The Letter - A NARRY STORAN ONESHOT

Da Harry var tyve, blev One Direction splittet. Da det skete, stoppede Niall al kontakt med Harry, og Harry blev efterladt alene med et knust hjerte. Fem år senere kører Harrys solokarriere på skinner. Han er blevet gift, har fået et barn, men der går ikke én dag, hvor han ikke tænker på Niall. Hele Harrys verden bliver drejet rundt, da han finder et brev med hans navn på.

40Likes
32Kommentarer
1560Visninger

1. The Letter

Sophie sad nede på gulvet sammen med Darcy. Lyset fra pejsen lyste Sophies ansigt op. Det så perfekt ud sammen med hendes lykkelige og begejstrede blik, som hun havde, da hun kiggede på Darcy.

Vores bryllupsdag havde været fantastisk. Det var den første, og den havde været fantastisk. Tanken om, at vi havde kunne holde sammen i et år, den var fantastisk. Sophie var blevet hos mig i tykt og tyndt, når jeg græd, når jeg var ulidelig, og når jeg snakkede om Niall.

Det var det bedste ved Sophie. Hun vidste, at Niall var min eneste ene. Det vidste hun fra starten af, lige fra da vi begyndte at være venner, og hun respekterede det. Allerede der. Det var grunden til, at jeg giftede mig med hende. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville finde en anden, som respekterede det.

De fleste vil være den første i et forhold og især i et ægteskab, men det behøvede Sophie ikke. Om jeg elskede Niall højere end hende, så var det lige meget, for hun vidste, at jeg elskede hende alligevel. Højt.

En lyd fra Darcy fik mig til at kigge mere koncentreret på Darcy. Hun var smuk. Hun havde mine øjne, det insisterede Sophie på, men resten lignede Sophie meget. Jeg var sikker på, at hun ville blive en utrolig smuk pige. Jeg var sikker.

Sophie rejste sig pludselig op med Darcy på armen, så synet af flammeren i pejsen blev mere tydelige, og jeg koncentrerede mig om flammerne. Der gik ikke længe, så kom Sophie tilbage og satte sig i den bløde sofa, hvorefter hun pustede ud.

Af en eller anden grund mindede det mig om Niall, og alle minderne røg frem og tilbage i hovedet på mig, men jeg klemte øjnene i og pustede også ud, men da jeg trak vejret ind igen var luften utrolig varm, og det gav mig lyst til at gå udenfor.

Jeg satte min kurs og rettede mig op. Det bord, jeg stod lænet op af før, rykkede sig lidt, men ikke meget, så jeg fortsatte hen mod døren, og jeg skulle til at åbne døren, da en bekymret, men smuk stemme lød i baggrunden.

”Harry?” Sophie lød bekymret, og da jeg vendte mig om, havde hun rejst sig op og stod ikke mere end en meter væk fra mig. ”Hvad skal du?” Hendes øjne var fulde af bekymring, hvilket jeg godt forstod. Jeg havde lovet hende, at jeg altid ville sige, hvis jeg gik. Denne gang glemte jeg det.

Jeg trådte forsigtigt et lille skridt frem mod hende, og hun trådte resten af skridtene hen til mig. ”Bare ud og gå en tur,” sagde jeg og kiggede hende dybt i øjnene. ”Du lovede, at du ville sige, hvis du gik,” sagde hun lavt, nærmest mumlende og kiggede ned i jorden.

Jeg fik utrolig dårlig samvittighed og løftede hendes hoved med min finger, hvorefter jeg ikke tøvede med at kysse hende hårdt og længe. ”Selvfølgelig,” hviskede jeg mod hendes læber, ”selvfølgelig. Undskyld.”

”Bliv ikke for længe ude, Harry,” sagde hun, ”det er ved at blive mørkt.” Sophie havde altid været bange for mørke. Det var af en grund, jeg ikke kendte. Jeg nikkede bare til hende og åbnede så døren. ”Jeg elsker dig,” sagde jeg og åbnede døren helt, for at gå udenfor og lukke den efter mig.

