Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13479Visninger
AA

54. Træden over tæerne - Cato

Solen synker langsomt ned under nåleskoven, og himlen farves i en rosa nuance, som bliver mere og mere orange, jo tættere man kommer på solen. Nærmest som om, at nogle har klattet farver i nuancerne rosa, gylden og orange sammen, for derefter at have blandet dem sammen i så lang tid, at det burde være klattet og utydeligt, men i stedet for er blevet til dette smukke syn. Det er næsten korrekt. Bortset fra, at jeg ikke tror, at det har været tilfældigt, når det er blevet klattet sammen. Ikke at det gør det mindre smukt. Men det er falskt.

Jeg lader blikket glide væk fra solnedgangen, som egentlig ikke er til meget nytte, men vender i stedet for hovedet mod den døde hare, der hænger over min skulder. Skindet skal flås, hvorefter dens indmad skal fjernes, så vi kan nå ind til kødet, som skal steges over bålet. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Og først nu går det op for mig, at dette nok er første gang, vi spiser noget så kompliceret, som en hare, og ikke bare får færdiglavet mad.  I det mindste har jeg en undskyldning for, hvorfor jeg ikke kan forberede den. Ikke at det hjælper mig. Alligevel ser jeg lidt trodsigt på den døde hare, som om det hjælper, at bebrejde den. Irriteret griber jeg fat i forbenene og svinger den over skulderen, for at kunne holde den i hænderne i stedet for – den skal alligevel snart ned og ligge på en blog træ, hvor jeg kan sprætte den op. Uvidende om hvordan. Jeg klemmer lidt ekstra hårdt om de livsløse forben, for at påføre den døde hare smerte, siden den ikke forbereder sig selv, hvilket egentlig er meningsløst. Men ikke for mig. Ikke på det her tidspunkt i arenaen.

En smule aggressivt smider jeg den ned på et stykke træ, hvor jeg kan skære ordenligt i den. Clove sagde godt nok til mig, at hun godt selv ville partere haren, fordi hun vidste, hvordan man skulle gøre det, kort efter vi havde fanget den. Men hun er her ikke lige nu. Ærlig talt, ved jeg ikke præcis, hvor hun er, andet end at hun ville et eller andet hurtigt et sted i nærheden, som jeg ikke helt fik fat på. Om ikke andet, har jeg egentlig ikke lyst til at vide det, siden hun hele dagen har været irritabel og i humør til at skændes.

Jeg betragter haren. Føler mig en smule malplaceret. Det ville helt afgjort være smartest at vente på Clove, siden hendes irritable humør i dag lader til, at lade sig påvirke af selv den mindste ting, og plus det faktum, at hun rent faktisk ved, hvordan man gør. Men alligevel er der et eller andet indeni i mig, der gnaver i mig, og fortæller mig, at hvis hun kan partere en hare, så kan jeg da også. Og jeg vil i hvert fald ikke virke hjælpeløs, eller som om, jeg er mindre værd end hende. Jeg er en ambisoner, en vinder. En vinder kan sagtens partere en hare.

En kniv. Cloves kniv. Jeg finder hurtigt en af Cloves knive frem – siden stort set alle vores knive er hendes, ligesom alle vores sværd er mine. Ikke ment på den måde, at vi ikke må bruge hinandens ting, men nærmere på den måde, at vi bare holder os til vores egne ting. Det virker bare mest naturligt. Hun vil i hvert fald ikke have en grund til at blive sur, hvis jeg låner den, siden den teoretisk set er ”ejet” af os begge.

Ganske langsomt lader jeg kniven glide ned langs rygraden af haren – så meget ved jeg da. Men meget længere når jeg ikke..

”Cato! Hvad har du gang i?” hvæser Clove højlydt bag mig, og jeg vender mig hurtigt om med kniven i hånden. Cloves øjne bliver ganske kort store – overrasket over mig –, men vender derefter tilbage til at se irriteret på mig.

”Jeg sagde jo, at jeg nok skulle partere den!” vrisser hun irriteret, da jeg skal til at åbne munden, for at forklare noget, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare.

”Ja, men du var her jo ikke. Jeg vil faktisk godt have noget mad” svarer jeg irriteret igen. Hvordan kan hun blive så sur over det?

”Muligvis. Men sagen er den, at jeg ved, hvordan man parterer en hare, og det gør du ikke.. Kan du ikke bare have lidt tålmodighed?” snerrer hun. Jeg har lyst til at svare hende igen, at det ikke var mangel på tålmodighed, der fik mig til at starte, men noget helt andet.

”Jeg kunne ligeså godt få det ordnet med det samme i stedet for at vente på dig” vrisser jeg en smule overrasket over, hvor hurtigt dette har udviklet sig til en gang mundhuggeri.

”Ja, men du kunne have ødelagt hele vores måltid” påpeger hun en smule nedladende, og lægger armene over kors, og kaster et småbebrejdende blik på mig. Det bliver for meget for mig.

”Jamen tak for tiltroen, Clove” hvæser jeg, mens jeg stirrer rasende på hende. Hun er simpelthen for meget. Alligevel hæver hun spørgende et øjenbryn, og i et øjeblik stirrer vi begge nedladende på hinanden.

”Du stoler jo aldrig på mig Clove! Hvorfor kan du ikke bare have lidt tiltro til mig, i stedet for at være så latterlig paranoid? Hvad i alverden skal jeg gøre, for at vinde bare lidt af din tillid?” udbryder jeg rasende og slår frustreret ud med armene.

