the light in the dark

Livet i område 12

”Vis du gerne vil hører historien, så vil jeg da gerne fortælle den,” Jeg ligger min mobil på bordet og smiler af min hendes nysgerrighed.
”Den er lyder virkelig spændende, og desuden så har det jo gjort dig til den du er nu ik?.” jeg smiler. Og trækker vejret en gang.
”Jo… Okay.. Det hele startede da, det ringede på døren og min søster kaldte på mig…”

*
”Natine, kom her hen.” jeg gik hen til hoveddøren. Min søster kaldte på mig. Jeg kunne se at der stod to store mænd i døren.
”Natine Cullen?” jeg nikkede bekræftende til den muskuløse mand. De var begge klædt i jakkesæt. Jeg var ikke i tvivl om hvad de kom for. Jeg havde ikke betalt huslejen i en uge.
”Ja det er mig?” de tjekkede mig ud. De havde nok lidt svært ved at tro at jeg var den ældste i familien. Jeg var jo kun 19 år.
”Vi kan se du ikke har betalt din husleje i en uge og det passer ikke tronen særlig godt,”

3Likes
2Kommentarer
662Visninger
AA

4. Et nyt kapitel

  

Efter at vi have fløjet i omkring 15 timer, sad jeg og tænkte det hele i gennem. Jeg havde sovet i halvdelen af tiden og den anden halvdel havde jeg bare kigget ud af vinduet. Der var fløjet mange tanker gennem midt hoved. Jeg var meget nervøs for at møde Lukes familie. Det var ikke sikkert de var lige som ham. Jeg var også meget nervøs for hvordan det ville gå med mine søskende.

   Gennem hele turen indtil vider, havde Luke ikke sagt et ord. Han havde sovet så vidt jeg vidste et par timer, og det var det. Resten af tiden sad han på sin computer og skrev løs.

   ”Hvad skriver du?” han kiggede op, han smilede. Han lukkede sin computer ned.
   ”Det er dejligt at hører din stemme igen.” jeg smilede. Og ventede på at han svarede på mit spørgsmål.
   ”Men jeg skriver en lille historie. Det gør jeg tit når jeg keder mig,”  jeg nikkede.

  ”Må jeg godt læse noget af det?” han nikkede. Han åbnede computeren og rakte den over til mig.
   ”Der var en gang en dreng, som havde mistet alt hvad han holdte kært. Han havde mistet hele sin familie. Han hus, hans ting og han dyr. Og det hele mistede han begrund af at han vædede. Se drengen var ikke en hel normal dreng. Han var ramt af en sygdom kaldt gambling. Han kunne ikke lade vær med at spille, han spillede. Han startede med at spille om hans lommepenge og efterhånden havde han spillede hele familiens penge væk. For drengen var ikke særlig god til at spille. Han tabte altid.

   En dag lavede han et vædemål med en sin bror. De vædede om hvem der fik lov til at blive i familien. I virkeligheden havde hans bror fået af vide af deres forældre, at han skulle skille sig af med han lillebror. Drengens storebror vandt vædemålet og han blev smidt ud. I starten boede drengen hos hans morfar, men efter et par og faldt han bort. Drengen blev derfor nød til at flytte på gaden. Hvor han senere fik et job som flaske dreng. Drengen tjente ikke særlig mange penge og de fleste af dem spillede han op.

    På hans 22 årige fødselsdag, læste han i avisen at han mor og far var døde i en ulykke. Han opsøgte derfor hans bror, men han opdagede at hans bror også var død af et hjerteanfald. Nu havde han ingen tilbage. Kun ham og han spille problem.

    Efter et hårdt år med sorg og ensomhed, stoppede han med at spille og begyndte at drikke i stedet. Han drak sig fuld får at glemme hans smerter.

    Men end dag blev han befriede. Det var som magi, han stoppede med at drikke og gamble som han havde gjort i 13 år. I starten troede han selv på at det var magi, men så indså han at han var forelsket. En smuk pige som var 2 år yngre end ham selv. Hun var det smukkeste han nogensinde havde set i hele sit liv. Han havde det med det samme som om at han ville gøre alt for hende. Og det gjorde han. Senere på året blev de kærester.

   5 år efter sad han med sin kone i deres lille hus og så deres børn lege og have det godt. Drengen kiggede på sin kone og sagde til sig selv:
   ”Jeg troede aldrig at jeg kunne blive så lykkelig. Jeg troede aldrig at jeg ville se lyset i det mørke, men det gjorde jeg. Så vis jeg kan, kan alle,” han smilede og hans kone smilede tilbage.

