Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13742Visninger
AA

14. Sort - Cato

Mine øjne flakker hen til Marvel, der rejser sig som den første og går selvsikkert ind til det, indtil videre, ukendte rum. Om mindre end to timer vil jeg have imponeret spilmestrene, og de vil diskutere om jeg skal være den første soner nogensinde til at få et 12-tal. Jeg har allerede planlagt min optræden. Det er indlysende at jeg vil demonstrere mine evner med et sværd, men jeg har da også tænkt mig at imponere spilmestrene med andre våben. Og både idag og igår har jeg gennemænkt måder, taktikker og øvelser, der vil imponere dem mest muligt. For min optræden skal være perfekt, så jeg kan få et velfortjent 12-tal.
 

Besat af at kunne huske alt begynder jeg igen at repetere forskellige sværdteknikker inde i mit hoved. Stop det, beordrer jeg mig selv, enormt træt af at den samme sværdteknik kører rundt i hovedet på mig. Du kan sagtens huske dem, siger jeg irriteret til mig selv. I stedet for lader jeg tankerne få frit løb. Eller så frit som de nu må, da jeg stadig lukker et specielt minde ude. Mine ben syrer til, og jeg begynder panisk at hive efter vejret, mens mit hjerte hamrer afsted med mindst 100 km. i timen. Det begynder at flyde sammen, for øjnene af mig, mens jeg desperat prøver at holde fokus... Hurtigt får jeg stoppet mig selv, før mindet begynder at udvikle sig yderligere. Jeg nærmest tvinger mig selv til at tænke på noget andet.
 

Det er den sidste træningsdag idag. Eller teknisk set er det jo ikke en træningsdag, det eneste, vi skal, er at optræde for spilmestrene for at få vores karakter senere om aftenen. De starter fra Distrikt 1 og går så videre op til 12. Drengen går altid ind først og bagefter pigen. Mine tanker glider bevidst videre til træningsdagen igår, som jeg fik en del mere ud af end den i forgårs. Jeg har vurderet sonerne nøje, samtidig med at jeg har sørget for, at jeg selv ser skræmmende ud. Marvel er dygtig med spyd og kan ramme fra plet fra enorme afstande.. Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg for alt i verden, sørger for at holde fokus. Mit vejrtrækning er ujævn, og den ender efterhånden med at være nogle små gisp. Alligevel lytter jeg ikke til min protesterende krop, men til mit hoved.. Mindet glider ind over mig igen, mens det prøver at overmande mig. Med lidt besvær skubber jeg det væk igen, og tvinger mig selv til at tænke på noget andet.. Glimmer skyder udemærket med bue og pil, men hendes foretrukne våben er lang krumbøjet kniv, der egentlig er for lang til at kaldes kniv og for kort til at kalde sværd. Sabel er nok et bedre ord for den.

Clove. Så snart mine tanker når hende, bliver jeg endnu en gang fordybet. En iskold stemning er opstået mellem mig og Clove, hver gang vi befinder os sammen med de andre sonere. Et stift skuespil, der truer med at falde fra hinanden hvert øjeblik det skal være. Men vi skal fremstå som et uovervindeligt team, og det kommer vi næppe til, hvis vi konstant skændes. Men lige så snart vi er alene, falder skuespillet fra hinanden, og så er det vi skændes. Latterlige kommentarer, tomme trusler og højlydt råben. Og hvorfor ved jeg ikke engang. En af os fyrer en kort hånlig kommentar af og får sådan den anden til at råbe op. Endda om de mest latterlige ting, der bare gør, at vi har glemt grunden til vi begyndte, når vi endelig er færdige. Hvert eneste private øjeblik bliver et helvede, og hun efterlader mig sydende af raseri bagefter.


Og jeg kan ikke finde ud af hende, hvilket gør mig endnu mere irritabel, end jeg plejer at være. Jeg kan simpelthen ikke placere hende i en kategori: jeg er fuldkommen fortabt med, hvad jeg skal gøre med hende. Både hendes adfærd og hendes tanker er mig et mysterium, som jeg simpelthen ikke kan løse.

Af ren irritation, skubber jeg Clove væk fra mig og mine tanker, men til min store frustration begynder mindet bare at køre i mig endnu en gang. Sorte pletter danser for mine øjne, mens jeg bider tænderne sammen, og desperat beder til at de snart forsvinder. Alligevel gør de præcis det modsatte. Pletterne fordobler sig. Jeg har svært ved at se ordentligt, hvilket omhyggeligt bliver ignoreret. Luft. Men jeg har brug for luft, og min lunger skriger efter det, i takt med at jeg hivende efter vejret, ignorerer dette faktum..  

"Cato Wan", en kølig lidt stiv kvindestemme river mig ud af mine mange tanker. Det går op for mig, at jeg virkelig har siddet i min egen lille verden af tanker i ret lang tid, og jeg må bruge 2 sekunder mere til at fokusere på virkeligheden, før jeg får rejst mig. Overlegent smiler jeg, mens jeg med faste skridt går hen mod døren. Stadig fyldt med tanker åbner jeg døren og tvinger mig selv til at fokusere.


