Broken Angel.

Glad, Positiv, og altid klar på at hjælpe; Det var Jasmine Hawkins. Hele sit liv har hun været den 'perfekte datter' som alle elskede - Imodsætningen til sin bror. Jace Hawkins, er byens 'badboy', han kommer altid i slåskampe, og har flere gange tilbragt natten i en fængselscelle. Men da hendes bror en dag bliver stukket ned, for øjnene af hende - Går det helt galt. Måske var det unge søskendepar direkte modsætninger af hinanden fra andres synsvinkler, men i virkeligheden var de hinandens et og alt. Jasmine bilver sendt væk, ud til hendes bedsteforældre i en lille by på landet. Minderne om hendes bror forfølger hende, og hans fjender bliver hendes. Men kan hun klare det, eller bukker hun under? Og hvad er der med fyren, Patch, der bliver ved med at dukke op, når hun mindst forventer det?

8Likes
16Kommentarer
1136Visninger
AA

4. Jorden - Et uheld?

 

 

Et uheld. Det var hvad de havde bildt folk ind det var. Et simpelt uheld, med en kniv der blev skubbet ud af hånden på den unge fyr. Sanheden var; At broren døde i et forsøg på at redde sin søster. Den søster, der netop nu sad og lyttede på hendes forældres ulidelige ord, og hvor dum deres søn var.

- Den pige, er så mig.

 

Jeg husker tydeligt hans sætning. Den sætning han hviskede i mit øre, da han opgav sit liv. ' Pas på. Englene er ikke altid gode. ' - Det var hvad han havde sagt. Ikke at det gav mening, overhovedet, men det var som om det bare sad fast i mine tanker.

Udenfor fór gule marker, og store søer forbi. Som om alt var normalt. Der var engang, hvor Jace og jeg tog på besøg hos vores bedsteforældre. Det var dengang, hvor alt var perfekt. Vi plejede at løbe rundt i skoven, imens jeg gemte mig i den store hule træstamme. Ligesom i eventyr. Han vidste godt hvor jeg var, men alligevel lod han mig altid afsløre det selv. Men dengang, er ikke nu.

Supermand - Det plejede jeg at kalde ham, når vi var ude i laden. Han plejede at gå ud på de ujævne bjælker, og hoppe ned i høet, men holdt altid mig væk fra det. Et suk undslap mine læber, og jeg rettede mig igen op af den kolde bilrude.

De små hvide huse, med stråtag nærmest fløj forbi, da vi kørte igennem byen. Den by der var så lille at alle kendte hinaden. Mine forældres uendelig snak om hvor dum Jace var, havde efterhånden ødelagt mig helt. Ikke at de vidste det. De troede bare jeg var i chok. I chok over hvor dum han var.

Da vi endelig stoppede foran den store gule gård, hvor mine bedsteforældre boede, blev jeg siddene. Som om jeg ville derud? Jeg ville tilbage! Tilbage til Jace's gravplads. Til de mørkerøde blomster på hans grav. Til hans værelse, som virkede så upåvirket. De store sorte dyne, og de lille bamse under sengen. Jeg ville tilbage til minderne. Til ham.

Der gik ikke længe før min bedstemor's bekendte ansigt dukkede op på den anden side af ruden. Det var dog ikke smilende som normalt. Nej, hendes bekymrede blik hvilte på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl tænkte hun det samme som mine forældre.

 

Det svage lys fra den halvødelagte lampe i hjørnet, var ligepræcist nok til at jeg kunne se hvad jeg lavede. Jeg lod mine fingre bladre videre til næste side i den lille firkantede bog, imens jeg studerede billederne. Billederne af Jace og mig.

Et suk kom fra mig. Hvorfor var det overhovedet sådan her? Hvad havde jeg gjort for at fortjene det? Virkelig. Jeg fattede det ikke. Jeg havde da opført mig godt? Lavet lektier og alt det der. Så hvad havde jeg gjort forkert?

Jeg flettede langsomt mine fingre ind i hinanden, imens jeg rettede blikket mod vinduet. Udenfor havde det været mørkt i flere timer, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var klokken godt og vel 5 om morgenen.

Jeg lod mine øjenlå glide i, imens jeg sendte alle de tanker jeg kunne til Jace. Tanker der havde et budskab; Hjælp mig.

 

***

Det var som om dagene bare fløj forbi. Idag var det så Søndag, hvilket betød at de ville tvinge mig ned på den lokale skole om under 24 timer. Skulle jeg være ærlig? Så måtte de sku slæbe mig derned.

Ligenu sad jeg og stirrede på et eller andet åndsvagt tv-show imens mine bedsteforældres stemmer lød i baggrunden. I flere dage havde de prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg havde bare lukket af. Kunne de ikke bare forstå at jeg ikke gad dem?

Da jeg var 12 læste jeg en bog, som sagde at hvis man bare troede på gud, ville han hjælpe en. Biblen? Niksen.. En tegneserie? Yepsen.

Men tro mig, jeg havde prøvet at tro på ham. Virkelig prøvet. Men siden han ikke ligefrem sendte hjælp til mig, opgav jeg det. Nu forstår jeg hvorfor Jace altid kaldte mig en 'opgivende lille dværg'. - Eller faktisk ikke.

Jeg var altså ikke lav! Jeg var bare.. Mindre end andre folk. Ikke lav. Og specielt ikke en dværg.

Et svagt smil kom frem på mine læber, og jeg lukkede øjnene. Han havde den mærkeligste humor. Jeg ville gi' alt for at høre en af hans platte jokes ligenu. Virkelig. Alt.

Faktisk ville jeg gi' alt for at han kom tilbage til mig igen.

 

---------------------------------------------------

For at undgå at i bliver forvirrede!dx' - Grunden til at der står 'jorden' er at der også kommer synsvinkler fra dem i himlen, for at gøre det nemmere at finde rundt i, har jeg gjort det sådan. Btw. jeg håber i kan li'' den!

- N.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...