Blandingen af varm luft og kølig luft omfavnede mig som en kappe, og jeg nød det allerede. Jeg stak hænderne i lommen, hvorefter jeg forlod vores ejendom og fortsatte videre. Jeg indåndede luften og åndede ud. Det her var, hvad jeg trængte til, og jeg nød det.

Jeg fortsatte direkte hen mod en bænk, som lå ud til vejen, men bag den var der en smuk park, som jeg tit havde været sammen med Niall, før han stoppede al kontakt med mig. Jeg satte mig på bænken ud til vejen og tænkte over tingene.

Det var fem år siden. Fem år siden, jeg nogensinde havde snakket med Niall. Han havde ikke været i medierne. Han var ingen steder. Jeg savnede ham så forbandet meget, og jeg skulle til at begrave hovedet i hænderne, da jeg kiggede frem og så en fyr, som lignede Niall på en prik. Hvis jeg ikke tog fejl, var det Niall, men jeg nåede ikke at kigge ordenligt efter, for flashbacket svømmede ind over mig og overtog al min opmærksomhed.

Vi mister fans,” sagde Zayn langsomt. Det var ham, der havde snakket med vores management om det, og de var enige i, at det gik ned af bakke for os. Det var en måned siden, vi havde udgivet vores nye single, men den solgte intet. Intet.

One Direction bliver splittet,” sagde vores management, ”I kan se, hvor skidt det går. Forfærdeligt. I bliver splittet, drenge. One Direction var, men er ikke mere.”

Ordene sivede langsomt ind, men de nåede ikke at finde plads i mit hoved, før de næste ord kom. ”Men vi er villige til at finde nogle, som vil give nogen af jer en pladekontrakt,” sagde de, og jeg vidste, hvem af os, de kiggede på. Det gjorde Niall også, for da jeg kiggede over på ham, var hans blik i sorg og vrede.

Tak for et godt arbejde, drenge,” sagde de som det sidste ord. Så forsvandt de, og vi stod tilbage. Mit blik var hele tiden på Niall. Han så ud til at kunne springe når som helst. Liam og Louis rystede bare på hovedet, hvorefter de løftede hånden og forsvandt ud af rummet.

Jeg kiggede på Zayn, som bare kiggede ned i jorden, hvorefter han også forsvandt ud af rummet. ”Niall..” prøvede jeg forsigtigt, men han afbrød mig. ”Du ved godt, hvem der vil få pladekontrakter. Det gør du, så du skal ikke lege uskyldig.” sagde Niall og lød utrolig vred. Utrolig vred og sur, såret og skuffet. ”Og jeg gider dig ikke, Harry,” sagde Niall pludseligt, ”jeg gider dig ikke mere.”

Så gik han også ud af rummet, og jeg var efterladt tilbage med en tom følelse. Niall droppede mig, selvom alt, hvad vi havde haft, var et par kys, en tur i sengen, som havde været helt fantastisk, og en masse blikke. Det betød jo alt. For os begge. Det gjorde det!

Jeg klemte øjnene i og kiggede over på gaden over. Han havde vendt ryggen til mig. Måske havde han set mig? Måske ønskede han at flygte? Men det var ham. Det kunne kun være ham. ”Niall!” råbte jeg pludseligt og ud over hele området. ”Niall,” men i dét han vendte sig om kom der en sur bus kørende ind foran. Da bussen var væk, var han væk. ”Hvad?” mumlede jeg forvirret for mig selv. Jeg kiggede ordentligt efter, men han var der ikke. Han var gået. Eller måske havde han slet ikke været der? Nej, han var gået. Jeg havde jo set ham. Jeg havde set Niall! Han havde været der.

Var jeg nu ved at blive sindssyg? Jeg klemte øjnene hårdt sammen og lænede mig tilbage i bænken, indtil jeg besluttede at rejse mig op for at gå hjem. De skarpe lygter på bilerne blindede mig, og jeg følte mig som en målskive i et dartspil af en underlig grund. Hver gang en bil kørte forbi, følte jeg, at den ville dreje pludseligt og lyse direkte på mig, for derefter at køre mig brutalt over. Jeg gøs af mine egne tanker, og før jeg vidste af det, var jeg hjemme.