   Og sådan var det at den lille dreng som mistede alt, endte med at leve lykkeligt til sine dages ende.” Det var en rigtig sød historie. Jeg kunne godt lide den måde han havde skrevet den. Men på en eller anden måde virkede det som om at han havde skrevet den med en følelse som var bekendt og måske minede om noget han havde oplevet?
   ”Det var en rigtig god historie.. Du skriver rigtigt godt,” han smilede. Jeg gav ham hans computer tilbage.
   ”Er det noget du gør tit? Altså skriver historier?” han kiggede på sin computer og så på mig.
   ”Af og til. Jeg plejer ikke rigtigt at have tid når jeg er hjemme. Men jeg gør det af og til når vi flyver eller kører langt,” jeg nikkede.
   ”Hvad laver du sådan i område et?” han tænkte lidt over det.
   ”Om eftermiddagen, plejer jeg at hænge ud med mine venner. Og hører musik og bare slappe af og sådan,” det lød ikke som at han havde det særlig hårdt.

   ”Og om aftnen?” han smilede.
   ”Det er faktisk meget forskeligt. For det meste er vi hjemme hos min bedste veninde. Nogen gange er vi i biografen. Nogen gange tager vi en bil ind til der hvor de unge er.” jeg nikkede. Jeg ville gerne spørger om meget mer, men jeg ville ikke virke for hurtig.
   ”Hvad plejer du at lave? Det samme eller?” jeg var næsten ved at grine. Jeg tror ikke at han var helt klar over hvad jeg plejede at lave.
   ”Altså dengang jeg havde arbejde, var jeg der om eftermiddagen. Senere eftermiddag var jeg sammen med James og det var jeg så til jeg skulle i seng. En gang i mellem så jeg nogen venner som jeg havde fra de andre områder. Men det var ikke så tit.” han nikkede.  Ja mit liv var ikke lige frem det mest spændende, men jeg var lykkelig og jeg havde det godt og det var nok for mig.

   ”Nu tilbage til dine historier.. Har du flere jeg må læse?” han nikkede. Han fandt en ny historie frem og gav mig hans computer igen.
   Og det brugte jeg så resten af turen på. At læse hans mange historier. Jeg tror mindst der var 22, det var alle sammen i samme stil som det første.
 

 

Efter 10 timer var vi der næsten. Jeg kiggede ud ad vinduet alt så anderledes ud. Der var store bygninger. Det mest mærkelige var at der var flyvene biler. Menneskerene så også meget anderledes ud. De gik anderledes tøj. Man var ikke i tvivl om at jeg var fra et andet område end område 1.
   ”Kan du se det der lille hus der over der bor jeg og ved siden af i det store bor mine forældre og mine brødre.” jeg kiggede derhen hvor han pegede. Hans hus som han kaldte lille, var mit gange 10. Og det store var enormt.
   ”Vov det er godt nok stort,” Han nikkede og smilede. Vi begyndte lige så langsomt at flyve ned ad. Indtil vi var over en kæmpe græsplane, så gik det bare stærkt ned.
   ”Så er vi her. Nu skal du hører jeg starter med at vise dig rundt og så går vores tjener ind med din taske og på vejen kan vi jo lige sige hej til folk. ”Jeg nikkede, mens James gik ud. Han løb hurtigt rundt og åbnede døren for mig. Han rakte sin hånd ud så jeg kunne at tage fat i den.
   ”Når, men vi starter her. Det her er vores ladnings bane. Nogen gange bruger vi den også til at spille udendørs spil.” jeg nikkede. Jeg kunne tyde at der kom et eller andet kørende længere nede. Da det kom tættere på opdagede jeg at det var en eller anden form for flyvende ting, den linede lidt en bil. Men den var mindre og mere åben.
   ”Natine det her er vores robot, den kan tage form som alt mugligt.” jeg blev lidt chokerede. En robot, det var derfor der ikke var nogen der styrede den. Bil tingen, ændrede sig til en menneske agtig form.
  ”Hej midt navn er Norm, jeg er en robot. Jeg kan skifte form, sejt ikke?” jeg blev meget chokerede da den begyndte at snakke. Den snakkede meget mærkeligt, den holdte lange pauser mellem hvert eneste ord.
   ”Hej Norm, jeg er Natine,” den vendte hoved til siden. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.
   ”Hej Natine Cullen. Hvordan har du det,” Jeg kiggede hen på Luke. Jeg kunne ikke forstå hvordan den vidste hvad mit efternavn var.
   ”Den kan læse folk. Det er faktisk meget sejt. Jeg ved ikke helt hvordan den gør det, men det gør den altså bare.” jeg nikkede. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Det var alt for uvirkeligt.

