Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13749Visninger
AA

38. Væmmelse - Cato

"Kom Clove. Vi går en tur" beodrer jeg koldt, mens mit blik finder Cloves. Hendes brune øjne ser bekymrede ind i mine, og hendes mund er let åbnet, og hun betragter mig.. skræmt?! Et øjeblik rører det på noget i mig, og jeg bliver ubehageligt tilpas ved tanken om, at hun rent faktisk er bange for mig; bange for, at jeg skal gøre hende fortræd; såre hende. Mig af alle personer. Hendes barndomsven. Hendes.. ven? Fjende? Bekendte? Medsoner? Men så er det øjeblik også slut.

For så går det op for mig, at jeg nyder det. Nyder det skræmte blik, der vidner om, at hun ved, hvad jeg er i stand til. Et lettere fordrejet smil breder sig på mit ansigt; tanken om min magt fremkalder det. Udfordrende løfter jeg et øjenbryn, mens jeg fortsætter med at smile. Hun rejser sig ikke, men stirrer bare ind i mit ansigt.

"Noget galt?" spørger jeg smilende, mens jeg fnyser hånligt bagefter. Cloves ansigtsudtryk ændrer sig fra småskræmt til såret. Dette gør kun mit smil endnu større. Jeg nyder det. Nyder at jeg kan såre andre, nyder deres smerte; det afleder mig fra min egen. I stedet for kan jeg overføre noget af min smerte til andre, om man så må sige. Ikke at det hjælper på det stadigt voksende had, for jeg har erfaret, at det bare vokser med tiden. Men det distraherer mig, hvilket jeg i høj grad har brug for.

"Nej" svarer hun spidst, efter lidt overvejelse, så rejser hun sig forsigtigt op med et ansigt, der ikke afslører den mindste følelse. Det får bare mit had til at blusse lidt op. Det var ikke en kold maske af ligegyldighed, jeg ønskede at se, men et skræmt ansigt. Men dette kan tilsyneladende ikke realiseres, siden hun stadig med et stenansigt sniger sit blik over mod mig med hovedet rettet mod et usynligt punkt ved siden af mig. Det provokerer mig grænseløst og giver mig en trang til at slå hende. Det gør jeg måske også..

Men indtil videre bider jeg det i mig og gør en provokerende gestus væk fra Overflødighedshornet. Mit formål med den lykkedes næsten da jeg ser en trækning i Cloves ellers følelsesløse ansigtsudtryk. Smilet vokser.

"Hvad ville du sige?" spørger Clove, efter en dyb indånding som hun håbløst forsøgte at skjule, da vi er et stykke fra Overflødighedshornet. Hvad ville jeg sige? At jeg hader hende. At jeg nyder at se hende i smerte. At det eneste, jeg længes efter, er at koldblodigt myrde hver eneste person herinde. At jeg fortryder, at jeg kyssede hende - 3 gange. At jeg aldrig nogensinde kan fortælle hende om mine tanker. At jeg ønsker hende død.

At jeg elsker hende. At jeg hader at se hende i smerte. At det eneste, jeg længes efter, er at stoppe det her. At jeg ville kysse hende igen, hvis jeg fik chancen. At alt, jeg har lyst til, er at fortælle hende, hvad jeg tænker. At jeg ønsker, at hun overlever Spillet.

Men jeg kan ikke; jeg kan ikke; jeg kan ikke. Jeg kan ikke vælge begge dele. Enten er det had eller kærlighed. Og ærlig talt ville kærligheden ikke kunne overleve: der er alt for lidt af den. Den ville dø ud. Men det er noget andet med hadet. Det lever i mig for evigt, og det vil aldrig dø ud. Lige meget hvilken lykkelig slutning jeg ville få. Og nu, når jeg ser på hendes ansigt lige nu, har jeg mere lyst til at slå hende end at kysse hendes læber.

”Hvad ville du sige?” gentager hun, men også denne gang ignorerer jeg hende, og sætter bare tempoet op. Vender mig ikke om for at tjekke, at hun følger med; jeg kan høre hendes knasende fodspor bag mig. Min kurs er rettet mod skovbrynet. Eller rettere sagt, lige bag skovbrynet - et sted hvor ingen kan se os; og vigtigere endnu: hvad vi foretager os.

