Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13480Visninger
AA

56. Sindssyge - Cato

”Lyst til at leve!” skriger Clove, mens tårerne strømmer ned over hendes ansigt i stride strømme. Ordene rammer mig med sådan en kraft, at en passende reaktion slet ikke kommer fra mig – eller en reaktion overhovedet for den sags skyld. Og på trods af at det føltes, som om jeg lige har fået en mursten kastet i maven, står jeg fuldkommen rank med et blankt ansigtsudtryk. Jeg kan nærmest høre, hvordan hans stemme mumler et passivt ”udmærket” over min ranke stilling. Sådan står man, hvis man vil udstråle stolthed og uovervindelighed. Det komplet modsatte af hvad jeg føler.

I et øjeblik står Clove bare og stirrer rådvildt på mig, og kombinationen af de tårevædede kinder og det vilde blik får hende til at se komplet vanvittig ud. Måske er det heller ikke langt fra sandheden.

Efterhånden siver det langsomt ind, hvad betydningen af Cloves ord virkelig er. Alligevel ændres mit ansigtsudtryk ikke den mindste smule, og hvis han havde været her, havde jeg måske endda fået et ”ganske fint”. Sjovt, så passiv min reaktion er, når man tænker på, hvilket situation jeg står i. Sjovt, så passiv min reaktion er, når jeg inderst inde ved, at der er et lille håb for, at jeg kan redde os, hvis jeg udviser nogen form for kærlighed til hende nu. Hun vender sig om og går.

Magtesløs stirrer jeg efter hende. Jeg ser slet ikke på hende, men alligevel gør jeg – jeg er over alle bjerge, men stadig til stede. Efter ganske få skridt sætter hun i løb, og kort efter spurter hun i topfart væk fra stedet. Faktisk virkelig hurtigt; også i forhold til hendes normale tempo. Sidste gang, jeg så hende løbe så hurtigt, var til høstdagen...

 

"Er der nogen, der ønsker at melde sig frivilligt og tage Linkas plads som soner?" råber Ria højlydt; ikke specielt entusiastisk. Jeg ser op, spændt på hvem min modstander bliver, for om lidt vil flere piger storme hen til scenen, i håb om at de når først. Kun den, der når først hen til scenekanten, får æren at komme med i Spillet. Det plejer som regel at være en 18-årig, da de er tættest på scenen, og mest ivrige. Det er dem, der fanger min opmærksomhed. Tre piger i et vildt kapløb på vej over til scenen. Så er det, jeg ser hende.

Hendes mørke hestehale pisker ned af ryggen på hende, da hun sætter i fuld spurt mod scenen. Og jeg får et kort glimt af de beslutsomme brune øjne. Pludselig går jeg i panik uden at vide hvorfor. Hvorfor melder hun sig nu? En trang til at løbe hen og stoppe hende begynder pludselig at boble i mig. Sænk farten, tænker jeg, hvorefter jeg bliver irriteret på mig selv. Hun får ikke pladsen. Men jeg tager fejl. For idet jeg tænker dette, hopper Clove op på scenen i ét stort skridt.

 

Mindet kommer som en kæmpe bølge, der tårner sig op over mig, for derefter at kaste sig ned over mig og skylle mig under. Måske endda en tsunami.

Mit blik falder igen på hendes skikkelse, som nu er ved skovbrynet, og snart ikke er synlig mere. Hun løber på præcis samme måde, som da hun løb op til scenekanten – men det er også den eneste lighed, når man tænker på, hvor meget hun har forandret sig. Hvor meget vi har forandret os.

For eksempel var vores forhold meget mere enkelt dengang. Før Spillet. Hun hadede mig, og jeg var ligeglad med hende som person, kun som trofæ interesserede jeg mig for hende, som et bevis på min uovervindelighed. Andet behøvede vi ikke at tænke på. Vi havde nærmest en fast rutine; vores eget syge lille Spil, som hun efterhånden var evig vinder i. Det virkede som ret meget dengang. Men i forhold til nu er det ingenting. Intet.

I forhold til alle de indelukkede følelser, usagte såvel som sagte ord, hemmeligheder, desperate handlinger og forvirrede følelser, som efterhånden har hobet sig op om os samtidig med en kamp om overlevelse. En kamp vi indtil nu har kæmpet sammen.

