Fra fjende til ven

En kold vinterdag bliver en fasan skudt i vingen af en jæger. Jægerens hund skåner fasanens liv på en betingelse... En spændende novelle med talende dyr og en god morale. Karakter givet i 8. klasse: 12!

"Sneen dalede langsomt ned fra himlen, og lagde sig som en tyk vinter dyne over landskabet, da der lød et højt skud. En fasan var blevet ramt i vingen, og faldt gennem skovens træer ned på jorden. Fasanen blødte fra dens højre vinge og hørte ingen et skud, jægeren og hunden var på vej. Fasanen blev rædselsslagen, da hunden tog fat i den: ”Skån mig! Skån mig!” Hunden stod stille og kiggede undrende på fasanen. "

1Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

1. Fra fjende til ven

Sneen dalede langsomt ned fra himlen, og lagde sig som en tyk vinter dyne over landskabet, da der lød et højt skud. En fasan var blevet ramt i vingen, og faldt gennem skovens træer ned på jorden. Fasanen blødte fra dens højre vinge og hørte ingen et skud, jægeren og fasanen var på vej. Fasanen skyndte sig at kryber i skjul under en busk. Da de kom, gav jægeren hunden frit løb og lod den finde fasanen. Den stakkels fasan så hunden snuse hen ad jorden og komme nærmere og nærmere. Fasanen håbede inderligt at hunden ikke så den, men hunden snusede bare videre.

 

Da hunden kom helt hen til busken, hvor fasanen lå og led, stoppede den op. Hunden kunne lugte fasanen og stak sit hoven ind i busken. Fasanen blev rædselsslagen, da hunden tog fat i den: ”Skån mig! Skån mig!” Hunden stod stille og kiggede undrende på fasanen som stadig blødte. ”Og hvorfor skule jeg, din fjende, skåne dig? Har du måske et kødben under vingen som belønning?” sagde hunden skarpt. ”Nej, jeg har intet kødben at belønne dig med, men jeg vil redde dig, når du får brug for det!” sagde fasanen skrækslagen. Hunden kunne nærmest ikke tro sine egne øre: Hvordan skulle en sølle fasan dog kunne redde ham? Uden for busken stod jægeren og blev utålmodig, og råbte: ”Bonso! Kom ud fra den busk, du ved jo, at vi skal få fanget den fasan!” Hunden vendte hovedet og så på jægeren, som ikke stod længere end 7 meter væk. ”Så lader vi det gå an på en prøve. Når jeg har brug for hjælp, så gør jeg højt 3 gange. Men hvis jeg ser dig igen, før du har reddet mig, så vil jeg dræbe dig,” sagde hunden, slap fasanen og gik hen til jægeren. Fasanen humpede et par skridt væk og lænede sig op af buskens stamme.

 

Efter nogle dage kom en lille spinkel mus op af sin hule, for at møde sin mor, der var kommet langvejsfra. Musen og musens mor havde aftalt at mødes under en bestemt busk. Uden at vide det, gik musen hen til busken, hvor den lidende fasan lå. Da musen gik ind under busken, blev hun først bange, men så sagde fasanen: ”Hjælp mig, hjælp mig, jeg dør af kulde!” Musen fik empati og spurgte fasanen: ”Jamen dog hr. fasan, hvad laver du her i denne kulde?” ”Jeg er svag og blevet skudt i min vinge,” sagde fasanen trist. ”Kom med mig hjem til min hulen, jeg vil passe og pleje dig, til du bliver rask igen.” Da musen hjalp fasanen op at stå, sagde fasanen taknemligt: ”Du har et rent hjerte at hjælpe en fremmed som mig. Når jeg bliver rask igen, vil jeg hjælpe dig, da du har hjulpet mig.” Da de kom hjem til musens hule, gav musen fasanen varm te og bandage på vingen. ”Hvad bragte dig egentlig ud af hulen, på sådan en kold vinter dag?” spurgte fasanen. ”Gud ja! Jeg skulle jo have mødt min mor, derude, hun er komme langvejsfra,” sagde musen bekymret. ”Jeg må straks derud!” Uden at fasanen nåede at sige noget, greb musen sin frakke og løb ud af hulen. Da musen kom ud af døren, kom et egern med et brev, musen tog imod brevet og takkede. Den åbnede brevet undrende og læste:   

Min kære lille mus! Af sneen er jeg desværre blevet forhindret i at rejse, så jeg kommer først om nogle dage. Kærlig hilsen, Musemor  

Musen gik ind i hulen igen og sagde til fasanen: ”Der er da også bage en mening med alting. Men så bliver det vist kun os to i et stykke tid, indtil sneen er væk.” Fasanen lyste op: ”Må jeg virkelig blive her indtil sneen er væk?!” ”Jada, så længe du vil. Du bestemmer selv,” sagde musen venligt. 