Da vi når derhen, vifter jeg voldsomt nogle grene til side, og når det lille stykke ind i skoven, der gør, at vi er usynlige for de andre ambisonere. Duften af gran når mine næsebor, idét vi træder ind i skoven, men jeg ignorerer den sødlige duft, og læner mig op af et træ med armene over kors. Mit blik når Clove, der står med vægten på højre fod og retter skiftevis blikket mod jorden og mig. Så undslipper et hånligt fnys mine læber.

”Hvad fanden er det her?” spørger jeg spyttende, mens jeg kaster et nedladende blik på hende. Jeg betragter hendes ansigt skifte fra forvirret til en underlig blanding af såret og ligegyldigt – hvoraf jeg ikke kan afgøre hvilken følelse, der dominerer her. Jeg nærmest suger hendes smerte til mig, hvorefter noget indeni mig omsætter det til gå-på-mod. Det føltes godt. Ikke rigtigt, men godt. At se nogle hjemmefra lide, at se noget med relevans til mit helvede lide, i stedet for mig. Nu føles det rigtigt.

”Hvad er hvad?” spørger hun neutralt igen, og det er lykkedes hende at skjule hver eneste følelse i hendes ansigt. En trækning glider over mit ansigt; der er ikke mere smerte at spore; ikke mere for mig at komme efter.

”Det tror jeg godt, at du ved”. Mit svar er koldt, dryppende af had.

”Måske. Men lad os så sige at jeg er fatsvag” giver hun igen, og nu kan jeg også spore hadet i hendes stemme – dog ikke så kraftigt som mit. Mere køligt og afbalanceret: under kontrol. I modsætning til mig hvor det eneste, jeg venter på, er at Clove ikke kan holde til det mere. Gråd. Jeg vil høre hendes gråd. Høre hendes smerte. Høre at hun også kan føle den. Høre at hun lider mere end mig.

Os” hvisler jeg bittert, med stemmen fyldt med væmmelse; jeg kan ikke genkende den. Måske har den været der hele tiden. Måske er det først gået op for mig nu, at det er sådan, den lyder.

”Det synes jeg, at du gjorde temmelig klart forleden aften.” svarer hun koldt, og hendes kontrollerende toneleje provokerer mig helt utroligt. Jeg vil se hende lide. Smerte. Jeg vil se dem lide. Vil se Distrikt 2 lide. Vil se Panem lide. Jeg vil se smerte så stor, at min pludselig virker mikroskopisk. Og jeg vil selv frembringe den.

”Men jeg vil have dig til at glemme det. Jeg vil have dig til at glemme alt, jeg har sagt eller gjort, der ikke har såret dig. For det betyder ikke noget. Det er ligegyldigt..”. Jeg betragter hendes kolde maske krakelere, da ordene flyder ud af min mund udelukkende med det formål at såre hende. Jeg lever på hendes smerte og lever på andres smerte. Den holder mig kørende.

”.. Glem det. Du skal alligevel dø snart” afslutter jeg. Det sidste havde jeg ikke planlagt, det kom bare af sig selv. Men det får mig til at smile, for Cloves før sårede ansigt, er fyldt med had nu. Ligesom før. Før Spillet. Før kysset. Nej. Før kyssene.

Mit blik hviler på Cloves ansigt, mens et smil breder sig på mit eget. Hun bider tænderne sammen, mens hun ser hadefuldt op på mig. Jeg kan se det glimte i hendes øjne. Mens jeg har fæstnet blikket ved hende for at måle hendes smerte og tage den til mig. Hun stirrer rasende på mig og ser ud til at prøve at kontrollere sig selv. Med et koldt ansigtsudtryk betragter jeg hende. Men pludselig betragter jeg ikke kun hende, men også hendes knytnæve, der flyver mod mit ansigt.

Hun er drevet af vrede. Jeg er drevet af had. Vrede sætter som regel hårdere slag ind, men er langt mindre kontrolleret end had. Det har jeg lært af egen erfaring. Og hvis man virkelig vil vinde over en ”rigtig” modstander, skal man først analysere, hvad der er drivkraften, og ikke hvad der er taktikken. For det er to ting, man aldrig må blande sammen. Taktikken er måden, man gør det på. Men den er altid drevet af drivkraften. Du ved ikke, hvordan din modstander kæmper – og derved hvordan du skal kæmpe imod ham eller hende-, før du har fundet ud af, hvad der driver modstanderen. Dette er ikke noget, jeg har lært til min træning – nej, der kæmper du, for at træne, og det er ikke en rigtig drivkraft -, men noget som kun kan bruges i Spillet. Og jeg er i Spillet nu.
Og Clove er ikke længere et trofæ, jeg vil vinde, eller en jeg stoler på. Hun er min modstander.

