Forladt

Jeg skrev den her stil til noget der skulle ligner en terminsprøve og fik 12 for den. Den er lidt voldsom, men er faktisk ret stolt :D Hehe ^^' God læsning ;)

7Likes
7Kommentarer
772Visninger

1. One-shot

Fie er forlovet med Peter. Hun går tur på stranden med ham, hånd i hånd - den strand, som hun har tilbragt det meste af sin barndom på. Hendes forældre forlod hende, da hun var helt lille, og hun blev fundet i vandkanten på netop denne strand som 3-årig. Derfor betyder den så meget for hende. Det var her, hendes liv forandrede sig for altid.

Det er en tidlig efterårsdag, og sandet er vådt af regn. Bølgerne skvulper, da Fie kigger ud over vandet, hvor solen, som er ved at stå op, lyser himlen op. Et smil breder sig på hendes læber. Hun har set solen stå op på denne strand tusinder af gange. De fleste af de lange sommeraftner har hun tilbragt hernede.

Pludselig bliver Fies blik sort. Hun stirrer direkte ud i luften og standser brat op. Hun vidste ikke, de var gået så langt. Foran hende er en stor sten. Men det er ikke bare en hvilken som helst sten, det er nemlig den sten, som minder Fie om en periode af hendes liv, der blev til et mareridt. Hun vender sig om mod Peter, og tåre bevæger sig langsomt ned ad hendes kind.

"Hvad er der galt, skat?" spørger Peter, men Fie svarer ham ikke. Hun er flov over det.

Hun var 5 år, da hun fik dukken, og det blev hendes bedste ven. Alle syntes, at hun var underlig, men hun var ligeglad, for hun elskede den dukke. Dukken lignede hende meget. Den havde det samme lange, brune og krøllede hår og samme mørke øjne. Dens hud var også meget bleg, men perfekt ligesom hendes. Da hun var nede på stranden en dag, glemte hun den, og hun blev meget ked af det. Men næste dag gik hun så ned for at hente den. Da hun så dukken på stenen, var den helt ødelagt. Den var rød af blod og sprættet op. Øjnene var stukket ud. Hun begyndte at skrige og græde, mens hun løb tilbage til huset uden dukken. Hun turde ikke røre ved den. Da hun var tilstrækkeligt langt væk, kiggede hun tilbage, og hun så en sort silhuet i nærheden af den store sten. Det lignede den smilede, men hendes øjne var helt slørede af tårer, så hun kunne ikke se det tydeligt. Aldrig har hun nærmet sig den sten siden det, der skete der, og nu står hun lige foran den og ved ikke, hvad hun skal gøre.

"Kom, lad os gå hjem," siger hun og tager Peters hånd, mens hun vender om. På vejen hjem beslutter hun sig for at prøve at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete. Hun har aldrig fortalt den historie til nogen, men nu vil hun fortælle den til Peter. Han kender til alt om hende alligevel, så hvorfor ikke det her?

Da hun har fortalt det til Peter, begynder han at grine.

"Hvorfor griner du? Det er helt seriøst det her. Jeg vil gerne vide det. Den dag er den værste dag i mit liv, og jeg vil have opklaret det mysterium."

"Fie, du var 5! Børn fantaserer alt muligt. Hvorfor glemmer du det ikke bare?"

"Fordi det er vigtigt for mig. Jeg vidste, jeg ikke skulle have fortalt dig det.. Du vil aldrig forstå det."

Peter kommer ind på Fies gamle værelse, hvor hun sidder og skriver. Hun vender sig om med et stort smil i ansigtet.

"Jeg har fundet ud af, hvad der skete."

"Nå, hvad var det så?" spørger Peter halvinteresseret.

"Det vil jeg da ikke fortælle dig," fnyser Fie. "Du griner jo bare af mig."

"Fie, det er skørt. Få dig noget søvn. Så snakker vi om det i morgen." Fie går i send, men våger igen et par timer senere. Klokken er elleve om aftenen, og der er næsten mørkt udenfor. Fie står op af sengen. Hun går ned på stranden, og med sig har hun en kniv. Peter kommer løbende ned efter hende, men for sent. Hun ligger allerede på stenen og siger noget.

"Det er min skæbne. Dukken var et symbol på mig, og en skæbne må ske." Hun skærer sig selv i arme og ben, mens Peter grædende prøver at stoppe det.

"Fie, du må ikke gøre det her mod dig selv. Lyt til mig!" råber han hjælpeløst. Hun skærer hovedpulsåren over og falder sammen på stenen.

"Nej! Fie, hvordan kunne du gøre det? Vi kunne have reddet dig! Jeg kunne have reddet dig." Han tager sin telefon op af lommen og ringer 112. Ti minutter efter er ambulancen der, men Fie er allerede død. Hun er væk for altid.

"Peter, Peter! Der er morgenmad." En blid stemme fylder Peters hoved, og han ved ikke, hvor den kommer fra. Først efter noget tid, da han åbner øjnene, finder han ud af, at det er Fie. Hun har lavet morgenmad til ham og kommer ind med det på soveværelset. Hun smiler sit velkendte smil og rækker ham bakken med hans morgenmad.

"Jeg elsker sig, Fie," siger Peter blidt.

"Jeg elsker også dig," siger Fie og smiler endnu større til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...