Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13455Visninger
AA

7. Tog og tanker - Clove

Distrikt 2 glider langsomt væk udenfor vinduet i toget, som jeg ser ud af. Det lykkes mig ikke at løsrive mit blik fra landskabet, før bjergene i distriktet er forsvundet i horisonten. Og sammen med dem mit hjem og min tryghed.

Da jeg endelig kigger væk og vender mig om, ser jeg Ria stå bag mig med armen holdt på en akavet måde ud i luften. Det ser næsten ud, som om hun standsede midt i en bevægelse, der ville få hendes hånd til at hvile på min skulder. Hvis det er rigtigt, er jeg glad for, at jeg vendte mig om. Intet fremmed menneske skal røre ved mig.

Hun lader armen falde og smiler prøvende til mig. Min første indskydelse er at komme med et hånligt snøft, men jeg overrasker mig selv ved at løfte den ene mundvig lidt. Tja, nok fordi hun overraskede mig. Som hun står der og snor sit hår om fingeren, på sådan en barnlig måde, ser hendes hvide smil meget oprigtigt ud. 

"Vi skal spise nu Clove. Kommer du med ind?" spørger hun i en varm tone. Hendes stemme er meget behagelig og lidt dyb. Hun lyder endnu mindre som en Capitoldame her, end hun gjorde over højtalerne på Pladsen. Jeg svarer hende med et nik, selvom jeg egentlig til at starte med havde planlagt, at jeg bare ville gå ind på mit værelse og blive der, til turen var slut. Der er bare et eller andet ved Rias udstråling, der gør mig nysgerrig. Det er mærkeligt, men jeg har det allerede, som om jeg har kendt hende i en evighed. Det føles, som om jeg kender hendes væsen, og som om hun er det eneste ægte menneske i verden i øjeblikket.

Hvorfor jeg føler sådan, aner jeg ikke. De stærke indtryk kommer fuldstændig bag på mig, især fordi de kommer så hurtigt.

Ria vender sig pludselig om, som på kommando, og går ind ad en dør til venstre. Jeg tøver et øjeblik og følger så efter hende. Vi går i tavshed, mens vi bevæger os igennem smukke rum med flotte tekstiler på væggene og for vinduerne, smukt udskårne træfigurer på borde og bløde indbydende sofaer. Alting er så fint, at jeg aldrig har set noget lignende. Men jeg kommenterer det ikke, og det gør hun heller ikke, så vi fortsætter bare uden at snakke.

Efter vi har gået i et par minutter, slår Ria en tung mørk trædør op, og vi træder ind i det hidtil flotteste rum i toget, der skal føre os til Capitol. At dømme efter det enorme glasbord, med de 4 stole omkring, er dette spisestuen. Ria går hen og sætter sig ned, og jeg følger hendes eksempel. Så sidder vi bare dér i en ikke akavet stilhed med vores tanker.

Jeg forsøger kraftigt ikke at tænke på dét, der skete tidligere. Istedet forsøger jeg at fokusere på det gode. At jeg endelig er med i Dødsspillet, at jeg har været i fjernsynet, at jeg måske vinder og bliver rig, og at min mor måske har set mig. Det må hun have gjort. Det er simpelthen forbudt at blive væk fra lodtrækningen på Høstdagen. Hvis nu jeg vinder, er der måske et lille håb om, at hun vil opsøge mig. For altså, jeg ville gerne møde hende bare en enkelt gang. Selvom det selvfølgelig heller ikke betyder så meget. . .

Min tankestrøm standser brat, da døren indtil spisestuen knalder op i væggen, og Alexis Halou træder ind. Lige bag hende går Cato. Alexis er kvinden, der skal være min og Catos mentor, så jeg forbereder mig på at gøre et godt indtryk på hende. Selvfølgelig må hun ikke vælge en yndlingssoner, og hun bør fordele sponsorgaverne ligeligt imellem Cato og jeg, når den tid kommer, men så enkelt er det ikke. I Panem kan alting ske, men man skal ikke sætte sin lid til at retfærdigheden sker fyldest. Panem er et uretfærdigt land. 

Alexis går direkte hen og sætte sig over for mig, men hun opfører sig, som om hun hverken ser mig eller Ria. Da Cato sætter sig overfor Ria, bryder Ria den underlige stilhed, hvor folk nærmest ignorerer hinanden.

