Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13762Visninger
AA

3. Ude godt, hjemme værst - Clove

Jeg sætter mig op i sengen med et gisp. Mareridt. Hvilket jo er forståeligt nok dagen inden Høsten og dermed lodtrækningen. Mange ville måske have onde drømme om at blive trukket og dermed være nødt til at deltage som soner i Spillet. Men det er ikke det, jeg drømmer om. I min drøm er den største frygt, at jeg ikke bliver valgt, når jeg melder mig som frivillig. Men det er selvfølgelig latterligt. Alle og enhver ved at på trods af, at det i princippet er ulovligt, så holdes der øje med, hvem der ville have de bedste chancer for at vinde Spillet. På den måde ved de, hvem de skal og ikke skal vælge til at erstatte den, der er blevet trukket, hvis denne altså ikke ønsker at kæmpe for ære og rigdom resten af livet. Åndssvagt.

Der går ikke længe, før jeg er hoppet i tøjet og på vej ned i køkkenet. Til min store overraskelse er min far hjemme. Som fredsvogter er han det meste af tiden på arbejde og derfor næsten aldrig hjemme. Hvilket passer os begge helt fint. Eller, det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv. 

Jeg gider ikke bruge energi på at hilse ham godmorgen, og tilsyneladende er det gengældt. Han siger ingenting, før jeg er på vej ud ad døren. "Jeg er blevet forfremmet til en stilling med mere status og større betydning indenfor min afdeling. I morgen tager jeg tidligt hjemmefra for at patruljere på Pladsen inden lodtrækningen." siger han. Jeg smækker døren og løber ud ad huset, inden han kan nå at sige mere.

På vej over mod min træners - og Catos - hus, overvejer jeg, hvad min far ville tænke om det, jeg har gang i. At jeg træner for at kunne deltage i og vinde Spillet. At jeg har tænkt mig at melde mig som frivillig i morgen. Under Spillet vil jeg muligvis dø. I så fald ville min far ikke kun have mistet den kone, der stak af fra ham for længe siden, lige efter min fødsel faktisk, han ville også have mistet sin datter og eneste afkom.

Et øjeblik føler jeg et stik af medlidenhed, for så har han jo mistet alt, går det op for mig. Undtagen sin fine stilling og vores middelklasseshus altså. Medfølelsen forsvinder dog hurtigt, da jeg tænker på det, han var ved at fortælle mig. Til fordel for sit arbejde tager han afsted så tidligt, at han ikke engang når at sige farvel til mig, berolige mig og trøste mig, ligesom en rigtig forælder burde, inden lodtrækningen. Han har selv bedt om den situation, han forhåbentlig kommer til at stå i i morgen. Forhåbentlig vil han fortryde det bittert og endelig have det næsten ligeså elendigt, som jeg har det det meste af tiden. 

 

Inde i salen står kun Cato, hans far og en dreng ved navn Pen, der er den aller hurtigste løber på holdet. Når han er i topfart, ser det ud, som om han svæver. 

Jeg bander indeni et øjeblik, for at have haft så travlt med at komme væk hjemmefra. Normalt sørger jeg hver morgen for, at jeg kommer som en af de sidste, så jeg ikke er tvunget til at høre på Catos syge kommentarer eller se det lumre smil, han fremfører; kun til ære for mig. Jeg er fuldkommen afklaret med, at det er totalt falsk. Han er fuldstændig ligeglad med mig som menneske, det er som præmie, for at have klaret endnu en udfordring, han ønsker mig allermest. 

Ti minutter senere er alle ankommet, og vi varmer sammen op i den mellemstore gymnastiksal ved at løbe rundt som idioter. Men det virker, for da træneren giver tegn til os om at stoppe, pruster og stønner vi alle som heste.

Vi går straks efter igang. Der er opstillet forhindringer, dukker, skydeskiver, måtter og meget andet rundt omkring i salen. Det, der først fanger alles blikke, er selvfølgelig den store våbenkasse, som indeholder de bedste våben. Ved siden af på væggen hænger de ældre og mere slidte våben. Det gælder altid om at få fat i de bedste våben først. Jeg har aldrig det helt store problem med det. Der er én ting, vi hver især er de dygtigste til på holdet, hvilket er logisk nok. Catos far optager kun de dygtigste i vores lille bjerglandsby på holdet. Dem, han mener, virkelig har potentiale. Og vi skal hver især kunne beherske et våben mesterligt. Mit er kniven. Eller rettere sagt: knive. Der er ingen i hele distriktet, hvis færdigheder med knive kan måle sig med mine. Det er jeg overbevist om, og træneren har erklæret sig enig. Derfor har jeg naturligvis førsteret til i hvert fald de 10 bedste knive.

