Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13506Visninger
AA

22. Vandskræk - Cato

"Jamen så lad dog barnet" vrisser jeg nedladende, og tvinger et anstrengt grin ud bagefter. Glimmer og Marvel griner med, og den lidt akavede stemning er straks forsvundet. Afventende betragter jeg Cher, som stille nikker over mod Overflødighedshornet. Jeg håber da, at drengen fra 3 kan bruges både for hans og Cher's skyld. Drengen vader pludselig ud fra Overflødighedshornet, og bare hans udseende giver mig et indtryk af, hvor brugbar han lige netop ikke er. Askegrå hud, mørkebrunt grydehår, lav og ranglet. Nedladende betragter jeg drengen, der tydeligvis er enormt utilpas ved situationen; bleg, med bævrende læber. Overlegent fnyser jeg, mens jeg vender mig og begynder at gå ned mod søen, så ligene kan samles op. Til min store fryd, følger de andre efter, hvilket jo tydeligt viser, at de betragter mig som lederen.

Da vi når ned til søen, står vi alle sammen i en akavet stilhed. Vi spejder alle ud over arenaen på forskellige mål. Mit blik når vandet. Samtidig når et minde mig.
 

Jeg skuler ondt op på de tre 10-årige drenge over for mig. Jeg ved ikke, hvad de hedder, men ved kun at de er hele 3 år ældre end mig. Hver og en af dem ser nedladende på mig med et grumt glimt i øjet. 

"Må du virkelig være her ved åen helt alene hva'?" griner ham med det lysebrune hår, mens han afventende hæver det ene øjenbryn. Bevidst ignorerer jeg ham og håber bare på, at de snart vil gå. Mit blik søger ned mod grenen, og lommekniven der er ved at snitte den skarp. Mens jeg inderligt beder til, at de lader mig være i fred. 

"Bare rolig, han har et farligt våben, han kan beskytte sig med.. En gren" griner den ene, og hans stemme emmer af sarkasme, samtidig med at den lyder enormt nedladende. Jeg bider mig selv i læben og prøver at ignorere det faktum, at de ikke vil lade mig være alene.

"Cato har da ikke brug for et våben.. Han har Clooove til at beskytte sig" smiler den tredje - en dreng med mørke krøller. Hvorefter han smiler grumt til mig og fnyser hånligt.

Clove. Pigen jeg legede med igår, helt indtil hendes far kom og skældte hende ud. Hun havde svinet sine nye sko til, da vi legede ved åen - som jeg er ved nu. Hvilket de tre drenge sikkert har bemærket. Flovt ser jeg ned, mens jeg kan mærke rødmen stige op i mine kinder. Drenge leger i hvert fald ikke med piger!

"Nårh, se han rødmer.. Er Clove din kææreste?" spørger drengen med det lysebrune hår, og fryder sig tydeligvis over min rødmen.

"Nej! I hvert fald ikke" svarer jeg hurtigt igen uden at tøve den mindste smule. Lidt trodsigt ser jeg op, men ser hurtigt ned igen. De er tre 10-årige drenge mod 7-årige mig. 

"Wow! Den kan snakke" svarer ham med krøllerne. Raseriet bobler inden i mig. De skal ikke sige, at Clove og jeg er kærester og slet ikke kalde mig 'den'. Lynhurtigt svarer jeg igen med inspiration hjemmefra.

"Ja, den kan tale.. Og den lukker ikke lort ud i modsætning til dig" hvæser jeg surt, mens jeg samler mod til mig og ser trodsigt op på de store drenge. Det var noget ligende det, min far engang sagde til min mor..

Et øjeblik ser de helt perplekse på mig, som om de ikke havde forventet, at jeg ville kunne svare igen. Men ganske kort efter genvinder de fatningen, og en af dem fnyser hånligt.

"Nu tror du rigtig du er sej hva'?" snerrer han, mens han sender et kort blik til de andre drenge. Stadig bare trodsigt ser jeg op på de tre drenge, der pludselig ser lidt mere rasende ud end før. 

