Mørkemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2012
  • Opdateret: 1 jan. 2013
  • Status: Igang
Silva har fået Mørkemærket. Det siges, at de, der bærer Mærket vil sprede ulykke overalt omkring sig. Så som alle andre familier der finder Mærket på sit barn, spærrer Silvas familie hende inde og flygter.
Men så dumper Silva pludselig ind i en fremmed verden.

--------------- Jeg kommer til at skrive videre på denne movella, den er bare på pause nu xD

18Likes
23Kommentarer
1438Visninger
AA

4. Perle

Samira og Suzys forældre var meget gæstfrie. Jeg måtte bo hos dem, så længe jeg ville. Jeg havde fået mit eget værelse lige vedsiden af køkkenet. Det var hyggeligt. Meget småt. Der var kun plads til den lille, faldefærdige seng, jeg ikke engang kunne strække mig helt ud i, og en endu mindre kommode. Jeg lånte også noget andet tøj. Det, jeg havde på, var åbenbart noget, der aldrig var set før her.

Jeg rejste mig fra sengen og gned søvnen ud af øjnene. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad klokken var. Her var bælgmørkt. Gardinerne var åbenbart ekstremt effektive. Hvis det altså var morgen.

Døren gik op. Suzy stod i døråbningen og så meget begejstret ud. "Du er endelig vågnet!"

"Godmorgen, Suzy," svarede jeg.

"Du skal se noget! Kom ud i haven når du er klar!" og så var hun pludselig væk.

Jeg trak gardinerne fra, og lyset strømmede ind ad vinduet, oplyste hele værelset. Her var virkelig dejligt. Jeg kiggede ned på mine hænder, der lå i mit skød. Så fik jeg øje på noget andet. Noget, der fik mit hjerte til at springe et slag over, og mig til at gispe. Jeg havde ikke skænket Mærket en tanke i den tid, jeg havde været her. Og så kom det hele pludselig på en gang. Minderne fra dagen, min mor opdagede Mærket. Måden alle skubbede mig fra sig på. Følelsen af, at alle frygter en. Folk på gaden flygtede, når de så mig. Det blev hurtigt spredt over hele landet, hvis der var nogen, der bar Mærket. Dagen efter havde de spærret mig inde i et tårn, langt væk fra ... alt. Efter to lange dage, kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg måtte væk. Jeg havde ej heller fået mad eller drikke i løbet af de to dage i tårnet. Så det undrede mig, at jeg hverken havde følt sult eller tørst, siden jeg var kommet her. Eller jo, men ikke som jeg burde.

 

Og det var så Perle. Lange, tynde ben. Seks af dem. Får enden af dem var en lille krop, der holdt benene samlet og et endnu mindre hoved oven på toppen af kroppen. Hovedet mindede mig lidt om en hunds. Store, brune øjne og med tungen hængene ud af munden. Men kroppen var et stankelbens. Et stankelben på størrelse med en hund. En stor én endda.

Suzy klappede kærligt Perle, og kæmpestankelbenet udstødte en lyd, der mindede mig uhyggeligt meget om min hund, Dotty. Om den hund, der engang var min. Men jeg var ikke engang ked af det. Hvorfor var jeg ikke det?

"Nej, Perle," sagde Suzy strengt, da Perle hoppede op af mig og savlede mig godt til, "sit!"

Og Perle sittede. Jeg lo indvendigt. Hvad var dette for et sted? Folk i grønne og sorte dragter. Kæmpestankelben, der både kunne sit og dæk. Hvad blev det næste?

Samira kom gående hen til os. "Der er morgenmad," sagde hun. Så stod hun lidt og studerede mig. Kiggede endelig over på Suzy og sagde: "Og lad nu pigen få lidt fred." Med de ord gik hun.

Godt nok omtalte hun mig hele tiden som "pigen", men alligevel virkede hun en anelse venligere. Jeg fulgte efter søstrene gennem haven. Der var ikke én eneste blomst at se. Men der så heller ikke tomt eller kedeligt ud. Tvært i mod. På den store plæne, der var dækket af højt, saftigt græs voksede, stod, spirede en masse grønne og underligt snoede planter, jeg aldrig havde set før, og et par store egetræer.

Stemningen ved morgenbordet var herlig. Suzy sad og kiggede på mig med store øjne. Jeg smilede til hende. "Hvad er Perle for et dyr?" spurgte jeg, og straks lyste Suzy op og begyndte at fortælle om Perle, hvis race hed et eller andet, jeg ikke helt fik fat i.

Suzy og Samiras forældre sad og talte sammen og Samira, der sad over for mig, så ud til at være et helt andet sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...