Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13514Visninger
AA

53. Skovtur - Clove

"Hvad er der tilbage?" spørger Cato, og jeg kan mærke hans blik i min nakke, mens jeg roder rundt i bunken af de overlevne forsyninger inde i Overflødighedshornet. Dem, vi havde i rygsækken, har vi opbrugt.

"Ikke meget.." siger jeg og hiver en pakke med tørt kød frem. "Vi har to og en halv pakke af det her og en dåse med noget grønt stads, men det er vores eneste mad. Vi har heller ikke mere vand, men den der flaske med jod fra rygsækken er vidst stadig halvt fuld."

"Er det så ikke på tide at gå på jagt igen?" spørger Cato, og jeg griber én pakke kød samt rygsækken, hvori jeg ved, der ligger både flasker og jod. 

"Jo." svarer jeg og vender mig om. "Men jeg tænkte på noget. Du ved, dér ved.."

"Clove, det går ikke altid lige godt, når du tænker." afbryder Cato og griner. Jeg er træt, og jeg er sulten, og jeg kan ikke helt overskue løjerligheder i dag, så jeg smiler bare skævt og fortsætter.

"Ja, altså, der ved vandløbet, hvor vi havnede, efter vi havde været på marken. Jeg tror godt, vi kan finde tilbage dertil, og så kunne vi måske fiske i stedet for at jage vildt i skoven?" foreslår jeg. Cato ryster på hovedet og holder afværgende en hånd op. Det irriterer mig lidt. Hvorfor, hvorfor, er det altid ham, der skal have det sidste ord?

"Fint nok. Så find dit sværd og lad os komme af sted." fnyser jeg, og Cato trækker på smilebåndet over min fornærmede attitude. Han gør dog, som jeg siger, mens jeg finder mine knive, og vi begiver os af sted mod skoven.

 

***

 

"Hvornår har du lært det dér? Hvorfor har du ikke vist det noget før?" spørger jeg anklagende og ser på Cato med korslagte arme, mens han færdiggør den sidste lykke til snaren, han har opsat nær en busk med saftige bær.

"Vores træningsdage i Capitol selvfølgelig. Fortæl mig ikke, at du kun brugte dem på knivkast." 

Jeg føler mig lidt dum, da han siger det, for selvom jeg selvfølgelig brugte dem på andet, så kom jeg faktisk ikke særlig meget udenfor områderne med våbentræning. Jeg tænkte ligesom, at det ikke ville blive et problem selv at skaffe mad for vores team, men derimod var det en vigtig opgave, at vi kunne slå ihjel hurtigt og smertefrit. Hurtigt, i hvert fald.

"Nej. Og du besvarede ikke mit andet spørgsmål?" siger jeg undvigende, og Cato sukker over mit gnavne humør.

"Clove, det er jo ikke ligefrem, fordi vi har haft brug for at jage for madens skyld, før nu." Desværre må jeg give ham ret, og uden et godt modsvar beslutter jeg mig bare for at begynde at gå forud. Cato er dog hurtigt på benene, hører jeg, og følger mig stille gennem underskoven.

Vi har ikke gået i særlig lang tid, før vi hører en puslen ved nogle planter i skovbunden. Jeg holder en finger foran læberne for at signalere til Cato, at han skal være stille, og så tager jeg fat om mit mindste knivskæfte og samler en sten op. Meget fokuseret kaster jeg stenen hen på stedet, hvorfra lyden er kommet, og der går kun milisekunder, før haren er sprunget ud, og dermed var fuldt synlig for os, og igen milisekunder før min kniv borer sig igennem dens ryg. 

"Godt ramt." kommenterer Cato, og jeg går hen og samler byttet op. Cato's sværd er praktisk i nærkamp, men mine knive er klart de bedste, når der er tale om jagt af de mindre dyr. Eller for den sags skyld mennesker på afstand. Derfor har Cato også medbragt et spyd - så ville han måske også kunne gøre lidt nytte -, men mine evner med knive overskygger stadig langt hans med et spyd.

Efter vi har nedlagt haren, går vi i et par timer uden overhovedet at se noget spor af nogen dyr. Da vi skal lige til at vende om, får vi dog øje på en busk med runde, sorte bær, som hænger urørt på buskens grene, der er tynget ned af bærenes vægt.

"Hvad med at det her bliver vores sidste rov i dag, og så kan vi vende tilbage til snaren, og jeg kan sætte nogle flere op, som vi måske kan se til i aften?" spørger Cato mig og slentrer skødesløst over mod busken imens.