   Den skiftede form til det der minede om en bil. James satte sig ind på venstre side. Og jeg satte mig ved siden af.
   ”Bare kør til det store hus først,” den begyndte at kører. Den kørte ikke overdrevet hurtigt, men heller ikke langsomt. Jeg ville ikke kunne overhæle den vis jeg løb. Men jeg tror jeg kunne følge med.

   Efter 5 minutter var vi ved et kæmpe hus. Det var hvidt og der var store vinduer over det hele. Dørene var også enorme.  Skiltet var guld og der stod: ” familien Seleey” Det var et rigtig flot skilt. Vi havde ikke engang et. Det havde vi på et tidpunkt. Et jeg havde lavede af træ, men nogen stjal det. Og siden der har jeg ikke haft tid eller lyst.
   ”Det her, er det hus du kommer til at bo i for nu.” jeg nikkede. Han bankede på den ene dør tre gange. Det undrede mig for det var ikke tre normale bank, det var en slags melodi.      

   ”Det er koden så åbner dørene selv,” i det jeg nikkede, åbnede dørene. James tog min hånd og nærmest trak mig derind. Da jeg kom ind blev jeg overrasket over hvor stor hallen var.  Det var enormt og der var meget langt op til loftet. I midten var der en meget bred trappe der gik op og skilede sig på midten så man kunne gå til begge sider. På min venstre side var der en dør.  Og på min højre var der også en dør.
   ”Nå, men det her er så hallen, den har vi ikke gjort så meget ved. Selvom det tit er den de gæster vi får kigger mest på.” Jeg kiggede rundt, her var meget lyst. I midten af loftet hang der en kæmpe lysekrone. Der var flotte stole her og der. Jeg tror ikke at der var nogen der rigtig brugte dem, men de var rigtig flotte og så meget dyre og skrøbelige ud.

   James tog igen min hånd og fulgte mig over til døren på min højre side. Han smilede til mig og åbnede så døren. Det var et skoskab. Det var cirka på størrelse med min stue. Der var en masse sko. Og et par tommepladser.

   ”Som du nok godt kan gætte er det her vores skoskab. Eller det er ikke det store skoskab det er de sko vi bruger mest der er her. Men vis du lige lægger dine sko ind på hylden så kan jeg finde dig et par ind døres sko.” jeg nikkede og tog mine sko af. Jeg lagde dem ind på en tom hylde og ventede på Luke.

   Han kom ud med et par ballerinaer, de så rigtig flotte ud. Og så passede de lige til den farve trøje jeg havde på. Jeg lagde mærke til at Luke også havde skiftet sko.
   ”Jeg regnede med at du gerne ville have i en farve der matchede dig. Jeg tror også at de passer dig,” Han smilede. Han gav mig skoene og jeg tog dem på. Det var rigtigt dejlige at have på.
   Vi gik ud af skoskabet.

   ”Over ved den anden dør er der jakker, det behøver vi jo ikke at se. Vi kan bare smutte oven på,” han tog min hånd. Men den her gang trak han ikke i mig, men gik ved siden af mig. Da vi var på midten af trappen der hvor den delte sig gik vi til højre. Der var ret mange trapper op, men det var faktisk ikke særlig mærkeligt, når der var 5 meter op til loftet eller sådan noget.

   Da vi enlig kom op var der en lang gang. På den ene side var der 4 døre og på den anden var der 5 døre. Vi gik hen til den første dør på højre side.

   ”Det her område kommer du til at være, ikke det andet. Okay?” jeg nikkede og han åbnede døren.  Det var helt klart hans brøderes værelese. Der var fodbold plakater og legetøj over det hele. Der var en køjeseng og elleres var der bare rimelig rodet.

   ”Det her er så mine brødre værelse. Den første hedder: Jake og han er 6 år. Han har blondt krøllede hår. Og den anden hedder: Peter og han er selvfølgelig også 6 år. Han har blond glat hår.” Jeg nikkede. Jeg kiggede lige lidt rundt. Det så ud som om at de var meget glad for fodbold. Men der var næsten lige så meget plakater med håndbold.
   ”Når skal vi ikke gå vider til næste værelse?” jeg nikkede og gik lige bag ham. Jeg lukkede døren efter os og gik hen til ham.

