Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13510Visninger
AA

15. Træning og karakterer - Clove

"Så æh, hvad er det meningen, vi helt præcist skal lave i dag?" spørger Cato og lyder halvt ligeglad, mens han stikker lidt til den overdådige mad på hans tallerken. Han er åbenbart ikke sulten. Efter flere dage hvor jeg har proppet mig med Capitols indbydende mad, har jeg det lidt på samme måde. Men jeg er alligevel ikke utaknemmelig nok til at vise det på den måde.

"Tjo, der er jo interviews i morgen. Derfor skal I trænes til dem, så I vil fremstå mest "vinderagtige". I ved, så sponsorerne vil sætte deres penge på jer. Det er meget afgørende for jeres overlevelse i arenaen, ved I nok." siger Ria roligt. "I får 4 timers træning med mig og 4 med Alexis, hvis I vælger at skiftes. Ellers tager vi otte timer i træk alle 4. Det er op til jer at beslutte."

Og debatten går igang. "Vi skal da trænes sammen! Vi har ingen hemmeligheder for hinanden, og det vil vel være til begges fordel, hvis vi har styr på hinandens træk." siger Cato og har selvfølgelig først ytret sig om sine holdninger. Alexis erklærer sig højlydt enig, og jeg tror, at hun har den bagtanke, at hun på den måde vil undgå at være alene sammen med den unge dreng, der afviste hendes usle forsøg på flirteri.

I modsætning til Alexis forholder Ria sig ganske tavs og neutral, mens vi diskuterer. For jeg er af en ganske anden holdning end Cato og Alexis. Jeg mener, at det vil blive for forvirrende at blive undervist sammen, og desuden magter jeg bare ikke at dele lokale med Cato's belastende ego i dag. Min frihed må nydes, mens jeg har den, for i arenaen kan jeg ikke undgå at skulle være sammen med han næsten konstant. Jeg vælger at skubbe den tanke fra mig, for den føles så uudholdelig, at jeg næsten bliver dårlig.

"Det er totalt ulogisk! Du vil intet andet end at lure alle tricks, du kan, så du kan slå mig ihjel i arenaen! Det er alt, hvad du er ude på! Tror du, jeg falder for den? Så kan du godt tro om igen!" skriger jeg vredt, og den kolde luft, der længe har været mellem os, fryser nu til is, mens vi har endnu et skænderi.

"På ingen måde! Jeg siger det for vores begges skyld! Du er da det mest egocentrerede menneske, jeg nogensinde har mødt!" brøler han igen.

"Helt sikkert! Men ved du hvad? Jeg er ligeglad! For jeg har i det mindste selvtillid nok til at ignorere den slags bemærkninger! Hvorfor vil du ikke have individuel træning? Så får du da mere af den opmærksomhed, du altid går og hungrer efter? Er det ikke alt, du ønsker?!" råber jeg, men fortryder straks lidt, da jeg ser, hvordan Cato's ansigtsudtryk ændrer sig fra vredt, til såret, til flovt og så til rasende.

"Din.. Jeg kunne..." råber Cato og rejser sig op og hopper rundt om bordet i få skridt. Han er klar til at lægge sine hænder om min hals, og jeg ser tydeligt mordet i hans øjne. Heldigvis når Ria at stoppe det. Det, hun så enkelt gør, er at bruge en eller anden kampteknik, der går så hurtig, at jeg ikke engang når at opfange, hvad hun gør. Det eneste, jeg ser, er resultatet, som består i, at Cato sidder fast i hendes stålgreb med armene vredet rundt på ryggen. Hans ansigtsudtryk er forvrænget i smerte, men han giver ikke en lyd fra sig. Det er han for stolt til.

"SÅ stopper I! Det kan simpelthen ikke være rigtigt det her! I opfører jer som små børn! I står foran det, der for altid vil ændre eller afslutte jeres liv, og alligevel bekymrer ting som dette jer! Jeg er meget skuffet.." siger Ria og lyder oprigtigt ked af det til slut. Det første råber hun, og jeg har ikke før hørt hende så vred og ophidset. Alligevel er det ikke de ord, der rammer mig, det er de sidste. Jeg er meget skuffet. Det er den værste sætning, jeg kender. Og det sårer mig langt mere end forventet, da hun siger det. Jeg har hele tiden følt en særlig forbindelse til hende, og den er kun blevet forstærket i løbet af de sidste dage. Hun har kun været god imod mig, og hun har endda delt barndomsminder med mig, på trods af at jeg ikke selv har lukket op. Men igennem mit 17 år lange liv har jeg aldrig følt mig så knyttet til nogen som denne kvinde.

Da Cato og jeg er mundlamme er Alexis den første til at bryde tavsheden og sige noget. Hendes stramme hud ser endnu strammere ud, end den plejer, da hun siger: "Ria har fuldkommen ret. I skulle skamme jer." Måden hun siger det på irriterer mig mere, end noget andet hun nogensinde har sagt. For modsat Ria siger hun det slet ikke, som om hun virkelig mener det eller lægger nogen følelse i ordene. Og det virker så respektløst efter Rias udmelding.

"Du har ret Ria. Undskyld. Vi kan godt træne sammen, hvis det er Cato's ønske." siger jeg og mener det. Det føles virkelig mærkeligt, faktisk godt, og jeg tror, det er første gang nogensinde, at jeg siger 'undskyld' til nogen. Ria ser på mig, med håb i blikket, og ryster på hovedet.