I øjeblikket før hun rammer mig, griber min hånd fat i hendes håndled for at rive det om med sådan en kraft, at jeg nærmest får kastet hende ned på jorden et stykke fra mig. På et eller andet punkt er det vel heldigt for hende, for hvis hun havde været stærkere og ikke var faldet, men var blevet stående, ville hun formegentlig have brækket håndleddet.

Jeg skal til at samle tankerne og kaste mig over hende, men hun er hurtigere oppe end forventet. I raseri sender hun et ukordineret spark mod min mave, som jeg let undviger. Men hun fortsætter. Spark. Knytnæve. Flad hånd. Spark. Knytnæve. Hun holder sig fra at komme tæt på mig, fordi hun ved, at hvis hun kommer tæt nok på, til at jeg kan tage fat i hende, er legen forbi. Hun er hurtig. Jeg kan lige akkurat nå at undvige hendes slag, der bare hagler ned over mig, men hvordan hun kan fortsætte dem i uendeligheder står mig ganske uklart.

Efter hvad der føles som en evighed - selvom der snarere er tale om lidt under 1 minut – sætter hun et hurtigt slag ind mod mit ansigt, og jeg kan mærke en pludselig smerte i min læbe og mine tænder. En metallisk smag breder sig i min mund, og jeg er sikker på, at hun har flækket min læbe. For jeg kan tydeligt mærke blodet strømme ud og ind i min mund, fungerende som et lille - og særdeles upraktisk - vandfald.

Men det er dér, jeg er anderledes. Jeg bliver såret, men her giver det mig lige præcis dét, som burde være det omvendte. Det giver mig mere kampgejst. En søgen efter at bevise at jeg godt kan, og at jeg skal kunne. Og først nu kan jeg gøre mit yderste.

Hun sætter et spark ind mod min mave, men nu har jeg grebet fat om hendes ben, og uden tøven river jeg til, så hun ryger ned mod jorden og slår hovedet hårdt ned i skovbunden. Der lyder et dunk, når hendes hoved rammer skovbunden, og et fald som dette, kan ikke være uden et offer.. i dette tilfælde, i form af en bule.

Og denne gang er hun ikke hurtig nok. Lynhurtigt er jeg nede på knæ ved hende, og jeg tager hårdt fat i skulderområdet omkring halsen på hende for at trække hende op fra jorden – hun er overraskende let på trods af hendes muskler – og opad det træ, som jeg stod ved før. Jeg presser min krop mod hendes, så hun står fastklemt mellem træet og mig. Vi hiver begge en gang eller to efter vejret, før Clove begynder at sprælle. Men stadig med en ustabil vejrtrækning holder jeg hende fast, med den ene arm tværs over hendes hals, så hun må hive efter vejret og opgive sin sprællen. Samtidig ophober blodet sig i min mund; den rustne smag breder sig overalt i munden på mig, og jeg er sikker på, at jeg har slugt noget af det på trods af, at noget af det løber ned over hagen på mig. Før jeg gør noget andet, læner jeg hovedet til siden og spytter flere klatter blod ud på skovbunden ved siden af os. Clove er holdt op med at kæmpe, men stirrer i stedet for hadefuldt på mig. Jeg slipper taget lidt, men begynder at smile ondskabsfuldt.

”Slip mig” hvæser hun og raseriet syder i hendes stemme.

”Giv mig én god grund”. Jeg spytter endnu en klat blod ud på skovbunden. Da jeg drejer ansigtet tilbage, kan jeg se, at hun smiler. Halvfornøjet kaster hun et blik på min blødende læbe. Det tænder mig fuldkommen af, og så gør jeg det, som jeg ved, der vil bringe en enorm væmmelse frem i hende. Jeg læner mig fremover og kysser hende.

Det er nu ikke, fordi det, at hun bliver kysset, vil bringe væmmelsen frem i hende. Men fordi det er mig og lige nu. Og selvfølgelig fordi min mund er tilsølet med blod, som lige nu løber ind i hendes mund. Kysset er ikke som de andre. Det er aggressivt fra min side af, hvoraf Clove desperat prøver at bide tænderne sammen og lukke munden, så der ikke løber blod ind i hendes mund. Men det er lidt for sent. Hun presser læberne sammen, mens jeg lader mine bevæge sig i mønstre over hendes, samtidig med den rustne smag af blod blander sig ind imellem vores læber. Og hun hader det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...