på Holly og Pathy vis der skulle ske mig noget?” han kiggede meget mærkeligt på mig.    ”Ja, men der skal der ikke ske dig noget vel? Du er sikker på at du har det fint ikke? Vis det er ham der skal jeg nok få ham væk. Der sker der ikke noget så længe jeg er her.” Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige.    ”James jeg lover dig, med mit liv at der ikke skal ske mig noget dårligt. På ære at jeg har det og får det fint. Men..” han afbrød mig.    ”Du får det godt?” jeg kunne mærke nervøsiteten sprede sig over mig.    ”James det jeg prøver at sige er at jeg rejser væk, i dag. Og jeg kommer hjem en gang om måneden. Og jeg håber virkelig på at du vil tage der af mine søskende. For ellers skal de med og jeg vil gerne have at de bliver her. Jeg skal nok betale jeres husleje det for jeg nok penge til. Jeg sender penge til at de begge kan gå i skole. Og jeg kommer hjem en uge og måneden. Og jeg skriver til jer og ringer til jer. Og jeg sender penge til at i kan lave sjove ting. Og måske om noget tid, vis i vil kan i alle 5 flytte til område 11 eller en dag 10?” James kiggede hverken på mig. Eller nogen andre. Han kiggede nærmest tomt ud i luften.    ”James?” han sagde ikke et ord. Jeg kunne mærke en klump, sætte sig fast i min hals og næsten kvæle den tynde luft, som jeg kæmpede for at indånde.    ”James, vil du ikke nok se på mig?” han kiggede op. Selvom han kiggede mig i øjne. Var det som om at alt var væk. Hans øjne havde tabt glansen.

   Jeg åbnede min taske og tog det jeg havde til James op. Han kiggede væk igen. Jeg pakkede en billede ramme ud. For noget tid siden havde jeg lavet den. Jeg havde klippet 20 billeder ud af os og sat dem sammen. Den anden ting jeg havde var et armbånd som han engang gav mig. Jeg gik med det hverdag, indtil jeg ikke kunne passe det mere. Så lagde jeg det i en æske.    ”James jeg har dem her til dig, det er så at du altid vil huske mig og omvendt. Jeg har selvfølgelig også taget billeder af dig og mine søskende med. Selvom jeg ved jeg aldrig ville glemme jer,” James tog armbåndet. Han holdte stramt om det. Jeg blev lidt nervøs.    ”Natine. Jeg skal nok passe dine søskende.” Mit hjerte stoppede næsten med at banke. De ord som der kom du af hans mund var kolde og havde ingen følelse.    Jeg rakte billede ud til ham. Han tog fat i det. Men da jeg slap faldt det til jorden med et brag. Glasset knuste i tusinde stykker. Og det samme følte jeg, jeg gjorde. Jeg var mundlam.    Jeg tog min taske på ryggen. Jeg rystede på hoved. Og en tåre begyndte at trille ned ad min kind. Jeg vente mig om, tog en dyb indånding og begyndte at gå.

   ”Natine? Undskyld jeg ødelagde billede det var ikke med vilje.” jeg gik, vider og ignorede hans ord. Som var det viden der hviskede. Vis det var det eneste han kunne sige til mig når jeg skulle rejse. Kunne jeg ikke blive.    ”Natine!! Vent!” jeg stoppede op og vente mig om. Han løb hen mod mig.  Jeg følte et hurtigt sus af lettelse sværme forbi.    Han rakte mig et andet armbånd som han havde i lommen. Det var det armbånd som jeg lavede da vi blev bedste venner. Jeg lavede et til ham og et til mig. Dengang sagde jeg at det signalerede vores venskab. Som en bedste veninde halskæde. Bare i armbånd.    Jeg tog arm båndet. Og slap det så. Da vinden tog den med. Føltes det som om at jeg var tom inden i. Jeg vente mig om.    ”Jeg flyver klokken seks så derfra har du ansvaret for dem,” jeg begyndte at gå. Jeg gik og gik. Han stoppede mig aldrig. Det var den største fejl jeg lavede. At forlade ham uden at sige ordenligt farvel.