Med et, er den ene dreng ovre ved mig, og før jeg kan nå at reagere, har han taget fat i mine arme og tvunget dem om bag min ryg, samtidig med at han skubber mig ned på jorden, så mit ansigt mases mod stenene. Et klynk slipper ud af min mund, da jeg kan mærke stenene skrabe mod min hud. Drengen sætter sig lynhurtigt på min ryg og tager fat i begge mine arme. En rød stribe pibler ned fra min kind, da jeg kan høre de andre to drenge sætte sig ved siden af mit hoved. Det svider over alt i huden i mit ansigt, og en enkelt tåre løber ud af min øjenkrog, samtidig med at drengen over mig river fat i mit hår og tvinger mit hoved opad. Et hånligt smil breder sig på hans læber, da han ser, at jeg græder. Udviser svaghed. 

"Nårh... Tuder lille Cato?" spørger han med fryd i stemmen. Jeg kniber øjnene sammen og holder en tåre inde.

"Nej" svarer jeg kort og kontant, hvorefter de andre drenge griner. De nyder min smerte. Nyder det faktum at de kan nedgøre mig, fordi de er stærkere. Men de skræmmer mig, og jeg har ikke lyst til mere ballade. Men et lille dyr inden i mig hvæser og råber op om, at jeg ikke skal tilade dem at såre mig. Jeg ender med at lytte til det lille dyr og begynder at vride mig og sparke som et vildt dyr. Drengen over mig holder fast, men hurtigt kommer en anden ham til hjælp. Tilsammen formår de at holde mig stille, mens de dunker mit hoved ned i jorden. Det sortner for øjnene af mig, og jeg kan mærke endnu en stribe blod løbe ned af min pande og ned i mit øje. Drengen ruller mig om på siden og river mit hoved op.

Jeg stirrer direkte op i drengen med det lysebrune hår's ansigt. Han smiler hånligt og nyder at se min smerte. Så rækker han hånden frem og presser fingeren mod mit sår i panden. Det svider forfærdeligt meget, men han trækker bagefter hånden til sig. Et kort øjeblik tror jeg, at det er fordi, han ser min smerte. Men så presser han fingeren mod sin mund og sutter mit blod af. Væmmelsen står malet i mit ansigt, og drengen smiler grusomt til mig. Og jeg har på fornemmelsen, at det her kun er begyndelsen..

Jeg stirrer over søen. De fortsatte kun et lille stykke tid efter, hvorefter de trak mig ud i åen og efterlod mig på det lidt dybere vand. Men jeg kunne ikke svømme og fik kun med nød og næppe reddet mig selv i land. Jeg har været rædselslagen for vand siden. Og mindet har brændt i mig lige siden. Det er noget, jeg aldrig glemmer. Både fordi det var mit første rigtige "slagsmål", hvor jeg kom rigtigt til skade. Men også fordi de tre drenge fik en kæmpe indflydelse på mig, på trods af at jeg kun mødte dem en gang. Jeg sugede deres opførsel til mig og kopierede den. For det er kun sådan, du overlever. Ved at holde dig selv oppe ved at træde på nogle andre..

Men jeg var ikke den eneste, der mødte drengene. I de efterfølgende år endte de med at blive dem i landsbyen, forældrene advarede deres yngre børn imod. En rolle jeg overtog senere hen.

Mine tanker afbrydes af aerofartøjets summen, og jeg betragter 3 aerofartøjer samle ligene op. Hvoraf 2 af dem er mine drab, og selv er jeg sluppet afsted uden en skramme. De var en pige og en dreng. Hvilket distrikt de er fra, kan jeg ikke huske, og jeg er sådan set også ligeglad. Det vigtigste er, at de er døde, og at det var en smule sjovt at dræbe dem. Man føler sig så.. magtfuld. Og jeg kommer forhåbentlig til at føle mig magtfuld mange flere gange endnu.