Da alle har fundet våben, går vi hver især ud til de forskellige poster. Mange vælger at træne dét, de ikke er særligt dygtige til, i forbindelse med at det er sidste dag, inden de måske skal deltage i Spillet. Der er selvfølgelig også nogle, der er for unge til det, så de træner helt almindeligt og studser af og til til os ældre elever for at se vores, i dag, ekstra passionerede træning. 

Jeg gider ikke spilde min tid på at øve de ting, jeg ikke duer til. Dem kan jeg alligevel ikke forbedre meget på én dag. I stedet samler jeg tankerne om at ramme dukken - der befinder sig 20 meter fra mig - lige i hjertet. 1, 2, 3 og mine 3 bedste knive sidder i dukken præcis, hvor jeg sigtede efter. Jeg lægger mærke til, at en af de yngre elever, som også er ganske god med knive, må jeg indrømme, sender mig et beundrende blik. Jeg knejser bevidst med nakken og fortsætter målbevidst træningen.

Et øjeblik rettes mine øjne mod Cato og en dreng på hans alder, imens de slås med stave. Det ser utroligt voldsomt ud, og jeg håber inderligt, at jeg ikke skal møde nogle af dem, hvis jeg får æren af at repræsentere Distrikt 2 i Spillet i år. Da de begge er 18, er det det sidste år, hvor de har mulighed for at deltage, så jeg kunne egentlig bare vente til næste år med at melde mig. Men da er det Jubilæumsspillet, og et eller andet siger mig, at det vil jeg ikke kunne klare.

Da Cato med et tordnende slag hamrer den anden dreng ned i gulvet, vender jeg mig straks væk. Han skulle nødigt se, at han har min opmærksomhed. Det ville være det samme som at tabe et slag til ham. Og det vil jeg under ingen omstændigheder lade ske. 

Jeg kaster et blik på uret og ser, at træningstimen er ved at være slut. Før, når jeg ikke har ønsket at tage hjem til det tomme hus, jeg kalder mit hjem, har jeg gjort, som jeg beslutter mig for at gøre nu. Diskret lister jeg ind i et siderum til salen med favnen fuld af knive. Derinde finder jeg min knivehvæsser frem og går straks igang med at slibe min yndlingskniv dødbringende skarp. Når jeg står her med mine knive i det stille rum, mens jeg hører de andre elever forlade gymastiksalen, føler jeg mig på en mærkelig måde tryg. Det er i hvert fald det tætteste, jeg kommer på at føle mig tryg.

Min tidsfornemmelse er elendig, men da jeg har stået i det, jeg tror er en god time og slebet knive, hører jeg pludselig en barsk stemme råbe - formodentlig af mig. "Træningstimen er forbi! Du har ikke betalt for en ekstra time!" Jeg havde godt hørt, at der befandt sig nogle i den tilstødende sal, men jeg gik ikke ud fra, at vedkommende kunne høre mig, og det havde jeg det også bedst med.

Døren til mit lille skjulested hamrer op i væggen og i døråbningen står Cato. Et øjeblik stirrer han måbende på mig, så tager han sig sammen og blokerer døråbningen med sin muskuløse krop. Jeg laver himmelvendte øjne og forbereder mig mentalt på endnu en lille "ordkamp". Dem har vi haft mange af på det seneste. Og jeg vinder altid.

"Hej Clove." siger han med et irriterende skævt smil spillende i mundvigende. Et øjeblik mærker jeg en følelse, jeg ikke kan sætte en finger på, hvad er, først. Så indser jeg, at det er glæde over at blive vist opmærksomhed. Da Cato bryder ud i et stort smil, forvandles denne følelse til irritation, frustration og et snert af vrede. Så er det nu Clove. Hold masken, tænker jeg ved mig selv og løfter hånligt øjenbrynene. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...