 

På vejen hjem følte jeg at alle stirede ondt på mig. Og jeg kunne ikke stoppe med at græde hele vejen tilbage. Nu ville jeg bare væk. Langt væk herfra og glemme James. Og alt det dårlige her.    Da jeg kom hen til mit hus. Var der en helikopter og jeg kunne se Luke stod og ventede på mig.    ”Er du okay?” han kom løbende hen til mig. Han kunne se med det samme at jeg græd.  Selvom jeg prøvede at skjule det.    ”Ja, kan vi ikke bare tage af sted nu? Jeg vil gerne væk herfra.” Han kunne godt hører hvordan jeg havde det. Jeg gjorde det meget tydeligt.  Han slog armene om mig, for at trøste mig.    ”Vi kan bare tage af sted når du har sagt farvel til dine søskende,” jeg nikkede. Det var dejligt at han ikke spurgte mere ind til det. Jeg gad ikke at forklare ham det hele. Og jeg gad i hvert falde heller ikke at snakke med mine søskende om det.    Jeg gik ind og bankede på døren. De kom ret hurtigt ud. De smilede begge helt vildt. Selvom Holly godt kunne se at der var et eller andet galt. Hun lod sikkert som ingenting.

   ”Holly og Pathy, det her Luke. Det er ham jeg skal arbejde hos. Jeg skal passe hans brødre.” de nikkede. Jeg satte mig på hug og gjorde klar til et kram fra dem. De omfavnede mig begge. Men kun kort, for ellers ville jeg ikke slippe dem igen.

   ”Opfør jer pænt..  James kommer og henter jer senere og så skal i bo hos ham og hans forældre.” de nikkede. Jeg rejste mig op og gik hen til helikopteren. Jeg trådte på de første trapper. Jeg var lidt nervøs, det var jo første gang jeg skulle noget så vildt.    Luke havde taget min taske og stod lige foran mig. For at tage i mod mig. Han smilede til mine søskende.    ”Jeg elsker jer! Og pas godt på jer selv. Og husk ikke at vokse!” jeg kunne næsten ikke hører mig selv fra larmen af propellerne der så stille kørte rundt.

   Jeg gik ind i helikopteren. Der var ikke særlig meget plads her inde. Og der var kun plads til fire mennesker.    Jeg satte mig bag i. Luke kom lige bag mig. Han lagde min taske på forsædet og satte sig bag i. Piloten sad allerede og ventede på os. Jeg undrede mig lidt over hvor Lukes chauffør var. Og hans bil?

   ”Vi flyver når du er klar, bare tag den tid du skal bruge,” jeg havde ikke lyst til at bruge mere tid. Det blev ikke lige frem nemmere at forlade sine søskende med tiden. Og desuden ville jeg gerne væk.    ”Jeg er klar.. I kan bare flyve nu,” han nikkede og lavede tegn til piloten. Jeg kiggede ud af midt vindue. Jeg kunne se mine søskende og de nærmeste naboer havde samlet sig i en klump og betragtede helikopteren. Det føltes mærkeligt at jeg var inden i den, og det var mig de kiggede på. Og ikke mig der kiggede på en fremmed.    Mine søskende vinkede helt vildt. Jeg ville gerne vinke tilbage, men de kunne ikke se mig længere. Vi var for højt oppe. Efterhånden blev de mindre og mindre. Til de til sidst forsvandt ind til to små pletter.

   Det føltes ikke mærkeligt at flyve, men jeg havde stadig en mærkelig følelse i maven. Selvom at det nok ikke var det.    ”Du fortryder ikke vel?” jeg rystede på hoved. Jeg ville gerne have svaret med ord, men det var som om at når jeg endelig fik kæmpet dem op til min hals, satte de sig fast

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...