Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13753Visninger
AA

43. Uventet indsigt - Clove

"Hey! Splittes vi så fuldkommen nu?" "Nej. I morgen mødes vi ved Overflødighedshornet, efter vi har fundet ud af, hvad vi vil." Marvels spørgsmål og derefter Catos svar giver genlyd i mit hoved, der føles, som er det ved at springes. Vi er altså stadig allierede, men det føles ærligt talt ikke sådan. Det føles lige nu, som om jeg er så alene i verden, som man overhovedet kan være.

Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på Catos ord. "Efter vi har fundet ud af, hvad vi vil." Jeg er ikke sikker på, om der virkelig ligger to lag i den sætning, men jeg tolker det, som om der gør. Måske overanalyserer jeg det bare, men det virker som om, Cato på en eller anden måde siger, at han er klar til at give det hele en ny chance. Hvis jeg da kan bestemme mig for, hvad jeg vil. Bare det at han ikke besluttede, at vi nu ikke længere var et team, må være et tegn. Eller et tegn er måske så meget sagt, men et signal af en slags må det være.

Men hvis det virkelig betyder det, jeg tror, hvordan har jeg det sådan med det? Af en eller anden grund er min umiddelbare reaktion glæde. Men alligevel... Graver jeg dybere, finder jeg en modvilje. En følelse af at jeg endnu ikke har tilgivet Cato, og jeg derfor aldrig vil kunne stole på ham. Måske burde jeg bare lade være med at vende tilbage til Overflødighedshornet i morgen. Måske burde jeg stå på egne ben fra nu af. Måske er det hele endelig slut.

Men det ved jeg jo godt, at det ikke er. Slet ikke. 

 

Tørst. Lige nu er det det eneste, jeg kan tænke på. Næsten lige siden Cato, Marvel og jeg midlertidigt splittede op, har jeg bare fokuseret på at komme så langt væk fra alting som muligt. Nu er det tørsten, der driver mig. Behovet for at finde en sø, kilde eller anden form for vandløb har virkelig sat ind. Alligevel tror jeg kun, at jeg mærker det så tydeligt nu, fordi jeg har haft masser af drikkevand i al den tid, jeg har været i arenaen. I teorien kan jeg sagtens klare dagen ud uden vand. Men dette er praksis, og jeg tørster.

I min rygsæk ligger en tom vanddunk, en lille dunk jod og tændstikker. Andet har jeg ikke fået med mig, og andet behøver jeg ikke. 

I min søgen efter vand glemmer jeg fuldstændig, at tage mig i agt for potentielle farer. I alt min tid i en alliance har jeg kunnet føle mig helt tryg, men nu, hvor jeg er alene, burde jeg være på vagt. Hvorfor skulle en soner ikke kunne angribe mig nu? Et let offer ville jeg ikke blive, men hvis nu vedkommende angreb bagfra.. Jeg er iført det tøj, alle sonere er blevet iklædt, og min jakke er bundet om livet sådan, at den næsten skjuler bæltet med knive, jeg har haft på, siden mit hold fik fingre i alle forsyningerne. Altså under hele forløbet i arenaen.

Jeg begynder at gå mere lydløst, mens jeg fortsætter med at lede efter vand. Der er så mange ting, jeg kunne tænke på, men jeg har ikke lyst. Lige nu er det muligt for mig at skubbe alle tankerne til side, men når først mit mål om at få drikkevand er nået, ved jeg, at de dystre tanker vil overmande mig, og at det vil blive grimt. 

Mens jeg går, sker der pludselig noget uventet. En frugt falder ned fra et træ og lander lige ved siden af mig. Den er orange og ser egentlig ikke giftig ud, men jeg vælger ikke at spise den. Jeg føler ingen synderlig sult, og det ville være idiotisk at løbe risikoen. Jeg når dog kun at gå et par skridt videre, før en ny frugt falder ned. Denne er aflang og blå, og jeg genkender den fra en af de mange overdådige middage i Capitol. Jeg ved, at den er spiselig, men jeg bliver alligevel bange. For hvorfor skulle frugterne pludselig serveres for mig sådan på et sølvfad? 

