Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13519Visninger
AA

6. Uafhængig - Cato

"Er der nogen, der ønsker at melde sig frivilligt og tage Linkas plads som soner?" råber Ria højlydt; ikke specielt entuisiastisk. Jeg ser op, spændt på hvem min modstander bliver, for om lidt vil flere piger storme hen til scenen, i håb om at de når først. Kun den, der når først hen til scenekanten, får æren at komme med i Spillet. Det plejer som regel at være en 18-årig, da de er tættest på scenen, og mest ivrige. Det er dem, der fanger min opmærksomhed. Tre piger i et vildt kapløb på vej over til scenen. Så er det jeg ser hende.

Hendes mørke hestehale pisker ned af ryggen på hende, da hun sætter i fuld spurt mod scenen. Og jeg får et kort glimt af de beslutsomme brune øjne. Pludselig går jeg i panik uden at vide hvorfor. Hvorfor melder hun sig nu? En trang til at løbe hen og stoppe hende begynder pludselig at boble i mig. Sænk farten, tænker jeg, hvorefter jeg bliver irriteret på mig selv. Hun får ikke pladsen. Men jeg tager fejl. For idet jeg tænker dette, hopper Clove op på scenen i et stort skridt.

"Jeg melder mig som frivillig" puster hun, da hun er nået op på scenen. En underlig form for bekymring, panik og chok begynder at udforme sig i mig, og jeg kan pludselig mærke mit hjerte banke lynhurtigt. Chokket former sig langsomt i mig, og jeg står bare og stirrer chokeret på Clove. Hvorfor har jeg en trang til at løbe op på scenen og bede hende om at træde tilbage? Hvorfor? Hun betyder jo ikke noget for mig. Langsomt får jeg skubbet chokket væk, mens jeg med lidt besvær fokuserer på scenen igen.

Stadig lidt forpustet ser Clove kort ned på de to andre piger, der begge er ældre og større end hende. En tåre triller ned af en af pigernes kind, og jeg kan ikke lade være med at fnyse hånligt. Tårer er et tegn på svaghed. Et tegn man aldrig må vise, når man er ambisoner. Cloves ene mundvig peger opad i et grumt lille smil, formegentlig til ære for pigen der klynkede. Dette får et nyt klynk til at slippe ud af pigens mund, men Clove har allerede rettet sin opmærksomhed mod Ria.

"Uhhh, sikke et nervepirrende løb!" begynder Ria, lidt mere entuisiatisk end før, mens hun laver nogle underlige fagter med armene. Men det eneste, jeg har øje for, er Clove.

"Jamen, så er du distriks 2's kvindelige soner....?" spørger Ria, mens hun laver en gestus mod Clove.

"Clove. Clove Xanners." svarer Clove triumferende, mens hun træder hen ved siden af Ria med en vis afstand til hende. "Pragtfuldt" pylrer Ria - igen uden at lyde entuisiatisk. Hvad er der galt med den kvinde? Hun burde være overlykkelig for at skulle være distrikt 2's vært! "Nu til drengende!" begynder Ria igen, mens hun tripper hen til drengenes glasbowle. Mit blik fæstner sig ved glasbowlen, og jeg stiller mig klar allerede nu. Men noget distraherer mig.

Cloves blik hviler på mig, og jeg kan ikke greje hendes ansigtsudtryk. For det er ikke fyldt med væmmelse, som det plejer. Eller irritation, som det blandt andet var i hestevognen på vej herhen. Noget underligt undrende ligger over det. Som om hun gransker mit ansigt for følelser. Viljefast sørger jeg for, at hun kun finder én følelse. Hårdhed. Alligevel lader jeg mit blik snige sig ned over hende. Hun har en enkel mørkerød kjole på, der går hende til knæene. Stoffet er tyndt og flagrende, da det blæser en lille smule. Der er korte ærmer i kjolen, som også flagrer lidt. Hun ser ganske køn ud.

"Nogle frivillige?" spørger Ria højlydt, og pludselig river jeg mig selv ud af min trance. Panisk stirrer jeg op på Clove, lidt fortumlet. Løb Cato, beordrer jeg rasende mig selv. Og så skyder mine ben fremad, som om jeg ikke har et andet valg. Pludselig kan jeg høre tre par fødder bag mig, og ikke foran mig. Men det gør mig ikke roligere, nærmere mere desperat. Alligevel fokuserer jeg på scenen, der kommer tættere og tættere på. Du kan godt, lyder det igen, og jeg stormer op på scenen.