   Han åbnede døren, jeg kunne se der sad to mennesker inde i det store rum. Det var helt klart en form for stue. Der var en sofa i midten hvor der sad nogen og der var en pejs. Der var billeder over det hele. Og et skrivebord. Der var også et stort skab med en masse forskelige ting.
   ”Det her er så den ene stue. Her plejer vi mest at sidde. Her er det ikke så stort så det er lidt hyggeligere…” en dame stemme afbrød ham.
   ”Ja, men her er til gengæld ikke lige så flot som det andet.” en Dame rejste sig op. Hun havde blondt hår. Hun var meget smuk og hendes brune øjne, minede mig på en eller måde om Lukes.
   ”Hej jeg er Jennifer du må være Natine?” hun kiggede meget snobbet på mig. Hendes stemme var også lidt snobbet.

   ”Ja det er jeg, hyggeligt at møde dem,” hun kiggede op og ned af mig, for at studere mig nærmere tror jeg.
   ”Ja altså Luke insisterede. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor at det skulle være en som
dig. Men man skal jo give sine børn hvad de vil have.” Luke kiggede irriterede på hende.

   ”Ja ellers ender det jo bare med at de stikker af. Men det ved du vel alt om.” Det var manden som der sad der sagde det. Han rejste sig op og gik hen til Jennifer.
   ”Jeg er Poul,” hans stemme var lige som hans kone. Bare lidt mindre snobbet. De kiggede begge forfærdet på mig. Det fik mig til at føle mig dårligt tilpas.

   ”Natine lad os gå. Så jeg kan vise dig resten af huset.” jeg nikkede. Jeg gik hurtigt ud. Og han vendte sig op for lige at give sine forældre et sidste blik.
   ”Det må du undskylde de er ikke lige så accepterende som mig,” jeg nikkede.
   Luke gik foran mig hen til det tredje værelse. Da han åbnede døren så jeg at det var et toilet. Det var cirka på størrelse med skoskabet nedeunder. Men der var ikke noget bad.
   ”Det her er det ene toilet. Her er der ikke bad som du kan se.” jeg nikkede og vi gik ud og hen til den fjerde dør. Han åbnede den. Det var et køkken det var ikke særlig stort det var i hvert falde på størrelse med mine søskendes værelse.
   ”Det her er det lille køkken. Det er her vi spiser morgenmad og en gang i mellem en snack. Men når du skal til køknet skal du først over i det andet køkken for at hente mad.” Jeg nikkede.

   Vi gik vider til den sidste dør. Da han åbnede den, blev det rimelig koldt og jeg regnede hurtigt ud hvorfor. Det var en stor balkon, på størrelse med de store rum.
   ”Her er der ikke så meget andet en balkon,” jeg smilede og nikkede. Vi gik ind igen og over til den anden side af gangen.
   ”Vi behøver ikke gå ind i det her rum. Det er også en balkon magen til den vi lige har været på,” vi sprang den sidste dør over og gik over til den tredje dør. Det var også et toilet, men det her var bare større og med et boblebad. Det var helt uvirkeligt at jeg skulle bo i et hus med et boblebad på toilettet. Det var også et normalt bad. Men det var bare ikke så stort, man lagde mere mærke til det andet.
   ”Ja og det her er jo så det andet toilet på den her side. Det er det toilet vi bruger mest når vi er her.” jeg nikkede og gik hen til vasken. Der var et kæmpe stort flot spejl over. Da jeg kiggede kunne jeg se at mit hår sad vildt dårligt. Så jeg tog elastikken ud så jeg havde løst hår.

   ”Skal vi gå vider til næste rum?” jeg nikkede og gik forbi ham. Han lukkede døren og fik ret hurtigt overhældede mig så han gik forrest.