Det er ikke noget, jeg begynder at tænke længe over. Først har jeg ikke kunnet mærke det, men nu føler jeg, hvordan der går rystelser gennem min krop. Små vibrationer, som kun én, der er trænet til det, ville bemærke. Mere frugt falder ned om mig, rystelserne tager til, og jeg løber. Jeg må dog meget snart indse, at det ikke hjælper ret meget at løbe. Jorden ryster så meget, at jeg har svært ved at holde mig på benene, og jeg kan ikke se nogle dyr, hvis instinkt om at løbe væk, jeg kan følge. I stedet løber jeg bare fremad, men jeg kommer ikke længere væk fra rystelserne, og de fortsætter med at blive kraftigere og kraftigere.

Rundt om mig er skoven mørkegrøn og mere dyster at se på, end hvor jeg tidligere har været. Duften af skoven er dog dejlig frisk og klarer mit hoved en smule op. Men der er massere af lyde. Af blade, der rasler, og bark, der flækker. Jorden er levende, og snart begynder den, såvel som træerne, at slå revner. 

Ligesom jeg springer over en af de små sprækker i jordoverfladen, hører jeg et kraftigt knæk, og jeg ser lige tidsnok, at der kommer et enormt træ lige mod mig, til at springe til side. Jeg hopper over det og løber videre med fornyet energi og har fuldkommen glemt alt om vand. Jeg er bange, for første gang virkelig bange for at miste mit liv, og jeg løber, mens jeg bider mig selv i læben for ikke at græde. Pludselig er det bare det, der er min aller største udfordring.

Overalt omkring mig vælter træerne. Der er stadig intet liv at se nogen steder, men det er i det hele taget svært for mig at se noget som helst, for mit syn er sløret af tilbageholdte tårer. Det bliver en kæmpe ulempe for mig, da et træ falder i min retning skråt bagfra. Jeg hører lyden, men aner ikke, hvor den kommer fra, før det rammer mig. 

Det sortner for mine øjne, og jeg kan knap nok mærke smerten, fordi der er for meget af den. Men jeg ved, at den er der. Træet er heldigvis ikke et af de største, men det er stort nok til at gøre mig bevidst om, at det lige nu er ved at mase mig ihjel, som jeg ligger klemt inde mellem det og jorden. Det trykker mod min ryg således, at jeg får åndenød, da mine lunger presses mod den hårde skovbund. Mens jeg forsøger at trække vejret roligt og komme til at se igen, overvejer jeg, hvor lang tid jeg har, før jeg er død. Træet har ramt mig heldigt. Det kunne ligeså godt have slået mit hoved itu eller ødelagt nogle af mine knogler, men det er landet med vægten så ligeligt fordelt over min krop, at jeg bør være i stand til at bevæge mig, selvom det føles, som om min krop på nuværende tidspunkt ikke er funktionsdygtig. Jeg har ikke mere end et par minutter. 

Med største kraftanstrengelse sætter jeg mine håndflader mod jorden og forsøger at skubbe mig selv op. Træet rokker sig ikke en centimeter. Alligevel bliver jeg ved, kæmper en kamp om liv og død med et dødt træ, mens mit blik langsomt klarer op. Men luften presses stadig ud af mine lunger, og jeg kan ikke få luft. Jeg gisper og ville skrige, hvis jeg kunne, men det er umuligt, for jeg har ingen ilt i kroppen. Det står meget klart for mig, at hvis jeg vil leve, så skal jeg fri indenfor sekunder. Og samtidig indser jeg, at jeg gerne vil leve. At jeg er nødt til at leve. At alting slet ikke er ligegyldigt. Så ville det hele have været forgæves. Og Clove Xanners giver ikke op. Hun kæmper, og hun vinder. 

Med tanken om, at jeg skal klare det, gør jeg det umulige. Træet, der før var så ubevægeligt som en sten, løfter sig et par enkle centimeter opad, da jeg sætter af med en fod mod en gren og samtidig presser mig selv op med underarmene. Min ryg giver en smældende lyd fra sig, men den smule, træet blev løftet, er nok. Jeg får lige akkurat mulighed for at rulle mig ud under træet, så jeg ligger på ryggen ved siden af det, kun med mit ene ben stadig i klemme under det. Jeg hyperventilerer, men får langsomt mere kontrol over mit åndedræt. Tårerne triller nu ubesværet ned ad mine kinder og samles i mine mundvige, så jeg kan smage salten, men jeg er ligeglad med, at jeg græder for åben skærm. Jeg lever, og jeg er lykkelig for det. 

Mens jeg ligger der, bemærker jeg, at rystelserne er stoppet helt. Måske skulle der bare en smule spænding til. Måske har Spilmestrene ikke tænkt sig at slå mig ihjel. Det kan være en fordel fremover. 