Jeg åbnede døren, og lukkede den efter mig, hvorefter jeg smed mine sko og trådte ind i stuen, hvor Sophie sad. Hun sad i sofaen med benene trukket tæt ind til sig, men hun strakte langsomt sine ben ud, da jeg kom. Hun drejede hovedet langsomt og så på mig, og det lignede, at hun havde grædt.

”Sophie,” startede jeg og trådte hen mod hende, ”har du grædt?” Jeg stod foran sofaen og satte mig på knæ foran hende, hvorefter hun rystede på hovedet, men det ændrede sig hurtigt til, at hun nikkede. Hendes ansigt formede sig i en grimasse, hvor hun til sidst kastede sig ned i armene på mig og græd mod min skulder, da det gik op for mig, hvad hun græd over. For første gang i vores forhold.

”Undskyld,” mumlede jeg kort og klemte hende ekstra meget ind til mig, ”undskyld, jeg er så forfærdelig. Undskyld, undskyld, undskyld..” Jeg gentog det flere gange. Hun fortjente det. Hvor mange år mon disse tårer var blevet gemt væk? Jeg bed mig hårdt i læben, hvorefter jeg trak Sophie væk fra mig, kun for at hive hende ind til mig og kysse hende voldsomt på læberne.

Der gik ikke længe. Sophie stoppede med at hulke og kyssede i stedet for med, hvorefter jeg lod mine hænder glide igennem hendes hår. Jeg rejste mig langsomt, hvor hun også rejste sig, og jeg satte mig langsomt ned i sofaen. Sophie satte sig ovenpå mig, og udvidede kyssede.

Denne boblende følelse indeni gjorde det klart for mig, at jeg burde vise hende noget mere, at jeg elskede hende, for det gjorde jeg. Ikke ligeså højt, som jeg elskede Niall, men jeg elskede ingen højere end Niall.

 

~

 

Vinden fløj frem og tilbage, da vinduet på soveværelset og vinduet i stuen var åbent. Det fik døre til at smække, og der gik ikke længe, før Sophie var nødt til at gå ind til Darcy. Jeg rejste mig fra sofaen og gik hen til vinduet, men da jeg skulle til at lukke vinduet, kiggede jeg ud og så et hvidt papir eller noget i den stil, som lå klemt under en sten ude ved græsset. Jeg rynkede let brynene, lukkede vinduet, mens mine øjne kun var på papiret, og da jeg havde lukket vinduet, gik jeg hen til døren og gik ud i haven.

Det var vel varmt nok, men da vinden var der, føltes det ikke så varmt igen. Jeg skyndte mig hen til stenen og satte mig på hug foran den. Det var et brev af en art, så jeg fjernede forsigtigt stenen, for hurtigt at tage papiret, inden det fløj væk.

Jeg kiggede lidt på det. Der stod ikke noget på den ene side, men på den anden side stod der mit navn, men med en skrift, som jeg ikke kunne genkende. Jeg rejste mig op fra knæene og skyndte mig indenfor, hvor jeg lukkede døren efter mig.

”Hvad skulle du?” Sophies stemme skar igennem rummet. Min krop gav et ryk, hvorefter jeg bare kiggede op på hende og skyndte mig at putte papiret ned i lommen. Af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at vise hende det. ”Jeg skulle bare mærke, hvor meget det blæste,” forklarede jeg, ”jeg går lige ind på kontoret, okay?”

Sophie nikkede og vuggede Darcy lidt i hendes arme. Jeg gik hen til dem og kiggede ned på Darcy, hvorefter jeg blidt aede hende på kinden og smilte ømt. ”Mors pige,” mumlede jeg lavt, mens jeg fortsatte med at ae hendes kind.