"Jeg melder mig som frivillig!" råber jeg højlydt, mens jeg hiver efter vejret. Lettelsen bobler op i mig, og jeg kan ikke lade være med at smile triumferende. Jeg gjorde det! Nu er jeg sikret en plads i spillet. Jeg gør.. Min tanker stopper dér, og et kort øjeblik er jeg i tvivl om, hvorfor jeg meldte mig. Men så kommer det lynhurtigt til mig. Jeg gør mine forældre stolte. For en gangs skyld.

"Og du er..?" smiler Ria, med falsk begejstring, da jeg sender de tre andre drenge et nidstirrende blik. Der er i det mindste ikke nogle af dem, der græder. Istedet for sender de mig et mindst lige så nidstirrende blik igen. Men intet kan vælte mig nu, så jeg sender dem bare et selvsikkert smil.

"Cato Wan" siger jeg stolt, mens jeg træder hen ved siden af Clove, som skynder sig at sende mig et ondt blik, hvorefter hun igen betragter forsamlingen. En underlig trang til at gå tættere på hende begynder igen, men jeg kvæler den og leder spændt efter min fars ansigt i forsamlingen. Aldrig i mit liv, har jeg været så spændt, mit hårdtbankende hjerte er et tegn på det. For om lidt vil hans øjne lyse af stolthed, og han vil sende mig et triumferende smil. For endelig vil jeg være god nok. Men så er det, som om jeg får kastet en mursten i maven.

De brune øjne, ser bare anerkendende på mig. Ikke det mindste gran af stolthed. Det samme blik der aldrig bliver fyldt med stolthed. Kun anerkendelse. Chokkeret stirrer jeg ned i jorden, mens en underlig tom følelse fylder mig. Det er det, jeg har ventet på hele mit liv. Den chance der endelig ville gøre ham tilfreds med mig. Men det har han vel aldrig været. Jeg burde have vænnet mig til det. Mit blik er fæstnet til scenegulvet, mens et minde blusser op i mig.

"Så.. Hvordan var træningsdagen idag?" spørger min mor forsigtigt, mens hun spiser den sidste rest af vores aftensmad. Suppe. Mit blik glider væk fra bordet og hen på min far. Måske vil han rose mig? "Udemærket". Men han skuffer mig som sædvanelig, og mit blik finder igen bordet. "Har Cato gjort fremskridt?" spørger hun i et lidt højere toneleje, og jeg kan allerede fornemme faren. "Udemærket, sagde jeg" gentager min far, lidt irriteret. "Vil du slet ikke fortælle, hvordan det er gået?" spørger hun bestemt, mens hun får det der skarpe blik i øjnene. "Udemærket" vrisser han, mens han stirrer nedladende på hende. Sådan har han stirret på hende i de sidste mange år. Og jeg har svært ved at tro på kærlighedshistorien om den smukke, men fattige, blonde pige, der forelskede sig i en af de rigeste mænd i byen. Ikke når de ser sådan på hinanden. "Du skal ikke bare sige udmærket! Jeg spørger  om, hvordan det er gået, og du giver mig et ordentligt svar" snerrer hun irriteret, mens hun rejser sig og bærer sin tallerken over til køkkenvasken. Så eksploderer han. "Du er min kone, og jeg bestemmer over dig!" råber han, og jeg rejser mig forsigtigt op, mens jeg diskret begynder at liste ud af køkkenet. "Gud gør du ej!" hvæser hun, og jeg kan høre tallerknen blive sat på køkkenbordet med et smæld. "Du skal ikke svare igen!" skriger han, og jeg hører smældet, der som regel følger efter et af hans vredesudbrud. Alligevel vender jeg mig ikke om. Måske fordi jeg allerede ved, hvad jeg vil se. Min mor med et hævet øje der er faldet sammen på køkkengulvet. Om lidt vil hun rejse sig op og give min far en syngende lussing. Og skænderiet kan let komme til at vare et par timer. Så jeg gør mig klar. Putter mit usynlige skjold på, der kan holde råbene, bandeordene og slagene ude resten af natten. Formegentlig.

Jeg var kun 10 år. 10 år og allerede vant til at se min far med en rød kind og min mor med et hævet øje. De kunne ikke enes. Det kan de jo sådan set heller ikke nu. Min far fortsatte sin ligegyldige opfattelse af mig, og min mor prøvede konstant at ændre den. Uden yderligere held. Jeg tror faktisk aldrig, at hun har brudt sig om Spillene.

Efterhånden vænnede jeg mig til det, og det virkede mere og mere normalt. Jeg lærte noget af det. De lærte mig noget. Deres evige skænderier lærte mig noget. Stå fast. Lad ingen vælte dig. Hvis vold er det, der skal til for at opnå dit mål, så brug det. Her gælder alle kneb. Bare du kæmper, til du vinder. Det var det, han gav mig smag for. At vinde. At vinde, efter meget udfordring. Udfordringen gav dig erfaring. Når du havde erfaring nok, ville det ikke være svært at vinde. Men jeg fik aldrig erfaring nok. Gjorde det aldrig godt nok. Ikke engang nu.