Da gråden af frustration, glæde, vrede og lykke går i sig selv igen, begynder jeg at mærke smerten. Det føles, som om jeg er faldet ned fra et bjerg og har været bedøvet, siden det skete. Og bedøvelsen så på et splitsekund forsvinder, så jeg står tilbage med smerten. For det første er der mit ben, der stadig ligger under stammen. For det andet mit bryst, hvor det føles, som om jeg har fået trykket adskillige ribben og måske endda brystbenet. Men værst af det hele er den forfærdelige smerte i ryggen, der bliver ved med at være der, uanset hvordan jeg vender mig. Men jeg bider tænderne sammen for ikke at skrige og starter med at fokusere på det, jeg kan gøre noget ved. Benet.

 

Selvom jeg lige har fået hele min krop ud under træet, er det en lang og sej kamp at få benet med. Nu da jeg kan mærke smerten i ryggen, kan jeg knap nok bevæge mig, hvilket næsten gør det umuligt at trække benet til sig. Det føles umuligt bare at komme op at sidde, men til sidst lykkes det mig. Stødet, der går gennem ryggen samtidig, er dog så stort, at jeg bagefter sidder meget anspændt med ryggen fuldkommen ret, mens jeg hiver i mit venstre ben. Hvis en soner kom forbi nu, ville jeg være et meget let offer. Nok har jeg knivene, men jeg vil få meget svært ved overhovedet at række hurtigt nok ud efter dem.

 

Endelig, efter hvad der føles som en time, får jeg mit ben ud i det fri. Straks mærker jeg, hvordan det prikker voldsomt i det, mens blodet igen strømmer til det, så det næsten føles, som om benet er lammet. Men det føles alligevel godt, og jeg sidder helt stille, mens jeg nyder følelsen af at være fri. 

Og så alligevel, tænker jeg, er jeg overhovedet ikke fri. Det kan godt være, at jeg i øjeblikket er det rent fysisk, men det var jo ikke tilfældigt, at det træ faldt ned over mig. Nogle fik træet til det. De kan gøre det igen. Jeg er ikke fri, før dette spil er helt overstået. Og selv dér vil jeg stadig ikke være rigtigt fri. Ikke hvis jeg overlever i hvert fald.

 

Jeg sidder bare, helt stille, mens jeg ser solen bevæge sig hen over himlen. I flere timer sidder jeg sådan. Jeg kan ikke bevæge mig for ryggen, og jeg har ingen til at hjælpe mig. Jeg ligger en kniv frem ved min hånd, men ellers tillader jeg mig, for første gang siden Spillet begyndte, at tænke på noget helt andet end Spillet. Jeg drømmer mig væk til de bedre tider i min barndom, som da min far havde købt mig en smuk purpurrød kjole til Høstdagen, eller da en dreng fortalte mig bag i skolegården, at han synes, jeg var sød. Tårene er kommet frem igen, men det er ganske lydløst, at de glider ned over mine kinder og efterlader spor, jeg ikke gider fjerne. Det er glædetårer, og selvom jeg ved, at det kan få eventuelle sponsorer til at synes, jeg ser svag ud, så er jeg ligeglad. Hvad har de overhovedet gjort for mig endnu? Jeg har ikke fået en eneste ting af dem og det til trods for, at jeg er - har været - i en meget stærk alliance. Nogle penge må der da være. I det mindste kunne Alexis da, som min mentor, sende mig noget vand nu. Jeg er så sandelig klar over, at hun ikke kan lide mig, men hun skal da prøve. 

 

En hurtig idé får mig til at se op mod himlen. "Øhm, jeg kunne godt bruge noget vand lige nu, hvis der er nogen, der kan høre det her." Min stemme lyder underligt usikker, fordi jeg føler mig fjollet ved at tale sådan ud i luften, men jeg gør det alligevel. Efter katastrofen med træet er undgået, og jeg har vænnet mig lidt til rygsmerterne, er jeg igen begyndt at kunne mærke tørsten brænde i halsen.

 

Til min store overraskelse kan jeg pludselig se omridset af en sølvfaldskærm, der daler ned fra himlen. Jeg behøver ikke engang række ud efter den, for den lander ganske forsigtigt lige i mit skød. Påhægtet er en vandflaske, som jeg frigør fra faldskærmen og grådigt drikker af. Jeg kan næsten høre for mit indre øre, hvordan Alexis snerrer: "Tilfreds?"