Jeg trak mig lidt væk og kiggede så lidt på Sophie, som kiggede efter mig. Jeg smilte bare til hende, vendte mig om og fortsatte videre. Jeg åbnede forsigtigt døren til mit kontor. Den knirkede let, men ikke da jeg skyndte mig at lukke den.

Jeg kiggede rundt i rummet. Selvom det blæste udenfor, skinnede solen også, og solens stråler røg igennem det tynde gardin, der hang for vinduet, og lavede mønstre på skrivebordet. Jeg hev gardinet helt for, da jeg gik derhen og lod solens varme omfavne mig.

Jeg hev brevet op af lommen og kiggede lidt på det, da jeg gik hen til skrivebordet og hev stolen ud, satte mig på den.. og stirrede. På brevet. Hvorfor åbnede jeg det ikke? Hvorfor flåede jeg det ikke bare op og læste det? Det var sikkert et fanbrev, sikkert. Hvorfor åbnede jeg det ikke? Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne det sølle brev, og jeg vidste ikke hvorfor. Der var noget over det, noget, som skræmte mig. Brevet skræmte mig. Det hvide brev skræmte mig.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, men mine hænder rystede stadig, da jeg åbnede det. Hold kæft, hvor ville jeg grine af mig selv, hvis det vidste sig, at det bare var et fanbrev. Jeg fik hevet papiret ud af kuverten, men det viste sig at være mere end et papir. Tre, tror jeg. Jeg talte dem. En, to, tre. Ja, tre.

Mine øjne søgte ordene, og allerede ved første linje gispede jeg. Nialls håndskrift. Brevet var fra Niall.

Harry, hvorfor gik jeg fra dig i vrede? Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg forstår det ikke. Jeg tror, at jeg blev bange. Bange for, at du ville glemme mig, når du blev en populær solist. Glemme mig. Undskyld.

 

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det. Han var ikke sur på mig stadig. Han var jaloux, selvfølgelig, og han var bange. Bange for, at jeg ville glemme ham. Hvordan kunne han tro sådan noget? Jeg ville aldrig glemme Niall, aldrig! Det kunne jeg bare ikke.

 

Jeg hører, at du ser en pige. Da jeg fik navnet, googlede jeg hende. Hun er pæn, Harry. Hun ser sød ud. Jeg håber, at hun gør dig glad, Harry, for nu kan jeg umuligt komme tilbage til dig. Det er umuligt. Jeg vil ikke ødelægge din chance for at komme videre. Dine sange er blevet gladere, selvom jeg må indrømme, at jeg følte mig speciel, når jeg lyttede til dine sange. Jeg vidste jo, at de handlede om mig. Undskyld.

 

Det var skrevet med en mørke kuglepen. Mon han skrev videre på det her brev på forskellige tidspunkter? Det var vel også det rigtige. Det kan være svært bare at sætte sig ned og så skrive et langt brev.

Det var ikke bare tårer, der trillede nu. Jeg græd, men mine skuldre rystede ikke. Jeg læste bare samtidig med, at jeg græd. Så jeg læste videre med tårer trillende ned af kinderne.

 

I er nu officielt et par. Du ser lykkelig ud. Jeg er forbandet misundelig. Virkelig. Gid, det var mig, du holdt om. Holdt i hånden med, kyssede og krammede. Gør hun dig glad, Harry? Er du mere lykkelig med hende, end du var med mig?

Jeg lod mig se, hvad din mor synes om hende. Hun kan godt lide hende. Hun kommenterede aldrig rigtig os, selvom det var tydeligt, at vi sendte hinanden blikke, kærlige kram. Var det ikke? Eller var det bare mig der følte sådan?

 

Nej, Niall, du var ikke alene. Han havde ret. Min mor havde aldrig rigtig kommenteret, når Niall og jeg kom rigtig tæt på hinanden, men ligeså snart Sophie og jeg datede, blev hun vildt glad og ønskede mig tillykke. Det havde jeg ikke tænkt på før nu. Faktisk ikke.