"Cato!" siger jeg: lidt for højt. 

"Hvad?" Han vender sig ikke engang om for at kigge på mig, men begynder bare at plukke bærene, selvom min stemme tydeligt må have indikeret, at der er noget galt. Jeg ser, at han skal lige til at tage et i munden, og helt instinktivt springer jeg hen og vælter ham omkuld. Han lander halvt på siden, halvt på ryggen, og jeg lander direkte ovenpå. Jeg vil straks flovt flytte mig fra den akavede position, hvis ikke det var fordi, jeg er så oprevet over hans ligegyldighed med alt, jeg lige sagde. Derfor begynder jeg i stedet at skælde ud.

"Hvorfor kan du ikke bare høre på mig ét sekund Cato? Du ignorerer alt, jeg siger i dag, og det var lige ved at koste dig dit liv! Det der er, nat-et-eller-andet! De er giftige! Vi blev præsenteret for dem sammen til træningsdagene! Det er derfor, der ikke er nogen, der allerede har spist dem!" Jeg er rimelig irriteret, men jeg kan ikke være vred. Det sekund han skulle til at spise dem, blev jeg så bange, at jeg ikke var i stand til at føle meget andet end lettelse nu; og så irritationen selvfølgelig.

Det, Cato gør nu, er det sidste, jeg ville have forventet. Han skubber mig af sig, sætter sig op, skuler til mig og kaster så en håndfuld bær i munden. Jeg stirrer på ham i chok.

"Undskyld, hvor er jeg dog uhøflig. Kunne du tænke dig nogle frøken?" siger han så med munden fuld og holder en hånd frem mod mig, hvor der stadig ligger et par bær i. Ikke sorte. Mørkeblå. Bærene var mørkeblå.

Jeg rejser mig hurtigt op og nidstirrer ham et øjeblik, hvorefter jeg bander og modvilligt begynder at plukke bærene. Cato slutter sig til og fortsætter, hvor han slap. Luften mellem os er anspændt, men kun af irritationer. Det tager mig ikke lang tid at finde ud af, hvorfor Cato ikke er rigtig vred, selvom jeg havde skubbet ham unødigt omkuld. Han måtte vide, at jeg gjorde det for at redde ham. Måtte vide, at jeg gjorde det for hans skyld. Den teori bliver jeg bekræftet i, da han øjeblikket efter mumler:

"Men tak."

Jeg svarer ham ikke. I stedet fortsætter jeg med at plukke, og da vi har fyldt to vandflasker med bær, går vi tilbage mod snaren. Der lyder fuglesang over os, og skoven dufter dejlig friskt af fyrrenåle. Det ville være en perfekt dag, hvis de tykke grene over os med mørkegrønne blade bare havde ladet en smule sollys slippe ned til skovbunden. Men himlen er i forvejen overskyet, så skoven ligger i skygge og lader hårene stige på mine arme.

"Har du tænkt på, hvad de andre laver lige nu?" afbryder Cato pludselig mine tanker, mens vi vandrer rundt i den fredelige skov.

"Hvilke andre?" spørger jeg tvært: bange for at han skal spørge ind til min far eller begynde på en tale om hans egne forældre. Jeg er ikke i humør til det.

"Det ved jeg ikke... alle. Ria, Alexis..." begynder han, men stopper, da han hører, at jeg fnyser, da han nævner Alexis. Han kigger spørgende på mig og ser ud, som om han er kommet sig over mit stunt ved bærene fra før.

"Jeg er da ligeglad med Alexis. Hun er jo ligeglad med os." siger jeg: fuldstændig ligeglad med at Alexis hører det og måske aldrig mere vil sende mig sponsorgaver. Det tror jeg ikke, hun ville gøre alligevel.

"Det tror jeg ikke. Hun sendte jo dig den der sprøjte, og jeg fik mad." svarer Cato eftertænksomt, men fortsætter så, hvor mit fnys afbrød ham. "Men også alle andre.. altså, hvad de laver. Jeg mener, dem fra skolen for eksempel." siger han, og jeg kan fornemme, hvordan han varsomt bevæger sig væk fra "familie-emnet". Han har måske heller ikke lyst til en af den slags snakke i dag.

"Fra skolen?" spørger jeg, og han nikker.

"Det ved jeg ikke." siger jeg efter lidt tid og spørger, hvad han tror.