   H  Han åbnede døren til det tredje rum. Det var et eller andet form for bibliotek. Der var bøger over det hele. Jeg havde aldrig set så mange bøger på en gang. Det var faktisk ret sejt.
   ”Det her er så hvor vi opbevare bøger.. Vi har helt fra eventyr til gyser og fra gyser til fakta.. Vi har faktisk lidt af det hele.” jeg kiggede omkring. Jeg tog en tilfældig bog ud: ” A kiss from a servent,” Den så meget god ud.
   ”Vi har omkring 700 forskellige bøger.” vov det var mange. De måtte jo virkelig læse meget. Ellers var det da lidt spild af plads og gode bøger.
   Luke gik ud af rummet og jeg fugte lige efter ham og lukkede døren. Han gik hen til den anden dør.
   ”Intet er tvillingerne her ellers er de ude og spille fodbold eller sådan noget,” jeg nikkede. Jeg var lidt nervøs for at møde dem. Det var jo nok dem jeg kom til at være mest sammen med.
   Han åbnede døren. Rummet var ikke lige så stort som deres værelse, men det var stort. Det her rum var et slags legerum. Det var legetøj og spil over det hele. Der var en kæmpe fladskærm.
   ”Det er så her tvillingerene plejer at lege og spille eller hvad de nu laver. Så vis du en dag ikke ved hvor de er så er de nok her inde.” Luke fik hen til et eller andet hul i væggen.
   ”Det her er nemelige deres hule. For at komme der ind skal du bare banke et 4 gange i takt,” Luke bankede fire gange på døren. Han gik lidt tilbage og det gjorde jeg også. Det som før var et lille hul ændrede sig til en mellem stor dør.
   ”Vil du med der ind?” Jeg nikkede og gik lige bag ham. Han åbnede døren. Der var meget mørkt.  Jeg kunne intet se.
  ”Ja altså mine forældre ved ikke noget om det her rum, så derfor er der ikke noget lys herinde. Drengene plejer at tage lommelygter med.” Jeg nikkede og prøvede at find den dør som var her får lidt siden.
   ”Du skal banke fem gange for at få døren til at åbne sig her inde fra,” Jeg vente mig om mod væggen og bankede fem gange. Igen kom døren frem og jeg skulle til at åbne den. Luke tog fat i min hånd så jeg ikke kunne åbne.
   ”Hvad laver d…” han holdte sin hånd over min mund så jeg ikke kunne sige noget. Jeg gik næsten i panik, jeg havde igen idé om hvad der skete.
   ”Shh, mine forældre er der ude, De må ikke vide noget om det her. Vis du tager i det håndtag kommer døren frem på den anden side også.” han hviskede meget lavt. Men jeg kunne sagtens hører hvad han sagde.

   Døren ændrede sig igen til et lille hul. Jeg kunne ikke se det fordi jeg stod så jeg kunne kun se Luke.
   ”Nu er de gået. Det var meget heldigt at du ikke bare tog i håndtaget,” jeg nikkede og bankede fem gange. Igen kom døren frem og jeg åbnede den. Det var dejligt at komme ud i lyset igen. Hvor jeg kunne se hvad jeg lavede.
   ”Lad os gå vider til det sidste rum,” jeg nikkede. Luke gik forbi mig og ventede på at jeg gik ud. Jeg ventede lige og så døren forsvinde ind til et hul igen.
   Jeg gik hen til Luke, han lukkede døren bag os og gik hen ved siden af mig igen. Han smilede til mig. Jeg smilede tilbage og kiggede så væk. Vi nåede hen til den første dør.
   Luke åbnede døren og gik ind. Jeg gik lige bag ham. Det var helt hundred et soveværelse. Det var stort og virkelig flot. I midten af værelset var der en stor dobbelt. Med et sengebetræk af fem drenge jeg ikke kendte. Over sengen var der en flot lysekrone. Og væggene var råhvide. Til min venstre side var der et skrive bor med en computer.  Og til højre var der et klædeskab. På gulvet kunne jeg se at sengen stod på et hvidt tæppe. Jeg gik hen til en af vinduerne. Der var udsigt lige ned til en strand.
   ”Det her er så et soveværelse som du jo kan se. Her skal du bo,” What? Det var helt mærkeligt at jeg skulle sove og være på det her værelse. Jeg var mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige jeg var ikke vand til så meget luksus.

   ”Du kommer nok til at være her inde mest.. Om morgnen skal du spise morgenmad i det lille køkken med tvillingerene. Og om eftermiddagen kommer du til at spise frokost med mig over ved midt hus. Om aftnen spiser du her. Vores tjeneste robot kommer med mad. Du har også fri internet så du kan surfe på nettet,” jeg nikkede. Jeg burde enlig skrive alt det der ned for jeg ville jo glemme det efter et minut.

   ”Vi har for resten købt nyt tøj til dig, det lægger alt sammen i klædeskabet og det gør det tøj du har med også.” jeg nikkede. Jeg gik hen for at kigge i klædeskabet. Det var helt fyldt med tøj.
   ”Kan jeg se dit hus nu?” han nikkede. Han gik ud af værelset og jeg gik lige efter ham. Jeg kiggede lige ind på værelset en sidste gang og så lukkede jeg døren.

   Hans hus lå 5 minutter væk fra det store. Det var næsten som at se det store hus i lille udgave. Der var bare ikke så mange rum. I Lukes hus var der et toilet, et køkken, en stue, to sove værelser, og en balkon. Der var selvfølgelig også gange og klædeskabe de var bare ikke lige så store.

   James og jeg havde skiftet tøj til noget lidt mere behageligt og sad nu og drak en kop te. På hans værelse. Han havde også en stor dobbelt seng. Faktisk var hans værelse lidt ligesom det jeg skulle sove i. Bare med blå farver i stedet for de lyserøde.

