Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13469Visninger
AA

35. Stilhed - Clove

Jeg er komplet forvirret, da jeg vågner. Hvor er jeg? Hvad sker der? Hvorfor er jeg så øm? Spørgsmålene farer rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at holde dem ude et øjeblik og få lidt ro. Langsomt, meget langsomt, sætter jeg mig op. Det får kun mit hoved til at dunke endnu mere, så jeg lægger hovedet mellem benene og prøver at trække vejret dybt, mens jeg forsøger at besvare nogle af alle mine spørgsmål.

Først er jeg helt blank, men da jeg tager min ene hånd om den anden, og mærker den ujævne overflade, kommer det hele til mig. Sporingshvepsegift. 

Tanken om hallucinationerne, der fulgte, får mig straks til at lukke tankerne om selve den del, hvor jeg løb rundt i én stor tåge, ude. Det var hårdt. Jeg så min far, men det var ikke det værste. Han stirrede bare udtryksløst på mig, mens jeg blev ædt op af enorme slanger, der skreg som flagermus. Det var til at klare. Jeg kunne fokusere på smerten. Men da jeg så min mor...

Hun skreg af mig. Det var et mareridt. Skreg at hun hadede mig, at jeg havde ødelagt alting. Men det værste var til sidst, da hun med en sindssyg latter sagde, at hun elskede mig. Det fik mig sådan til at længes efter det uopnåelige.

Jeg skyder tanken fra mig. Det er alt for smertefuldt at tænke på den kvinde, hvis tilstedeværelse jeg ville ønske, jeg kunne opleve bare en enkelt gang.

Mine tanker falder på, hvor jeg er, og hvor længe jeg har sovet. Jeg ser op. Selvfølgelig er jeg i skoven. Jeg er ikke sikker på hvor, og jeg kan ikke se nogle af de andre. Gad vide om de overlevede?

Jeg kunne let have været død.

Tanken slår mig pludselig, og det går op for mig, at jeg ikke føler noget ved tanken. Hverken en lettelse og glæde over, at jeg stadig er i live, eller sorgen over at mit liv ikke bare er overstået nu. Ingenting. Mit sind er tomt.

Med en enorm kraftanstrengelse kommer jeg på benene. Tørsten overvælder mig, og jeg er overbevist om, at jeg må have sovet mindst et døgn.

Selvom jeg knap kan stå på mine egne ben, forsøger jeg at inspicere min krop. Det lader ikke til, at jeg er så hårdt ramt, som jeg kunne have frygtet, selvom hver en bule svider som knivstik. Fire stik på det ene ben. Ingen på det andet. Tre stik på mine arme. Et enkelt i panden. En fire-fem stykker på mave og ryg. Mindst tolv stik er der, men det kunne have været meget værre, det har jeg set i tidligere år af Spillet. Og smerte er mig ikke fremmed. 

 

"Rehnvak, Rehnvak, Rehnvak!" stemmer overalt omkring mig råber hans besynderlige navn. Mens alle hepper ivrigt på den halvstore dreng overfor mig, for at give ham en fordel, aner de ikke, at det i virkeligheden er mig, de hjælper. Tanken om deres begejstring, hvis jeg taber, er nok til at pumpe adrenalinen ud i mine årer og gøre mig urørlig overfor smerten. 

Rehnvak presser min arm nedad, og jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han er langt fra færdig, på trods af hans røde kinder og blanke øjne. Armlægning har aldrig været min stærkeste side, for jeg har altid trænet knivkast og udholdenhed langt mere end styrketræning, men da han udfordrede mig, kunne jeg jo kun tage udfordringen op. Alt andet ville få mig til at se svag ud.

Min arm bevæger sig tættere og tættere på bordets overflade. Den larm, der er overalt omkring mig, når kun mine ører som en summen. Jeg fokuserer udelukkende på konkurrencen, men da jeg indser, at det ender med et nederlag, tager jeg andre metoder i brug.

Jeg bør ikke gøre det, men jeg kaster mig ind over bordet, mens jeg stadig fastholder den muskuløse drengs arm. Hans sorte hår falder ned i panden på ham, og hans brune øjne ser forskrækket op i mine, da jeg vrider hans arm om, mens jeg halvt ligger, halvt sidder på bordet. Han kaster sig frem mod mig, mens han brøler, men mine teknikker er langt mere øvede end hans. Nu hvor det handler ligeså meget om det, som det gør om styrke, er det mig, der står med den lange ende.

Let får jeg revet ham ned mod gulvet. De hånlige ord, han råbte efter mig tidligere, giver mig et øjebliks sindssyge. 

En tøs der burde sætte lyserøde bånd i fletningerne for i det mindste at have en lille smule charme. Han indkasserer et slag i maven for den.

En pige der er så grim og utilnærmelig, at hun ikke har en eneste ven. Tæsk til øjet.

Et barn der er så klamt, at selv moderen vælger at skride fra det. En tand slås ud.

Til slut, bare for at sætte en standard, tramper jeg ham så hårdt på ribbenene, at det siger knæk. I det samme ankommer en lærer, der skiller mig fra den grædende dreng. Hans ansigt er forvredet i smerte. Et øjeblik fortryder jeg min handling. Et øjeblik...