 

Der sker ikke det store, Harry. Din karriere kører på skinner. Jeg hører, at du er flyttet? Det var vel på tide. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det nok måtte være fordi, at huset gav dig minder om tiden før, men måske trængte du bare til noget nyt, nu hvor dit liv var anderledes.

Har du egentlig kontakt til drengene? Jeg savner dem. Jeg stoppede al kontakt med jer alle. Jeg vidste jo ikke, hvordan I ville reagere. Blev de andre kede af det? Savnede de mig? Eller snakkede du heller ikke med dem?

Jeg savner dig, Harry, virkelig. Jeg så dig faktisk på gaden i går. Du gik bare alene, så jeg tænkte, at du måske havde problemer med Sophie, men jeg nåede ikke at tænke mere. Du blev overfaldet af fans. Damn, Harry, jeg tror, at dine fans er mere vild, end One Directions fans nogensinde har været. Det er overdrevet! Synet af dig gjorde mig ked af det. Og glad. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sætte ord på det. Jeg havde sådan lyst til at løbe hen mod dig, kramme dig, kysse dig, men du har Sophie. Du er lykkelig med Sophie. Det må jeg aldrig glemme.

Det ændrer dog ikke, at jeg savner dig. Og jeg blev bare stående. Jeg ved ikke, hvor længe dine fans blev ved, for da de første var kommet, kom der jo flere til. Og jeg stod bare og så på. Overraskende tæt på, faktisk, men du lagde ikke mærke til mig. Det var der ingen, der gjorde.

 

Jeg bed mig hårdt i læben. Det var den dag, hvor Sophie var taget med sine forældre til Frankrig. De havde egentlig inviteret mig med, men jeg havde inderst inde ikke lyst, og jeg havde arbejde. De skulle til Paris, og det var det, at Niall og jeg første gang holdt en kærlighedsferie. Vi tog bare af sted som venner, sagde vi til pressen, men der skete ting på hotelværelset, som jeg aldrig ville glemme. Det var der, det gik op for mig, at Niall var min eneste ene.

 

I er forlovede! I er kraftedeme forlovede. Jeg græd, da jeg hørte det. Det burde være mig. Det er uretfærdigt, at hun har vundet dig, Harry. Er hun mere fantastisk end jeg? Gør hun dig mere glad, end jeg gjorde? Selvfølgelig gør hun det, undskyld. Det var mig, der gik fra dig. Og jeg respekterer dig. Du er kommet videre i forhold til mig, og det elsker jeg, for jeg har det ærlig talt ikke godt. At rende rundt med et knust hjerte, det er ikke fedt. Specielt ikke, når man er hundrede procent klar over, at der aldrig vil ske mere. At man spildte sin eneste chance--

 

Der stod ikke mere på det papir. Jeg trak vejret dybt. Ind og ud. Niall havde skrevet alt det her, og som det så ud nu, så troede han faktisk, at jeg var kommet videre. Han troede faktisk, at jeg havde kommet mig over ham, at jeg ikke længere rendte rundt og græd over ham.

Han tog grueligt fejl. Jeg tænkte på ham hver dag, selvom der fyldte flere ting i mit hoved end det. Det gjorde ingen forskel. Jeg elskede ham stadig, jeg savnede ham. Hvis bare jeg kunne se ham én gang til.. det her brev gav mig håbet.

Jeg fjernede forsigtigt det første papir og skimtede det andet igennem. Der var streget en del over, tværet totalt ud, så der stod meget mindre end på den første side. Alligevel begyndte jeg at læse.

 

- det gør ondt. At være klar over, at man aldrig får sin kærlighed tilbage, fordi man har været så dum. Det er hårdt.

 

Det var fortsættelsen og slutningen på det, han havde skrevet der. Jeg nåede ikke at tænke meget over det, før jeg læste videre.

 

I er gift. Selvom I havde bedt om, at der ikke skulle komme nogle paparazzier til jeres bryllup, så var der alligevel nogle, der sneg sig med, og jeg tror, at jeg var den første, der købte magazinet, hvor der med stort stod 'HARRY STYLES GIFT'. Det gjorde ondt, da jeg købte det. Helt inde i maven, og det fortsatte op i hjertet.