 

Da der var gået nogle dage havde fasanens vinge det meget bedre, og den var igen klar til at flyve. Fasanen og musen sad stille ved morgenmaden indtil fasanen sagde: ”Hvornår tror du sneen er væk? Så din mor kan komme på besøg?” ”Gud ja! Det ved jeg faktisk ikke, skal vi ikke se på det når vi har spist?” svarede musen, ”Jo, god idé.” Da de havde spist, gik de ud af hulen for at se om sneen var væk. Det var den ikke. ”Der ligger i det mindste kun et tyndt lag tilbage. I morgen er det sikkert væk.” Sagde musen og kiggede i sin lille røde postkasse, for at se om der var kommet nogle breve. Der lå et brev. ”Se min mor har sendt endnu et brev,” sagde musen og læste brevet:   

Min kære lille mus! Jeg tager afsted i morgen, men der er nogle problemer, jeg ved ikke om jeg kan komme ombord på færgen, det er ikke sikkert. Men jeg er på havnens kro, Koøje, i kabine 33, den kabine har nemlig et lille hul i væggen, som jeg bor i. Hvis jeg ikke kommer i morgen, så kan jeg først komme igen om 10 dage. Hilsen din Musemor  

”Min mor kommer måske i morgen. Åhh, hvor jeg dog savner hende, jeg tror heller ikke der er længe før... det er slut,” sagde musen trist og tog hænderne op foran ansigtet. ”Slut med hvad?” spurgte fasanen undrende. ”Hun har vist ikke længe igen,” hulkede musen. Fasanen tog brevet og læste det.   Næste morgen lagde han en seddel på bordet, og så fløj han afsted,  ud af skoven, over marker og enge og til sidst over vand. Da han  ankom  til  havnen,  så  han  straks  den  lille  kro,  Koøje.  Han  fløj  derhen  og  fandt  kabine  33.  Fasanen  bankede  på  en  lille  dør.  En  gammel svag mus åbnede. Da hun så den store fasan stå udenfor sin  lille dør, blev hun bange. ”Bare rolig Musemor, jeg er kommer her  for at hjælpe dig, med at komme hen til din lille mus. Se jeg har  dit  brev,” sagde  fasanen betryggende  og viste  hende brevet,  som  bevis på at han talte sandt.  ”Jamen sig mig hvordan jeg skal komme der hen, nu når færgen ikke  sejler i dag.”  ” Jeg er kommet for at flyve dig derhen,” sagde fasanen og hjalp  hende op på sin ryg. ”Jubiii! Jeg har altid drømt om at flyve!”  Med musen på ryggen fløj fasanen tilbage af den samme luftrute,  den var kommet af.

De gik hen til hulen, hvor den lille mus åbnede døren og strålede  af  glæde.  ”Gud,  hvor  er  du  blevet  stor  min  skat!”  udbrød  musemoderen. ”Ja, det er jeg. Og tusinde tak hr. fasan, det var  sandt at du ville hjælpe mig, når jeg nu engang havde hjulpet dig.  Mange tak, du er en sand ven,” sagde musen og gav både musemoderen  og fasanen et kram.

 

Mens de stod der glade og taknemlige, hørte fasanen en hund gø 3 gange, meget højt. Fasanen sagde farvel til musene og fløj hen for at redde hunden, der gøede. Hunden var blevet fanget af en hundefanger og sat i et bur. Buret blev sat ind i en lastbil og kørt afsted. 

 

Fasanen fløj lige over lastbilen hele vejen. Da lastbilen stoppede på en gård, blev buret sat ud på gårdspladsen. Hunden så fasanen og råbte: ”Så hjælp mig dog!”   Fasanen fløj ind i en lille skov nær gården, fandt en lille gren og fløj tilbage til hunden igen. Med grenen i munden dirkede fasanen låsen op og hunden takkede: ”Tak, jeg troede aldrig at en fasan kunne hjælpe en hund som mig. Da du fløj ind i skoven troede jeg først at du ville flygte!” ”Jeg sagde jo, at jeg ville hjælpe dig fordi du skånede mig. Selv tak,” sagde fasanen klogt. ”Jeg vil aldrig glemme dig min ven,” sagde hunden og løb hjem til sin jæger. ”Jeg vil heller aldrig glemme dig! Min ven,” råbte fasanen efter hunden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...