   ”Kan du lide husene?” han lagde teen på bordet for at hente noget i skuffen. Jeg kiggede nysgerrigt på hans hånd.
   ”Det er et rigtig pænt område. Jeg er meget… Hvad skal jeg sige… Overrasket, jeg havde aldrig forventet at det var så stort jeg mener bare vejen hen til huset.” Han smilede.
   ”Vi mangler altså stadig at se haven og vores fodbold baner og sådan. Senere kan jeg måske vise dig lidt rundt i byen,” Jeg nikkede. Jeg havde faktisk altid godt kunne tænke mig at se mere af område 1 en det man lige havde set i tv’et.
   ”Du kan jo møde mine venner. Min bedste veninde er den sødeste. Ja og min bedste ven. Han er måske lige sådan en type som du ville have det godt med,” jeg smilede. Jeg kunne enlig godt tænke mig at møde en masse nye mennesker. Jeg ville gerne lærer lidt mere om område 1.
   ”Jo og det her skal du have på. For vis ikke er der måske nogen der kan tro at du ikke må være her. Og så skal vi bare gennem alt mugligt,” han rakte mig et armbånd. Det var rødt og blåt. Der stod med store bogstaver familien Seeley.
   ”Hvad er det?” han lukkede armbåndet om midt håndled. Og betragtede det kort.
   ”Det er et armbånd der viser du arbejder for os. Det er for at signalere at du ikke er ulovlig indtrængen. ” jeg kunne ikke lade vær med at smile.
   ”Ulovlig indtrængen det lyder meget kriminelt.” han grinede og nikkede. Jeg tog et zip af min te. Den smagte rigtig godt, men det var også med jordbær smag og jeg var især glad for jordbær.    DørD  

   ”Er der noget du har lyst til at lave?” jeg havde enlig bare lyst til at slappe af jeg var en smule jetlacked efter den her tur. Men jeg havde endnu mere lyst til at ringe til mine søskende.
   ”Kan jeg låne en telefon? Jeg vil enlig gerne ringe til mine søskende,” Han nikkede o rejste sig op. Han hentede hans telefon.
   ”Du kan bare ringe. Skal jeg gå ud eller?” det var meget betænksom spurgt.

   ”Nej det er fint nok, jeg tror bare jeg går ud på balkonken og ringer. Jeg har alligevel brug for noget luft,” Han nikkede. Jeg gik hen mod døren.
   ”Natine, husk at tage en jakke på det er lidt koldt.” han løb hen til sit skab og fandt en af hans jakker frem. Han lagde den på min skulder og smilede til mig.

   ”Tak,” jeg smilede tilbage og gik ud til balkonken. Jeg var lidt nervøs for at ringe til dem. Især fordi jeg skulle have fat i James først. Min søsters mobil virkede ikke særlig godt.

   Jeg ringede op til James. Der gik noget tid før den røg på telefon svarer. Jeg ringede op igen uden held. Så jeg prøvede lige en sidste gang inden jeg gik ind.
   ”Hej det er James?” hans stemme lød meget anderledes. Den lød slet ikke som den plejede. Det gjorde mig lidt bange.
   ”Hej James det er Natine kan jeg få lov til at snakke med mine søskende.” jeg sagde det meget hurtigt fordi jeg var bange for at han ville lægge på med det samme da han hørte det var mig.
   ”Ja,” der blev helt stille i røret. Men det var som om at hans kolde svar blev ved med at gentage sig i midt hoved.
   ”Hej søster, det er Patrick,” han stemme var så nuttet at jeg fik det helt dårligt over at jeg ikke kunne kramme ham i de næste mange dage.
   ”Hej Pathy. Hvordan har du det? Går det godt der hjemme? Hygger i jer?” jeg ved godt at jeg spurgte ham om ret mange spørgsmål og at han nok ikke ville kunne huske alle sammen, men der var så meget at sige.
   ”Jeg har det godt. Søster er der mange biler der over? Og.. og er der sådan en som du var i i går?” jeg kunne ikke lade vær med at smile.
   ”Ja dem er der mange af. Og ved du hvad Luke har to tvillinger brødre så måske kan du komme her ned en dag? Og se alle de seje ting.” der var lidt støj i baggrunden.
   ”Ja, og så kan jeg også flyve i den der maskine ik? Og i en af de der biler..” han lød meget ivrig efter at få lov til det.
   ”Ja selvfølgelig får du lov til det. Det lover jeg og ved du hvad jeg også lover dig? Vis du opfører dig pænt over for James så får du en gave. Men jeg snakker med James så du kan ikke snyde mig..” enlig snakkede jeg ikke med James. Men jeg havde jo alligevel tænk mig at købe en gave til ham.
   ”Årgg, det skal jeg nok. Det lover jeg,” jeg smilede, men midt smil falmede meget hurtigt.

