Mørkemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2012
  • Opdateret: 1 jan. 2013
  • Status: Igang
Silva har fået Mørkemærket. Det siges, at de, der bærer Mærket vil sprede ulykke overalt omkring sig. Så som alle andre familier der finder Mærket på sit barn, spærrer Silvas familie hende inde og flygter.
Men så dumper Silva pludselig ind i en fremmed verden.

--------------- Jeg kommer til at skrive videre på denne movella, den er bare på pause nu xD

18Likes
23Kommentarer
1418Visninger
AA

3. Tanker

Jeg sad ubevægelig på jorden og lyttede. Jeg var næsten overbevist om, at man kunne høre mit hjertes banken mange meter væk. Men det var alle i bøger jo også altid. Og den, de skjulte sig for, hørte da aldrig noget, gjorde de vel? Så jeg blev siddende.

"Hallooo, er her nogen?" Det gav et gib i mig, da den ældre piges stemme lød igen. Hun lød lidt usikker.

Jeg sad et øjeblik og tænkte over, om jeg skulle svare. Så vidt jeg kunne høre, var det to piger. Ikke ældre end jeg. Hvad kunne der ske? Måske kunne de hjælpe mig med at finde vej ud herfra. Tanken gav mig mod.

"Jeg er her," svarede jeg tøvende.

"Suzy, har du lommelygten?"

Der lød puslen. Jeg blev blændet. Skyndte mig at kigge væk. Lys. Jeg drejede hovedet hen mod de to piger. De stod og stirrede mistroisk på mig. Den yngste, hende der måtte være Suzy, så ud til at være omkring ni år. Den ældre piges alder, kunne jeg ikke helt vurdere.

"Hvem er du?" Den ældste pige kiggede på mig, som var jeg et ukendt, vildt dyr. Suzy gemte sig bag hende.

"Jeg ... hedder Silva ..." svarede jeg forsigtigt.

Det så ud, som om den ældre pige smagte lidt på navnet. "Hvor kommer du fra?"

"Jeg ..." hvad skulle jeg svare? " Jeg vågnede lige pludselig op her. Og så -"

"Sam, tror du hun er farlig? Måske er hun udsendt af M?" Suzy havde store, grønne øjne.

"Suzy," sagde den ældre pige advarende. Så kiggede hun på mig. "Jeg hedder Samira og det her er min søster, Suzy."

De lignede ikke hinanden, Suzy og Samira. Suzy havde langt, blondt hår. Og så de store, grønne øjne. De strålede af nysgerrighed. Søsterens hår var kulsort. Hendes øjne havde samme farve. De var ikke til at tyde. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, når hun kiggede på mig. Mine øjne flakkede og jeg følte mig dum. Ufattelig dum.

"Kender I en vej ud herfra?" spurgte jeg, efter at have taget en masse mod til mig. Hvor det kom fra, ved jeg ikke.

Det så ud, som om Samira tænkte over mit spørgsmål. Så svarede hun: "Du kan bare følge med os."

 

Huset var som en labyrint. Det var landsbyen også. Og skoven. Vi havde gået i flere timer. Vi havde været i en slags grotte. Gået op ad en lang, snoet trappe, der førte op til skoven. Jeg havde følt mig utilpas i skoven. Der var ingen blade på træerne. Og så var der mørkt og koldt. Det var, som om der stod mørke skygger bag træerne og pustede en i nakken, når man gik forbi. Med en iskold og død ånde.

Det havde været en befrielse at komme ud af skoven. Ud og mærke sollyset på de bare arme. Jeg havde straks følt mig bedre tilpas og havde fået mere energi til resten af turen. Men den slap hurtigt op. Landsbyen virkede endeløs og labyrintisk. Menneskene, der styrtede rundt i dens gader, var iført noget underligt tøj. Dragter. Dragter, der sad helt tæt på kroppen. De var enten grønne eller sorte, lagde jeg mærke til. Og ja, de styrtede alle sammen rundt. Jeg så ingen, der gik stille og roligt. Alle så ud til at have travlt. Deres ansigter var som forstenede. De så ikke ud til at se, hvor de var. Vi var de eneste der gik. Vi var også de eneste børn. Men jeg var for udmattet til at undre mig over noget af det.

Jeg gned mine ømme fødder og lagde mit hoved på den lille, tynde pude. Der lå jeg og stirrede op i det hvidgule loft længe. Mit hoved var et virvar af tanker og spørgsmål, der stod i kø for at pine mig med sine store, tiggende, forventningsfulde øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...