 

"Det bliver jeg nok aldrig." mumler jeg ud i luften, selvom det også virker åndssvagt. Så sidder jeg lidt og tænker igen. Jeg kommer i tanke om, at jeg får et stort problem snart. Når jeg ikke kan bevæge mig, bliver det meget svært at få søvn og helt umuligt at gå helt tilbage til lejren ved Overflødighedshornet, som det var aftalen. 

 

"Min ryg har det faktisk heller ikke for godt." siger jeg, men forsøger at holde mit toneleje neutralt. Ingenting falder ned fra himlen. Medicin på dette tidspunkt i Spillet er helt sikkert ikke billigt, men der må være penge nok. Måske spørger jeg bare ikke pænt nok. Men når jeg ved, at det er Alexis, der sidder i den anden ende, kan jeg ikke få mig selv til at bede pænt om det.

"Prøv lige og hør Alexis. Det kan godt være, vi har haft vores uoverensstemmelser, men lige nu kan jeg altså ikke bevæge mig. Jeg har ret meget brug for noget til min ryg, og hvis der er penge nok, er du nødt til at give det, hvad enten du vil det eller ej, medmindre du vil have min død på samvittigheden. Jeg er godt klar over, at...." Mere når jeg ikke at sige, før et sølvglimt kommer til syne mod den kraftigt skinnende sol, og en lille plasticbøtte daler ned mod mig. Jeg havde faktisk ikke troet, at det ville virke at skælde Alexis sådan ud, men tanken om det var bare så tilfredsstillende, at jeg gjorde det alligevel. Og så virkede det oven i købet. 

Jeg åbner bøtten og forventer synet af en bunke piller komme mig i møde, men i stedet ser jeg en sprøjte med en meget, meget lang nål. Ved siden af den er et aflangt, gennemsigtigt glas med noget grumset, hvidt stads i og en prop øverst. Så jeg skal altså stikke i mig selv. Det burde ikke være noget problem. Alligevel gruer jeg for det.

Med forsigtige bevægelser, for ryggens skyld, hiver jeg proppen af glasset. Den underlige væske hælder jeg derefter over i sprøjten, som jeg lukker igen. Meget omhyggeligt finder jeg et blødt sted langs med rygsøjlen nederst på ryggen, hvor jeg forsigtigt prikker nålen ind. Det  gør ikke særlig ondt først, men da jeg skubber nålen længere ind, med en akavet bevægelse med begge hænder på ryggen, kan jeg mærke smerten. Alligevel gør jeg arbejdet færdigt, selvom smerten tager til, da jeg trykker på sprøjtens top, så væsken kommer ordentligt ind i kroppen. Så hiver jeg lettet nålen ud af min krop og ånder ud, da jeg bemærker, at jeg har holdt vejret. 

Lindringen kommer langsomt, men sikkert. Efter et kvarters tid er smerten reduceret mange gange, og jeg kan endelig rejse mig op. Da jeg kommer op at stå på mine ben igen, nikker jeg mod himlen og tager mig selv i at hviske et ydmygt 'tak'. 

Jeg føler mig mere tryg, da jeg bagefter fortsætter min gang, for jeg er sikker på, at Spilmestrene ikke føler noget behov for at udsætte mig for flere farer i dag. Det er rart at kunne strække benene igen, og ryggen værker kun svagt. Måske kommer det tilbage senere, men i så fald har jeg stadig nok væske til i hvert fald ét stik mere. 

Efter jeg har vandret rundt i en mere eller mindre tilfældig retning i et stykke tid, ankommer jeg til en lille sø, som jeg genkender. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg har set den, men jeg er sikker på, at jeg har været her før. Mens jeg klæder mig af uden tanke på kameraer eller andre sonere, føler jeg det som en trykken, der lettes fra mit bryst. Selvom vandet i søen er koldt, føles det helt fantastisk endelig at få vasket min beskidte krop . Desuden ved jeg nu, hvor jeg er, og jeg ved, at jeg let kan finde lejren igen. Drikkevand har jeg også, og jeg har lysten til at leve tilbage. Alting føles så perfekt, at jeg et øjeblik helt glemmer, at jeg er i arenaen i det 74. Dødsspil. Men jeg får kun lov at glemme det et øjeblik.

Et kanonskud lyder. Og så endnu et. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...