Barneminder

”Tag det nu roligt!"
”Hvad har du gjort ved Maire?”
”Hvad? Jeg har da ikke ...”
”Hvad har du gjort ved Marie!”

- Da Marie er på strandet med sin veninde, finder hun en mystisk dukke. En dukke der graver minder frem om en dunkel fortid, som Marie ellers lykkeligt havde glemt.

- (Det her er endnu en novelle jeg har gravet frem i mine skolepapirer og som jeg har lavet en smule ændringer i.)

0Likes
1Kommentarer
521Visninger

1. Barneminder

 

”Nu har jeg dig!” skreg pigen og kastede sig frem efter sin veninde. Desværre var hun forudsigelig, så da veninden trådte til side, faldt hun ned i sandet med et bump og rullede ned over klitten. ”Marie!” hylede veninden, da den leende Marie trillede ned af klitten og blev stoppet af en busk.

”Av!” brokkede hun sig, da hun satte sig op. Hendes bare arme havde fanget et par af tornene fra buskens grene. Hun så sig omkring. Der var noget ved det her sted, bag de tornede buske og høje sandklitter, der virkede bekendt.

”Er du okay?” veninden stod og kiggede ned og lignede en der overvejede at glide ned gennem det varme sand.

Marie så op. ”Ja, jeg har det fint.” råbte hun op til hende. ”Du behøver ikke komme herned. Buskene stikker!”

Men veninden havde allerede ladet sig glide, og hun rutsjede nu gennem en støvende sandsky ned imod hende. Marie sprang til side. Verden snurrede pludselig rundt, før hun landede på ryggen i det varme sand. Hun var faldet over en sten.

Veninden tårnede sig op over hende. Hun prøvede at holde et neutralt ansigtsudtryk, men det var tydeligt for Marie, at hun morede sig og prøvede at holde en latter tilbage.

Marie lyste op i et grin, og det var som om, at hun bad sin veninde grine på kommando, for i det næste krummede også hun sig også sammen af grin.

”Se!” udbrød veninden og rakte ud efter noget på stenen. ”Det er en dukke.”

Marie så ned på det, som hendes veninde pegede på. Ganske rigtigt, der lå en dukke. Den så slidt og misfarvet ud, hvilket vidnede om, at den havde ligget der i meget lang tid.

Hun stirrede lidt på den, før hun meget pludseligt rakte ud efter den og vendte den om og stirrede den i nakken. Det var udvasket efter at havde ligget i på denne her sten i alle slags vejr i årevis, men hun kunne stadig skimte det lille ord, der var skrevet med en ubehjælpsom barneskrift. Marie.

Hun så sig om en ekstra gang. Hun bemærkede slet ikke sin venindes underlige stirren. Hun bemærkede stort set ikke noget, der skete omkring hende, det eneste hun kunne se, var det der var for ti år siden. Da hun som femårig havde gemt sig her for sine forældre.

 

Marie! Marie hvor er du?” Marie krøb sammen op ad den lille busk. Tornene stak, men hun var lige glad og trykkede bare hendes dukke hårdere ind til brystet. Hun ville bare ikke findes.

Kom nu Marie. Lad os tage hjem igen!”

Marie tog sine små hænder op til hovedet og trykkede dem med voldsom styrke, for så lille en pige, ind mod ørerne.

Hvad laver du der?”

Marie så op. Hun var fundet. Foran hende tonede hendes storebror sig op, med hans sædvanlige glade smil. ”Gå din vej!” hylede hun og rykkede længere ind i busken.

Et par tårer begyndte at trille ned af kinderne på hende, da hun mærkede tornene bore i ryggen på hende.

Kom nu med hjem!” Hendes storebror satte sig på huk i sandet foran hende. ”Nej!” hylede Marie, men hendes storebror gad ikke mere. Han tog med et kraftigt tag fat i armen på Marie og trak hende ud af busken. Marie hylede op og prøvede at gøre modstand, men hendes bror var næsten ti år ældre end hende og slæbte hende uden problemer gennem sandet og klitterne tilbage mod vejen.

 

”Er det din?”

Marie blev revet ud af sine minder. Hun så sig lettere forvirret omkring. Hendes veninde sad i det varme sand og så skiftevis på navnet i dukkens nakke og på Marie. Stranden virkede pludselig koldere, mørkere og minde lykkelig, end den havde virket før. Hvordan var det nu, at dukken var havnet her? Hendes storebror havde slæbt hende med tilbage til hytten bag klitterne, og hun havde siddet rolig og fraværende i et hjørne af hytten hele aftenen, men hvorfor? Hvad var det, der pludselig havde forvandlet denne lykkelige stund sammen med hendes veninde til skyggen af hendes værste mareridt?