 

Jeg kommer til mig selv igen. Hvorfor mindet pludselig skulle dukke op nu, er jeg ikke sikker på. Måske fordi jeg ikke er uvant med smerte - ligesom jeg ikke er det med at påføre andre den. Drengen fik et sæbeøje, en manglende tand resten af sit liv og et brækket ribben. Han fortjente det.

Selvom han fortjente det, så tjener mindet mig ikke i denne situation. Det gør mig ustabil, og det er det sidste, jeg lige nu har brug for. Endelig står jeg i det mindste op på mine ben, og det er vigtigt, at jeg kan holde mig på dem. Jeg hviler forsigtigt min vægt på først det højre ben, så det venstre, mens jeg fokuserer mine øjne på et eneste punkt ret fremad. Da jeg igen føler mig sikker på benene, tager jeg et skridt fremad; og så endnu et.

Jeg gisper af chok, da jeg får øje på et ben i udkanten af den lysning, jeg tilsyneladende befinder mig i. I mit bælte finder jeg en trofast kniv, som jeg holder hævet, klar til at hugge, mens jeg bevæger mig over mod den bevidstløse soner. 

Marvel. Det er utrolig svært at se, for hans ansigt er hævet op en til en nærmest uigenkendelig masse, men det er Marvel, kan jeg se, da jeg nærmer mig. Ubeslutsomheden overtager mig. Skulle jeg bare dræbe ham nu? Det ville være let for mig; smertefrit for ham. Men noget stopper mig. 

Jeg har ingen anelse om, hvor mange og hvem, der er tilbage nu. Planen var godt nok, at Cato og jeg skulle klare os alene, når tiden var inde, men det føles ikke, som om den er det endnu. Hvis Glimmer er i live, vil hun måske slå mig ihjel om natten, hvis jeg rører Marvel. Måske vil hun være glad, hvis jeg gør det. Men jeg vil ikke tage chancen. Måske dør han alligevel, nu hvor han er så hårdt ramt.

"Marvel?" spørger jeg forsigtigt og stiller mig nogle meter væk for en sikkerheds skyld, selvom jeg er ret sikker på, at han ikke ville kunne skade en bille i den tilstand.

"Marvel?" Jeg hæver stemmen denne gang, men der er stadig ingen reaktion. Jeg beslutter mig for at lade ham ligge for nu. Selvom det ikke føles, som om jeg kan gå ét skridt mere, så ved jeg, at jeg er nødt til at finde noget at drikke, medmindre jeg vil dø af dehydrering. Efter dét, jeg lige har gennemgået, ville dehydrering være en luset måde at gå bort på, og mit stolthed må jeg i det mindste have i behold, for den tanke generer mig faktisk.

Jeg har to valgmuligheder. 1 - Jeg kan lede efter de andre og finde ud af, hvem der har vores forsyninger: deriblandt vand. 2 - Jeg kan finde et vandløb eller en sø. Sidste mulighed lyder umiddelbart mest fristende, men jeg vil få brug for jod for at gøre vandet hundrede procent drikkeligt. Ellers kan jeg risikere at blive forgiftet. Jod har vi kun i forsyningerne, så jeg vil alligevel ende med at måtte tage brug af min første valgmulighed.

 

Jeg har mistet tidsfornemmelsen, men da jeg har gået rundt i et sted mellem et kvarter og et par timer, finder jeg endelig et genkendeligt område af skoven. Dér hvor jeg før løb skrigende fra, slæber jeg mig nu forsigtigt hen.

Jeg vakler hen mod træet, hvor jeg ser vores mørkeblå rygsæk. Jeg åbner den stramme knap og rækker hånden ned, hvor den først famler i blinde, men til sidst griber om en vanddunk. Grådigt trækker jeg den op og sætter den mod mine læber.

Da vandflasken er tømt, tømmer jeg endnu en. Jeg skal lige til at finde en ny frem, da jeg tænker på, at det måske ikke er så klogt. I stedet bør jeg tage flaskerne med mig til et sted med vand.

Jeg slynger rygsækken over ryggen og begynder at gå i den retning, hvor jeg tror, den lille sø er. Hvor langt, jeg når, ved jeg ikke, men det er ikke særligt langt. Selvom det ikke havde føltes sådan, så må adrenalinen have pumpet i min krop, så jeg kunne få tilfredsstillet det livsnødvendige behov for at drikke. Nu, hvor jeg har nået mit mål, føles min krop endnu mere slap end før, og den er ikke bare øm: den smerter så meget, at jeg ikke kan sammenligne det med nogen anden pinsel, jeg endnu har oplevet.

Mine øjne er lukkede, før jeg rammer skovbunden, der er dækket af et behageligt lag mos. Hurtigt opgiver jeg tanken om at tænke, om at planlægge, om at overleve. Jeg overlader bare min krop til bevidstløsheden, som mit hoved taknemmeligt byder velkommen.

Her er så stille. Det er rart. Måske er jeg død, men stilheden føles ligeså vigtig for mig som at trække vejret. Med tanken om, at jeg ville ønske, der altid kunne være så stille, lader jeg mig trække ind i mørket endnu en gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...