Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13766Visninger
AA

26. Uventede mordplaner - Cato

"Hvem gav dig en stemme 12?" hvæser jeg rasende, mens jeg forsøger på at nidstirre drengen så meget som muligt. Hvilket er en smule svært, da jeg raseriet bobler op i mig og gør mig utrolig ukoncentreret, samtidig med at han ikke påvirkes synderligt af det.

"Det gjorde jeg. Lige nu" svarer han bare og ser helt rolig ud imens. Dette får mig bare til at blive endnu mere rasende, mens jeg bekæmper en trang til at slå ham meget hårdt, meget pludseligt. Af raseri knytter jeg hænderne; både for at holde fokus på situationen, men samtidig også for at aflede mig fra den. Dette resulterer bare i endnu mere tab af min værdighed, som jeg ellers har forsøgt at beholde. Han lader åbenbart til at tro, at han kan tillade sig til lidt af hvert på trods af hans meget lave rang blandt os trænede mordere. Hvilket siger en hel del..

"Seriøst du. Jeg kan dræbe dig så hurtigt, at du ikke engang når at skrige på din usle kæreste, hvis du ikke snart tager dig sammen. Men nu du er så opsat på, at vi holder den der pause ting, så kan du jo være vagt her hele dagen. Imens kan vi andre finde nogle mere spændende ting at tage os til" svarer jeg koldt, mens jeg selv syntes, at jeg får lidt af min værdighed tilbage ved at "give op" på denne måde. For selvfølgelig giver jeg ikke op, jeg gider bare ikke tage diskussionen, om hvorvidt mit forslag var bedst eller ej - hvilket det selvfølgelig var - med med et flertal der tager fejl.

Mit blik glider koldt over resten af vores før velfungerende gruppe, mens jeg bittert fortryder at have indlemmet 12. Men så kommer jeg i tanke om noget, der får mig til at bide tænderne sammen og ignorere det faktum, at jeg lige har mistet en hel del autoritet på grund af ham.. han kan føre os frem til hende. Hvilket egentlig er den eneste grund til, at han nogensinde ville kunne blive indlemmet i gruppen. Som om et 8-tal er talent nok til enhver anstændig ambisoner, tænker jeg, mens jeg hurtigt skubber tanken væk om, at Glimmer også fik 8.

Mens mit virvar af tanker har formået at holde mig beskæftiget, er de andre så småt ved at gå ud til nogle ting, og lave hvad end de nu vil. Det går pludselig op for mig, at jeg ikke har noget at tage mig til. Fri. Frihed. Ordet lyder fremmed - noget jeg normalt afskyr. Tilmed har jeg aldrig rigtig haft frihed: kun den evige træning og en daglig skolegang. Altså, jeg aner ikke, hvad man laver i dette, for mig, nye fænomen: frihed. Jeg kunne selvfølgelig øve mig lidt med mit sværd, men jeg kan allerede det hele, og jeg har ikke noget eller nogen at øve mig på. Medmindre 12 melder sig til at hjælpe mig, tænker jeg spydigt, mens forestillinger om hvordan jeg slår 12 ihjel begynder at køre rundt i mit i forvejen forvirrede hoved.

En kølig brise vækker mig fra mine tanker, der efterhånden er ved at tage over min tilstand. Mit blik glider rundt over området, der faktisk er meget smukt. Grantræerne der dækker over en skov fyldt med jagtmuligheder.. fyldt med jagtmuligheder.. pludselig slår en tanke mig! Jeg kan tage ud og jage. Men ikke sonere denne gang. Nej, denne gang kan jeg tage ud og jage aftensmad, hvilket også giver mig rig mulighed for at bruge mit sværd. Selvom vi ikke ligefrem har mangel på mad, kan mere mad vel ikke være et problem. 

"Jeg tager ud og jager noget mad" konstaterer jeg højlydt, mens jeg hurtigt får grebet et sværd klar til at tage afsted. Jeg forventer at jage alene, så jeg sætter kurs mod skoven fuldkommen ligeglad med, hvad de andre siger.

"Men vi har da mad?!" råber Marvel efter mig.

"Ja, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan få mere, vel?" råber jeg tilbage med en nedladende undertone, der lader til at lukke munden på Marvel. Eller også har han måske indset, at jeg har ret. I det mindste denne gang.

"Jeg tager med!" råber Glimmer, mens hun griber sin bue, samt sit pilekogger, og sætter efter mig. Hun når ret hurtigt på til mig, så hun må være en god løber, hvilket jeg ikke har bemærket før. Da hun indhenter mig, dasker hun drillende til min arm.

"Så er det bare os to hva'?" smiler hun, og jeg bliver et øjeblik distraheret af nogle meget blå øjne. Jeg smiler bare skævt tilbage uden at svare. Egentlig ville jeg have foretrukket at jage alene, men at nogle andre tager med viser jo bare noget af den autoritet, jeg har.