Hun havde siddet klemt sammen i et hjørne af huset, huskede hun nu. Bleg i hovedet og med hovedet stukket ned mellem knæene idet hun bad til at hun ikke ville blive fundet denne gang.

 

Hun kunne lugte ondskaben i luften, så snart han trådte ind i rummet. Eller det der bildte hun sig selv ind, at hun kunne. Hun fornemmede ham. Fornemmede den knugene frygt der også fortalte hende, at det var umuligt at flygte.

Han trådte ind foran hende og så ned på hende. Hendes små banehænder rystede, da hun forsøgte at trække sig baglæns, men der var ikke så meget som en millimeter tilbage mellem hende og væggen.

Han satte sig på hug foran hende og rakte en hånd frem og trak hende til sig. Hun gjorde ikke modstand. Hun vidste allerede, at det var nyttelyst. Storebroderen var én ting, men hendes far var mindst ti gange stærkere end ham.

Kom her min pige,” sagde han i noget der skulle forstille en venlig tone. ”Jeg gør dig jo ikke noget.”

Hendes kjoles stropper faldt ned, da faderen uskyldigt strøg hende på armen.

Hurtigt greb hun fat i dem, for at hive dem op igen, men faderen havde grebet fat i hendes hånd og rystet på hovedet.

Alle hendes instinkter skreg, at hun skulle se at komme væk, da hans anden hånd begyndte at ae hendes ben. Men hun ikke flygte. Hendes hånd var låst fast i faderens hånd som var den en skruetvinge.

Marie, vil du ikke ha noget ...”

Storebroderen stoppede brat op i døren, da han fik øje på Marie, bleg i hovedet og et panisk udtryk i hendes uskyldige barneøjne, der sad på faderens skød.

Hvad laver du?” spurgte han og vendte sig mod faderen, der øjeblikkeligt gav slip på Marie, der, lammet af modvilje mod det, hun netop var blevet reddet fra, faldt ned på gulvet.

Ikke noget.”

Han rejste sig hurtigt og begyndte at gå hen imod døren, men storebroderen stillede sig i vejen.

Du lovede at du ville stoppe med det! Du lovede at du aldrig ville gøre sådan noget igen!”

Marie blev en smule bange for hendes bror. Hun havde aldrig set ham så vred.

Tag det nu roligt, Jens! Jeg prøvede bare at finde ud af, hvorfor Marie gemte sig her inde!”

Faderen børstede uroligt sine hænder imod bukserne og kiggede hurtigt tilbage på Marie, før han igen prøvede at gå ud af døren, men Jens flyttede sig ikke. ”Hvad har du gjort ved Maire?”

Hvad?” Faderen rystede på hovedet. ”Jeg har da ikke ...”

Hvad har du gjort ved Marie!”

 

Marie rejste sig og lod dukken ligge, det sted hun dengang havde tabt den. Hun gik nogle få skridt, før hun standsede igen.

Jo. Hun kunne huske den sti, der foldede sig ud bag klitterne længere fremme. Solen, der nu var ved at gå ned, gav en perfekt gengivelse af det, der var sket dengang. Hun havde, på hendes små nøgne fødder, løbet efter hendes storebror og far, da de i vildt skænderi var trukket ned imod stranden.

 

De stod ude på badebroen og skændes. Nok for at komme så langt væk fra hytten og Marie, at hun ikke kunne høre dem. Men de havde ikke opdaget hende. De vidste ikke, at hun var der.

Hun trak om bag den busk, hun havde gemt sig under tidligere på dagen og satte sig på en sten. Hun kunne se sin bror og far, men der var ikke særlig stor sandsynlighed for, at de ville opdage hende her, siddende på en sten bag en busk, i deres vilde skænderi.

Hun tog sig til munden for ikke at komme til at skrige, da storebroderen pludselig grab fat i fadere, så de begge faldt ned fra badebroen. Det plaskede råbte en del, og hun ikke ikke rigtigt se, hvad der skete, men det så ud som om, at de sloges.

Pludselig blev alt stille. Plaskene ophørte, og inden længe blev vandet stille igen. Langsomt vuggende i dets egen harmoniske tempo. Den eneste lyd der hørtes, var da dukken faldt ud af hendes hænder og med et stille dunk, der larmede i stilheden, ramte den hårde sten.

Hun sad og stirrede på vandet. Stirrede i timesvis, men hendes bror og far brød aldrig op over vandoverfladen igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...