"Hej Cato og hej igen Alexis." siger hun, og jeg bemærker, at hendes toneleje bliver en anelse koldere, da hun siger 'Alexis'.

"Jamen goddag Ria. Og hvad var det nu, du hed?" Alexis hæver spørgene det ene øjenbryn, selvom den underligt, næsten sygeligt, stramme hud i hendes ansigt må være tæt på at forhindre denne bevægelse i at være mulig. Da hun spørger, stirrer hun direkte på mig. Ikke på en hverken imødekommende eller afvisende måde. Bare ligeglad.

Jeg stirrer hende direkte ind i øjnene og må beherske mig meget for at sørge for at tale høfligt. "Mit navn er Clove" siger jeg, så venligt jeg kan. Jeg analyserer situationen: Jeg har i dag mødt 2 nye mennesker. Jeg har snakket med dem hver 2 gange i gennemsnit. Den ene har allerede fået mig til at føle mig knyttet til hende, på en udefinerlig måde, og den anden har allerede udvist total ligegyldighed overfor mig, og jeg bryder mig slet ikke om hende. Og mærkeligt nok er det Capitoldamen, jeg kan lide, og mentoren fra vores eget distrikt, jeg ikke kan. Hvilket kan blive en stor ulempe senere.

Desuden fornemmer jeg et lille fjendskab mellem Alexis og Ria, som jeg ikke helt kan forklare, og jeg ikke engang er sikker på eksisterer. Men jeg vil holde det i baghovedet og undersøge det, når tiden viser sig at være inde.

Det sidste, jeg lægger mærke til, er nok det værst tænkelige. Cato og Alexis lader til at have en venskabelig samtale, og de ser begge ud, som om de nyder den, og ikke som en samtale de kun holder kørende for at sige noget. Det vil sige, at Cato allerede er Alexis yndling. 

Så jeg har et valg, jeg må træffe. Spillet starter allerede før Spillet reelt starter. Vil jeg gøre mit bedste for at behage min mentor og opfylde hendes ønsker, så jeg vil blive hendes yndling, eller vil jeg løbe risikoen og satse på mine egne evner til at klare Spillet uden mange sponsorgaver, fordi Cato er Alexis' kæledægge? Det spørgsmål har jeg simpelthen ikke overskud til at tage stilling til nu.

Alle mine tanker bliver til en tåge, da jeg ser tjenere komme ind med fade fyldt med overdådig mad. Der er virkelig alt. Og det bliver bare stillet foran os, så vi kan spise, så meget vi ønsker. Jeg behøver kun kaste et enkelt blik på det for at vide, at der er mad til i hvert fald 15 mennesker. Det bedste ved det er, at der efterfølgende kommer dessert. 

Under hele hovedretten spiser vi uden at sige noget, fordi hverken Alexis eller Ria lader til at være i snakkehumør, og Cato og jeg propper os med mad, som vi aldrig har gjort før. Dog forsøger jeg mit bedste at virke anstændig, for jeg vil ikke tabe min værdighed. Jeg ønsker respekt - og måske delvis frygt - fra disse fremmede kvinder; såvel som fra Cato.

Desserten serveres, da min mave er helt fuld. Marineret kylling, grønsager med cremet sauce, suppe med perfekt bagt lysebrunt brød, delikatesser som muslinger og meget meget mere ligger i min mave og gør, at jeg føler mig så mæt, at det næsten er ubehageligt. Det har jeg aldrig prøvet før, på trods af at vi ikke manglede mad derhjemme. Folk sulter i meget mindre grad i vores distrikt, end de, ifølge rygterne, skulle gøre i mange andre.

Til dessert er der et bredt udvalg af kager, chokolader, buddinger, geleer, frugtfade og alt hvad hjertet kan begære. Jeg beslutter mig for, at jeg må få i hvert fald én kage ned. Så jeg snupper den, fra et af de mange fade, der ser aller lækrest ud, og indånder duften før jeg tager den første bid.