   ”Godt min skat… Kan jeg snakke med din søster?” der gik lidt tid. Røret blev helt sikkert lagt på bordet. For det larmede da den ramte.

   ”Hun er ude sammen med Helena og Cecilie skal jeg finde hende?” det var dejligt at hører at hun var sammen med nogen veninder. Det var lige det hun havde brug for.
   ”Nej det er helt fint. Vil du ikke bare være sød at sige hun skal ringe til det her nummer når hun kommer hjem?” Han svarede ikke, men jeg var helt sikker på at han nikkede. Det gjorde han tit når han snakkede i telefon. Han glemte lige at vi faktisk ikke kunne se ham.
   ”Søster James vil gerne lige snakke med dig..” jeg kunne slet ikke tro på det. At han ville snakke med mig? Hvorfor dog det? Hvad skulle jeg sige til ham? Og hvad ville han dog sige til mig?
   ”Okay skat. Jeg elsker dig. Og husk på at jeg stadig holder øje med dig selvom jeg ikke er der. Og sov nu godt. Vi snakkes ved i morgen. ”
   ”Jeg elsker også dig søster. Og du skal også sove godt. Jeg holder også øje med dig!” jeg smilede. Røret blev igen lagt på bordet. Der gik lidt tid før James løftede det.
   ”Jeg ville bare lige sige at de sover hjemme hos dem selv, men jeg sover der også. Jeg har sagt at de hun skal være hjemme klokken 10 senest og ham holder jeg øje med.” selvfølgelig var det praktiske ting han sagde.
   ”Okay tak. Jeg sender penge hjem lige så snart at i skal betale husleje. Og jeg vil gerne have at de begge går i skole hverdag. Det sender jeg også penge til. Og jeg sender nogen penge til dine forældre.” der blev helt stille i et par sekunder.
   ”Fint,” jeg kunne hører min bror i baggrunden. Han sagde et eller andet til James. Jeg kunne ikke rigtigt hører det.
   ”James jeg ved godt at du er sur over at jeg er rejst. Og det kan jeg også godt forstå, men jeg vil bare ikke have at det går udover mine søskende at vi to skændes okay? Så er jeg ligeglad hvor meget du hader mig eller hvor meget du har lyst til at glemme mig. Men mine søskende er ikke skyld i det her skænderi. Det er du og det jeg.” der blev igen stille. Jeg kunne mærke en regn dråbe ramme mig. Den blev meget hurtigt til fem og så væltede det bare ned med regn.
   ”Natine, jeg ville aldrig lade det gå udover dine søskende. Jeg elsker dem som var det mine egne søskende. Og Det er fordi at jeg…” Luke kom ud til mig.
   ”Natine, jeg tror du skal komme ind nu. Der er en storm på vej. Og jeg vil ikke have at du bliver syg. Du kan godt snakke vider der inde,” jeg smilede han kom hen til mig.
   ”Luke det er fint nok. Jeg var færdig. Farvel jeg bliver nød til at smutte nu,” jeg lagde på og gav ham telefonen. Jeg havde enlig ikke lyst til at tale med James. Sådan som han sagde farvel. Det syntes jeg ikke var okay. Og desuden havde Luke rat jeg skulle ikke blive syg på min første dag her. ar

   ”Fik du talt med dine søskende?” det var helt dejligt at komme ind i varmen igen. Så jeg glemte helt at svare ham. Jeg havde for travlt med at nyde varmen og bare i det hele taget omgivelserne.
   ”Skal vi gå hen og sige hej til tvillingerne? Så kan vi måske også få os noget mad?” jeg nikkede. Det var faktisk ved at være ret sent. Og jeg var rimelig træt.
   ”Jeg skal bare lige ordne noget, så kan vi gå. Det er ikke altid at jeg får tid til at rydde op. ”Jeg smilede. Han var jo vandt til en robot gjorde det for ham.
   ”Det er bare helt i orden skal du have hjælp? Jeg er jo vandt til at rydde op?” han rystede på hoved og smilede.
   Vi gik ind på hans værelse som ellers var rimelig rendt. Han begyndte at rydde lidt op. Det er ikke fordi at man behøver at øve sig eller at man kan være mester i at rydde op. Men på en eller anden måde virkede det som om James ikke rigtigt vidste hvad han skulle. Og hvad det enlig betød at rydde op.

