Mørkemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2012
  • Opdateret: 1 jan. 2013
  • Status: Igang
Silva har fået Mørkemærket. Det siges, at de, der bærer Mærket vil sprede ulykke overalt omkring sig. Så som alle andre familier der finder Mærket på sit barn, spærrer Silvas familie hende inde og flygter.
Men så dumper Silva pludselig ind i en fremmed verden.

--------------- Jeg kommer til at skrive videre på denne movella, den er bare på pause nu xD

18Likes
23Kommentarer
1417Visninger
AA

2. Mørke

Jeg kunne allerede mærke kulden sive ind, da jeg havde åbnet vinduet på klem. Jeg puffede til det, og det stod på vidt gab. Nu var værelset ligeså koldt som luften udenfor, og mine tænder klaprede i munden på mig. Men jeg var ligeglad, jeg ville bare ud. Den tomhed der havde fyldt mig i dagevis, var pludselig blevet erstattet af angst og frustration. Jeg hoppede op på den lille skammel og videre op i vindueskarmen. Der sad jeg og stirrede ned i det endeløse dyb. Men sneen burde gøre faldet blødere. Så jeg kneb øjnene sammen og hoppede.

 

Da jeg åbnede øjnene, var der så mørkt, at jeg først var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde åbnet dem eller ej. Mine fingre mærkede, at underlaget måtte være jord. Jord. Det kunne da ikke passe? Jeg rejste mig op. Så begyndte jeg langsomt og meget omtåget at famle mig vej gennem mørket. Hele tiden ét prøvende skridt til. Det gik langsomt. Men fremad. Langsomt fremad. Lige pludselig stødte jeg på noget og udstødte et gisp. Det måtte være en form for væg. Af samme materiale som underlaget. Noget, der mindede om jord. Jeg kunne mærke utryghedens mørke arme slynge sig tæt om mig. Jeg burde ikke være her. Jeg burde ligge i sneen og ryste af kulde. Jeg havde heller ikke ondt i hovedet, eller nogen andre steder for den sags skyld, efter faldet. Også det var urealistisk. Tårnet måtte have været mindst tyve meter højt -

Jeg blevet revet ud af tankerne ved lyden af forsigtige fodtrin. Og så sad mit hjerte pludselig i halsen igen. Jeg så mig usikkert omkring, hvilket jo egentlig ikke hjalp mig så meget, da her stadig var helt mørkt. Jeg måtte ud herfra. Ja, ud. Jeg var vel et sted under jorden? Jeg prøvede at ignorere alle spørgsmålene, der hele tiden dukkede op i mit hoved. Nu skulle jeg ud, ja. Så jeg gik tøvende videre, med armene famlende i mørket foran mig. Så stille og forsigtigt som muligt. Men alligevel snublede jeg over noget. Det måtte være en sten. Det var jo egentlig ret lige meget, hvad det var.

Så var den der igen. Lyden af fodtrin. Små, næsten lydløse fodtrin.

Så stilhed.

"Hvad var det?" en lille, tynd stemme brød tavsheden.

"Schhh ...!" lød det som svar.

"Jamen -"

"Ti nu bare stille, Suzy!"

Den anden stemme var dybere. Men det lød også som en pigestemme. Bare en del ældre.

Stilhed igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...