Kagen danser på mine smagsløg. Virkelig. Og jeg fortsætter derfor med at spise, uden at sige et ord, dels på grund af den skønne kage, og dels fordi jeg endnu ikke har taget stilling til, hvordan min adfærd skal være overfor Alexis Halou. De andre er dog mætte nok til, at de holder lidt 'small-talk' kørende, mens jeg spiser. De spørger ikke mig om noget, måske fordi de vil vente med de tunge emner til i morgen, hvor vi er friske i hovederne allesammen.

Min opmærksomhed fanges af Cato, der spørger Alexis, om hun kunne tænke sig en chokolade. Han siger det på den flirtende måde, han plejer at tale til mig på. Jeg har aldrig før hørt ham tale så sukkersødt til andre før, og jeg må bide mig selv i læben for ikke at sige et eller andet åndssvagt. Men han bød hende jo bare en chokolade, så det er jo ligegyldigt. Jeg er helt ligeglad.

"Hvis du kan finde en, der er bare halvt så sød som dig." siger hun blødt. Jeg kan ikke tro mine egne ører. Flirter hun virkelig så åbenlyst med en soner?!

"Det, kan jeg ikke garantere, er muligt, men du kan få denne." siger han og holder en mørkebrun chokolade op. "Den minder mig om dig. Blød og brun som dine øjne med en lækker cremet kerne indeni." Igen kan jeg ikke tro mine egne ører. Og det gør det ikke bedre, da Alexis igen åbenlyst besvarer hans flirteri ved at snuppe chokoladen ud ad hans hånd, sno en brun hårlok om sin finger, ikke på en barnagtig sød måde som Ria, men på en forførende måde, og tage en bid ad chokoladen. "Mmmmm," siger hun, så nydelsen virkelig kan høres. "Den er du bare nødt til at smage!" siger hun og putter simpelthen resten af den i munden på ham med fingerspidserne, da han villigt åbner munden.

Cato skotter til mig, da han tygger chokoladen, og et øjeblik ser jeg et frydefuldt udtryk i hans øjne, inden han ser væk og lader som om, han slet ikke har taget notits mig. Det er på en eller anden måde bare for meget. Det gør mig vred. Derfor forsøger jeg så behersket, stille og roligt, jeg kan at gå hen til og ud ad døren. Jeg svarer, selvom jeg er bange for, at min stemme vil ryste af raseri, da Cato, flabet, råber: "Hey tøs - hvor skal du hen?"

"Ved du hvad Cato? Næste gang du kalder mig 'tøs', flænser jeg dit kød med mine knive og prikker øjnene ud på dig og spiser dem. Eller, kun det ene selvfølgelig. Du skulle jo gerne kunne se med det andet øje, hvor meget jeg vil nyde det faktum, at jeg påfører dig smerte." vrænger jeg ad ham. Men på trods af min vrede lyder min stemme, som om den er ganske under kontrol, og jeg vender mig ikke om, mens jeg siger det, så han kan se mit ansigtsudtryk.

Så går jeg ud ad døren og smækker den efter mig, inden han kan nå at sige mere. Jeg halvt går, halvt løber, og åbner en masse døre på vejen, indtil jeg støder på et rigtigt værelse med en flot udsmykket enkeltmandsseng. Jeg kaster mig på den og begynder at græde. Ikke med øjnene. Men jeg kan mærke, at mit hjerte græder.

Hvorfor ved jeg først ikke. Det er i hvert fald ikke på grund af Cato. Ham svarede jeg kun spydigt, fordi han var flabet og kaldte mig 'tøs'. Det er jeg i hvert fald ikke...nej, det er nok bare hele situationen, der tynger mig ned. Tanken om at Cato helt sikkert vil få alle sponsorgaverne, og at han så helt sikkert vinder, og jeg skal dø. Ja, det må være dét.

Min vrede er nu fuldstændig forduftet og tilbage er kun tristheden. Og nu, hvor mit forsvar allerede er blevet nedbrudt halvt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der skete tidligere i dag. Det, som jeg har gemt væk i en krog af mine tanker, hele dagen. Og så kommer de rigtige tårer. Det er en lydløs hulken, men gråden er alligevel ligeså virkelig, som hvis den havde været en højlydt hylen. Jeg hamrer min næve ned i puden.

Hvordan kunne han? Lade være med at besøge sin egen datter, når det måske var sidste gang, han skulle se hende? Selvfølgelig kom ingen andre for at tage afsked med mig. Nu har jeg ingen tilbage.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...