"Jeg tager også med" lyder det bag os, og jeg vender kort hovedet for at se, hvem det er. Selvom jeg til enhver tid kan genkende stemmen, virker det absurd, at lige præcis den person skulle være så ivrig efter at tilbringe tid sammen med mig. Men mine ører fejler mig ikke, og mit blik møder forvirret Clove's brune øjne.

Hvorfor tager hun med? Hende af alle personer? Med et forvirret blik betragter jeg Clove, der lige nu famler febrilsk efter sine knive. Der går ikke lang tid, før hun har fat i et bælte med dødbringende knive, mens hun sætter i spurt over mod os. Og jeg kan konstatere, at hun løber en hel del hurtigere end Glimmer. Men det er ikke det, der fylder mit hoved. Det samme spørgsmål, kombineret med Clove's forvirrede ansigtsudtryk, bliver ved med at køre i ring i mit hoved. Hvorfor tager hun med?

Glimmer sender hende et irriteret blik, mens hun ser fornærmet ned i jorden. Mens Clove bare ser overlegent på hende - hvoraf jeg, der kender hende så godt, kan se forvirringen glimte inde bag hendes øjne -, mens hun begynder at gå beslutsomt over mod skoven. Lidt forvirret følger jeg efter, stadig med et ubesvaret spørgsmål og nu endnu mere forvirring. Hvad er det dog, den pige gør ved mig?

Stadig i en forvirret boble følger jeg med, underligt nok uden at tage højde for, at det er Clove, der fører, og ikke mig. Glimmer følger surmulende med, mens jorden pludselig er blevet enormt spændende for hende. Vores sære lille gruppe når efterhånden et stykke ind i skoven, og dyrelyde begynder at kunne høres, mens den friske duft af fyrenåleskov når ens næsebor. Men det er først nu, det virkelig begynder at blive akavet. Især fordi ingen af os ved, hvordan man jager. Men den akavede stilhed varer ikke længe, for pludselig sker der noget uventet.

En snerrende lyd høres, og pludselig skyder et brunt, lidt pelset og meget aggressivt dyr frem mod Clove, der står ca. 4 meter foran mig og Glimmer. I det øjeblik springer mit hjerte et slag over, men før jeg kan nå at blive mere forskrækket, har Clove ramt den direkte i hjertet med sin kniv. Og min reaktion er så uventet, at den endda kommer bag på mig.

"Clo.." begynder jeg forskrækket, men når heldigvis at stoppe mig selv. Sætningen, jeg skulle til at udtale, var simpelthen for latterlig: Clove, er du okay? Selvfølgelig er hun okay - hvis man da ser bort for det faktum, at hvis hun ikke havde sine knive, havde hun højst sandsynligt været død nu. Men hun kunne have været død masser af gange før ved mange flere lejligheder. Tanken får mig underligt nok til at krympe mig.

Hvad sker der for mig nu? Måske er det, fordi den forvirrede døs stadig ligger over mig? Hvorfor bekymrer jeg mig om hende? Hvorfor reagerede jeg ikke hurtigt? Hvorfor ville Clove med? Hvorfor kan jeg ikke holde fokus?

En million spørgsmål runger i mit hoved, mens Clove vender sig om og ser underligt på mig. Jeg ser ydmyget ned i jorden, mens tanken om at jeg rent faktisk bemkymrede mig om hende, får mig til at blive fuldkommen mundlam. Den Cato, der blot for en ½ time siden nidstirrede Clove, er nu bekymret om hende.

Det tager et stykke tid for mig, at komme mig over de pludselig mange følelser. Men så går det også op for mig. Jeg var bekymret om Clove. Det distraherede mig. Jeg ikke lade mig distrahere i arenaen, det kan koste mig min sejr - min sejr, der er meget vigtigere end Clove. Og hvis jeg vil have min sejr, kan jeg ikke lade mig distrahere af noget så latterligt som bekymring. Et kort øjeblik undrer jeg mig over, hvorfor jeg er bekymret for Clove, men tanken bliver hurtigt skubbet væk igen, da der ikke er nok plads i mit meget kaotiske hoved. Mine tanker vender lynhurtigt tilbage til bekymringen, og hvad jeg skal gøre ved den, hvis jeg skal af med den. Hurtigere end forventet gå går det op for mig. Hvis jeg skal af med bekymringen, er der kun én udvej...

Det er at skille mig af med årsagen til bekymringen.
Det er at skille mig af med den pige, der lige nu står og ser forvirret på mig.
Det er at skille mig af med pigen ved åen, som jeg legede med som barn.
Det er at skille mig af med pigen, som jeg kyssede for mindre end 3 dage siden.

Det er at skille mig af med Clove...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...