"Hvadæh, skal vi slå lejr eller hvad?" spørger Glimmer og river mig ud af mine
tanker. 

"Klart" svarer Clove, før jeg når at få et ord indført. Det irriterer mig voldsomt, at hun opfører sig som lederen, når det er mig, der er det. Jeg sørger omhyggeligt for, at det bliver mig, der godkender det og ikke Clove, ved at komme med en højlydt kommentar om at det skal vi selvfølgelig.

Vi slentrer hen til Overflødighedshornet og tager først nu ordentligt kig på tingene. Der er som sagt alt. Og mens jeg går rundt mellem diverse overlevelses dimser lyder en pibende stemme.

"Altså min plan er at ligge landminer om forsyningerne.. Sådan så folk ehh.. Ikke kan stjæle dem, mens... I er væk" tøver drengen og lader til at være utryg ved brugen af 'I'. Jeg bider tænderne sammen og får ganske underdrevet lyst til at flå ham fra hinanden. Har vi virkelig reddet hans sølle liv for det? Har vi virkelig spildt vores tid på ham på grund sådan en plan? Der er jo gigantisk risiko for at den fejler, og så vil vi pludselig stå uden forsyninger. Har jeg virkelig givet ham en chance udelukkende på grund af den ubrugelige plan? Jeg vender mig vredt mod drengen klar til at føle mig magtfuld igen.

Men før jeg kan nå at fuldføre min plan, stopper Cher mig, med en skinger stemme. "Det er en virkelig god plan" siger hun og lægger tryk på 'virkelig'. Hendes brune øjne søger mine, og jeg kan mærke, at hun er sikker i sin sag. Og på en eller anden måde, har den pige formået at vinde min tillid, når det gælder overlevelsesteknikker. Af den grund bider jeg tænderne sammen og vender hovedet bort. Han er i sikkerhed.. Lige nu.

Hurtigt får jeg ledt min opmærksomhed over på noget andet. Sværdafdelingen. En hel bunke sværd i alle former og faconer. Jeg fordyber mig i sværdene; lader hænderne glide langs skaftet, betragter refleksionen fra mit ansigt, lader fingrene løbe langs bladet. Jeg får valgt mig et yndlingssværd. Det er langt, så jeg kan nå noget på afstand. Med et skæfte, der kun lige passer til min hånd. Fuldkommen lige så den kan håndteres lettere. 

Efterhånden får alle fundet deres yndlingssvåben, så vi beslutter at fordele forsyningerne mellem os. Vi får hver en rygsæk med lidt af hvert i, som skal sikre os overlevelse, hvis vi senere hen beslutter os for at dele os. Og så går debatten igang, om drengen fra 3's plan skal udføres. Alle er ivrige efter at komme ud med sin mening, og efterhånden bliver diskussionen ret højlydt. Vi ender dog med at bruge planen, da den formegentlig er et forsøg værd, og hvis ikke kan vi jo bare dræbe drengen.

Til sidst bliver Cher og drengen fra 3 sat til at grave landminer op, da det er det mest risikable job, og det var trods alt ham, der forelog det, og Cher der bakkede mest op om det. At det oprindeligt var Clove, der bragte drengen fra 3 på bane, er der ingen, der nævner.

Imens Cher og Distrikt 3 drengen får gravet nogle dybe huller, får vi andre helt styr på forsyningerne, og efterhånden som eftermiddagen går, bliver bjerget af forsyninger højere og højere samtidig med at det komplicerede mønster af landminer bliver lagt ud.

Da mørket falder på, kan vi alle skue stolte over mod en uhyggelig gennemtænkt og hidtil uset fælde. Og vi er de eneste, der kender til det komplicerede mønster af landminer, der sikkert imponerer samtlige borgere i Panem. For hver eneste uvidende sjæl, der prøver at stjæle fra vores "bjerg", vil blive sprunget i stumper og stykker. 