30 spilmestre stirrer forventningfuldt op på mig med nærmest gennemborende blikke. De står som sædvanelig oppe ved deres madbuffet, og det lader til at de stod og snakkede før, men nu er deres opmærksomhed fæstnet til mig i en total stilhed. De vil ikke blive skuffede. Viljefast går jeg hen til nogle spyd, da jeg har tænkt mig at afslutte med det bedste: nemlig sværd. Mine skridt runger i salen, og jeg er næsten tilbøjelig til at sige at stilheden er trykkende, men det er jo ikke, fordi vi snakker sammen, og det er vel også meningen, at det skal være sådan. Men alligevel kommer en underlig uventet nervøsitet snigende op til mig og formår at gøre mig enormt utilpas. Det samme minde slutter sig til nervøsiteten, og de kører begge rundt i hovedet på mig. Jeg kan mærke det. Min krop vil ikke mere. De sorte pletter dækker næsten hele mit udsyn, og fortsætter med at formere sig. Min krop skriger efter luft og beder og trygler mig om at stoppe...

Jeg griber fat om et spyd, mens jeg retter mig op. Min arm bøjes tilbage, mens jeg fokuserer på målet. Den lille røde plet er det eneste jeg har fokus på. Jeg spænder kort med musklerne og lader derefter spyddet suse afsted. Spyddet rammer lige i midten af den røde plet. Og jeg har hermed sat niveauet for resten af min opvisning..
Men mit hoved lytter ikke. Bliv ved. Bliv ved. Men jeg kan ikke mere. Hvilket min krop så desperat prøver at fortælle til mig. Men frygten får mig til at fortsætte, og jeg er fyldt med psykisk glæde samtidig med fysisk lidelse.. 

Med en enormt kraft støder jeg sværdet ind i en træningsdukke og river det med endnu større kraft ud af den. Jeg vender mig lynhurtigt om og hugger hovedet af en anden træningsdukke. Det her er min ultimative opvisning, her hvor jeg vil og kan imponere mest. Sværd.
 

Jeg hiver efter vejret og kan mærke sveden drive ned af mig. Bliv ved, du kan ikke stoppe nu, beordrer jeg mig selv, selvom min krop protesterer. Hvilket egentlig er forståeligt nok, eftersom jeg ikke har holdt en eneste pause siden starten af min opvisning. Helt tiden har jeg holdt mig i bevægelse, selvom min krop flere gange har tryglet om en pause. Gispende efter vejret støder jeg sværdet ind i endnu en træningsdukke med min fars stemme som motivation. "Kom nu! Kæmp!", lyder det bagfra. "Lyt til dit hoved, ikke din krop" brøler han, og jeg hiver desperat efter vejret.. 


Viljefast dirigerer jeg mig selv rundt om nogle forhindringer, med sværdet i hånden, klar til at hugge ud efter noget. En træningsdukke dukker op, og jeg hugger sværdet ind i maven på den. Lynhurtigt vender jeg mig om, med en erindring om at der var en dukke bag mig. Jeg husker rigtigt og hugger den midt over med et gisp efter vejret. De sorte pletter begynder så småt at danse foran mine øjne. Jeg kan ikke mere. Alligevel bliver jeg ved, i håb om at han måske vil blive stolt. Jeg kan allerede se det for mig, hans stolte smil, og skinnende øjne. Et smil breder sig på mine forpustede læber, da jeg hugger mit sværd ind i endnu en træningsdukke..  

Pletterne fordobler sig og jeg hiver desperat efter vejret. Mine lunger vil have luft. Nu. Jeg betragter træningslokalet, hvor der ikke lader til at være flere træningsdukker tilbage til mit sværd. Desperat søger mine øjne efter flere muligheder, jeg er absolut ikke færdig med at vise mit talent. Indtil en stemme skærer igennem: "Tak. Du kan gå." 

Voldsomt forpustet stopper jeg op, mens jeg afsøger området for stemmen. Det lader til at komme oppe fra Spilmestrene. Mit blik søger derop og ender med at fæstne sig til en Spilmester, der gør en beordrende gestus mod en næsten usynlig dør.

Endnu en gang hugger jeg sværdet end i en træningsdukke, og endnu en gang med min fars stemme som motivation. "Du kan gøre det bedre!"..
Hivende efter vejret, nikker jeg forpustet og begynder at gå mod døren. Før jeg går over mod døren, lægger jeg mit sværd på plads, som en undskyldning for at få vejret. Jeg når den grå dør, da en tanke pludselig når mig. Hvad mon de syntes?! Håbefuldt vender jeg mig om, mens mit blik når Spilmestrene. Og til min store lettelse ser manden, der beordrede mig ud, ganske imponeret ud. Smilende åbner jeg døren og går ud.
Min krop nægter at udføre flere af mine ordrer. Jeg falder sammen på gulvet. "Cato! Rejs dig op". Gispende efter vejret, ligger jeg, mens pletterne næsten dækker hele mit udsyn. Hans råben og skældsord bliver efterhånden en svag summen bagerst i mit hoved..

 

Jeg tilfredstillede ham.
Jeg tilfredstillede Spilmestrene.
Jeg tilfredstillede Capitol.

 

Min krop giver efter. Jeg mister bevidstheden, og alt bliver sort. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...