Mørkemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2012
  • Opdateret: 1 jan. 2013
  • Status: Igang
Silva har fået Mørkemærket. Det siges, at de, der bærer Mærket vil sprede ulykke overalt omkring sig. Så som alle andre familier der finder Mærket på sit barn, spærrer Silvas familie hende inde og flygter.
Men så dumper Silva pludselig ind i en fremmed verden.

--------------- Jeg kommer til at skrive videre på denne movella, den er bare på pause nu xD

18Likes
23Kommentarer
1431Visninger
AA

5. Landsbyen

Selvom det var anden gang, jeg så dem, blev jeg ligeså overrumplet denne gang. De forstenede ansigter, måden de stirrede med deres glasagtige øjne, uden at se ud til at ænse noget omkring sig. Det strømmede med dem. De var over alt. Men alligevel gik de uhindret ind og ud mellem hinanden og fortsatte hvor de nu var på vej hen. Og så dragterne. De så ud til at være lavet af noget meget elastisk stof. Det sad helt tæt på deres kroppe. Efter at have kigget lidt på dem, opdagede jeg at det var mændene der bar de grønne dragter, og kvinderne de sorte.

Der var meget varmt. Solen bagede over os fra en skyfri himmel. For hvert skridt der blevet taget, blev en sky af støv fra grusstien føget op.

Vi skulle hen og sælge nogen urter, havde Samira sagt. Det virkede, som om det var en selvfølge, at jeg gik med. Det føltes, som om vi havde gået i en evighed. Det var sikkert kun et par timer, men heden fik det til at føles som meget længere.

Samira gik forrest med lange skridt. Suzy fulgte halvt løbende efter hende og jeg traskede træt efter dem bagerst. I en hver anden situation ville jeg sikkert have klaget over mine ømme fødder og næsten udtørrede hals, men eftersom ikke engang Suzy havde sagt et eneste ord siden vi tog af sted, holdt jeg mund.

Det hus Samira standsede ved, var af rødbrune mursten. Det var et lille hus, med en endnu mindre forhave hvor de samme planter jeg havde set i hjemme i haven, voksede. Hjemme. Jeg havde været der to nætter, og allerede omtalte jeg det som ”hjemme” i mine tanker. For ”hjemme” er vel ikke det hus, jeg blev smidt ud af, af min egen familie?

Samira åbnede havelågen. Den lød, som om den ikke var blevet smurt i evigheder. Inden vi overhovedet var nået hen til døren, blev den åbnet. En smilende dame viste sig i døråbningen. Alderen viste sig i det grå hår, der blev holdt sammen i en løs hestehale på ryggen, og rynkerne i hendes ansigt. Hun havde en blågrå nederdel og en meget løs bluse af samme farve på. Alt ved hende så meget slidt ud, undtagen de smaragdgrønne øjne. De udstrålede udelukkende venlighed og så ligeså klare ud som et hvert barns.

”Man kan jo ikke undgå at høre når der kommer nogen, med den låge,” sagde hun og smilede varmt. ”Og hvem er det, I har med?”

”Det er Silva,” sagde Samira, inden jeg overhovedet kunne nå at åbne munden for at svare.

”Hej, Silja, kom endelig med indenfor,” hun vente sig om og gik ind i huset. Jeg fulgte nysgerrigt efter.

Vi kom ind i en meget lille, men hyggelig stue. Den var overfyldt med gamle møbler og en masse malerier, så jeg måtte kante mig hen til det lille, runde bor, hvor damen og de to piger sad.

Samira gav damen, der præsenterede sig som Anastasia, den kurv fyldt med underlige planter, hun havde taget med. Til bytte fik hun noget, der måtte være en slags penge. Tre små, blå sten og en grøn, lidt større én.

Suzy var meget ivrig efter at tale med Anastasia. Jeg sad og tog mod til mig. Jeg ville spørge, hvem de underlige mennesker med stenansigterne og dragterne var. Da en lille pause fra Suzys ivrige talestrøm dukkede op, spurgte jeg.

Anastasia kiggede spørgende på Samira. ”Har I ikke fortalt hende noget om Lapis?” uden at vente på svar begyndte hun at fortælle. Det var svært at følge med. Jeg anede ingen ting om det her sted. End ikke hvordan jeg var kommet hertil. Hun fortalte om Stenfolket, Lapis, en slags robotter skabt til at holde den lillebitte planet, Iris, på plads. Iris var skabt af regnbuer, og for at den ikke skulle gå fra hinanden og svæve bort et sted ud i atmosfæren, var Lapis blevet opfundet. Anastasia kunne ikke forklare, hvad det var, Lapis helt præcis gjorde, men at de ikke var levende væsner, gjorde hun klart.

 

*

 

Jeg gned mine ømme, røde fødder og puttede mig under dynen. Gud, hvor var jeg træt. Jeg anede ikke hvornår jeg sidst havde gået så langt. Nu hvor jeg var så træt, var det svært at lade være med at tænke på mærket. Og hvor meget jeg savnede min familie. Sorgen blev hurtigt til had. Hvordan kan man smide sit barn væk på den måde? Suzy havde fået mig til at tænke meget på min egen lillesøster. Penelope. Min lille Penny. Knuden i min mave voksede sig større og større, jo mere jeg tænkte på hende. Penny …

”Silva!”

Det var Samira. Jeg havde ikke hørt hende råbe før. Hun lød bange.

”Har du set Suzy?” hun stod i pyjamas og hendes hår stod til alle sider.

”Suzy? Nej,” sagde jeg. ”Har du kigget i Perles hundehus?”

Samira vente sig om på stedet og løb. Jeg løb efter hende. Det var svært at følge med. Jeg løb efter hende over den store græsplæne og hen til stankelbenets lille hus. Samira sad på hug ved den lille døråbning.

Jeg løb hen til hende og kiggede over hendes skulder.

Der var ingen Perle. Heller ingen Suzy. Der var tomt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...