   ”For resten havde du nogen billeder af James og dine søskende dem har vores robot lagt ned i din skuffe. Så kan du jo selv ordne det. Så bliver dit værelse jo også lidt mere personligt,” jeg smilede. Jeg kiggede rundt omkring om han havde nogen billeder oppe, men det havde han ikke.
   ”Hvorfor har du ikke nogen billeder af oppe på væggen eller på bordet?” han gik hen til mig og åbnede en skuffe der var i skrive bordet. Jeg kunne se der lå en masse billeder.
   ”Jeg har ikke så meget hængende eller liggende, jeg er ikke så tit på midt værelse jeg er mest i stuen eller hos mine venner og bedste veninde. Vi er næsten aldrig hos mig,” det var jeg enlig heller ikke i midt gamle værelse. Men det var nu meget dejligt at have nogen personlige sager her og der. Så det blev lidt pænere at se på.
   ”Det er selvfølgelig også dumt at have alt mugligt stående og hængende vis man ikke er der. Jeg syntes bare det er rart at gøre det lidt mere personligt. Der kommer jo en eller anden dag hvor man for gæster. Og jo mere personligt det ser ud, jo bedre tror jeg de ville kunne lide det. Sådan er det i hvert falde i vores område.” han nikkede.

   ”Du har faktisk ret. Vi tænker ikke så meget over det her. Men vis du vil må du godt hænge nogen billeder op. Der lægger rammer og søm over i tredje skuffe,” lidt mærkeligt at have søm og rammer i samme skuffe og have dem i en skuffe.
   Jeg gik hen og tog fire søm og seks billederammer op. Rammerene havde en guldfarvet kant og var faktisk rigtig flotte. Jeg gik hen til skuffen med billeder og begyndte at kigge på dem en efter en. De var lidt kedelige. De var alle sammen af natur. Og det gad man jo ikke lige have hængende.

   Jeg bladrede gennem ret mange billeder til jeg faldt over et billede af en baby. Jeg var helt sikker på at det var Luke som baby. Der var ingen der havde så flotte safir blå øjne som ham.
   Jeg lagde billede en i en af rammer og gik vider til næste billede. Jeg bladrede genne tre billeder af natur før jeg fik fat på et billede af en smuk pige.
   ”Hvem er det?” han vendte sig om for at se på billede. Han smilede da han så billede. Det var ikke et når hende smil. Men et næsten rødmende smil.
   ”Det er min bedste veninde RiRi da hun var lidt yngre.” Jeg kiggede igen på billede. Pigen havde noget smukt krøllede hår. Det var meget mørkebrunt. Og hendes hud var også mørk i det. Hendes brune øjne var også meget dominerende på det billede. Og hendes kinder var helt røde næsten.
   ”Hun er virkeligt smuk,” det var ikke noget jeg sagde for at være venelig. Men hun var faktisk meget smuk. Hendes øjne var rigtig pæne. Og hun minede mig på en eller anden måde om en jeg kender.

   ”Det syntes jeg også, hun vil bare ikke tro på det selv. Det er mangel på selvtillid. Og det værste er at hun er bare er så klog og sød, men hun ser det ikke selv.” hmm, det problem kendte jeg til. En af mine gamle veninder havde det problem. Og hun skulle hele tiden have af vide hvor dejlig hun var ellers ville hun få mindre vær komplekser. 

   ”Ja. Jeg havde engang sådan en veninde og jeg skulle hele tiden fortælle hende hvor smuk hun var. Det var faktisk svært, for mens man havde travlt med at rose hende til skyerene. Glemte man alt om lige at se sig i spejlet og sige til sig selv man var smuk. Og så røg ens selvtillid bare helt i bund. Jeg havde det ikke så svært jeg havde jo James der roste mig til skyerene…” jeg havde ikke lyst til at gå vider med min historie. Jeg stoppede den inden jeg blev for ked af det. Der var nemlig meget mere til den historie end hvad jeg havde fortalt.
   ”Vil hun stadig have komplimenter hele tiden eller er hun kommet vider og syntes hun er smuk?” Jeg havde enlig ikke lyst til at snakke om det. Men det var mig selv der startede samtalen, så nu måtte jeg jo også slutte den.
   ”Det endte med at hun kom ud i en masse problemer, hun begyndte at ryge og drikke. Hun ramte båndenden hårdt. Jeg og nogen andre af hendes venner prøvede at hjælpe hende. Men løbet var kørt. Hun var ikke sig selv… Og en dag stod de der.. Mændene de hentede hende og sådan endte hendes liv.” James kiggede chokerede på mig. Det var måske også fordi jeg fortalte den lidt hurtigere end den skulle fortælles. Man plejer jo at snakke langsomt, men det var det tidspunkt i midt liv hvor jeg også havde det svært. Eller som James og jeg kaldte det ”Den mørke tid”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...