Hold kæft, hvor ser du flot ud. Det undrer mig ikke. Du har beholdt dit krøllede hår, selvom du sagde, at du blev træt af det. Jeg troede faktisk, at du ville få en anden frisure, nu hvor du fik en anden karriere, men jeg tog fejl. Du ved også, at jeg elskede dine krøller, så jeg lod mig lege med tanken om, at det var for min skyld, at du beholdt det.

Selvfølgelig ser Sophie også smuk ud. Du har virkelig været heldig med hende. Hun er smuk. Virkelig. Jeg er så glad på jeres vegne, og det formår jeg at være, selvom jeg er så ulykkelig. Jeg vil have dig tilbage. Jeg vil være Sophie, jeg vil giftes med dig. Jeg vil danse brudevals, jeg vil gå op af alteret og sige ja. Jeg vil.

Men det sker ikke. Du er gift, du er lykkelig. Jeg så det på billederne. Hvor glad du så ud, hvor lykkelig du så ud. Du troede jo ikke, at der var nogen paparazzier. Hvis du troede det, hvis du vidste det, kunne du jo havde forfalsket det, men du så oprigtig glad ud, oprigtig lykkelig ud. Det er jeg glad for.

 

Jeg bed mig let i læben. Vores bryllupsdag havde været.. magisk, fantastisk og perfekt. Det var den eneste dag, hvor jeg kun tænkte på Niall en gang. En gang. Faktisk havde jeg ikke dårlig samvittighed. Det var Sophies dag, min dag. Jeg skulle holde en pause. Ikke tænke på Niall.

 

Der sker intet. Du laver intet. Jeg ved ikke om, du er på bryllupsferie, eller hvad du laver. Og jeg kan ikke holde det ud. Jeg elsker dig, Harry, jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve det her. Hvordan kan dog leve uden dig? Hvorfor troede jeg på, at jeg kunne leve uden dig? Hvor dum er jeg lige? Hvor dum var jeg, da jeg skubbede dig væk?

Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Hver dag føltes som et mareridt, og jeg skal virkelig styre mig for ikke at finde dit nummer, ringe til dig, høre din stemme. At se videoer med dig hjælper mig ikke, det virker så uvirkeligt. Jeg kan ikke holde det ud.

Hvorfor var du ikke stædig, som du altid er? Hvorfor gik du ikke bare efter mig, overtalte mig til at snakke med dig, blive gode venner med dig? Forestil dig, hvor godt, det ville have været. Forestil dig det.

 

Anden side sluttede, og jeg trak vejret tungt. Niall ønskede virkelig, at han havde gjort det hele godt igen. Niall ville have mig tilbage, og jeg rendte rundt med troen af, at han hadede mig, at han afskyede mig.

Jeg rejste mig op i bar vrede. Jeg var sur. Sur på mig selv. Niall ville aldrig svigte mig, aldrig! Selvfølgelig ville han ikke det! Han elskede mig, ligesom jeg elskede ham, og det havde han altid gjort. Det ville han altid gøre.

Jeg følte mig dum. Dum. Jeg gik rundt på værelset, trak dybe vejrtrækninger, indtil jeg åbnede vinduet og indåndede noget luft, hvorefter jeg udstødte en lille lyd. Jeg trak hovedet ind igen og kiggede rundt, da jeg til sidst slog hånden ind i væggen.

Jeg udstødte et lille hyl, men tog mig så sammen, hvorefter jeg satte mig ned og fjernede anden side. Sidste side. Og jeg læste.

 

Sophie er gravid. Jeg fik nærmest kvalme. Tanken om, at du har været i seng med hende. Tanken om, at du har været sammen med hende seksuelt, det giver mig kvalme. Det er så forkert, når det er du og jeg, men jeg ved, at jeg skal respektere det, for det i virkeligheden ikke du og jeg. Og jeg ønsker dig tillykke! Stort tillykke. Skal vi ikke håbe, at det bliver en dreng, så du kan opkalde ham Niall? Måske Narry? Jeg driller, Harry.