"Eh.. Hvad så nu?" spørger Glimmer, mens hun afventende betragter os andre, efter vi har revet os løs fra det imponerende syn.

"Jagten går ind" smiler jeg grumt, før Clove kan nå at svare før mig. Mit svar har den ønskede virkning på de andre ambisonere, der alle begynder at smile ivrigt. Vi er om muligt endnu mere kåde, end da Spillet skulle til at starte, og kampgejsten er i top. Nu skal der mere til end bare koldblodige dræbermetoder, der skal overstås, før byttet slipper væk. Nej, nu skal vi rigtig give Capitol det show, som de så brændende ønsker. Det er vi alle sammen klar over, og det 
bringer små ivrige og lidt skræmmende smil frem på vores læber. Bare tanken om at få lov til at dræbe igen får et sug af spænding til at gå gennem min mave. Allerede nu glæder jeg mig til at høre mine ofres bønfaldende skrig efterfulgt af smertefulde støn.

Der går mindre end 5 minutter, før vi står klar med vores grej, da vi udemærket er klar over, at der kan gå flere dage inden vi kommer tilbage til lejren. Igen bringer det en debat frem - denne gang om hvem der skal blive tilbage ved forsyningerne, der selvfølgelig ikke kan blive efterladt. Cher er overbevist om, at der ikke behøver at stå nogle tilbage, da hun mener at fælden er så gennemtænkt, at der ikke er den minste tvivl om, at den vil virke. Drengen fra 3 lader til at være enig, selvom han ikke deltager i diskussionen og bare nikker nervøst, når Cher taler. Selvfølgelig fordi han langtfra har samme autoritet og indflydelse, som vi andre har. Ja faktisk har han slet ingen indflydelse eller autoritet i dette tilfælde. I modsætning til Cher mener jeg at nogle burde blive, da hele fælden kan blive alt for risikabel for os, hvis ikke der er nogle, der holder øje med den. Der står alt for meget på spil.

Efter en meget lang diskussion hvor alle i den grad har ytret sig, ender Distrikt 3 drengen med at blive, mens alle vi andre tager afsted. Det er ikke helt det jeg havde tænkt mig, men det er ikke langt fra. Han har ingen yderligere værdig for os, så hvis han dør, vil det ikke gøre den store forskel. Forsyningerne kan vel godt passe sig selv lidt. Desuden kan jeg heller ikke vente med at komme afsted.

Da vi har pakket en hel del udstyr og mad, begiver vi os kåde hen mod skoven, fyldt med en energi der burde være uddød efter denne lange dag. Men vi er alle sammen friske og opsatte på at slå ihjel, så ingen af os har yderligere behov for søvn. Selvfølgelig er jeg i spidsen, da jeg er lederen af vores team. Vores dødbringende team, der er klar på en vild nattejagt, hvor smerteskrig vil komme til at dominere lydene i skoven. Duften af fyrrenåle når mine næsebor, og luften er dejlig kølig og frisk og holder vores hoveder klare. Det kunne ikke gå bedre. Men da vi i et hurtigt gåtempo er nået et stykke ind i skoven, hører vi en sagte puslen, der kommer fra en busk i nærheden. Parat til at myrde endnu en soner, kaster jeg mig som den første frem mod busken og får revet grenene til side. Så er det jeg ser ham.

Drengen fra 12 sidder og stirrer forskrækket op på mig. En blodig bandage pryder hans ene ankel, og han har skræmmer over stort set hele kroppen. Hans skræmte blå øjne udvides, og han stirrer direkte op i mit hårde ansigt. Jeg hæver sværdet, klar til at gøre ham ude af stand til at flygte. Men pludselig ændrer hans ansigt sig fra skræmt til en, der lige har opdaget en ny mulighed - en ny mulighed, som han egentlig ikke bryder sig om. Og før jeg når at støde sværdet ind i ham, siger han skælvende noget, der får mig til at stoppe op:

"Jeg kan føre jer til hende."


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...