Først nu indser jeg, at dette er Spillets skyld. Og selvom tanken har været lige for næsen af mig, har jeg ikke tænkt den før nu. Denne tanke har været så indlysende, så tydelig, at jeg ikke har set den. At på grund af Spillet har jeg lige nu mistet den person, som måske betyder allermest for mig, som jeg før har villet slå ihjel og har villet flygte væk sammen med, som jeg har kæmpet imod, og som jeg har kysset, som jeg har skreget rasende af, og som jeg har beroliget og trøstet. Jeg har været så mange Cato’er.. Så mange forskellige personer, at jeg aldrig, aldrig ville have troet på det for blot en måned siden, hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville kunne være så mange Cato'er. At der ville være så mange Clove’er. Så mange os’er. Og det er Spillets skyld. Igen føler jeg murstenen, der bliver kastet ind i min mave

Og så begynder jeg pludselig at grine. Ikke rigtig – men bare et kort skingert latterudbrud. Hvorfor ved jeg ikke, men måske er jeg virkelig ved at blive sindssyg. Jeg overvejer kort muligheden, og endnu et latterudbrud slipper ud af mig. Måske.

 

***

 

Smerte. Hun brugte mine forældre mod mig.

Had. Hun gjorde det mod mig bevidst.

Raseri. Hun havde ingen tiltro til mig.

Fortrydelse. Hun forlod mig, og jeg så bare passivt til.

Alle disse følelser strømmer gennem mig, da jeg langsomt vandrer gennem skoven. Jeg prøvede at sætte mine følelser i bokse, for at sortere forvirringen fra – uden held – og bare for at gøre et eller andet, der ikke involverede følelser, pakkede jeg mine ting og begyndte at gå mod skoven. Nu går jeg bare. Jeg ved ikke i hvilken retning, eller hvor jeg vil hen, eller hvad min plan er. Men ud over det hysteriske grin har jeg været fuldkommen neutral; stenansigt og rank ryg. Så jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at gå.

Men med ét bliver min uendelige vandren afbrudt, og Claudius Templesmiths stemme buldrer ud over arenaen; han inviterer os til en fest. Et underligt smil lyser op på mit ansigt, da han langsomt forklarer nærmere, hvordan denne fest skal foregå. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Lige nu er der ikke meget, jeg er sikker på. Men Claudius tilføjer mere, og på trods af mit larmende hoved opfanger jeg hvert eneste ord.

”Og hør nu efter. Nogle af jer har måske allerede besluttet at ignorere min invitation. Men det er ikke nogen almindelig fest. Hver af jer har desperat brug for noget.... Hver af jer kan finde denne ting i en rygsæk med jeres distriktsnummer på Overflødighedshornet ved daggry. Tænk jer godt om, før I opgiver muligheden. For nogle af jer bliver det jeres sidste chance”.

Jeg sætter straks hen i et raskt tempo, da Claudius afslutter sin besked. Endnu engang ved jeg ikke hvorfor. Det er som om alle de følelser, der kan opstå her i arenaen, er brugt op, men de vil stadig ikke forlade min krop, så de danner bare en forvirret masse, som føltes lidt som tomhed. Men af en eller anden grund tænker jeg ikke over, hvad der sker, når den forvirrede masse er opløst, og de følelser så forlader min krop. Selvom jeg godt ved, hvilken følelse jeg står tilbage med, når alle andre er brugt op: tomhed.

 

***

 

Nationalmelodien er for længst spillet – ingen døde i dag – og Claudius meddelelse om festen i morgen ligger og roder i mit baghoved. Alligevel fortsætter jeg med at gå uden stop, også selvom jeg ved, at jeg skal nå tilbage til Overflødighedshornet. Tankerne holdes på afstand, når jeg fokuserer på skoven.

Men natten bliver mørkere, mine natbriller tungere, og mine ben er for længst syrede til. Jeg ved, at jeg bliver nød til at holde en pause snart, finde noget mad og vand frem og finde ud af, hvor jeg er, men at stoppe med at gå er ligesom at bede den forvirrede tankemasse om at finde sig godt tilpas i mit hoved og påføre mig følelser. Det må jeg ikke. Jeg er ambisoner, overbeviser jeg mig selv om.

Til sidst kan mine ben ikke mere, og jeg lader mig endelig synke sammen opad et træ. Mit åndedræt er normalt, og min hjerterytme er stabil, så det er kun min krop der er udmattet. Men det er jeg efterhånden vant til. Dog er det ikke min fysiske tilstand, jeg er bekymret for nu, men snarere min psykiske. For nu overvælder tankerne mig.