Jeg tror faktisk også, at kvalmen var lykkelig. At den ikke kun var slem, men lykkelig. At jeg i virkeligheden var så glad på dine vegne, at jeg fik helt kvalme. Det håber jeg, at det var. Det gør jeg. Tillykke, min skat.

 

Jeg lukkede øjnene kort, mens jeg holdt skyldfølelsen inde. Det var ikke min skyld. Jeg elskede Sophie og Niall, men Niall skubbede mig væk. Jeg elskede ham stadig.

 

Okay, Sophie har født. Det blev en pige, og jeg tror, at alle fans ved, hvad du vil kalde den. Du skal nok få din vilje.

Nu hvor du er blevet gift, er blevet far og er flyttet sammen med Sophie, så har jeg indset noget. Du bliver aldrig min igen, og det her brev er åndssvagt. Mon ikke du bare smider det ud, når du får det? Du er sikkert kommet virkelig videre, og brevet her, det giver dig sikkert bare kvalme. Tanken om mig giver dig sikkert kvalme.

Undskyld. Jeg synes bare, at nu var det nu. Nu skal du have af vide, hvad jeg føler.

Jeg elsker dig. Jeg har aldrig elsket en person højere. Aldrig. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at elske nogen højere. Det er så lang tid siden, vi havde vores første aften i Paris. Det er så lang tid siden, vi kyssede. Det er så lang tid siden, jeg har fået et blik fra dig, og det piner mig. Hvorfor piner det mig? Because I'm hopelessly devoted to you. Det vil jeg altid være. Fra første øjekast var jeg, fra sidste øjekast vil jeg være. Jeg tror aldrig, jeg fik sagt mine følelser den nat, vi var sammen.

Fantastisk glad, lykkelig, spændt. Mest af alt lykkelig. Du viste, at du virkelig ville gå all-in for mig. Det gjorde du den nat, og jeg elskede det. Jeg elskede den nat.

Jeg elsker dig, Harry. Hvorfor lod du mig gå? Kender du det, når du fortryder en ting så groft, at du ville dø, fordi du fortryder det? At du ville give halvdelen af din krop, halvdelen af din sjæl, for at komme tilbage i tiden? Sådan har jeg det med det. Den dag, jeg gik fra dig.. jeg forstår ikke mig selv. Jeg forstår mig ikke. Hvad lavede jeg? Hvad tænkte jeg på?

Kan du huske de sene nattetimer, hvor vi bare lå og holdt i hånd? Hvor vi bare lå og snakkede om alt? Om hvor meget vi ville ønske, at vi ikke ville miste fans, hvis vi var homoseksuelle? Det kan jeg, og det er de øjeblikke, jeg husker på. De aftener jeg husker på. Dem, hvor du fortalte, at du elskede mig.

Elsker du mig stadig, Harry? Savner du mig, ligesom jeg savner dig? Jeg savner dig. Jeg elsker dig, og jeg tror ikke, at jeg får mere ud af det her brev nu, end at gentage mig selv. Det vil jeg ikke. Jeg elsker dig, Harry, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort, som jeg gjorde. Du vil altid være min eneste ene.

 

Jeg smilede, samtidig med at jeg græd. Niall elskede mig. Jeg ville altid være hans eneste ene, og han kunne huske alle de øjeblikke, jeg kunne huske. Jeg var ikke alene om det. Jeg kunne måske se ham en gang til. Bare en gang. Jeg kunne se Niall en gang til og at vide, at han var i live, var okay, det var fantastisk. Jeg havde bare overset den sidste linje.

 

Og jeg glemte at sige det her – inden du har læst det her færdigt, så er jeg her ikke mere. Det kan jeg ikke. Det er jeg ked af, jeg er så forfærdelig ked af det.

Din Niall.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...