"Jeg ved det heller ikke rigtigt.. Jeg mener, de går vel i skole, som de plejer og alt det, men jeg tænkte mere på Spillet. Om de ser det, og hvordan de reagerer og sådan noget." Det gør mig lidt paf, at han siger det, for det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt særlig meget over. Egentlig overrasker det mig, hvordan det er lykkedes mig så meget af tiden herinde at glemme omverdenen og liv i Distrikt 2.

"De hepper vel. Det er jo underholdning. De hepper på os, og dør vi, så jubler de over Spillets uventede drejning." svarer jeg lidt mere koldt, end jeg ville, men jeg fortryder ikke mine ord, selvom vores klassekammerater måske hører hvert et ord. For jeg fortæller sandheden. Jeg er overbevist om, at de er overfladiske nok til at tænke sådan.

"Tror du virkelig det?" 

"Mhm.."

"Og Ria?" 

Ærligt talt har jeg svært ved at forestille mig Ria sidde helt tæt op af skærmen og klappe, når de andre sonere dør, og græde når vi gør. Det omvendte er helt utænkeligt. Det er bare svært at forestille sig, at Ria overhovedet vil se Spillet. Jeg glemmer heller ikke, hvad hun sagde, kort inden vi tog afsked. Jeg spurgte hende, om hun ikke hadede Dødsspillene, og hun svarede ja. Og jeg spurgte, hvorfor hun så overhovedet var med i det hele, hvortil hun svarede, at det var for at gøre en forskel.

Jeg forstod det ikke dengang, og det gør jeg stadig ikke. Jeg kan bare ikke se, hvorfor hun skulle se på noget hver dag, hun hader.

"Ria ser det ikke." siger jeg. Jeg siger det ikke tøvende eller spørgende. Jeg konstaterer det.

"Selvfølgelig ser hun det." svarer Cato, og jeg ser på ham, men hans blå øjne kigger på et fjernt punkt ude i skoven, som om han er et sted, jeg ikke rigtig kan komme igennem til.

Igen gør han mig irriteret. Fordi han bare slår det, jeg siger, væk. Som om det ikke er muligt. Og det irriterer mig endnu mere, fordi jeg faktisk ved, at det er rigtigt. Eller teknisk set gør jeg ikke, men jeg kan mærke, at jeg har ret, og derfor kan jeg ikke holde ud, at Cato ikke lytter. Normalt ville jeg måske kaste mig ud i en diskussion med ham, men jeg vil ikke have, at det skal give bagslag for Ria, og det tror jeg, det gør, hvis jeg fortæller, at hun hader Spillene. Derfor tier jeg bare indebrændt stille, lader irritationen hobe sig op inde i mig og lader de vrede ord forblive usagte.

"Og hvad med vores forældre? Tror du de ser det?" spørger jeg, også selvom jeg slet ikke ville snakke om det, kun for at provokere Cato lidt.

"Jeg tror ikke mine gør." svarer han bare og er åbenbart ikke i det rette humør til at lade sig provokere. Han er et andet sted i sine tanker end her ved siden af mig. Måske tilbage i Distrikt 2, eller i Capitol, eller toget mellem distriktet og Capitol. Jeg ved, hvordan det føles, når man er to steder på én gang.

"Tror du min far gør?" Jeg er ikke sikker på, om jeg spørger af nysgerrighed eller bare for at prikke lidt til ham, selvom han er i sin egen verden.

"Undskyld, Clove, men det tror jeg ikke." siger han, og der er ikke meget undskyldende i hans stemme. Han er ærlig, det er jeg ikke i tvivl om, men jeg bliver såret. Såret, fordi han kun bekræfter min egen teori. Det er ikke hans skyld, det ved jeg jo også godt, men det gør ondt.

Jeg når ikke at svare, hverken vredt eller såret, før vi er fremme ved Cato's snare. Den er tom. Jeg lader et øjeblik min frustration over alting gå ud over snaren, så jeg sparker til vredt til den, og mærker så hvordan rebet strammes om min ankel, da jeg selv fanges i den.

Uden et ord griber jeg min kniv og skærer mig fri af fælden. Jeg kan ikke magte vreden i mig, og jeg vil ikke lade frustrationerne overtage mig. Måske ville det have været klogere, end at lade dem blive værre indeni mig, men alligevel pakker jeg dem godt væk og tager en kølig maske på.

Jeg er en tikkende bombe, da vi går tilbage mod lejren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...