De vælter ind over mig med sådan en kraft, at jeg slet ikke kan holde styr på dem. Raseriet flammer op i mig, samtidig med hadet og smerten, og pludselig ryster jeg ukontrolleret. Gør noget, et eller andet, skriger jeg nærmest til mig selv. Pludselig har jeg rejst mig, for derefter at knække en gren af træet, som jeg før sad opad, for derefter at knække den igen og tyre den afsted væk fra mig. Jeg sparker til jorden, håber at jeg påfører noget smerte, samler sten op og kaster dem langt væk og slår ud med armene. Hun forrådte mig. Hun vidste, at min far var et forbudt emne, men nævnte ham alligevel. Hun.. hun.. Pludselig kan jeg se hende, som jeg har set hende så mange gange før; som en ussel forræder. Se hende som den person hun virkelig er. Og det værste er, at jeg hader det.

Flammen af raseri blusser op synkront med hadet til hende, og smerten over hendes forræderi. Et frustreret skrig slipper ud af min mund, og pludselig er jeg ligeglad med mine sponsorer, de andre sonere og alle de dyr, som måske kunne gemme sig i nærheden. Og efterfulgt af ligegyldigheden og smilet følger endnu et kort latterudbrud, som er en smule længere end dem tidligere. Seerne må tro, at jeg er blevet sindssyg. Måske har de ret, men jeg er ligeglad.

Men hun er ikke den første, minder jeg mig selv om. Du kan jo passende lave en liste over personer, der har såret dig mest, hvæser jeg af mig selv. Endnu et hysterisk latterudbrud – dog så kort, at det næppe kan høres ordentligt – slipper ud af min mund.

Jamen, jeg kan jo begynde med min kære far med sine kolde og hadefulde blikke, kyniske kommentarer, hånlige ansigtsudtryk og enorme krav til mig. Selvfølgelig tævede han også lige min mor, siden jeg var helt lille, og har altid været komplet ligeglad med mig. Jeg håber du dør under voldsom tortur, ”far”, er den lille tanke, jeg sender til ham, da min knytnæve rammer et træ i raseri.

Og så er der selvfølgelig min dejlige mor, som min far ødelagde fuldkommen, længe før han fik fat i mig. Nej, hvor passende, nu kan han prale af, at han har smadret to personer fuldstændigt! Og fantastisk, mor, at du ikke gjorde andet end at stirre lidt halvtomt på mig, eller fortælle mig løgne som, ”at man togter dem, man elsker”. Brænd i Helvede, kan jeg fortælle hende, da jeg river en gren af et træ og knækker den.

Hvem er der så tilbage? Ja, såmænd bare forræderen Clove, som har pointeret, hvor dejlige begge min forældre er, og hvor meget jeg har fortjent det. Åh, og det var bare i dag. Så har hun også stukket en kniv i brystkassen på mig, og kørt den tilpas meget rundt ved pludselig at elske mig, og i det næste øjeblik slå mig, indtil hun har flænset alle mine åbnede sår helt op, så jeg nu bare er en klump flænset kød. Dejligt at du lod, som om du rent faktisk ikke var ligeglad, men i stedet for bare sagde nej og ja på samme tid, så jeg også selv kom til at styre kniven.

”Jeg dræber dig langsomt og smertefuldt” hvisker jeg, fordi hun er den eneste person, som jeg kan dræbe her i arenaen - i hvert fald indtil jeg kommer hjem som vinder. At der kun skulle tre til for at ødelægge mig sådan her, er en smule pinligt, indtil jeg indser, hvor gode de har været til deres job. Et sindssygt grin slipper over mine læber. Det er lykkedes dem godt.

 

***

 

Et hjerteskærende skrig lyder..

”Cato!”.

 

______________________________________________________________________________________
 

Hey folks, så kommer her lige en forfatterkommentar! Vi ved godt, vi har været lidt sløve med opdatering de sidste uger - det må I undskylde! Men hvad værre er, at vi af personlige årsager ikke har mulighed for at skrive mere de næste par uger - don't worry, vi er ikke uvenner eller noget! XD Nå, men altså, når vi snarest muligt vender tilbage, så skal vi nok gøre det bedste for at knuse jeres hjerter! 

- Ajax og A.E.J.

Uh, og ps. eller noget... Men altså mange tusind millioner gange tak til jer, der følger med! Smid meget gerne en kommentar med feedback: Vi modtager både ris og ros med kyshånd! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...