"Giv en hånd til Distrik 2's sonere: Clove Xanners og Cato Wan!" hviner Ria og river mig ud af min trancelignende tilstand. Borgmesteren har åbentbart allerede prædiket færdig om Forræderitraktaten. Nationalmelodien er begyndt, og vi bliver ført væk fra scenen og ind i Byretten. Både Clove og jeg er fordybet i tanker, så ingen af os værdiger hinanden nogen form for opmærksomhed. Hvilket hun formegentlig sætter pris på.

To fredsvogtere beordrer mig ind i et rum, hvor jeg har én time til at sige farvel til familie og venner. Men jeg tvivler på, at der kommer nogen. Tænksomt sætter jeg mig ned på en blød velour bænk. Min fars ansigt bliver ved med at vise sig, og jeg prøver at ryste skuffelsen af mig. Havde jeg forventet, at han ville blive stolt? Sandheden er ja. Det havde jeg forventet.

Med ét går døren op, og to mennekser træder ind. Min mor betragter mig stille, mens hun stryger en lys hårlok om bag øret. Bag hende står min far; stadig med det samme ligegyldige ansigtsudtryk. Forventningsfuldt ser jeg op på ham, mens jeg rejser mig op fra bænken. "Udemærket.." nikker han uden at møde mit blik. Pludselig blusser vreden op i mig. Jeg er stadig ikke god nok. "Stadig bare udemærket" siger jeg koldt, og han ser undrende på mig. Jeg har aldrig svaret ham igen på den måde. Aldrig har jeg svigtet ham, selvom han gang på gang har svigtet mig. På trods af hans evige svigt, har jeg trænet i håb om, at det så ville forsvinde. Hvorfor? Hvorfor har jeg ikke sagt fra før nu? Fordi jeg har haft brug for ham.. Men ikke mere. Jeg er færdig med forgæves at gøre ham stolt. Færdig med at træffe valg efter hvad der vil imponere ham mest.

"Gå." siger jeg koldt, mens jeg prøver at kontrollere min vrede. Men jeg kan mærke at jeg ryster. "Hvad?" lyder det overrasket fra ham, og selv min mor ser overrasket ud.

"Gå." gentager jeg, mindst lige så koldt som før, mens en helt ny beslutsomhed begynder at vokse inden i mig. "Nu" hvæser jeg højlydt, mens de forskrækket stirrer på mig. "Forsvind!" brøler jeg, og de farer begge sammen. Jeg sender min far et koldt blik, som jeg hurtigt får retur.

"Udemærket" svarer han vel vidende om, at det vil pisse mig endnu mere af. Han drejer om på hælen og forsvinder ud af døren. Forskrækket stirrer min mor på mig, mens hun kort ser over mod døren. "Cato.." begynder hun; stadig chokeret over min pludselige vrede reaktion. Hun er kun vant til dem fra min fars side. "Også dig" svarer jeg i et mildere toneleje, men stadig koldt. "Undskyld.. Jeg burde.." begynder hun igen, mere beslutsomt end før. "Nej! Gå!" snerrer jeg, mens vreden bobler i mig. Vreden over aldrig at have haft den støtte, fra mine forældre, som jeg burde have haft.

Ja, hun har forsøgt at omvende min fars overbevisning. Men hun har ikke forsøgt nok, og det tilgiver jeg hende ikke for. Jeg tilgiver ikke nogle af dem. Deres ikke-eksisterende støtte betyder intet for mig nu. Jeg er uafhængig af dem. Uafhængig af den længe ventede stolhed i deres blikke. For den kom ikke. Og den kommer aldrig mere. Fra nu af står jeg på egne ben. Træffer mine egne beslutninger. Gør tingene for mig og ikke nogle andre.

"Farvel.." siger jeg koldt, mens jeg træder hen til døren og åbner den. Stadig overrasket åbner hun munden igen for at sige noget. Men inden da har jeg smækket døren i hovedet på hende. Lige så snart hun er ude af døren, begynder et nyt raseriudbrud at forme sig inden i mig. Blændet af raseri slår jeg hånden ind i væggen, men det eneste, jeg får ud af det, er en skarp smerte i hånden. Endnu flere raseriudbrud er på vej, og jeg er for vred til at tænke på andet end mine forældres evige svigt.

Men der er faktisk én ting, jeg kan værdsætte nu. Min nye uafhængighed.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...