"Nej. Enhver soner har ret til at frasige sig parundervisningen. Du er i din fulde ret til at ønske individuel træning. Og med uoverensstemmelser som denne er det nok også det bedste. Cato, du starter hos mig, og Clove, du starter hos Alexis." siger Ria og jeg smiler tilfredst, da jeg ser, hvordan Cato er ved at koge over, da han hører, at jeg får min vilje. Men i virkeligheden bunder hele hans utilfredshed nok i hændelsen i går. Vi fik karakterer af Spilmestrerne for vores private opvisninger, og Cato's optræden skaffede ham "kun" et 10-tal. Jeg fik også 10. Cato ville ikke tale om, hvad han havde lavet, efter han havde set, at han langt fra fik det 12-tal, vi alle ved, at han bestræbede sig på at få. Jeg tror ikke selv, at mit 10-tal var mere fortjent end Cato's, men det var garanteret ligeså meget værd, og det ved han også godt selv. Derfor er det ikke fair, at han faktisk indeni er sur på mig, over at jeg også fik 10. 

Til min opvisning gjorde jeg intet andet end at bruge mine knive. Jeg havde intet forberedt, og jeg slog bare hjernen helt fra, mens jeg udførte min elegante, men dræbende, dans. Automatisk lod jeg knivene glide ud af min hånd på de perfekte tidspunkter. De ramte alle plet. Og knivkast er meget værd i arenaen åbenbart. 

Ikke nok med at jeg fik 10, så fik Cher også 10, og ingen af os er klar over, hvad hun kunne have gjort, der imponerede dommerne så meget. Men imponerede må de have været. Glimmer fik 8 for sin bueskydning, og hvad hun nu ellers lavede. Marvel fik 9 for sin spydkast. Men det værste for Cato var helt sikkert, da det kom til karaktererne for Distrikt 12. Den mandlige soner, der hedder Peeta, fik et fint 8-tal, hvilket gjorde Cato lettere irriteret. Men hans reaktion på dette var ingenting imod hans reaktion på pigens karakter. Katniss fik 11. Det er set så godt som aldrig. Det er kun blevet uddelt meget få gange. Og det blev for meget for Cato, efter hun også tog opmærksomheden ved åbningsceremonien. Han råbte noget forståeligt og trampede ud af nærmeste dør, som han smækkede hårdt. Igen følte jeg ingenting udover en smule frustration over, at jeg ingen anelse havde om, hvad hun kunne få så mange point for. Sine evner med spiselige planter kunne umuligt række så langt, og der var ingen våben, jeg havde set hende mestre til perfektion til træningen. Hun måtte holde et talent skjult.

Min træning hos Alexis kunne ikke være meget værre. Da hun er min mentor, er det hendes job at sørge for, at jeg fremstår godt til interviewet. Jeg skal ligesom have et image, og det skulle vi så finde frem til. I stedet skændtes vi bare i flere timer, og da tiden var gået, var vi overhovedet ikke kommet længere. Jeg besluttede mig bare for at være mig selv, men måske virke en anelse flinkere, sjovere, kvikkere, koldblodig...Alt dette er egenskaber, der sætter sig i sponsorernes hukommelse.

"Og så laver du lige en perfekt omdrejning en sidste gang." dirigerer Ria mig, og jeg følger hendes ord. "Skønt! Der er kun gået 2 timer, og du mestrer allerede anstændighed og manerer. Hvad med at vi bruger en time på at snakke, og så får du en time før fri? Hvis altså det kan være vores lille hemmelighed." siger hun hemmelighedsfuldt og blinker til mig. Jeg nikker bare.

Vi sætter os begge i en dyb, blød sofa, der er pyntet med puder med fine mønstre og flotte farver. Ganske behageligt. 

"Så Clove. Som din distriktsvært er jeg nødt til at have et vist indblik i dine følelser og tanker. Fortæl mig, hvordan har du det egentlig?" spørger Ria mig, og hendes øjne gennemsøger mine måske for at spotte ethvert tegn på løgn. Men der er noget ved denne kvinde, der får mig til at ville ønske at fortælle sandheden. Så det gør jeg.

"Altså, jeg har det faktisk helt okay alt taget i betragtning. Jeg tror på mine vinderchancer, og jeg ved, at det er det vigtigste." siger jeg, da det hele tiden har været min fulde overbevisning. Men da jeg siger det, sker noget mærkeligt. Jeg indser, at det, jeg lige har sagt, ikke er mine virkelige følelser. I hvert fald ikke mere. Og det kan Ria åbenbart se på mit ansigtsudtryk.

"Kom her." siger hun og trækker mig ind i et højst uventet kram. Da hun først bryder min intimsfære, stivner jeg, men så føler jeg mig igen tryg. Jeg husker aldrig, at jeg er blevet holdt om på denne måde. "Det er helt okay at være nervøs. Der sker ikke noget. Du er i sikkerhed nu." hvisker hun om og om igen. Beroligende ord strømmer ud af hendes mund. Imens hviler jeg mit hoved på hendes bryst og græder. Græder fordi jeg ikke er okay. Græder fordi jeg ikke længere tror på, at jeg kan vinde. Græder fordi jeg skal dø. Og alt imens jeg græder på grund af dette, bliver den samme tanke ved med at køre rundt i mit hoved:

Hvorfor er du ikke min mor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...