Det irriterede udtryk i hendes ansigts erstattes pludselig af et andet. Et overrasket udtryk. I et kort øjeblik ser hun overrasket på mig, som om jeg lige har vist hende en hemmelig dør, som hele tiden har været for næsen af hende. Men det er snart igen ændret til lettere irriteret.

”Er det dit problem? At jeg ikke giver dig tiltro nok til at ødelægge vores mad? Det her er for barnligt, Cato..” svarer hun frustreret, mens hun kaster et bebrejdende blik på mig, som om hun selvfølgelig ved bedre.

”Ja.. Nej, nu betyder det ikke så meget lige i dette tilfælde. Men generelt kan du bare ikke finde ud af at stole på mig eller bare give mig den mindste smule tiltro!” sukker jeg og har også erstattet den aggressive tone med en bebrejdende, siden Clove nu har gjort det.

”Måske er der en grund til det” hvæser Clove hurtigt, og jeg skal til at vrisse noget igen, men hun holder afværgende en hånd op. Kontrolleret lukker hun øjnene og tager en dyb indånding, alt imens jeg irriteret betragter hende.

”Måske. Men hvorfor behøvede du absolut at begynde i stedet for at vente 2 minutter?” spørger hun træt, og ser gennemborende på mig.

”Det har jeg jo sagt..” mumler jeg usikkert, og undgår bevidst hendes blik.

”Men.. Ja.. Det er bare som om… ” begynder hun tvivlende, mens hun i frustration leder efter de rigtige ord, som ikke rigtig vil forme sig i hendes mund.

”Altså, det er som om, du kontant prøver at bevise noget. Både overfor dig selv og mig. Handler det her om ære? Hvorfor kan du ikke bare acceptere, at der er noget, du ikke kan? Skal du absolut være bedst til alt?” ender hun med at svare frustreret. Jeg stivner, overrasket over, at hun har bemærket det. Jeg åbner munden, for hurtigt at kunne svare hende igen, men lukker den igen, da jeg indser, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

”Nej.. jeg..” begynder jeg alligevel, mens frustrationen vokser indeni mig. Cloves afventende blik hviler på mig, og igen får jeg for meget.

”For helvede, Clove.. Skal du absolut dreje den over på mig, bare fordi du ikke selv vil snakke om dit eget paranoide ego?” snerrer jeg.

”Det er da det præcis samme, som du gør nu!” siger hun højlydt, og slår rasende ud med armene.

”Og nu er det mig, som har et stort ego?” spørger hun nedladende, mens hun ser rasende på os.

”Er det virkelig noget nyt for dig?” fnyser jeg.

”Rent faktisk, er det ikke mig, der udelukkende meldte mig til dét her” – hun slår ud med armene, for at påpege, at det er arenaen og Dødsspillet, hun refererer til – ”, bare fordi jeg ville have lidt opmærksomhed” hvæser hun. Det gør ondt. Ikke fordi det bliver sagt, men fordi det er hende, som burde være forstående over for mig, ligesom jeg er over for hende. Det gør ondt, fordi hun siger det. Som om noget kort stikker i mig, og som ren refleks giver det et gib i mig, som det jo gør, når du bliver stukket på noget. Jeg ved det jo godt selv, at jeg i starten meldte mig, for at vinde hans opmærksomhed, og gøre min far stolt for en gangs skyld. Men ikke mere. Nu.. nu ved jeg ikke, hvorfor jeg virkelig er her..

Og selvom jeg kan se, hvordan Clove indser, at det var for meget, og hvordan hun fortryder det, svarer jeg hende spydigt igen:

”I det mindste skred min mor ikke fra mig, før hun overhovedet lærte mig at kende!” bider jeg hende hånligt af, da hun åbner munden for at undskylde. Før det altafgørende ’undskyld’ ryger ud af hendes mund, har jeg nemlig sagt noget ligeså grænseoverskridende til hende.

”Jeg.. jeg..” begynder hun, og jeg kan se på hende, at jeg har såret hende. Dette er et følsomt emne.

”Jo, men til gengæld giver jeg ikke et eller andet ynkeligt forsøg på, at gøre min far stolt. Det er ynkeligt, Cato. Ynkeligt” svarer hun koldt, og først nu kan jeg se, hvordan vreden virkelig er steget op i hende. Endnu en gang stikker det til mig, og både smerte og had til hende opfylder mig.

”Er jeg ynkelig? Det skulle nødig komme fra dig, som sagtens kunne gå som forældreløs” vrisser jeg hånligt, mens jeg ser nedladende på hende, og knytter hænderne.

”Stop det, Cato! Er dét det eneste, du kan fornærme mig med? Mine forældre?”. Hun har hævet stemmen, så det næsten kan kategoriseres som, at hun råber.

”Nej, men jeg siger bare, at jeg har fuld forståelse for, hvorfor din mor skred” svarer jeg hende så køligt som muligt, og ser hadefuldt på hende. Ynkeligt. Hun er ynkelig.

”Og det er heller ikke fordi, det er svært at sætte sig ind i, hvorfor din far er ligeglad med dig” tilføjer jeg kynisk, da jeg ser, hvordan hun stivner, og får en smule blanke øjne. Dette her har ramt hende dybt. Det gør virkelig ondt på hende. Men det er også det, der er min intention, siden jeg nægter at være som min far, og ramme hende med fysisk vold, som han gjorde mod min mor. Og det hjælper. For selvom jeg ved, at hun vil give mig en kold sandhed tilbage, kan jeg ikke modstå muligheden for at såre hende, sådan som hun lige har såret mig.

Vi prøver ikke mere at danse. Vi danser heller ikke de forkerte trin. Det her er bevidst, ikke noget vi kommer til. Vi træder hinanden over tæerne, for selv at kunne være højest.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...